Der er færre piratangreb i Vestafrika, men udfordringerne i regionen er ikke forsvundet

Mens Ukrainekrigen tager det meste af den politiske opmærksomhed, forværres sikkerheden i andre regioner. Det gælder – som jeg for nylig erfarede på et feltbesøg i Nigerdeltaet – ikke mindst i Vestafrika. Danmark og EU gør klogt i at følge nøje med i, hvad der foregår i området, både i forhold til hvordan pirateriet udvikler sig og i forhold til et mere nyligt ønske om, at regionen bliver central i bestræbelserne på at blive uafhængige af russisk energi.

For lidt over et halvt år siden fik fregatten Esbern Snare en melding om, at en formodet piratgruppe havde kurs mod et handelsskib ud for Nigeria. Bestræbelserne på at forhindre eventuelle gidseltagninger endte med skudveksling. Fem formodede pirater mistede livet. Fire andre blev taget om bord på fregatten. Den opsigtsvækkende episodes efterspil er ikke slut endnu. Blandt andet sidder en formodet pirat fortsat varetægtsfængslet i Danmark.

Imens er Esbern Snare hentet hjem for at indgå i Danmarks bidrag til kollektivt forsvar og afskrækkelse i østersøregionen, og den forsvars- og sikkerhedspolitiske radar er rettet mod øst. Men udfordringerne i Vestafrika går ikke væk. Spørgsmålet er nu, hvordan Danmark fremover vil varetage sine sikkerhedsinteresser i området.

Hvor blev piraterne af?

Pirateriet i Vestafrika har ændret karakter over tid. Fra først at være politisk motiverede angreb rettet mod olieinfrastrukturen til lands og til vands i den olierige Nigerdelta-region skiftede pirateriet til olietyveri, hvor skibe blev tømt for store mængder olie. Dernæst ændrede det karakter til det kidnapningspirateri, som har plaget ikke blot Nigeria, men et stadigt større område i Guineabugten. Det var netop kidnapningspirateriet, som Esbern Snare sejlede til Vestafrika for at bekæmpe.

For nuværende ligger pirateriet i Vestafrika på et historisk lavt niveau. Antallet af kidnappede søfolk fra skibe i Vestafrikas Guineabugt er gået fra cirka 170 i 2020 til nul i første halvdel af 2022. Mange vil gerne tage æren for den udvikling. De fleste fremhæver forskellige indsatser til søs, navnlig flere krigsskibe fra blandt andet vestlige lande – herunder Danmark – og øget fokus fra regionale flåder.

Men er det så simpelt? Hvad foretager de personer, som tidligere tjente penge på at kidnappe søfolk og kræve løsesummer, sig nu? De mest interessante svar findes måske i Nigeria, og særligt hvis man flytter fokus fra, hvad der sker til søs, til i stedet at undersøge, hvad der sker til lands. Jeg tog til landets Nigerdelta-region for at undersøge, hvilke dynamikker der udspiller sig i det ustabile område, hvor piratgrupper tidligere har holdt gidsler fanget.

Noget tyder på, at olie igen er i centrum. Når jeg har talt med kilder i Nigerdeltaet, siger flere, at nogle af de personer, som hidtil tog del i kidnapningspirateriet, på forskellig vis har fundet vej ind i den voksende olietyveribranche.

Olietyveriet har fundet sted i cirka 50 år. I en årrække lå det implicit accepterede niveau af tab på ti procent. Så omkring ti procent af den olie, som store selskaber pumpede ud af Nigerdeltaets olielagre, gik tabt undervejs. For eksempel forklarede lokale, hvordan der installeres uautoriserede ’haner’ på olieledninger, hvorfra man kunne tappe. Hverken et ukompliceret eller ufarligt foretagende.

Olietyveri er både blevet mere lukrativt og mere udbredt de sidste år. Procentsatsen af tab ligger i dag tættere på 15-20 procent af Nigerias olieproduktion. Grundet historisk store tab valgte TOTAL at erklære force majeure og midlertidigt suspendere dele af produktionen tidligere i år. Også andre internationale selskaber ønsker at frasælge deres aktiver i regionen, ikke mindst grundet sikkerhedssituationen.

