Kommentar

Det er en illusion, at der er fri abort i Danmark, så længe grænsen går ved 12 uger

Når friheden stopper ved 12. graviditetsuge, kan vi ikke prale med, at aborten er fri i Danmark. Det var banebrydende i 1973, men nu bør retten udvides. Vi skal selv have frihed til at handle på informationen fra misdannelsesscanningen i uge 20
I Danmark kigger vi med gru i øjnene mod USA, hvor højesteretten har omstødt den afgørelse, der sikrede retten til fri abort. Men vi kan ikke sige, at vi selv har ret til fri abort i Danmark, når abortgrænsen går ved 12 uger, skriver kampagnemedarbejder Marianne Jensen i dette debatindlæg.

I Danmark kigger vi med gru i øjnene mod USA, hvor højesteretten har omstødt den afgørelse, der sikrede retten til fri abort. Men vi kan ikke sige, at vi selv har ret til fri abort i Danmark, når abortgrænsen går ved 12 uger, skriver kampagnemedarbejder Marianne Jensen i dette debatindlæg.

Samuel Corum/AFP/Ritzau Scanpix

Debat
6. juli 2022

Som de fleste nok efterhånden ved, omstødte USA’s højesteret for to uger siden den afgørelse, der sikrer retten til fri abort i alle amerikanske stater. Nu er det i stedet op til den enkelte stat at lovgive på området. Allerede nu har 13 delstater indført lovgivning, der strammer amerikaneres adgang til abort markant.

I Danmark kigger vi på USA med gru i øjnene og ånder derefter lettet op over, at vi i Danmark har fri abort – underforstået at i Danmark respekterer vi kvinders rettigheder og retten til at bestemme over egen krop. Men gør vi rent faktisk det, når friheden stopper ved de 12 uger?

Efter den magiske grænse på 12 uger, der gav mening, da fri abort blev indført i 1973, er det op til et regionalt samråd at legimitere den enkelte kvindes behov for abort – og vurdere om eksempelvis et handicap er alvorligt nok. Når en graviditet går fra uge 12 til 13, er en abort derfor ikke længere den enkeltes beslutning. Der bliver fosteret i stedet statens. Derfor kan vi ikke sige, at vi har ret til fri abort i Danmark.

Retten til at reagere på en scanning

I Danmark går abortgrænsen ved 12 uger. I Sverige går den ved 18 uger, mens den i England først er nået ved 24 uger. I medicinske termer arbejder man med et levedygtighedskriterium. Det går ved 24. uge, først fra denne uge opfattes fosteret som levedygtigt. Den danske abortgrænse ved 12 uger virker derfor mest af alt tilfældig og nærmere som et resultat af historien end af så meget andet. De 12 uger blev fastsat, da den fri abort blev indført i 1973, da risikoen for komplikationer ved en abort steg markant efter 12. uge. Det var den medicinske virkelighed i 1973. Det er ikke den medicinske virkelighed i dag. Alligevel er det en lov, der er over 40 år gammel, som dikterer, hvordan vi definerer kvinders ret til egen krop i dag.

Som gravid bliver du i Danmark tilbudt to scanninger: En omkring 12 uger og en, når man er omkring 20 uger henne. Scanningen ved 12 uger bliver kaldt nakkefoldsscanningen. Her vurderes risikoen for blandt andet Downs syndrom. Den ved 20 uger bliver kaldt misdannelsesscanningen. Ved den scanning får man eksempelvis at vide, om ens barn har/ser ud til at have fysiske misdannelser såsom rygmarvsbrok og hjertemisdannelser. Viden, der gives til den enkelte gravide, men som det ikke er op til den enkelte at handle på. Tværtimod er det et regionalt samråd, der skal vurdere, om den enkeltes behov for en abort efter uge 12 er legitimt eller ej, på trods af at fosteret endnu ikke er levedygtigt.

