Hvad gør flyvevåbnet, næste gang Vingegaard vinder Tour de France?

Den stormende begejstring for den 25-årige cykelrytter vidner om vores nationale benovelse over, at en landsmand – som ovenikøbet ikke stammer fra Polen som Wozniacki eller Kenya som Kipketer, men fra Thy – vandt verdens vigtigste cykelløb.

Det vidner også om, at denne thybo er ydmyg og retskaffen, en person, hvis kvaliteter rækker ud over evnerne på en racercykel. Det blev selvfølgelig ikke sagt direkte i hyldesttalerne på Københavns Rådhus i onsdags, men det lå i lokalets pandekagehørm, at Vingegaards triumf er finere, end da Bjarne Riis vandt i 1996.

Den kollektive begejstring, der for en stund dementerede småstatens mindreværdsfølelse, handlede i høj grad om en storsindet atlet, og den forekom da også mere hjertelig denne gang, end da Poul Nyrup Rasmussen hyldede Riis i Tivoli til lyden af Anne Dorte Michelsens heldigvis glemte sang til den gule trøje.

Tidens farvelægning

Eller hvad? Det værste ved erindringer er, at de falmer med tiden. Faktisk var den imponerede vantro ved Riis’ glansnummer på Hautacam i 1996 større end den begejstring, der skyllede ind over Vingegaard, da han gentog bedriften 26 år senere. For det var aldrig set før.

Men i mellemtiden har tiden farvet den kollektive erindring: Dels at Riis har erkendt, at hans berygtede replik »jeg er aldrig testet positiv« kun var sand i den forstand, at han aldrig var blevet opdaget. Og dels af den senere historie i den tyske journalist Andreas Burkerts bog om Jan Ullrich, hvor Telekoms daværende kassemester, Jens Heppner, skildrer Riis som en fedtsyl, der efter sin sejr i ’96 ikke fulgte normal gentlemankutyme ved at dele den indkørte præmiesum med sit hold. Dette førte desuden til, at holdet svigtede ham i 1997, da han efter et styrt kom bagud med 58 sekunder, og Jan Ullrich ikke ventede.

Eftertiden vil givetvis også farve Vingegaards triumf – og man spørger sig selv, hvad nationen stiller op, hvis han vinder i 2023? Vil flyvevåbnet igen gå på vingerne? Og hvad hvis den usynlige elefant i rådhussalen senere viser sig som en ’positiv test’?

Der må desuden forudses en eskalering af den gryende debat om feltets moralske bonitet, i og med at to totalitære golfstater, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, hver især lægger navn til cykelhold, men har monumentale problemer med menneskerettighederne. En saudiarabisk pengetank er medsponsor for et andet hold, det samme er Israel, der har købt sig ind i Israel Premier Tech-holdet med blandt andet Chris Froome og Jakob Fuglsang.

Indtil nu har Kasakhstans Astana været det eneste statssponserede cykelhold, men med debatten om Qatar som arrangør af fodbold VM in mente kan denne nye tendens med statslige oliepenge og køb af politiske signaler i professionel landevejscykling ikke undgå at blive et problem.

Sproget, der blev væk

Lige nu topper interessen med hæderen til hædersmanden Vingegaard, men generelt har der været vigende seertal, siden Jørgen Leth og Jørgen Mader kommenterede løbet med litterært niveau. Jørn Mader kaldte eksempelvis Miguel Indurain for ’den brune muskel’ i sine farverige referater og fik skældud, hvis han lånte nogle af Leths ord:

»Jeg har forbudt ham at bruge ordet generøs, det er mit ord«, sagde han, da jeg tilbage i 1995 spurgte til makkerparrets fordeling af gloser.

Under alle omstændigheder har dækningen i dag tabt sproglig højde. Dennis Ritters og Rolf Sørensens kompetente kommentarer løfter ikke oplevelsen ud over det tekniske, og hvad man selv kan se på skærmen. Chris Anker Sørensen kunne indimellem tilføje elementer af noget autentisk, som ingen af hans afløsere er i nærheden af – og ovre på Eurosport har seerne måttet affinde sig med Brian Holms bedreviden og en påklistret optakt med Jørgen Leth i samtale med den unge nørd Bastian Emil Goldschmidt. Jeg tvivler på, de får dacapo næste år.

Og ingen af de nuværende kommentatorer eller eksperter mestrer den latinsksproglige tilgang til cykelsportens indbyggede dramatik, som Jørgen Leth i sin tid, inspireret af dette dagblads nu afdøde Madrid-korrespondent Ebbe Traberg, ændrede det store tv-publikums oplevelse af sporten med.