Kommentar

Ja, drabene i Field’s udstiller et problem, men det er ikke mangel på ressourcer i psykiatrien

Psykofarmaka kan teoretisk være problemet i volds- og drabssager i langt højere grad end de underliggende mentale lidelser, men ingen siger det. Derfor håber jeg ikke, at skyderiet i Field’s bliver anledning til, at man ukritisk sender flere penge til psykiatrien.
I stedet for blot at drage en sammenhæng mellem ’psykisk sygdom’ og personfarlig kriminalitet efter drabene i Field’s, bør vi se på sammenhængen mellem psykofarmaka og meget svære abstinenser.

I stedet for blot at drage en sammenhæng mellem ’psykisk sygdom’ og personfarlig kriminalitet efter drabene i Field’s, bør vi se på sammenhængen mellem psykofarmaka og meget svære abstinenser.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Debat
20. juli 2022

Under overskriften »Drabene i Field’s udstiller et problem, vi længe har kendt og længe har forsømt at tage hånd om« synges psykiatriens slagsang om ’flere penge, flere senge’ som løsningen på psykisk lidelse for nylig i Information.

Men samme overskrift beskriver også et andet problem, som vi netop længe har kendt, men ikke taget hånd om: at alle psykiatriske lægemidler er afhængighedsskabende i den forstand, at man ikke bare kan stoppe uden at risikere at komme i abstinenser, og muligvis meget svære abstinenser.

Risikoen for abstinenser – herunder agitation, aggression og akatisi, som disponerer for vold, mord og selvmord – er særlig høj, hvis man stopper medicinen uden udtrapning. Akatisi er en tilstand af ekstrem indre uro og kropslig rastløshed, som mange patienter beskriver som ’trangen til at hoppe ud af sit eget skind’. Akatisi ses særligt ved såkaldte antipsykotiske lægemidler som quetiapin, både som bivirkning og abstinenssymptom.

Medicinen som medskyldig

»Quetiapine doesn’t work,« skrev gerningsmanden på de sociale medier umiddelbart før tragedien i Field’s, hvilke kunne indikere, at han på gerningstidspunktet netop var stoppet med at tage medicinen. Er dette tilfældet, opstår der den mulighed, at han handlede i akatisi og under påvirkning af abstinenser, hvilket intet har med den underliggende lidelse at gøre, men er en direkte konsekvens af den psykiatriske og medicinske behandling (herunder utilstrækkelig oplysning om abstinenser).

Litteraturen og historien rummer mange tragiske eksempler på vold, drab og selvmord begået under psykofarmakainduceret akatisi. Prøv bare selv med en hurtig Googlesøgning. Dette er ingen nyhed. Derudover tæller bivirkningerne ved at tage quetiapin også samme akatisi, agitation og aggression foruden, hallucinationer, vrangforestillinger, paranoia, depersonalisering, psykoser, manisk adfærd, depression, selvmordsadfærd og angst. Igen en række lægemiddelskabte symptomer, som skal adskilles fra den underliggende lidelse, som lige nu får al opmærksomheden og al skylden for tragedien.

Det er for nemt og unuanceret bare at give en sygdom skylden.

For hvis gerningsmanden var medicineret med, eller netop holdt op med at tage, quetiapin, hvordan kan vi så vide, om det var lidelsen eller medicinen, der forklarer adfærden? Traditionen tro overvejer man sjældent andre mulige forklaringer, så snart der er psykisk sygdom involveret. Dét er om noget stigmatiserende og unuanceret. Der drages prompte en sammenhæng mellem ’psykisk sygdom’ og personfarlig kriminalitet, men hvad med sammenhængen mellem psykofarmaka og personfarlig kriminalitet?

Det er absurd, at oplysningsarbejdet om lægemiddelafhængighed af psykofarmaka skal komme fra en ung psykolog, og ikke fra landets ledende psykiatere – især hvis det viser sig at have spillet en rolle i en så tragisk drabssag.

Nødvendige nuancer

Mit håb er, at man vil tage denne nuancering af sagen med i såvel efterforskningen som mediedækningen; ellers risikerer vi, at landets retsinstanser og medier i en så alvorlig sag som denne agerer mikrofonholder for psykiatriens evindelige forsøg på egenhændigt at definere psykisk lidelse som et medicinsk anliggende uden at overveje, om det kan være selve den medicinske behandling, der af og til skaber problemerne.

Det bør i det mindste undersøges, om gerningsmanden var stoppet på quetiapin lige før drabene, samt om der var tegn på akatisi i forbindelse med medicineringen, før den nuværende konklusion kan drages. Det skulle være ligetil at undersøge, og hvad skulle argumentet imod være?

Medicinen er elefanten i rummet: Alle forskere og psykiatere ved (forhåbentlig), at medicinen teoretisk kan være problemet i volds- og drabssager, men ingen siger det. Tværtimod er det lykkedes at spinne historien til fordel for den igangværende politiske kamp om at få psykiatriplanen gennemført – en plan, som netop omhandler flere ressourcer til mere af det samme i psykiatrien a la ’vi gør det grundlæggende godt i psykiatrien, men vi har bare ikke ressourcer og senge nok til at gøre det for alle, derfor går det galt’. Drabene bruges som argument for at poste flere penge i den medicinske, diagnostiske, lægestyrede, sygdomsorienterede psykiatri, så den kan fortsætte endnu længere på samme kurs. Men er det løsningen?

Ja, det kræver langt flere penge og opprioritering at hjælpe landets borgere ud af psykisk lidelse, men den psykiatriske løsning har så rigeligt bevist, at den ikke virker efter hensigten, så jeg indtager gerne det upopulære synspunkt, at jeg ikke håber, psykiatrien får flere penge til at uddele flere diagnoser og mere medicin.

Og ja, problemet bunder i, at psykisk lidende mennesker ikke får tilstrækkelig hjælp her i landet, men løsningen er næppe mere af det samme, men derimod at gøre noget helt andet. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alan Frederiksen

"den psykiatriske løsning har så rigeligt bevist, at den ikke virker efter hensigten, så jeg indtager gerne det upopulære synspunkt, at jeg ikke håber, psykiatrien får flere penge til at uddele flere diagnoser og mere medicin."

Jeg er nok tilbøjelig til at give Anders Sørensen ret i ovenstående.

Den 22, marts skrev jeg nedenstående kommentar i Information.

Læger henviser mennesker, der af den ene eller anden grund har det psykisk dårligt til psykiatrisk behandling i stedet for at henvise dem til en psykolog, hvor en del af honoraret kræver egenbetaling. Det er selvfølgelig billigere og hurtigere at få en psykiater til at stille en diagnose og forsøge at medicinere dem ud af deres tilstand.

Professor Nikolas Rose i en artikel i information: Er der virkelig tale om en epidemi af sindslidelser? "Der er alt for meget usikkerhed forbundet med det spørgsmål. Vækst i antal personer med diagnoser siger ikke noget om, at der er flere i dag, der har de symptomer, der giver anledning til diagnoserne. Der er helt sikkert mange, der oplever modgang og har symptomer på, at de har det dårligt, og som skal have hjælp. Men det er ikke givet, at de skal hjælpes i det psykiatriske system, og det er slet ikke givet, at en diagnose vil hjælpe dem. Den epidemi, der kan observeres (antal, der bliver diagnosticeret og får udskrevet medicin), peger på, at grænsen, mellem hvornår man er ’meget ked af det’ (ikke psykiatrisk behandling) og depressiv (psykiatrisk behandling), er historisk specifikt." kilde: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/01/diagnoser-tids-stoe...

Se også anmeldelse af James Davies bog "Sammenbrud, hvorfor psykiatri gør mer skade enn gavn" i Den Norske Legeforenings tidsskrift:
https://tidsskriftet.no/2016/07/anmeldelser/tankevekkende-om-diagnostikk...

Måske skulle man i stedet bruge flere ressourcer på psykologien.

Med venlig hilsen
Alan Frederiksen

Kristian Kofod, Peter Mikkelsen, Lars Holmboe, Flemming Berger, Mikkel Møldrup-Lakjer, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Birgitte Gøtzsche, Brian Andersen, fin egenfeldt, Dennis Tomsen, Inge Nielsen, Karen Møller E., Ervin Lazar, Lars Jørgensen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Kim Morten Nissen

Den psykiatriske behandling samt medicin hjælper ikke, når de mennesker omkring os ikke vil forstå at vi er syge.
Samtidig har vi et system som der presser os konstant, fordi vi jo bare skal tage os sammen.
Oven i det, så skal vi vende hver femøre fordi vi jo ikke fortjener en værdig indkomst, nu vi skal nasse på jer andre da vi er for svage til at klarer os selv i samme omfang.

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Birgitte Gøtzsche, Fie Ankjer Nielsen, Susanne Kaspersen, Inge Lehmann, Dennis Tomsen, Viggo Okholm, Peter Aarslev, Freddie Vindberg, Ole Andersen, Lise Lotte Rahbek, Christel Gruner-Olesen, erik pedersen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg håber ikke det udvikler sig til en krig mellem psykiatri og psykologi.

Steen K Petersen, Søren Christensen, uffe hellum, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Per Knudsen, Benny Skov, Inge Lehmann, Alan Frederiksen, Colin Bradley, Viggo Okholm, Inge Nielsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Akkurat; der er brug for begge specialer

Eva Schwanenflügel, Alan Frederiksen, Benny Skov og Inge Nielsen anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

»Når folk de kommer hjem til mig, så tror de rigtigt, at de skal have lov til at smøre mig ind i alverdens lækre produkter... men det får de ikke lov til...det gør de ikke.«

Lidt normale er vi vel allesammen.

Karen Møller E.

Hørt! Tak for at formulere det så klart og forståeligt. Jeg sørger stadig over Yahya Hassan's død af samme grund. Han var under behandlingsdom på det tidspunkt og jeg håber bare ikke at forkert medicinering var den underliggende årsag til hans død. Ham eller andre. Psyke betyder sjæl og et eller andet sted er det lidt mærkeligt, at vi behandler sjælen med medicin... Jeg ved, at mange får det bedre af deres medicin og det er rigtig godt.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, erik pedersen og Inge Nielsen anbefalede denne kommentar
Inge Nielsen

Det er ikke et enten eller.

Eva Schwanenflügel, Benny Skov, Inge Lehmann og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Skribenten begår den klassiske fejl ved at blande afhængighed sammen med mulig ophørs syndromer. I rent medicinsk forstand er disse to forskellige ting og der er ingen der bliver afhængig af Quetiapin. Jeg tror det er bedste at det er læger der tager sig af denne del af debatten og at vi ikke begynder at lægge skylden for tragedier på medicinal industrien før vi i det mindste har gennemført en læge uddannelse.

erik pedersen, jens christian jacobsen, Fie Ankjer Nielsen, Per Knudsen, Susanne Kaspersen, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek og Loucia Nørgaard anbefalede denne kommentar
Loucia Nørgaard

Men psykologen her har selv en unuanceret tilgang til det? Medicinen er jo heller ikke alene skyldig i, at nogle psykisk syge bliver farlige. Det er kombinationen af flere faktorer, der til sidst kulminerer. Er selv bekendt med præparatet igennem mange år og er trappet op, trappet ned, stoppet alt efter behov uden nogen form for konsekvenser (endda uden hjælp). Til gengæld har jeg reageret på antidepressive, mens andre bare har droppet dem eller erstattet dem med vinterbadning. Hvad der står på en indlægsseddel matcher jo ikke med virkeligheden. Det er blot bud på symptomer. Vi reagerer individuelt.

Men medicinstop kræver stor selvindsigt; viden om, hvordan man kan manipulere med sin hjerne og ændre sin egen tankegang; evnen til at rumme de følelser, der nu vækkes i live, samt erfaringen med, hvad der er sygdommen, der taler, og hvad der tilhører en selv. Derudover kræver medicinstop, at man erstatter medicinen med noget andet: Sunde rutiner, motion, den rigtige nærig til kroppen, fast søvnrytme og støttende relationer (støttende – og ikke andre udsatte, der synes, at livet er lige så forfærdeligt og holder én nede).

