Kronik

Som donorbarn har jeg aldrig lignet min familie, før jeg selv fik børn

Selv om jeg flere gange har konfronteret mine forældre med, at jeg ikke ligner dem, har de holdt det hemmeligt for mig, at jeg er donorbarn. At være donorbarn betyder ikke noget for mig – men jeg er ked af, at de har holdt det hemmeligt
Johan Hvidemose har aldrig lignet sin familie. Men det var først, da han tog en dna-test, at han fandt ud, at han er donorbarn.

Johan Hvidemose har aldrig lignet sin familie. Men det var først, da han tog en dna-test, at han fandt ud, at han er donorbarn.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
16. juli 2022

Jeg ligner ikke den typiske danske mand. Jeg har mørkebrune øjne, sort hår og mørk hud. Fremmede spørger mig tit, hvor jeg kommer fra, og mine venner har fra tid til anden også stukket til mig for at få mig til at fortælle sandheden om mit ophav. Ja, selv nogle af mine familiemedlemmer har undret sig over, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør.

Jeg deler hverken hud-, hår- eller øjenfarve med mine halvbrødre, lillesøster eller forældre. Min søster er faktisk min diametrale modsætning med sit blonde hår, lyse hud og grønne øjne. Vi har hele vores liv søgt efter ligheder ved hinanden, men uden held. 

Gentagne gange har vi konfronteret vores forældre med, at jeg ikke ligner dem, men vores forældre har enten benægtet det eller lukket hurtigt ned for samtalen. Måske samtalerne med manglende svar og forklaringer har gjort andres undren om mit ophav til et endnu større irritationsmoment.

De gange, der blev sat spørgsmålstegn ved min etnicitet, var lettere irriterende. Men de gange folk lavede sjov med, at min mor havde været utro med postbuddet, mindes jeg som direkte ubehagelige. 

Det eneste, jeg kunne sige, var, at jeg altså er fra Danmark, og at begge mine forældre er danske.

Dna-testen afslørede sandheden

Som 25-årig tog jeg for sjov en dna-test. Jeg var overbevist om, at jeg havde noget mørkt i familien langt ude, og det kunne være sjovt at se, hvilken verdensdel det kunne komme fra. Da jeg fik svaret om, at jeg primært havde nordiske aner, trak jeg på skuldrene og tænkte ikke videre over det. Nu kunne jeg da i det mindste svare dét, når nogen spurgte til min oprindelse.

Det var først, da jeg et år senere stødte på en artikel om nogle, der havde fundet ud af, at de var donorbørn via et dna-match, at jeg kom til at undre mig over, hvorfor jeg mon ikke var matchet med min halvbror på min fars side. Jeg vidste nemlig, at han for nogle år siden havde taget samme test i forbindelse med noget slægtsforskning.

Det manglende match undrede mig, og jeg spurgte derfor mine forældre om det i telefonen, men de slog det hen. Da jeg et par dage senere var sammen med dem, mødte de mig med en mere alvorlig tone end normalt. Den alvorlige tone satte sig i min krop, og min far tog straks ordet. Han fortalte sandheden, som den er – nemlig at jeg er lavet ved hjælp af en sæddonor.

Min umiddelbare følelse var lettelse. Endelig kom der et logisk svar på, hvorfor mit udseende adskiller sig fra min families. Dernæst blev jeg nysgerrig. Hvorfor havde de ikke sagt det? Havde de selv valgt en brunøjet donor? Og hvorfor havde de overhovedet brug for en donor?

Den sidste følelse, jeg fik, var en blanding af irritation og skuffelse over, at de har holdt det hemmeligt. Jeg har ikke været vred over, at jeg ikke kender til hele mit biologiske ophav, men jeg er ked af, at det har været så stort et tabu, at det har fået min far til at blive usikker og tvivle på vores relation, såfremt jeg kendte sandheden. Det er i hvert fald sådan, jeg har tolket det, fordi det var ham, som havde sværest ved, at det skulle fortælles.

Jeg er ked af, at det var en hemmelighed

Jeg har altid stolet på, at mine forældre ikke selv kendte svaret på, hvorfor jeg så anderledes ud. Så da gentesten viste, at jeg ikke delte dna med min halvbror, var der tonsvis af scenarier, jeg spekulerede i.

Det mest plausible, jeg kunne tro på, var, at mine forældre også måtte være uvidende. Jeg vidste, at de havde haft problemer med at få børn, og derfor var det oplagt for mig, at fertilitetsklinikken måtte have forbyttet sæd eller et befrugtet æg.

Jeg fortæller min historie, fordi jeg ønsker at aftabuisere det at være donorbarn, og fordi jeg vil sige, at genetikken ikke betyder særlig meget – men det gør hemmeligholdelsen, skriver Johan Hvidmose.

