Kommentar

Skal vi i fremtiden også give hjælp til dem, der ikke føler sig som deres krops etnicitet?

Vi har som samfund besluttet at anerkende behovet for at skifte køn, hvis man ikke identificerer sig med det køn, ens krop er født med. Dette er en anerkendelse af følelsens legitimitet. Men hvad sker der, hvis man strækker den anerkendelse en smule?
Deltagere i Christopher Street Day-paraden i Berlin 2021.

Deltagere i Christopher Street Day-paraden i Berlin 2021.

CLEMENS BILAN

Debat
7. juli 2022

En person henvender sig til en læge og beder om hjælp til at skifte køn, fordi han føler sig som en kvinde, eller hun føler sig som en mand. Følelsen synes at være det afgørende: Han/hun identificerer sig ikke med sin egen krop, føler sig ikke som den krop, vedkommende opfatter som sin egen. En forkert krop! Det kaldes kønsdysfori, denne følelse af ubehag, der optræder, når ens krop ikke stemmer overens med ens egen kønsforståelse.

Når de samfundsinstitutioner, der varetager disse sager, har undersøgt, at følelserne er reelle og ikke blot en lunefuldhed, og at sagen i øvrigt opfylder de krav, som institutionen har opstillet, accepterer man denne persons situation, og den nødvendige behandling for at lave personen om, altså personens krop om, begynder. Følelsen af identitet, som samfundet har accepteret som legitim, er alfa og omega i denne persons transformation. Det selv samme samfund, som ellers prædiker fornuft som det afgørende og bærende princip. Men i denne praksis er samfundet i sine følelsers vold.

Etnisk dysfori

Disse tanker kom til mig ved at se DR2 Deadline den 11. juni. Den homoseksuelle Jesper Rasmussen fra det nystiftede Dansk Regnbueråd var inviteret i studiet for at udtale sig om det, han opfatter som et urimeligt pres fra LGBT+-minoriteten på samfundet og de mennesker, som kritiserer nogle af disse minoritetspersoners aktiviteter og holdninger.

Og så slog det mig: Jeg føler mig ikke som den mand, jeg er. Jeg identificerer mig ikke med den krop, jeg har. Jeg har brug for hjælp fra samfundet, så min krop bliver transformeret til det, jeg føler og forestiller mig, til det, som jeg identificerer mig med.

Så jeg vil nu komme ud af skabet, men det er et helt andet slags skab, for det er en anden slags transformation, jeg har brug for. Jeg er nemlig en lille mørk mand, men jeg føler mig helt forkert i den krop. Jeg føler mig som en høj, hvid, blond mand. Det, jeg føler mig som og identificerer mig med, svarer ikke til min krop. Jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for at være en høj, hvid, blond mand, så jeg kan realisere mig selv, kan se mig selv i spejlet og føle mig som den, jeg i virkeligheden er, det vil sige indeni. Jeg har brug for, at samfundet accepterer mine følelser, sådan som samfundet accepter følelserne hos den mand, der føler sig som kvinde, eller den kvinde, der føler sig som mand. Hvorfor skulle det være anderledes? Vi kan ikke acceptere diskrimination fra samfundets side i forhold til følelserne. Alle, som ikke identificerer sig med deres krop, bør hjælpes på lige fod.

Jeg kalder det etnisk dysfori. Og jeg opfordrer til, at vi går et skridt videre i samfundets udvikling og accepterer denne anden form for kropsdysfori, så vi kan komme i gang med de sociale, kulturelle, medicinske og psykologiske aspekter og opdatere vores institutioner, så de kan virkeliggøre denne epokegørende milepæl og hjælpe alle de personer, der er lukket inde i en krop med en helt forkert etnicitet og frigøre dem fra disse lænker, så de kan realisere sig selv og frigøre et helt nyt potentiale for samfundet, gennem realiseringen af det fulde menneske. Dette vil åbne en ny begyndelse for menneskeheden, kun sammenlignelig med oplysningstiden. Velkommen til den nye verden.