Hvis man bare dropper pillen, fordi "pillen ikke virker", så er det da klart, at man kommer på tynd is (hvilket vi i øvrigt ikke ved, om manden overhovedet gjorde, så et eller andet sted er dette indlæg lidt manipulerende, men jeg kan forstå på forfatterens andre artikler, at han generelt er imod medicin og vil have patienterne over hos psykologerne, hvilket jeg må tilslutte mig er en suverænt god idé i sårbare perioder eller som genoptræning efter psykiatriens indsats, men må af erfaring takke nej til under sygeepisoder – der har jeg brug for psykiatrien og medicin).

Der er et problem mere, som vi har kendt længe: At mange psykisk syge fører usund levestil - ikke kun i forhold til forsømmelse af søvn, motion og næring, men også med stoffer som selvmedicinering (dette refererer heller ikke til den unge mand fra Fields, men er blot et eksempel). Usund levestil går klart nok ind og modarbejder medicinen, og usund levestil er klart nok ikke en hjælp, hvis man vil stoppe med medicinen. At vores levetid er forkortet skyldes jo heller ikke bare medicinen, men også vores valg af levestil. Er det psykiatriens ansvar? Nej. Psykiatrien er til for at behandle psykisk sygdom. Hjælpen her skal etableres et andet sted, hvis patienten ikke har indre ressourcer til at tage kampen selv.

Så er der et problem mere, som vi ikke har talt om endnu - den psykisk syges verdensopfattelse. Som portrættet af nærdrab beskrev så fint, så er der tale om unge mennesker, der ikke har kunnet finde plads i samfundet - enten i form af uddannelse, sociale relationer eller på arbejdsmarkedet. Vi bliver programmeret fra tidlig alder til at tænke, at vi er sociale dyr og har brug for fællesskaber (er ikke enig, men det er, hvad vi bliver oplært i at tænke). Prøv så at forestille dig at være et ungt menneske, der er socialt kikset, ikke kan følge med i et studiefællesskab, ej heller i et arbejdsfællesskab. Det må da føles livstruende!

Deres verdensopfattelse bliver forståeligt nok farvet af deres nederlag, og de går fra afmagt til magt og afreagerer på det samfund, de føler sig afstødt af. Hvis man har positivt livssyn og verdensopfattelse, så er man jo ikke til fare, bare fordi man har en alvorlig diagnose, eller fordi man tager en pille, der ikke virker. Er fundamentet til gengæld had og afmagt, ja – så har man en farlig cocktail. Men unge, der mistrives i livet er vel heller ikke psykiatriens opgave? Psykiatrien skal behandle diagnosen. Der skal andre instanser på banen - muligvis allerede i folkeskolen, så vi kan fange de unge, inden had mod samfundet lagrer sig hos dem som et fundament.

Ja, det er for nemt og unuanceret automatisk at koble psykisk sygdom til vold (vi kan ikke engang koble psykisk sygdom til medicin, da flere klarer sig super fint blot med mestringsstrategier og ændringer af levestil). Men det er også for nemt og for unuanceret at snige sin modstand på psykiatrien ind på den her måde. Vi mangler en helhedsorienteret indsats. Ikke skift fra en psykiater til en psykolog, fordi det også bliver kun ensporet, men en grundig helhedsorienteret indsats fra tidlig alder, så de mange forskellige faggrupper kan arbejde SAMMEN og ikke imod hinanden.

Og så mangler vi en helt anden tilgang til mennesket. I dag støtter vi ikke individet i at blomstre. Vi tager en masse forskellige individer og kvæler dem i fællesnormer og fællesbehov, så de kan formes til brikker i et samfundsøkonomisk spil – som om mennesker var gulerødder på et samlebånd. De skæve gulerødder kasserer robotten, men de skæve mennesker bliver hakker til, så de med tvang kan presses ned i samfundets normer. Børn tvinges ud i legegrupper, selv om de ikke har lyst til at lege med hinanden, men ”vi” er jo flokdyr. Unge lider under forventningen om at tage en uddannelse, job, få børn, fordi ”vi” har godt af at have noget at stå op til.

Fuldstændig forkert tilgang. Det er individet, der skal tages udgangspunkt i og ikke samfundets behov, og derfra kan vi støtte individet i at vokse lige præcis den vej, der er helt naturlig for individet.