Jeg fortæller min historie, fordi jeg ønsker at aftabuisere det at være donorbarn, og fordi jeg vil sige, at genetikken ikke betyder særlig meget – men det gør hemmeligholdelsen, skriver Johan Hvidmose.

Anders Rye Skjoldjensen

Set i retroperspektiv er det vildt, hvordan det aldrig faldt mig ind, at de ikke var uvidende. Alle de spekulationer fra både mig selv og min omgangskreds var totalt overdrevne og langt værre end den virkelige grund, som jo bare var, at mine forældre brændende ønskede sig børn, og det kunne de kun få ved hjælp af en donor.

Det betyder ikke noget for mig, at jeg er donorbarn, men det går mig på, at mine forældre har kendt til grundlæggende oplysninger om mit ophav, som de har holdt hemmeligt – endda selv om jeg har spurgt. Hvorfor fortalte de det ikke bare, når nu det var så åbenlyst? Familie er det bånd, man skaber, ikke nødvendigvis blodets bånd, selv om det kan gøre det lettere. Det, at jeg er donorbarn, har ikke ændret mit forhold til min far. Han er stadig min far, selv om gentesten siger noget andet.

Min far har taget sig af mig og været der siden den dag, jeg blev født. Min donor er en venlig sjæl, som har hjulpet mine forældre med at få et barn, men var altså aldrig min far.

Jeg tror, at nogle sæddonorer er anonyme, fordi samfundet, forældre og donorerne selv blander sæddonation og faderskab sammen. Fordi man tror, at man kan risikere at blive far ved at være kendt donor. Men sådan er det ikke – langtfra. Anonymiteten bidrager derimod til at stigmatisere emnet endnu mere og umuliggør barnets mulighed for at kende sit genetiske ophav. Og det er altså meget rart at kende til, når lægen for eksempel spørger ind til ens arvelige dispositioner.

Ved at kende til sin donor kan man få besvaret sine spørgsmål, og man kan få en form for vished om, hvad man kommer fra – såfremt det er noget, man ønsker. Det kan jeg ikke se noget farligt ved.

Nu er der nogen, der ligner mig

Jeg er selv far til to børn. En søn på tre år og en datter på fire måneder. At blive deres far er en kontrast til min egen barndom, hvor der blev snakket så meget om, hvor lidt jeg ligner min søster og mine forældre. Nu bliver jeg dagligt mindet, hvor meget mine børn ligner mig.

Det føles pudsigt, at mine børn ligner mig. Før de kom til verden, havde jeg aldrig mødt nogen, der ligner mig, og nu bor jeg pludselig sammen med to, der gør. Og det er ikke kun på udseende – det er også deres personlighed. Det har virkelig fået mig til at tænkte på, hvor meget der er arv, og hvor meget der er miljø.

Jeg er lykkelig for, at jeg har haft mulighed for at få mine egne, biologiske børn. Ikke så meget på grund af det biologiske aspekt, men fordi det var nemt og bekymringsløst at få dem. Vi havde lyst til at få børn, og ni måneder senere var de her. Det er enormt privilegeret, og jeg ved, at det ikke er alle forundt.

Hvis vi ikke havde haft den mulighed, så havde jeg uden tvivl ønsket at få børn med hjælp fra en donor. Børn er ens egne, når man giver dem kærlighed, opmærksomhed og tid. Det er i princippet ligegyldigt, hvordan de ser ud. Jeg ville elske mine børn ubetinget uanset, ligesom jeg også mærker, at mine egne forældre har gjort og stadig gør. 

Men det er vigtigt, at man er ærlig over for sine børn. Ved at fortie sandheden er man med til at stigmatisere og tabuisere det.

Hvad vil jeg så bruge den nye viden til? Jeg kunne være interesseret i at se billeder af min donor og vide, om jeg har nogle halvsøskende. Mest bare for at se om vi deler fælles træk og for at blive klogere på genetikken, personlighedstræk og interesser.

Jeg forventer ikke og har heller ikke brug for en relation til hverken donor eller halvsøskende, men når fællestræk og ligheder far og barn imellem fylder så meget, som jeg har oplevet efter selv at være blevet far, så synes jeg, det kunne være interessant at vide mere.

Jeg fortæller min historie, fordi jeg ønsker at aftabuisere det at være donorbarn, og fordi jeg vil sige, at genetikken ikke betyder særlig meget – men det gør hemmeligholdelsen. Jo længere man trækker den, jo mere ondt gør det. Jeg ville ønske, at mine forældre havde fortalt mig sandheden, første gang jeg spurgte ind til, hvorfor jeg ikke lignede dem og ikke først som 26-årig, da en dna-test afslørede sandheden.

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Larsen

Tak for din historie, og for at du slår et slag for åbenhed og ærlighed i familien.

Viggo Okholm, Rolf Andersen, Alan Frederiksen, erik pedersen, Steffen Gliese, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar