Kronik

Det har aldrig været vigtigt for mig, at min far ikke er min biologiske far

Når mine søstre og jeg fortæller, at vi er treæggede trillinger, kommer donoremnet ofte op. Det har klart formet mig som menneske at være trilling, men der er ingen plads i min identitet til det at være donorbarn. Det er simpelthen for ligegyldigt
Martine Max Andersen er donorbarn og er glad for, at der har været åbenhed i forhold til emnet i hendes barndom.

Martine Max Andersen er donorbarn og er glad for, at der har været åbenhed i forhold til emnet i hendes barndom.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
9. juli 2022

En lørdag, da mine trillingesøstre og jeg var 12 år gamle, var vi ude at spise hele familien. Efter desserten havde vores forældre noget, de gerne ville snakke med os om. Jeg kan huske, at jeg først blev meget nervøs, fordi vi ikke havde særlig mange ’alvorssnakke’ i vores barndom. Men det her var heller ikke rigtig en af dem. Mor forklarede, at de ikke kunne få børn dengang – at der var noget, der bare ikke lige passede sammen. Så de fik hjælp af en sæddonor, som vi senere fik at vide var jysk, studerede på Aarhus Universitet og havde blå øjne. Mere vidste mine forældre ikke, og det var heller ikke så vigtigt.

Det var en anonym donor, og oplysningerne var af praktisk karakter; ikke for at vi skulle have et indblik i hans liv. Han havde blå øjne, fordi begge mine forældre har blå øjne. »Og ja, jeres far er stadig jeres far, og I skal stadig kalde ham det,« sagde min mor, og jeg husker stemningen som så afslappet, at vi lige så godt kunne have snakket om den carport, som min far var i gang med at bygge.

Ude foran restauranten gik mine søstre og jeg lidt i forvejen for lige at høre, hvad de andre syntes om det hele. Jeg kan huske, at vi var overraskede over situationen, men vi var ikke utrygge, og vi var ikke i tvivl om vores relation til vores far. Det var rart, at der ikke blev gjort et stort nummer ud af det hele, for det er jo bare gener og biologi, og det var vores forældre gode til at understrege. Jeg kan huske, at de nævnte, at donorbørn jo er de vildeste ønskebørn, og det er jo rigtigt nok.

Taknemmelig for den familie, man har

Jeg blev altid skidesur, når jeg så DR-programmet Sporløs dengang i 00’erne, da det var meget oppe i tiden. Jeg syntes, de mennesker, der rejste ud for at finde deres biologiske familiemedlemmer, var utaknemmelige, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor de ikke havde nok i det, de havde derhjemme. Nok i den far eller mor, der havde givet dem hele deres barndom.

Det skete, at mine klassekammerater spurgte mig, om jeg ikke gerne ville opsøge min biologiske far, og det grinede jeg lidt af. For mig er der slet ikke nogen anden slags ’far’, end ham jeg har, og desuden kunne man forestille sig, at vores donor i sine start-20’ere har doneret sæd for at supplere sin SU og ikke for at skabe et menneske, han kunne have en familiær relation til. Jeg er da taknemmelig for hans gener, men det eneste tidspunkt, jeg skænker ham en tanke, er, når andre bringer det på banen.

Donoremnet kommer tit op i samtaler, når mine søstre og jeg fortæller, at vi er treæggede trillinger. »Så må I være uægte!« var der engang en, der sagde til mig. Måske ikke så smooth sagt, men hun havde jo ret. Så kommer hele smøren om, at vi jo blev lavet i 1990’erne, hvor man ikke turde tage nogle chancer, og så gav man den gas med æggene, og det kom der en del trillinger og tvillinger ud af.

Trillinger er sjældne. Der bliver født omkring 15 sæt trillinger om året i Danmark, og antallet er faldet markant, siden vi kom til verden på Hillerød Hospital i vinteren 1993, og der var vi endda de første trillinger i 30 år. Vi kom på forsiden af Nordsjælland-avisen, og ifølge vores forældre var der mange nysgerrige mennesker forbi vores kuvøse. Jeg tror, det altid har gjort, at vi har følt os lidt specielle, at vi er trillinger – også selv om vi er ’uægte’. Jeg har altid følt mig ekstremt heldig. Som om jeg har fået en gave i biologiens tilfældighedsspil. To mennesker med samme humor, livsgrundlag, alder og forældre som mig, og så hænger de på mig for evigt.

Efterhånden helt leverpostejsalmindeligt

I dag er det nærmest lige så normalt at have fertilitetsproblemer, som det er ikke at have det. Vi går ikke længere ud fra, at man kan få en positiv graviditetstest ved at få trukket spiralen ud om mandagen og ligge med benene i vejret om lørdagen. Der udgives bøger om barnløshed, der laves stories på Instagram om hormonindsprøjtninger, og der findes mange forskellige måder at blive og være forældre på. Den måde, mine søstre og jeg fik vores gener på, er nærmest blevet lige så leverpostejsalmindeligt som den gode gamle metode, og det, synes jeg, er betryggende.

