Kommentar

Hvis gerningsmanden i Field’s havde været brun, havde vi ikke talt om psykiatrien nu

Jeg og mange andre med anden etnisk baggrund holdt vejret efter tragedien i Field’s. For indtil vi hørte, at gerningsmanden var etnisk dansk, frygtede vi et politisk angreb på os alle. Nu taler politikerne i stedet om, hvor svært den unge må have haft det
Når der sker terror eller tragedier som den, der skete i Field’s, er det alle os samfundsborgere, som bliver ramt. Det er os alle, der bliver bekymrede og bange. Det er lige meget, hvilken baggrund gerningsmanden har, skriver socialpædagog og forfatter Nahid Riazi i dette debatindlæg.

Når der sker terror eller tragedier som den, der skete i Field’s, er det alle os samfundsborgere, som bliver ramt. Det er os alle, der bliver bekymrede og bange. Det er lige meget, hvilken baggrund gerningsmanden har, skriver socialpædagog og forfatter Nahid Riazi i dette debatindlæg.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
26. juli 2022

Jeg bor ikke så langt væk fra Field’s. Jeg kender centeret ret godt, da det er her, vi ofte handler. Mit barnebarn på halvandet år kommer også ofte i Field’s sammen med sine forældre, hvor de bruger legepladsen, handler eller spiser.

Da den forfærdelige tragedie skete i Field’s, var det bare et tilfælde, at de ikke var der. De havde nemlig forladt centeret blot et par timer før episoden. Min niece var der til gengæld. Hun måtte løbe for livet og først efter flere timer komme hjem til sine små børn – i choktilstand.

At høre om, at nogen var blevet dræbt på et sted så tæt på, og at tænke på alle de mennesker, børn og deres forældre, som var der og måtte opleve noget så forfærdeligt, og tanken om, at det kunne være mine egne kære, var i sig selv ubærligt.

Men jeg og rigtig mange andre som mig, der har en anden etnisk baggrund end dansk, måtte også holde vejret i flere timer af en anden årsag. For hvad nu hvis gerningsmanden havde en anden etnisk baggrund end dansk?

Hvis det var tilfældet, og selv om det havde været en psykisk syg person, ville en tsunami af angreb på os borgere, som ikke bliver betragtet som rigtige danskere, være på vej.

Vi ville ikke få lov til at sørge og bearbejde vores følelser og tanker omkring den forfærdelige episode ligesom alle andre. Vi ville igen blive stillet til ansvar som gruppe. De politikere og partier, som altid er parate til at udnytte enhver situation til at opildne til had og adskillelse, ville stå i kø for at fordømme ’de fremmede, som vil gøre danskerne ondt’, og ’de kriminelle indvandrere, som helst skulle udvises fra Danmark’.

Fokus ville endnu en gang være på gerningsmandens etnicitet og ikke så meget på, hvorfor den psykisk syge unge ikke fik hjælp nok i vores sundhedssystem, eller på psykiatriens manglende ressourcer.

Der ville ikke blive snakket ret meget om, hvilke sociale, økonomiske og sundhedsmæssige forhold, der kunne være årsagen til, at en ung mand begår mord. Der ville i stedet i flere uger eller måneder blive talt om, hvordan de ’utilpassede’ indvandrerdrenge og deres forældre skulle straffes hårdere og udelukkes fra flere rettigheder, så de kunne lære det!

Danskere og borgere

Men hvilken lettelse da jeg hørte, at gerningsmanden var etnisk dansk. Senere fandt jeg ud af, at mange andre i min omgangskreds også havde tænkt samme tanke og holdt vejret, indtil de fandt ud af, at der ikke var tale om en ung med anden etnisk baggrund.

Nu kunne vi i det mindste slippe for et smertefuldt politisk angreb. Nu kunne vi også få lov til, om end for en stund, at være ’borgere’ og stå side om side med alle andre i denne skrækkelige tragedie.

Jeg skriver ’borgere’ i gåseøjne, fordi det at bruge betegnelsen ’borger’ er blevet en sjældenhed i mange politikeres sprog. De fleste bruger, bevidst eller ubevidst, efterhånden kun ordet ’danskere’ om landets borgere.

Samtidig fører mange af de politikere, som er fortalere for en mere stram politik omkring borgere med anden etnisk baggrund og deres rettigheder, en heftig diskussion om, hvem de ’rigtige’ danskere er. Og hvordan man kan begrænse flere, selv anden- og tredjegenerationsborgere med anden etnisk baggrund, i at blive ’danskere’.

Det ser ud til, at befolkningen i Danmark ikke længere er borgere, men enten danskere eller fremmede. To betegnelser, som nu bliver anvendt side om side med en politik baseret på fremmedgørelse af borgere med anden etnisk baggrund.