Gunhild Isfeldt, Colin Bradley, Peter Bryde Poulsen, Tommy Rasmussen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Alan Frederiksen

Colin Bradley
20. juli, 2022 - 11:16

Dvs. forskere, der ikke er læger, men har psykiatrien som forskningsområde, ikke med videnskabelig vægt kan udtale sig om antipsykotisk medicin, herunder evidens for dets virkninger og bivirkninger?

Denise Ellefsen, uffe hellum, Hans Ditlev Nissen, Alvin Jensen og Brian Andersen anbefalede denne kommentar

Tak for et vigtigt og kvalificeret indlæg - jeg ser frem til, at en psykiater responderer.
På den modsatte side (i papiravisen) formulerer Christine Ravn Lund, Forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd det socialdemokratiske middel mod ungdommens mistrivsel: de skal bare blive FDF-spejdere - for det har Mette Frederiksen også selv været.

Flemming Berger, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
fin egenfeldt

Måske er psykisk såvel som fysisk sygdom udtryk for en ubalance i naturen; i os. Måske er "sygdom" en opfordring til at gentænke de helheder eller de fysiske og psykiske strukturer som mennesker er underlagt. Måske er vi nød til at ændre dem for at kunne overleve. Mange hævder at tuberkulose, polio, kræft, aids og de store epidemier ( pest, kolera, spansk syge, covid etc.) er angreb på eller en udpegning af ubalancer. Gad vist hvordan vi får genskabt en bedre balance. Det går helt sikkert ikke kun med medicin eller psykoterapi. Og hverken læger, psykiatere, psykologer etc. er tilstrækkelige forandringspotentialer. De overkommer ikke alene at rette op på den sundhedsmæssige forarmelse vi risikerer.
Vi kan heller ikke med jura/lovgivning sikre os et mere anstændigt samfund. Jura, ret og domstole sikre os ikke mod kriminalitet. De er med skabere af den. Og de ressourcer vi tildeler dem bliver utilstrækkelige. Ligesom i sundheds sektoren.

Måske får vi ikke lært at skabe balance og helhed gennem vores evner for indsigt, forståelse, accept, respekt, venlighed, samtale. Alt det som kunne kaldes "eros". Måske må det vi kalder "thanatos" bane vejen. Er Ukraine begyndelsen? Var vejen magtbegær og grådighed med tiltagende polarisation?

Marianne Jespersen

Indlægget tager udgangspunkt i formodninger og forudfattede meninger og holdninger. Hermed misbruger psykologen sine titler og faglighed til at propagandere, imod at psykiatrien får flere ressourcer og for hvad ? tjae, enten psykologer som frelsende alternativ eller " noget helt andet" Hvad?
Rent faktisk har psykologien stadig en udfordring mht. at dokumentere at en del af deres behandlinger virker og ikke er skadelige.

Generelt ser jeg alligevel meget gerne flere specialuddannede psykologer foruden psykiatere, socialrådgivere , psykiatriske sygeplersker og andet personale indenfor psykiatrien - og tiden og sengekapaciteten mv. til at levere en god og effektiv behandling som virkelig kan hjælpe de psykisk syge ordentligt og langtidsholdbart. Det er præcist derfor der er brug for ressourser og en ti-årsplan.

Der er ingen der arbejder i psykiatrien, der tror at medicin klarer alle problemer, men medicin kan påvirke psykosen sådan, at man kan opnå meningsfuld kontakt fx så de læger, psykologer m.fl. der arbejder i psykiatrien kan etablere en ordentlig og langtidsholdbar helheds præget indsats og hjælp.

Denise Ellefsen, Gunhild Isfeldt, ulrik mortensen, Colin Bradley, Tommy Rasmussen, Peter Bryde Poulsen, erik pedersen, jens christian jacobsen, nanna Brendstrup, Freddie Vindberg og Per Knudsen anbefalede denne kommentar

At være PhD i Psykiatri uden at være speciallæge er jo lidt som at være en halvstuderet røver, og man mærker tydeligt indlægget at forfatteren er sur over at han ikke selv må ordinere medicin, men må forlade sig på psykologisk hokus-pokus

Alvin Jensen

Alle jer der mener at man er galt på den her burde se på hvor godt psykofarmaka virker i forhold til placebo, og så burde de læse indlægssædlen og se på bivirkninger på skittet.
Der er noget galt hvis et produkt kan forsage det problem det er lavet til at afhjælpe.

