Lige så længe, jeg kan huske, har man talt og talt om dyrevelfærd. Pænt lyder det, men reelt handler det bare om, hvordan vi kan gøre det en lillebitte smule bedre for de dyr, som bliver slået ihjel efter et alt for kort og kummerligt liv.
Og hvor langt er vi kommet? Det er godt nok blevet svært at finde friske buræg i supermarkedet, men de bruges stadig i enorme mængder til fremstilling af andre madvarer. Og de øvrige æg, der kan købes, kommer fra storproduktion, hvor hønsene kun holdes i live, så længe de kan lægge æg nok til, at det kan betale sig.
Dyrevelfærd er blevet til en floskel, der kan bruges som markedsføring. Flødeis kan for eksempel sælges under sloganet ’ren glæde’, som fuldstændig ser bort fra produktets ophav. Det er næppe ’ren glæde’ for koen, når endnu en nyfødt kalv bliver taget fra hende, fordi mennesket med største selvfølgelighed gør krav på hendes modermælk.
Og man skal nok heller ikke tage det for gode varer, når man ser et billede af en glad gris eller kylling på deres udskårne kropsdele i køledisken.
Disse ’velfærdsdyr’ har kun én eneste funktion, og det er at lette vores samvittighed over at købe et produkt, som vi godt ved, hverken er etisk, sundt eller klimavenligt. Alle disse glansbilleder har intet med dyrene at gøre.
Det skal lokke os til at tro, at vi gør dyrene en tjeneste. Men hvordan kan vi påstå, at vi vil dyrene det bedste, hvis vi tager alt fra dem – endda deres liv, når de trods deres unge alder ikke længere kan holde til presset, eller når de endnu ikke fuldvoksne sendes til slagtning?
Hvis man vil dyrene det bedste, er det ikke den slags ’velfærd’, man skal støtte. I stedet kan man støtte landmændene – vel at mærke dem, som gerne vil lægge deres produktion om til plantebaserede proteiner.
Så kan vi få et landbrug, vi ikke behøver at være flove over, og hvor ingen dyr bliver født ind i et helvede, som de ikke har en chance for at komme ud af. Denne omstilling er mulig – hvis vi mennesker altså vil det.
Helene Toksværd er underviser og forfatter
Nej, jeg køber heller ikke alle de pt gældende reklameslogans.
Men som gammel bondekone, der gennem 50 år har levet - godt - med og af landbrug, men stod af før industrialiseringen, vil jeg altså tilføje:
Det er IKKE ligegyldigt, hvordan produktionsdyrene lever. og dør!
Der er en mellemvej mellem fabrikssvin, der efter et jammerligt liv bliver transporteret hundredevis af kilometer i etagebure med "overboernes" pis og lort regnende ned over sammen med varme og dårlig ventilation i dagevis i lastbiler før slagtning, der må ses som den endelige udfrielse...
Contra idealtilstanden ren planteføde for alle.
Jeg er så heldig, at jeg kan købe kød fra grise/svin på friland, der året rundt møffer rundt i jord og ælte - det skønner de nok mere på, end jeg ville gøre :-)
De er ikke decideret økologiske, men medicinfri - det kan man næppe hævde om de konventionelle.
Som fhv. bondekone er min optik, at husdyr er nyttedyr. Ikke kæledyr.
De her bliver slagtet lokalt - og slipper for at blive fragtet landet rundt - eller syd for grænsen.
Og tænker nogen herefter, at konen da sagtens kan være frelst, for hun har vel råd...:
Prisen ved en halv eller hel gris, pakket klar til fryseren: 50 kr/kg. Og stegeben, som er blevet min signaturret hos børn og børnebørn: 10 kr/kg...
https://butik-skovgaard.dk/koed-fra-skovgaard/
Som veganer er selvfølgelig enig med Helene Toksværd, men i høj grad også med Inger Pedersen. Køb kvalitet fremfor kvantitet
Tak for tippet, Inger Pedersen.
Jeg kommer lejlighedsvis på de kanter alligevel og det skal prøves.