Når der sker terror eller tragedier som den, der skete i Field’s, er det alle os samfundsborgere, som bliver ramt. Det er os alle, der bliver bekymrede og bange. Det er lige meget, hvilken baggrund gerningsmanden har.

Men lige præcis gerningsmandens etniske baggrund er noget, som mange af os borgere, forældre, bedsteforældre og unge med anden etnisk baggrund skal bekymre os for, hver gang der sker en forfærdelig handling begået af en eller anden person.

Afhængigt af gerningsmandens etniske tilhørsforhold kan politikernes fokus være helt forskelligt. Hvis gerningsmanden har anden etnisk baggrund, kommer hele diskussionen gerne til at handle alene om integration, udlændingeloven, hårdere straf og flere udvisninger.

Da gerningsmanden i Field's havde dansk baggrund, kan vi nu tale om årsagerne til hans handling, uanset hvor forfærdelige konsekvenserne af hans gerning har været.

Men tænk bare et øjeblik på, hvad alle de politikere og partier, som fører en politik, der bidrager til mere had og splittelse mellem os samfundsborgere, havde haft travlt med lige nu, hvis han havde haft en anden etnisk baggrund.

Nahid Riazi er socialpædagog og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Christensen

Tak for kommentaren.
Også i min husstand og omgangskreds holdt vi vejret indtil gerningspersonens såkaldte etnicitet var fastslået, uanset hovedparten af os har aner langt tilbage i det danske land.
Vi sætter nemlig stor pris på den mangfoldighed vi er en del af og ønsker bestemt ikke igen at skulle leve af kål og grød.

Katrine Damm, Hanne Ribens, erik pedersen, Lillian Larsen, Alan Frederiksen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Peter Borre, erik lund sørensen, Inger Pedersen, Poul Søren Kjærsgaard, Gitte Loeyche, fin egenfeldt, Nina Hermanson, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Stephen Paulli Andersen, John Andersen, Bente Kølle, Ete Forchhammer og Elisabeth From anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Nahid Riazis dystopi holder krampagtigt fast i en dem-og-os problematik, der er fuldkommen irrelevant for hvad der rent faktisk skete i Field's.
Nahid, du skulle i stedet glæde dig over at vi fik en tiltrængt kritisk debat om psykiatriens manglende ressourcer og behandling af psykisk syge.

Peter Bryde Poulsen

J. C. Jacobsen havde nok haft den samme følelse som Nahid,hvis han havde været én af "dem" og ikke som nu,en del af "os" !
Så kan han kalde det "krampagtigt, men virkeligheden i Danmark er og har længe været den,at der fra politisk hold kappes om at dele borgerne i dem og os.

Maia Aarskov, Hanne Ribens, erik pedersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Christian Mondrup, Alexander Bak, Irene Clausens, Inger Pedersen, Gitte Loeyche, Hans Larsen, John Andersen, Peter Meyling, Bente Kølle og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Fuldstændig samme tanker gjorde “ny-norske” borgere sig efter Utøya… i begge tilfælde med god grund, desværre.
At kalde disse tanker for irrelevant rejser for mig at se spørgsmålet om hvordan gøre trygge danskere bevidste om at nogle har grunde til at være utrygge, og især: hvordan komme disse grunde til livs?

Ninna Maria Slott Andersen, Hanne Ribens, erik pedersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Inger Pedersen, Gitte Loeyche og Svend-Erik Runberg anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, det er en meget menneskelig reaktion at tænke - åh godt det var en anden - når noget voldsomt sker - tæt på - lettelsen over at det ikke var mig - eller en af os - det giver os mulighed for at slippe spændingerne. Det voldsomme giver os øjeblikkeligt mentale flash backs og vækker vores værste mareridt og angst. Jeg tror hele nationen holdt vejret indtil vi vidste mere - var det terror igen på dansk grund? Kommer der mere rundt om i byen - i andre byer? var vel den allerførste tanke hos de fleste selv helt ude på landet - og den næste tanke måske - var det en syg mand? Det var det. Hvor fik han sit våben fra?

Soren Andersen

"Vi ville igen blive stillet til ansvar som gruppe" står der i en artikel der i alt overvejende grad beskylder Danmark som gruppe.