I 10’erne hængte Københavns Kommune plakater op om, at vi kvinder skulle ’tælle vores æg’. De skræmte os med tal, der fortæller, at vi burde få børn i starten af 20’erne, eller i det mindste mens vi studerer, så vi kan få en smart SU-barselsordning. Men heldigvis foretrækker langt de fleste, jeg kender, at blive forelsket, have en fast bolig, lidt penge på lommen og ikke mindst en lyst til at skabe et nyt menneske, før de bliver gravide, og det hænger ikke altid sammen med det biologiske ur. Så som 28-årig single, der bruger mine weekender på at drikke fadøl med mine venner på københavnske værtshuse og ikke nødvendigvis på at lede efter farkandidater til et kommende barn, er det rart at vide, at der er andre muligheder, hvis min fertilitet svigter, når jeg endelig når dertil.

At være donorbarn fylder ikke i min identitet

Vi kan godt have en tendens til at blive gravalvorlige, når vi taler om familierelationer. »Ej, var det ikke hårdt at vokse op som enebarn?« »Tror du ikke, du manglede en faderfigur i din barndom, når nu din mor var alene med dig?« »Du må da mangle noget, når du kun kender halvdelen af dine gener?« Selv om vi lever i 2022, tror jeg stadig, der er en norm for, hvordan vi forestiller os, at en familie ser ud, og hvis noget stikker i en anden retning, må det være forbundet med problemer. Men det er ikke altid tilfældet.

Det er klart, at det har formet mig i en eller anden grad som menneske, at jeg er trilling. Jeg er altid lige lovlig ihærdig med at fortælle historier til sociale arrangementer, fordi mine søstre og jeg altid kæmpede for at være den, der først fik fortalt om det, der skete ovre i børnehaven, når vi sad rundt om middagsbordet. Jeg er vant til at dele alle store begivenheder med to andre og ofte modtage de samme gaver som mine søstre – bare i tre forskellige farver. Men der er absolut ingen plads i min identitet til det at være donorbarn. Det er simpelthen for ligegyldigt. Det er en biologisk tilfældighed og har intet med skæbnefortællinger eller min identitetsforvirring at gøre. Det sidste skal jeg nok selv sørge for.

Jeg ved, at jeg nok havde set anderledes på tingene, hvis der ikke havde været en åbenhed i forhold til donoremnet i vores barndom. Tvivl og hemmelighedskræmmerier er aldrig gode ingredienser i familiekonstellationer, og jeg tror på, at mange svære og akavede samtaler skal tages over middagsbordet. Så kigger man hinanden i øjnene og skaber samtidig ikke en alt for højtidelig stemning. For så bliver kartoflerne lige rakt over bordet, og hverdagen fortsætter.

Efter jeg er blevet voksen, ville jeg nok ikke på samme måde sidde og blive sur på deltagerne i Sporløs, der rejser ud for at lede efter nogen, de er biologisk relateret til. Det er svært at sætte sig ind i andres historie, og der kan være mange grunde til at føle en længsel efter noget mere eller noget anderledes, end det man har. Men lige på det punkt kommer jeg heldigvis aldrig til at opleve nogen form for hverken længsel eller tvivl. Og hvis der er én, der spørger mig, om jeg ikke er interesseret i at vide, hvem min far er, så vil jeg fortælle dem, at det ved jeg altså godt her efter 28 år i hans selskab: Han er sjov, et af de kærligste mennesker jeg kender, og så bruger han ofte sine weekender på at hjælpe sine tre håndværksuduelige døtre med at fikse lejligheder og græsslåmaskiner.

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Juliussen

Tak for en god kronik. Jeg håber du vil give dine eventuelle kommende donorbørn mulighed for at kende identiteten på deres biologiske far. Mit behov opstod som 35 årig. Sikken en gave jeg mødte. Vi er venner idag, 25 år efter mødet.
Venligst Finn.

uffe hellum, Claus Oreskov, erik pedersen og Anita Bondo anbefalede denne kommentar
Michael Schneider

Det er lige meget hvem min far er, det er lige meget hvem min mor er, det er lige meget om jeg har søskende. Hvem er jeg? Det er lige meget.

Olaf Tehrani

Se, så fint og uproblematisk kan man også forholde sig til det at være donorbarn!

Eva Schwanenflügel

Tak for en god kronik.

Det er ganske befriende at høre om en dejlig barndom fra en af dem, der ofte får problematiserende spørgsmål stillet om sin ret til at være lykkelig for sit liv som det er.

Tænk nu, hvis folk bare umiddelbart accepterede, at man kan lave en familie på efterhånden utallige måder, uden det går det mindste ud over ens evne til at nyde livet i fulde drag :)

Inge Nielsen, Hanne Andreasen og Lene Rasmussen anbefalede denne kommentar
Signe Hansen

Det er dejligt det ikke kun er: nej, nej, nej, når de fleste i virkeligheden er ja, ja, ja.....

Claus Oreskov

Tak til Martine Max Andersen for denne klare og kærlige redegørelse af børn og forældre relationer i en donorer familie.

"Så må I være uægte!« var der engang en, der sagde til mig."
Der er da ikke nogen børn, der er uægte,.
Det ryster mig lidt, at nogen kunne finde på at bruge det udtryk så sent som i 1994, og at Martine Max Andersen ydermere giver vedkommende ret