At krydse en usynlig grænse

Moralen er selvfølgelig, at når man strækker det tilsyneladende gode og fornuftige argument en smule, krydser man en usynlig grænse, og så kan man tydeligt se argumentets begrænsninger. De gode intentioner associeret med sagen forvrænges. Og så kommer man i tvivl. Er vi gået for vidt? Er vores fælles fundament, det politisk korrekte, de accepterede tankeformer ude i en misforståelse, som skal revideres?

Det forbløffende ved at krydse sådan en usynlig grænse er, at det åbner for nye, uanede horisonter. Det vil af nogen blive fejet til side som barnligt og absurd, men alligevel efterlader det en nagende følelse, en udefinerbar, ubelejlig følelse af, at der er noget, der ikke passer sammen.

Lad os have en debat om diskrimination, der både flytter og krydser usynlige grænser, og som derved åbner muligheden for at klarlægge, hvad vi allerede troede var klarlagt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ninna Maria Slott Andersen

Ja, helt klart, jeg følger din pointe.

Jvf den amerikanske universitetsunderviser, Rachel Dolezal, der udgav sig for/forstod sig selv som sort, identificerede sig selv som an afro-amerikansk kvinde, til trods for, at hun var meget hvid/kaukasiske.
Hun blev udskammet, i høj grad af det 'sorte community', fordi hun 'snød' og fordi hun ikke 'virkelig forstod, hvad det ville sige at gå i en sort kvindes sko, at have oplevet en sort kvindes trængsler. At hun bare 'hoppede med på vognen' og høstede goderne, til trods for, at hun var vokset op med 'en hvid kvindes privilegier'.

-Nogen af de argumenter kunne være interessante, at vende fortegn på, så de passede ind i trans-køn-debatten.
-Ligeledes som et tankeeksperiment...

Det er et stort emne med mange interessante og debbatérbare facetter.

Ninna Maria Slott Andersen

Som jeg ser det, er det et vilkår for os alle, at vi ikke kan alt, det er noget vi må komme overens med her i livet.

For eksempel, en rød/grøn farveblind kan heller ikke blive pilot.... Vi har alle begrænsninger i de ’lige’ muligheder her i livet.

Jeg tror, at erkende det, og at forstå, at I begrænsningen ligger mulighederne, læring og indsigt.
Vi har alle nogle gaver som vi nu engang er, der er langt mere vækst, indsigt og visdom i, at forstå at bruge de gaver.
At acceptere sig selv, at elske sig selv.

Ellers ender vi med, at jagte vores egen hale og røgslør.

'Den, der tror, han/hun kan alt, ender med, at opnå intet.'

Inge Nielsen, Henning Kjær og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Liv Pedersen

En lang historie kort.
Verden og livet er forunderlig og lunefuld.
Og vi, som race og individer, håber, at kaos er os nådefulde.
Så mange ting er uforudsigelige, både på godt og ondt.
Det er basis af vores eksistens.

Debatindlægget her understreger tydeligt eksemplet på, at når man siger A, fordi man ønsker B…. Så nogle gange eskalerer tingene til et C, måske acceptabelt. Men når man giver en finger og djævlen tager hele armen, så ender tingene måske helt på trin K.. og hvad gør man, når tingene kan køres helt af sporet? Og skulle man nogensinde have haft sagt A i første omgang?

Pandoras boks… det kunne vi lære mere af.
Men nå ja, vi er jo så kloge, så velviden og ej hovmodne, at vi kan sagtens forudse det uforudsigelige og sagtens kontrollere kaosset.

Ideel/teori vs virkelig/praksis…
Mit hjerte bløder for dem, der bliver diskrimineret, undertrykt og som ikke kan koeksistere på samfundets principper. ..
Men vi må erkende at til tider er vi bare i en pest eller kolera situation… ingen vej udenom…
Og i mange af venstrefløjens mærkesager, der må jeg sige, at jeg ikke kan moralsk gå med til, at flertallet skal ofres for mindretallet… selvom det gør ondt.

Så et kompromi må der opnåes… og det er blandt andet, som jf. denne debatindlæg, at HVOR sætter vi grænsen. Hvornår er toget kørt fra langt fra punkt B, den originale intention og ønske. Hvornår må vi stille os tilfredse med det, som det nu engang er.

Svære spørgsmål… spørgsmål vi nok må debattere til en evighed og justere frem og tilbage som tiden går, for os holde på den bedste gyldne middelvej.