Noget af den stjålne olie laves om til diesel på ulovlige lokale raffinaderier. Besøger man et af de raffinaderier, som myndighederne har formået at lukke ned, bliver tyveriets omfang – og den forurening, der følger med – tydelig. Allerede inden vi kom tæt på det nedlagte raffinaderi, var lugten intens. Mange steder var jorden smurt ind i olie. Det anslås, at det vil tage 30 år at rense det ellers frodige område tilstrækkeligt til, at det ikke længere er sundhedsskadeligt at spise det, som dyrkes. Folk har dog ingen alternativer, så nogle havde allerede plantet majs nær det ulovlige raffinaderi.

Lokale eksperter forklarede, at forureningsproblematikken ikke er ny. Olieinfrastrukturen i regionen er omfattende, og der sker ofte udslip fra nogle af industriens mange olierør. Faktisk menes Nigerdeltaet at være verdens mest forurenede område.

Komplekse udfordringer

Noget af den olie, som stjæles og raffineres ulovligt, sælges lokalt. Der er små flasker hjemmelavet diesel til salg langs næsten alle veje. Selv om det er lykkedes at lukke ned for nogle ulovlige raffinaderier, menes det, at der stadig er hundredvis af dem spredt ud over Nigerdeltaet.

Det er ikke alene på grund af olietyveriets omfang, at det kan blive svært at få bugt med. Det handler også om, at mange lokale ikke betragter det som kriminalitet. Som en lokal sagde: »Det er vores ressourcer. De dræner vores region for ressourcer, og vi ser ingenting komme retur. Derfor tager vi nu selv det, som retmæssigt tilhører os.«

Dette syn på ’tyveri’ af olie understreger, at de sikkerhedsudfordringer, det direkte eller indirekte, skaber hænger sammen med velkendte problemstillinger, der stikker dybt. Fattigdom, arbejdsløshed og manglende muligheder gør forskellige former for kriminalitet til attraktive alternativer.

Det skaber dilemmaer. Hvis myndighederne slår hårdt ned på olietyveri, kan det risikere at få kidnapningspirateriet til søs til at vokse igen, særligt i den nuværende situation, hvor Danmark og andre aktører flytter fokus væk fra regionen.

Ser man igennem fingre med olietyveriet, skaber det dog andre sikkerhedsproblemer, både i forhold til den internationale energiforsyning, den regionale forurening og de lokale magtdynamikker. Kriminelle grupper, som udfylder denne slags magttomrum, kan få bedre vilkår.

Endnu mere kompliceret bliver det, når man indser, at det, der foregår til lands og til søs, er tæt sammenfiltret. Angrebene planlægges, og gidslerne holdes fanget på land. 

Piraterifænomenet i Guineabugten, som indtil for nylig stod centralt på Danmarks sikkerhedspolitiske dagsorden, skaber fortsat problemer. Vores analytiske blik bør rettes ikke alene mod, hvad der foregår til søs, men i særdeleshed også mod udviklinger til lands.

Danmark skal tage stilling

En formodet pirat sidder varetægtsfængslet i Danmark og afventer rettergang. Samtidig skal danske beslutningstagere forholde sig til, om udsendelsen til Guineabugten var en engangsforestilling – og til, hvordan man vil håndtere de sikkerhedsudfordringer, som fortsat præger Vestafrika og i sidste ende også Danmark.

Udfordringerne i regionen forsvinder ikke. Det kan ikke udelukkes, at pirateriet, som vi har set det tidligere, vender tilbage i en eller anden form. Det kan heller ikke udelukkes, at andre problemstillinger opstår.

Manglen på ordentlige fængselsforhold var for eksempel en af de udfordringer, som gjorde, at de formodede pirater, der endte om bord på Esbern Snare, ikke kunne overdrages til Nigeria. Fængselsforhold og andre brikker i en regional retsforfølgelsesmodel var ikke på plads.

Dialog og samarbejde med Nigeria er uomgængeligt. Sikkerhedssituationen til lands i Nigeria er afgørende for, hvorvidt landet på sigt kan spille en rolle i de europæiske bestræbelser på at sikre energiforsyningskæderne.