Som medarbejder i en meget presset psykiatri er jeg kun glad for, at der for tiden igen er fokus på, hvor skidt det egentlig står til i psykiatrien, og at det ikke kan vente til efteråret med forhandlingerne om den nye tiårsplan.
Men jeg er også rigtig ked af, at det genvundne fokus er opstået på så tragisk og trist en baggrund som skyderiet i Field’s. Ked af, at det ikke kan være nok, at patienter, pårørende og fagpersoner har råbt op om det i årevis, at der ikke blev lyttet til det, men at der skulle så voldsom en hændelse til, før vi ser handling.
Og jeg frygter, at vi endnu en gang ser tomme floskler med løfter om handlinger kort efter voldsomme hændelser, der kan ledes tilbage til psykiatrien, men når alt kommer til alt, så ligger der ikke handling bag ved ordene. Det er en kedelig tendens blandt vores politikere. Hvis jeg beholder min kyniske hat på et øjeblik, så er det nok heller ikke sidste gang, at nogen mister livet grundet en mangelfuld psykiatri.
Det er flere problemer i et. Der er også den del af det at for mange frygiske diagnoser laves om til psykiske og at hvis man først har fået den forkerte diagnose bliver ALT psykisk - selv et brakket ben. Den er helt gal. Og hvorfor lever dem med psykiske diagnoser enlig kodere end dem uden?
Det havde været godt med eksempler på hvilke henvendelser det er der ikke burde komme til den psykiatriske skadestue.