Kronik

EU må lære at stå sammen og sætte værdierne først. Ellers bliver vi ædt af verdens stormagter

I EU skal vi lære noget af Romerriget, der formåede at føre succesfuld udenrigspolitik i hajfyldt farvand. Vi kan ikke fortsætte med at være splittede over for Rusland, Kina og USA, og sælge os selv til højestbydende
EU bør med hast indføre regler, der modvirker den kræmmermentalitet, der gør, at vi sælger ud af fælles infrastruktur til højestbydende og gør os afhængige af fjendtlige magter, mener Niels Fuglsang.

EU bør med hast indføre regler, der modvirker den kræmmermentalitet, der gør, at vi sælger ud af fælles infrastruktur til højestbydende og gør os afhængige af fjendtlige magter, mener Niels Fuglsang.

Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Debat
27. juli 2022

Man hører ofte fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten, at EU er ved at udvikle sig til et altdominerende Europas Forenede Stater, der vil bestemme over os og knuse vores demokrati. Problemet er dog snarere det modsatte. EU er en svag magt, og andre stormagter kan splitte os, bestikke os og udnytte, at vi ikke kan blive enige med hinanden.

Senest i debatten om forsvarsforbeholdet ville Morten Messerschmidt fortælle os, at EU hen over hovedet på befolkningen var ved at oprette en decideret hær, og den ville de danske »EU-begejstrede partier« slet ikke turde at nedlægge veto mod.

Fra mit sæde i Europa-Parlamentet må jeg sige, at mareridtet om EU-mastodonten, der fører forsvars- og sikkerhedspolitik hen over hovedet på befolkningerne, virker særdeles fjernt. Jeg oplever snarere, at EU på vitale sikkerhedsspørgsmål ikke er i stand til at træffe beslutninger. EU’s medlemslande er ikke sene til at bruge vetoretten i udenrigspolitikken, og vi optræder splittede over for Rusland, Kina og USA.

Det er et problem i en verden, hvor historien ikke sluttede, alle lande ikke blev til liberale demokratier, og dem, vi troede var vores venner, nu bider fra sig.

Stærke romerske institutioner

Jeg læste for nylig bogen Mortal Republic (2018), der omhandler den romerske republiks storhed og fald. Selv om EU hverken er et imperium eller en stat og ej heller skal være det, slog det mig, at vi nok kunne lære noget af de romere, der om nogen førte en succesfuld udenrigspolitik i hajfyldt farvand.

I Mortal Republic forklarer forfatter Edward J. Watts, der er historieprofessor ved universitetet i San Diego i Californien, hvad der gjorde den romerske republik i stand til at udmanøvrere fjender, hvis militære styrker i antal overgik Roms. Watts argumenterer for, at stærke politiske institutioner, der bygger på begreber som ære og loyalitet, er en essentiel del af forklaringen.

Watts fortæller om, hvordan kong Pyrrhus af Epirus med sine store hære angreb Rom i år 280 f.Kr. og vandt flere slag, hvorefter han tilbød romerne en fredsaftale, hvor de skulle underlægge sig Pyrrhus for at undgå flere tab. I det romerske senat diskuterede man aftalen, hvor flere var fristede til at skrive under, indtil den gamle og blinde senator Appius Claudius protesterede: »Jeg har længe tænkt på mine øjnes uheldige tilstand som en lidelse. Men nu, hvor jeg hører jer debattere denne skamfulde aftale, ville jeg ønske, at jeg ikke blot var blind, men også døv«.

Det var uacceptabelt at opgive de resultater, som i Rom var bygget op gennem generationer. Pyrrhus forsøgte derefter at bestikke sig til en sejr. Da Rom sendte den højtagtede, men relativt fattige senator Fabricius til et forhandlingsmøde med Pyrrhus, tilbød Pyrrhus ham så meget guld og sølv, at han ville blive den rigeste mand i Rom, hvis han forrådte sit folk. Fabricius svarede, at selv om han ikke var en rig mand, var han valgt til nogle af de vigtigste embeder i staten, han blev spurgt til råds om nogle af de vigtigste spørgsmål, og han blev æret for sin oprigtighed. Det var meget mere værd for ham end guld og sølv.

Selv om Pyrrhus vandt flere ’pyrrhussejre’, måtte han til sidst se sig slået og forlod Italien for bestandigt.

EU kan splittes og købes

Det er svært at forestille sig en stærkere kontrast til romernes sammenhold end EU i dag. Vores sammenhold er teknokratisk og økonomisk og bygger i høj grad på en What’s in it for me-tilgang. Hvis vi kan få en bedre deal et andet sted, så siger vi ja tak. Af samme grund er det let at splitte os. Mens kineserne, russerne og amerikanerne taler med én stemme, så taler vi med 27, og vi taler gerne med den højstbydende.

