I den lange og grundige artikel den 23. juli om inklusionsproblemerne i folkeskolen siger Lene Tanggaard Pedersen, professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet, at man bør forsøge at skabe en skole med »tydelighed, forudsigelighed og klare rammer for, hvad eleverne skal hvornår«.
For »børn elsker den slags, uanset om de har en diagnose eller ej,« som hun siger.
Faktum er bare, at vi har lavet en folkeskole, der er det stik modsatte. For i 2012 vedtog man at lave en inkluderende folkeskole, men med folkeskolereformen i 2013 satte man turbo på præcis det omvendte.
End ikke den dygtigste lærer kan løfte en så vanskelig inklusionsopgave som den beskrevne i artiklen på de vilkår, der gælder i folkeskolen. Klasser, der er fyldt til bristepunktet, ingen tid til relationsarbejdet og en gennemgribende målstyring og testning presset ned over børnene.
Som trumf er undervisningstiden flere steder sat i vejret med op til 50 procent i indskolingen, og en femtedel af lærerstillingerne er blevet nedlagt, resulterende i en voldsom forringelse af lærernes arbejdsvilkår og deraf følgende vildt personalegennemtræk. Det hjælper ikke på evnerne til at løfte inklusionsopgaven.
Som en løsning på nogle af problemerne omtaler artiklen de såkaldte Nest-klasser, som er navngivet efter det engelske ord for ’rede’, og som er en såkaldt mellemform mellem inklusion og specialklasse. Her går der 16 elever, hvoraf de fire har diagnoser, typisk autisme. Samtidig er der to lærere i klassen.
De kan løse en stor del af problemet, og det er faktisk ikke rigtigt, som det hævdes i artiklen, at de er »væsentligt dyrere end normal undervisning«. Hvis de fire autister, der indgår i klassen, skulle have været på specialskole i stedet, ville de have kostet op mod to millioner kroner årligt – mere end rigeligt til at finansiere tolærerordningen og den lave klassekvotient i Nest-klassen.
Når dette regnestykke desværre ikke holder i den virkelige verden, skyldes det ene og alene, at de fire autister ikke ville befinde sig på en specialskole, men i stedet være voldinkluderet i en stor almenklasse uden nævneværdig støtte.
Det er selvsagt den billigste løsning, og den kan Nest-klasserne ikke konkurrere med. Til gengæld ødelægger den både det sårbare barn og den klasse, det går i.
Niels Christian Sauer er pensioneret lærer