Morten Pedersen, Karen Marie Rasmussen og Inge Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristian Larsen

Tak Nahid Riazi. I vores familie har vi det på nøjagtig samme måde, og det er jeg sikker på gælder langt de fleste her i landet - også folk som Soren Andersen og jens christian jacobsen. Vi sidder uroligt eller spændt og venter på, om navnet er muslimsk eller ej. Navnet afgør hvad der sker bagefter. Muslimsk betyder terror, ikke-muslimsk betyder psykiatri, sådan er det hver gang. Utøya-terroristen er selvfølgelig en undtagelse, men kun fordi han i forvejen havde udgivet et større værk om sine perverse tanker. Efterfølgende har man så forsøgt at undskylde hans forbrydelse med sindsyge og en skidt opvækst. Men det er ikke et enten/eller: enhver voldsperson er syg, men som regel ikke sygere end at vedkommende kan stå til ansvar for sin forbrydelse. På samme måde er folk, der fastholder den systemiske diskrimination, syge, fordi etnisk diskrimination i sig selv er vold, men også de bør stå til ansvar for deres handlinger.

Ninna Maria Slott Andersen, erik pedersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen, Gitte Loeyche, Nina Hermanson og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Hvor er det ærgerligt, at nogle borgere, som f.eks Nahid Riazi, behøver at tænke på den måde.

erik pedersen, Inger Pedersen og fin egenfeldt anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Peter Bryde Poulsen
Hvis jeg havde været 'en af dem', så havde jeg som flere brune medborgere deltaget i debatten om psykisk syge og behandlingen af dem - og jeg havde ikke 'krampagtigt' holdt fast i racisme-diskursen. Den skal anvendes, når det giver mening.
@Ete Forchammer
'..Fuldstændig samme tanker gjorde “ny-norske” borgere sig efter Utøya… i begge tilfælde med god grund, desværre.'
?? 'Fuldstændig samme tanker.?' Det må du gerne forklare.

Soren Andersen

@Kristian Larsen

Det eneste jeg gør er at påpege det paradoksale i at forfatteren gør sig skyldig i lige præcis det han beklager sig over, nemlig kasse/gruppe-tænkning.

Henrik Petersen

@Nahid: Jeg synes, at den første del af dit indlæg er super godt. Du skriver, hvordan du og din familie havde det - hvordan I, som alle andre kunne være ramt - men også den ekstra bekymring, som ligger i, at fremmedhadet kunne få en opblussen igen.

Jeg er desværre ret sikker på, at du har ret i, at fremmedhaderne ville fryde sig og vide at udnytte situationen.

Den anden del af dit indlæg viser, hvor indgroet "dem og os" er. Du falder selv i fælden og fortæller om hvad "de" vil gøre.

Vi - både de blege og de brune - må øves os i, ikke at forfalde til platte "dem og os" forklaringer. Og den bedste måde at nedbryde fordomme på er at mødes og tale sammen - eller som her: Skrive sammen om, hvordan vi ser verden.

Så trods alt: Tak fordi du delte dine tanker.

Ninna Maria Slott Andersen, Ete Forchhammer og Karen Marie Rasmussen anbefalede denne kommentar
fin egenfeldt

Voldsanvendelse, hvad enten den er offentlig sanktioneret gennem jura, militær, politi, fængsel etc. eller den er "tilfældig" som i Fields, Utøja eller skyderier i skolegårde m.v. er udtryk for psykisk afmægtighed. En sådan findes i alle grupper eller individer og har som sådan intet at gøre med det der definerer grupperne/individerne, m.v. hvad enten det er DNA, køn, religion. Psykisk afmægtighed overkommes kun gennem forsøg på at leve op til og udvise de 7 "dyder": Venlighed, medfølelse, tilgivelse, omsorg, respekt, mod, ærlighed.

Inge Nielsen

Helt ærligt......det hedder erfaringsbasseret frygt!
Virkeligheden er jo - desværre- at der er langt overvægt af muslimske skyde/terror episoder end enkelt psykisk-syge-episoder.
Selv indlægs-forfatterens forventede åbenbart muligheden for muslimskterror ......men vendte det så til offerrollen.
Ja nu kom der øget fokus på psykiatrien .......hvis det havde være muslimsk terrorangreb (erfaringsbasseret frygt hos ALLE åbenbart) hvad/hvordan skulle VI så have fokuseret ?( gl danskere OG muslimer).....for jeg oplever at det altid er gl danskere/samfundet der kræves forståelse fra - at offerkort trækkes - "at dem og os" - kortet trækkes ...men altid med skyldpilen pegende mod "samfundets" skyld.

Irene Clausens

Tak til Nahid for et super godt indlæg! Det er så fedt at Nahid også griber fat i begreberne ‘danskerne’ versus ‘borgerne’! Det er lykkedes Dansk Folkeparti at iklæde begrebet ‘danskerne’ en nationalistisk ekskluderende betydning og på det nærmeste fortrænge inkluderende begreber som borgerne, befolkningen, indbyggerne osv. Og det smitter! Mette Frederiksen fx bruger begrebet ‘danskerne’ i hver anden sætning. Det er utåleligt!! Denne sprogbrug bidrager til dem- os tænkningen!