Det gjorde Tyskland, da Rusland tilbød gas via Nord Stream-gasledningerne på trods af østeuropæernes advarsler om, hvordan det ville efterlade dem i en sårbar position. Ungarn lavede ligeledes aftaler med Rusland om billig gas og olie og blokerede i ugevis for EU-sanktioner mod russisk olie. Grækenland talte også med den højestbydende, da landet solgte majoriteten af Athens største havn, Piræus, til Kina efter finanskrisen, hvor landet var i alvorlige problemer, og EU-Kommissionen tvang nedskæringer igennem, mens ingen andre EU-lande gad investere i landet. Senere nedlagde Grækenland veto mod en fælles EU-fordømmelse af menneskerettighedskrænkelser i Kina.

Og det var også den kortsigtede økonomiske logik, der talte for en perlerække af europæiske toppolitikere, der både som aktive og pensionerede solgte deres tjenester til Rusland. Det mest kendte eksempel er Tysklands ekskansler Gerhard Schröder, der fik en bestyrelsespost i det selskab, der stod for Nord Stream 2-gasledningen fra Rusland til Tyskland, efter han trådte tilbage i 2005. Men også i Frankrig, Østrig og Finland har tidligere premierministre og præsidenter arbejdet for russiske interesser mod betydelige summer. Og i 2020 var en række medlemmer af Europa-Parlamentet inviteret for at observere det russiske ’valg’ som ’eksperter’ på luksushoteller med alt betalt.

Putin og Xi Jinping har mere held i sprøjten end Pyrrhus, når det kommer til at købe sig ind i Europas vitale interessesfære.

Sæt værdierne først

EU er verdens største handelsblok. Økonomisk er vi stadig større end kineserne. Og vores BNP er otte gange større end Ruslands. Vi er en stormagt, hvis vi ønsker at være det. Og der er brug for, at EU sætter dagsordenen, når det kommer til klima, menneskerettigheder og demokrati. Der er brug for, at EU påvirker verden, men vi bliver domineret af andre magter med andre værdier, når vi ikke kan finde ud af at stå sammen.

Vi har ikke det værdifællesskab, som romerne havde. Men vi bliver nødt til at øve os på det. Af samme grund skal vi ikke optage flere lande, der ser stort på demokrati og retsstat. Dem har vi rigeligt af. Vi skal stå fast på, at EU ikke blot er et økonomisk fællesskab, men også et værdifællesskab. Det betyder for mig, at man i sidste ende bør kunne blive smidt ud af fællesskabet, hvis man knægter værdierne, som for eksempel Ungarn gør.

Derudover bør EU med hast indføre regler, der modvirker den kræmmermentalitet, der præger vores samarbejde. For det første bør vi indføre fælles regler for, hvad der tæller som fælles infrastruktur, og at dette ikke må sælges til fremmede magter. Det er hele EU’s problem, at Kina køber sig ind i Grækenlands kritiske infrastruktur. For det andet bør der være regler for, hvem man kan gøre sig afhængige af, når det kommer til energi og råmaterialer. Det er hele EU’s problem, at tyskerne gør sig afhængige af russisk gas. Det handler ikke blot om at skabe nogle job i den tyske industri, men om at hele EU bliver afhængige af en fjendtlig magt.

For det tredje bør vi lovgive om, at man som politiker eller embedsmand på et vist niveau ikke kan lade sig ansætte til at lave lobbyindsats mod Europa og bruge sine kontakter i fremmede magters tjeneste. Mon ikke Gerhard Schröder og co. kan finde noget andet at lave.

Hvis vi fortsætter med at tale med 27 stemmer og sælge os selv til højestbydende som i dag, så er der grund til at bekymre sig om EU’s fremtid, og dermed også om de værdier, som EU kan bidrage med i verden. Det er på tide, at vi vågner op og indser, at verden ikke er så venlig, som vi troede, og hvis vi vil sætte dagsordenen, handler det om at stå sammen og sætte værdierne først.

Niels Fuglsang er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rolf Andersen

Det var dog en klog 'opsang' til os alle. Tak for den :)

Inge Nielsen, Andreas Munk-Madsen, Hans Jørgen G. Ravn, Torben Bjerrehuus, Svend-Erik Runberg, Freddie Vindberg, Jørgen Tryggestad, Lillian Larsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Niels Fuglsang

Stærk kronik - og velgørende at læse.

Inge Nielsen, Rolf Andersen, Andreas Munk-Madsen, Hans Jørgen G. Ravn, Torben Bjerrehuus, Svend-Erik Runberg, Freddie Vindberg og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Nogen relevante forslag til at opretholde business as usual. ..
Joe... men Romerriget gik jo sådan set under...
Hvilke gode forslag har du til at undgå det - alternativt at STYRKE EU?

Freddie Vindberg

Jeg bliver helt rørt, Fuglsang - fortsæt det gode arbejde.

Torben Bjerrehuus og Svend-Erik Runberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

“ Stærke romerske institutioner”

Jo, de var så stærke, at krigsbyttet, slaverne taget ved overfald på nabostater, erstattede den almindelige lønarbejdende romer i landbruget, hvorefter Rom fyldtes med et pjalteproletariat, som den politiske elite ikke ville hjælpe, med frigivelse af jord.