12 uger er ikke banebrydende i 2022

Abort efter uge 12 reguleres af Sundhedslovens kap. 25-28, og der står blandt andet, at tilladelse til abort kan gives, hvis der er fare for, at barnet vil få et alvorligt fysisk eller psykisk handicap. Det er ikke nærmere specificeret, hvad det, der i loven betegnes »alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse« dækker over, men årsager som kromosomfejl er reguleret af præcedens – det vil sige, hvad man plejer at gøre i den type tilfælde. Drejer det sig derimod om mere sociale hensyn, er det, at dømme efter de langt færre antal tilladelser, langt sværere at få godkendelse. Det kunne være, hvis man som kvinde ikke føler sig i stand til at tage ordentligt vare på barnet. Her kan samrådet vurdere, at det behov ikke er tungtvejende nok for en abort – på trods af at det er en personlig vurdering.

Som kvinde kan man derfor risikere at stå i en situation, hvor staten tvinger dig til at få et barn, som du ikke selv har lyst til at få. Fordi staten vurderer, at det givne argument ikke er alvorligt nok – også selv om det vurderes sådan af den gravide selv. Magten til at handle på nakkefolds- og misdannelsesscanningen er frataget den gravide og lagt over til staten. Det giver ingen mening, at staten tilbyder en misdannelsesscanning, hvis man som kvinde ikke selv har ret til at reagere på den og vælge en abort.

Hvis vi for alvor vil sikre kvinders ret til at bestemme over egen krop, så skal retten til abort ikke alene grundlovssikres, den skal også udvides markant. Som minimum til efter misdannelsesscanningen. Først der kan vi begynde at tale om, at vi reelt har fri abort i Danmark. Fordi det først er i den situation, at kvinder reelt har ret til at bestemme over deres egen krop og livsvilkår.

I Danmark har vi en tendens til at lulle os ind i en falsk tryghed, fordi vi engang fik rettigheder, der på tidspunktet var banebrydende – men fordi rettighederne var banebrydende engang, betyder det ikke, at vi skal kravle ned fra barrikaderne og sætte os med hænderne i skødet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Larsen

Hvis " kvinders ret til at bestemme over egen krop" er det overordnede afgørende princip, så bør der vel slet ikke være en abortgrænse. Hvis kvindens ret til at bestemme over egen krop er absolut, så følger det at ingen andre kan bestemme over hvad der måtte være inden i hende, og at hun kan kræve abort lige indtil forløsningstidspunktet. Et absolut princip kan ikke gradbøjes.

Marianne Jespersen

Indlægget går lidt for let hen over udfordringerne ved ændringer af den nuværende lovgivnings grænser, som rigtig nok kan diskuteres på baggrund af den teknologiske udvikling. Men det rejser mange flere spørgsmål end indlægget omhandler.

Skal man også kunne fravælge efter køn? Måske vælge kommende kvinder eller mænd helt fra. Eller vælge efter forventet udseende baseret på genetik. blå øjne etc.
Skal man have et retskrav på at forlange, at andre, det offentlige skal levere ubegrænsede ydelser efter et fuldstændigt absolut princip " kvinders ret til at bestemme over egen krop" hvorfor så kun om abort?

Hvorfor er det så ikke et " alle menneskers ret til at bestemme over egen krop".

Der er bl.a. etiske, tekniske, praktiske og økonomiske overvejelser og udfordringer, der kommer i spil og overordnede samfundsmæssige effekter og hensyn, må tages med i betragning. Vi skal nok tage vidtgående hensyn til det enkelte individ her kvinden. Men vi skal også foretage overvejelser om hvor vi samfundsmæssigt vil være.

Man kan godt argumentere for en ændring af abortgrænsen, men man kan ikke forvente at "kvinders ret til at bestemme over egen krop" kan gælde som et absolut princip. Lige så lidt som du f.x kan forlange assistance til at skære arme og ben eller ører af hvis ikke, der er en grund til det.

.

Marianne Rosenkvist

I Danmark har man også ret til fosterreduktion ved trillinger eller flere fostre. Og man har ret til at abortere er enkelt foster. Men ikke abort/reduktion af et foster ved tvillingegraviditet. Det er også ret arbitrært, da der jo også kan være grunde til at ønske et enkelt barn. Fx hvis man har oplevet mange komplikationer ved en tidligere tvillingegraviditet.

Inge Nielsen

Marianne Rosenkvist .... tak for perspektivering.