Læserbrev

Vi bruger også negativt ladede udtryk om mænd. Men det er jo ikke udtryk for mandehad

Det er godt at gå i rette med hverdagens mere eller mindre latente misogyni. Men netop i sproget ligger en kreativitet og en række faste vendinger, som ikke nødvendigvis refererer til en faktuel kønnet virkelighed. Det gælder også for mandehadske udtryk
Lise Rønne kritiserede i 2019 Politiken for at bruge ordet ’vimse’. Og hendes kritik har debatredigerende Mathilde Meile ukritisk løbet med, skriver kritiker Bo Tao Michaëlis i dette læserbrev.

Lise Rønne kritiserede i 2019 Politiken for at bruge ordet ’vimse’. Og hendes kritik har debatredigerende Mathilde Meile ukritisk løbet med, skriver kritiker Bo Tao Michaëlis i dette læserbrev.

Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Debat
28. juli 2022

Først og fremmest tak for en uhyre velskreven og velovervejet klumme i Information den 22. juli. Jamen, stort set er jeg da enig med Mathilde Meile i hendes hovedpointe. Hvor skal jeg skrive under?

Men når Meile så skråsikkert refererer til min egen brug af ordet ’vimse’ i sin tid som udtryk for ’utvetydig hverdagsmisogyni’, reagerer jeg både på egne og sprogets vegne.

Som klassisk litterat har jeg en anden vinkel på sprogets konnotative strukturer i daglig tale og skriftsprog; Mikhail Bakhtins såkaldt karnevaleske side som en del af sprogets kreativitet.

I disse tider må man jo ikke fornærme nogen, selv om livet i sig selv kan være én stor fornærmelse. Og jeg synes, skribentens mission er selverkendende, nobel og sympatisk: at komme hverdagens mere eller mindre latente misogyni til livs.

Men der er også eksempler på mandehadske udtryk, som gnidningsløst er gledet ind i sproget uden mange kønsmæssige overvejelser. Der findes vist nok meget få kvindelige skiderikker, dumme svin, røvhuller og båtnakker.

Og både Benny Smørhår, Karl Smart og Fætter Højben er mænd – for slet ikke at tale om ham Lars Tyndskid, ganske vist gift med Maren i kæret, men ellers helt alene på sin egen mark.

Disse idiomatiske vendinger er en naturlig del af sproget på samme måde, som at få franskmænd undrer sig over, at en pik, la bite, er hunkøn, og at tyskerne har vænnet sig til, at en pige, das Mädchen, er intetkøn.

De sproglige køn refererer ikke nødvendigvis til en faktuel virkelighed. I så fald kræver det flere analytiske refleksioner end blot at ’fornemme’, at visse verber er særligt kvindeligt belastede. Og dét synes at være Meiles bedste argument for ukritisk at købe Lise Rønnes kritik fra dengang; at ’vimse’ føltes ladet med konnotationer imod kvinder.

Men Lise Rønne havde simpelthen ikke ret. Vimse er kønsneutralt, selv om Den Danske Ordbog har et eksempel med ’hun’ som subjekt, hvilket også var oppe at vende i debatten i sin tid.

Tilmed bærer to markante mænd i fiktionens verden tydeligt verbet i deres efternavn; nemlig Walt Disneys Fætter Vims og Dorothy L. Sayers’ Lord Peter Wimsey. Sidstnævnte er homofon med ’whimsy’, engelsk for lunefuld, som må antages at være afledt af samme norrøne rod som vimse og betyde noget med at være lunefuld eller urolig.

’Småneurotisk’, ved jeg desuden af egen erfaring, er ikke kun forbeholdt kvinder, hverken i sprog eller virkelighed.

Vimseriet er for længst en død, gammel debat. Men når Meile selv synes at være uden tvivlens nådegave med hensyn til Rønnes personlige, men bestemt ikke empirisk funderede, holdning til ordets kønnethed, må jeg gøre klar indsigelse.

I sin tid valgte jeg tavshed som svar. Så også her slutter festen og hetzen. Der er ting, som selv guderne kæmper forgæves imod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Godt indlæg.

Freddie Vindberg

Hmm.

Jeg vil hellere høre meget mere fra Lise Rønne.

Henning Kjær

Indrøm det nu :"vimse" er/var medladende, ikke ondt eller nedrigt men nedladende. Kom nu videre i livet.

Sikke noget ævl.