Mogens Kjær, Tina Petersen og Per Selmer anbefalede denne kommentar

Hvad er det for nogle "Værdier" der tales om? For Romerriget var det vel en værdi i sig selv at udvide sig, undertrykke andre folk og holde sit eget proletariat passivt.

Torben K L Jensen

Det var EU der tvang Grækenland til at sælge havnen i Piræus i den privatiseringsbølge der kom da landet kom under administration af EU og IMF - Kina var primus motor i verdensøkonomien efter krakket i 2008/09 så den med at det var Grækenlands egen skyld er en dikrekte løgn. I øvrigt er havnen i Piræus en af de bedst fungerende container-terminaler i Europa. Takket være Kina´s investeringer og en del af Kina´s nye verdensomspændende silkevej - ""Belt and Road Initiative".

Torben Lindegaard

@Jens Thaarup Nyberg & Per Selmer

Niels Fuglsang skrev en stærk kronik om EU -
al snakken om Romerriget er bare fyld, der ikke siger noget
om de problemer, som vi har i nutiden.

I øvrigt er jeg helt enig i, at Romerriget var en led, slavebaseret statsdannelse.

Jens Thaarup Nyberg, Inge Nielsen, Mogens Kjær, Freddie Vindberg, Svend-Erik Runberg og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Svend-Erik Runberg

Der er, som Jens Thaarup Nyberg påpeger, et par skønhedsfejl eller udeladelser ved referencen til Romerriget, men kronikkens substans og anbefalinger er jeg, - som flere her, meget enig i, - og takker Niels Fuglsang for at holde såvel øjne som øren åbne.

Torben Bjerrehuus

Tak til Niels Fuglsang, du taler med hjerne og hjerte.

Peter Hottenroth

”EU’s medlemslande er ikke sene til at bruge vetoretten i udenrigspolitikken, og vi optræder splittede over for Rusland, Kina og USA.” – Ja, Gud være lovet.

EU består af 27 lande med noget nær hver deres udenrigspolitiske interesser begrundet i objektiv realisme evt. kombineret med historisk betinget konstruktivisme. Og det er lige det, der i øjeblikket udspiller sig for øjnene af os med Ruslands overfald på Ukraine. Tyskerne og franskmændene er valne, nølende – ja evt. direkte bagstræberiske i forhold til at hjælpe ukrainerne. De skynder sig langsomt og holder kontakten med Putin i desperate forsøg på at klare situationen diplomatisk. At de derved underminerer USA's og Storbritanniens mere offensive tilgang til Rusland er en for dem en meget lidt distraherende detalje.

Den franske og tyske de facto opposition til den angelsaksiske verdensorden er forståelig. De vil og kan selv. Det har tradition. Aktuelt vil de gerne spænde EU-landene for deres egne stormagtsambitioner. Til nu i fællesskab. Men bare vent… Det kan også ændre sig over natten. Og vi kommer til at se Frankrig og Tyskland i åben konkurrence om ”die Vormachtsstellung in Europa”.

Traditionelt betragter tyskerne sig udenrigspolitisk som ”die deutsche Mitte” – riget mellem øst og vest, der har en selvstændig rolle at spille. Man skal bare tænke 100 år tilbage på Rapallotraktaten, så har man kompasset til at forstå den aktuelle, tyske tilbageholdenhed i forhold til Rusland.

I det spil har Danmark som europæisk småstat en grundlæggende interesse i at kunne føre en selvstændig udenrigspolitik baseret på USA og Storbritannien. Og derfor er det nu Alfa & Romeo at bevare den udenrigspolitiske vetoret i EU, hvor det ikke kunne gå hurtigt nok med at få afskaffet forbeholdet. Jeg kan ikke følge Fuglsangs udviklinger.

Thomas Jørgensen

Fin artikel håber S lytter med på hjemmefronten for dit nedenstående citat.

"For det tredje bør vi lovgive om, at man som politiker eller embedsmand på et vist niveau ikke kan lade sig ansætte til at lave lobbyindsats mod Europa og bruge sine kontakter i fremmede magters tjeneste. Mon ikke Gerhard Schröder og co. kan finde noget andet at lave".
Vi kunne starte med at lukke vores egen gyldne swing dør.

Inge Nielsen, Svend-Erik Runberg og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Nå, nu vil S så pludselig godt være med i EU. Det har sgu ikke virket sådan de senere år. Mindst af alt på solidarisk basis. Frugal Four, underlige virusalliancer med Israel osv.

Lillian Larsen, Torben Lindegaard, Rolf Andersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Torben Lindegaard; 27. juli, 2022 - 09:58

Det er meget muligt, skriveriet om romerriget ses som fyld, men der introduceres begreber som ære og loyalitet: ingen troværdig repræsentant for EU kan skulle købes for penge, EU er ikke til salg.

Det forlyder, Schröder er set i Moskva i ærinde, at ‘gøre noget’ for at redde EU’ /Tysklands og andres kastanier ud af ilden.