Ninna Maria Slott Andersen, hannah bro, Ete Forchhammer , erik pedersen, Lillian Larsen, Freddie Vindberg, John Andersen, Eva Schwanenflügel, Peter Meyling og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Peter Meyling

Der er næppe nogen tvivl om at debatten havde været anderledes ,hvis det var en psykisk syg indvandrer der havde begået forbrydelsen.
Så havde debatten ikke drejet sig om psykiatrien men derimod om hårdere straffe og flere hjemsendelser.
Jeg husker udemærket hvordan debatten var da en psykisk syg angreb Rasmus Paludan.

jens christian jacobsen vil helst bare vende det blinde øje til og ikke se virkeligheden som den er,for "vi er jo ikke racister i Danmark."
Der er alt for mange som ikke nødvendigvis er racister, men som af bekvemmelighed vender det blinde øje til.

Ninna Maria Slott Andersen, erik pedersen, Lillian Larsen, John Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

Jeg blev også lettet, da det viste sig, at det var en psykisk syg dansker der var gået amok, måske fordi han ikke havde taget sin medicin. Det ville være ubærligt hvis det igen var en islamist! Men hvis vi taler "dem og os" må jeg indrømme, at det ikke strejfede mig et øjeblik, at det muligvis var en colombiansk, kinesisk eller afrikansk terrorist der havde begået forbrydelsen. Faktisk kan jeg slet ikke huske om dette er sket i Danmark..

Peter Meyling

@Inge Nielsen
Det er vist dig der trækker "offerkortet".

Svend Jespersen

Er det den samme Nahid Riazi, der skriver dette indlæg, som den Nahid Riazi, der i 2002 skrev dette i Information: ”...islam, som i dag ikke alene skal bekæmpes, fordi den er reaktionær, men også fordi den er en farlig politisk bevægelse.” Eller den Nahid Riazi, som i 2004 i Berlingske ville ønske, der blev gennemført en lov, som forbyder tørklæderne i f.eks. skolerne. Eller er det den Nahid Riazi, hvis tanker i 2015 drejede sig om det samme som ifm. skyderiet i Fields: ”Bare det ikke er en pilot med et mellemøstligt navn og herkomst.” I 2015 drejede det sig om en tysk pilot,som med vilje havde fløjet sit fly med 150 mennesker om bord ind i en bjergside.

Hvad er grunden til, at Nahid Riazis tanker umiddelbart går i den retning i 2015 og igen i år?

Og hvorfor nævner hun absolut intet om det, som Politiken omtaler med overskriften ”Konspirationsteorierne om Field's går amok – hvad sker der?” om de rygter/falske nyheder, der kort efter drabene på Fields opstod på sociale medier i især muslimske kredse. Nahid Riazi ønsker tilsyneladende at anvende begrebet ”samfundsborgere” til et positivt formål. Det samme gør jeg.

Ete Forchhammer

jens christian jakobsen, samme tanker: “..hvad nu hvis gerningsmanden havde en anden etnisk baggrund end dansk.” Næsten ordret, bortset fra norsk i stedet for dansk, hørte jeg nogle nordmænd med anden etnisk baggrund end norsk udtale efter Utøya…

Flemming Olsen

Nej, hvis gerningsmanden havde været "brun" havde vi nok ikke talt om psykiatriens eventuelle svigt i dag. Man kan i det hele taget forestille sig så mange kontrafaktiske forløb, mulighederne er nærmest ubegrænsede. Havde han forinden skyderiet lagt nationalistiske, højreorienterede og racistiske manifester op på de sociale medier, var tudetanterne på Informations debatsider næppe heller rykket ud med fuld musik og havde staklet ham i samme omfang.

Det får vi jo aldrig opklaret, men det var vist hans store held, at han ikke gjorde det.

Inge Nielsen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

Måske kan man konkludere, at man ikke skal lave kollektive bedømmelser af befolkningsgrupper ud fra forbrydelser lave af enkelpersoner. Det gælder grupper med en sindslidelse, muslimske medborgere eller for den sags skyld mænd.

Ninna Maria Slott Andersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Ganske kort efter angrebet kom det frem, at gerningsmanden forinden forgæves havde forsøgte at ringe til en hjælpelinje. Denne oplysning var afgørende for, at opmærksomheden straks fokuserede på psykiatrien. Dette var ganske givet også sket, hvis gerningsmanden havde haft en hvilken som helst anden profil.

Hvis man absolut skal benytte denne anledning til at tale om etnicitet og hudfarve, er det noget andet der er beskæmmende. Nemlig det forhold, at der hurtigt, på tværs af alle faktuelle oplysninger, bredte sig det vedholdende rygte, at gerningsmanden var en hvid højreekstremist, der gik på jagt efter indvandrere.

jens christian jacobsen og Inge Nielsen anbefalede denne kommentar