Søren Kristensen

Vimse er både nedlandende og feminint konnoteret, men kun med en overvægt på ca. 68/32. Det ændrer nu ikke på at det er et udmærket udtryk, som der ikke er nogen som helst grund til at underkende. I øvrigt så er fordelen ved den kvindelige konnotations overvægt, at det så rammer så meget hårdede når det det bruges om en mand - med mindre han er bøsse, så er vi allerede på vej over i det flatternde og det var vist ikke meningen.

Nu vi allevel ævler om det her med hvad man må og må ikke sige i det offenlige rum, så blev jeg i sidste uge bedt om stikke piben ind på Facebook, fordi det fald mig ind at kalde vores Tour de France vinder Jonas Vingegaard for Gnomen - og hans holdkammerat, den hollandske van Aert blev så til GrønAerten. De to kørte jo en del sammen, så det blev i min optik til eventyret om Gnomen og GrønAerten. Jeg syntes selv det var sjovt, faktisk på grænsen til genialt og blev derfor lidt overrasket over at andre ikke brød sig om det. Kan være jeg gåer over en eller anden streg, for man sagtens argumentere for at en gnom er negativt ladet, alene fordi det ifølge ordbogen er synonym med lille og grim fyr. På den anden side popper De Syv Små dværge op, hvis man googler "gnom" og man vist være meget sart hvis man opfatter dem som grimme. Så altså, er det OK at kalde par Tour de France cykelryttere for Gnomen og GrønAerten eller ej? Ved godt hvad rosset på Facebook mener, men det kunne være sjovt at høre om de også er på linje med de kloge hoveder her i spalterne. I så fald må jeg bare igen stikke piben ind og så snakker vi ikke mere om det.

Gunilla Kurdahl

Hej Søren
Fedt at du spørger.
Ja, gnom er nedladende og det er grønært desværre også, så det er faktisk ikke så rar en ting at kalde et andet menneske. Eller det er mit perspektiv.
Jeg ved ikke om den tommelfingerregel kan gælde for dig, men hvis jeg ikke selv har lyst til at blive kaldt det, så kalder jeg heller ikke andre for det. Jeg ved ikke hvordan du har det med gnom og grønært, men måske heller ikke noget for dig at blive kaldt?
Generelt er der jo nok en forestilling i vores verden om at 'stor' er godt og 'lille' er skidt når det gælder mænd. Trist nok, men desværre nok en del af vores kultur.
vh, Gunilla

Peter Jensen

"Vi bruger også negativt ladede udtryk om mænd. Men det er jo ikke udtryk for mandehad"

Og det er det ikke fordi...? Fordi vi bare ikke er indøvet i dette perspektiv. Omvendt er der en konstant parathed til straks at betegne alt hvad der kan tolkes som negativt om kvinder, som kvindehad.

Det er en grundlæggende dobbeltmoral, der bl.a. skyldes at mænd ses som individer, mens kvinder ses som gruppe. Hvorefter alt hvad der siges om en bestemt kvinde kan generaliseres til alle kvinder. Hvilket så igen gør den pågældende kvinde til offer for misogyni, og måske endda flytter fokus væk fra, hvorvidt den personligt møntede kritik var urimelig eller ej.

Det helt urimelige resultat er, at man konstant skal vogte sig for, hvordan man omtaler kvinder, mens der er frit slag hvad angår mænd.

Man kunne fristes til at kalde det strukturelt misandri.

Det er faktisk både ynkeligt og grinagtigt, at Bo Tao endnu en gang føler sig kaldet til at forsvare sin sprogbrug mod betegnelsen “utvetydig hverdagsmisogyni” i sagen omkring Lise Rønne. Den sag fortsætter tilsyneladende med at rive ham så hårdt i selvforståelsen, at diverse frankofile, norrøne og karnevaleske sprogpositioner trækkes frem til forsvar (man er vel gammel gymnasielærer i dansk og oldævl). Hykleriet når nye højder med sætningen “sin tid valgte jeg tavshed som svar”, nej du blev, åbenbart modvilligt, pålagt af Politiken at give Lise Rønne en undskyldning, som du så behændigt her trækker tilbage med “Men Lise Rønne har simpelthen ikke ret”.
Åh der ikke noget som de gamle, sure, selvhøjtidelige, hverdagsmisogyne ronkedorer på Politiken - ups, den var vist ikke kønsneutral!