Mogens Holme, Karen Møller E., erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Alan Frederiksen

Psykiater Jens Frydenlund, der er ekspert i udtrapning:

Du skal vide, at hvis du bruger benzodiazepin mod angst i mere end fire uger, så er det angstskabende. Du skal vide, at sovemedicinen giver dig søvnløshed, siger Jens Frydenlund

https://benzostop.site/index.php/i-pressen/248-400-000-danskere-pa-farli...

Mogens Holme, Karen Møller E., erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

Colin Bradley
11:16

Anders Sørensen holder sig til den almindelige måde at bruge sproget på, når han skriver
”at alle psykiatriske lægemidler er afhængighedsskabende i den forstand, at man ikke bare kan stoppe uden at risikere at komme i abstinenser, og muligvis meget svære abstinenser.”

Men dem der arbejder i psykiatrien, har deres egen definition på ordet afhængighedsskabende. Det er altså kun i jeres helt specielle fagsprog, at du kan sige at ”der er ingen der bliver afhængig af Quetiapin.”
( – og flere andre psykoaktive stoffer, som psykiaterne bruger til at dæmpe det, de fortolker som symptomer på veldefinerede sygdomme.)

Så påstår du at:
”Skribenten begår den klassiske fejl ved at blande afhængighed sammen med mulig ophørs syndromer.”

Men den fejl er netop så ”klassisk”, at en psykolog og ph.d. i psykiatri naturligvis ikke begår den. Det er derfor helt forståeligt at Alan Frederiksen 12:13 spør om du virkelig har den holdning, at
”forskere, der ikke er læger, men har psykiatrien som forskningsområde, ikke med videnskabelig vægt kan udtale sig om antipsykotisk medicin, herunder evidens for dets virkninger og bivirkninger?”

Det er til en vis grad sådan, at dem, der arbejder i psykiatrien, efterhånden bliver fedtet helt ind i psykiaternes forståelse af psykiske sygdomme (psykiske vanskeligheder, der er så alvorlige at folk skal have hjælp).
I har ikke styr på hvordan stofferne ændrer patienternes hjerner. Det er jer selv, der til en vis grad er inhabile i en debat som denne. Til en vis grad :-)
Du begår den klassiske fejl at glemme at du er part i sagen, men heldigvis registrerer man det.

Som når Anders Sørensen gør opmærksom på
”psykiatriens evindelige forsøg på egenhændigt at definere psykisk lidelse som et medicinsk anliggende uden at overveje, om det kan være selve den medicinske behandling, der af og til skaber problemerne.”
og fastslår
”Dét er om noget stigmatiserende og unuanceret.”

Denise Ellefsen, Peter Mikkelsen, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er alt for unuanceret at opstille psykiatrien og psykologien som sort-hvide modsætninger.
Som Hanne Pedersen siger, er der brug for begge specialer. Det bør ikke være et enten-eller, men et både-og.
Der er også psykologer ansat i psykiatrien, desværre bliver de bare brugt alt for lidt.

Modsætningen er en del af problemet, og én af grundene til at 'hovsa-diagnoser' opstår nærmest ud af det blå.

Resultatet er, at patienter i mange tilfælde når at opsamle mangfoldige diagnoser, der indbyrdes endda kan være i modstrid med hinanden på deres rundtur omkring i behandlersystemet, som for eksempel ADD, skizofreni, Aspergers syndrom og diverse personlighedsforstyrrelser efterfølgende hinanden, diagnoser det er stort set umuligt at komme af med igen.
Hvis patienten så også medicineres for alle disse lidelser, kan det gå hen og blive livsfarligt.

Mange psykiatere mener, at hvis en patient får det dårligere, er det altid fordi de er undermedicinerede.
Der tages ikke hensyn til livsvilkår der kan være næsten umulige, fx økonomi, bolig, familieforhold eller andet, og at angsten for at blive udskrevet for tidligt kan få patienter til at få forværret deres symptomer.

Der er alt for lidt tid til at snakke med patienterne, og alt for mange regler for reglernes skyld, snarere end individuel behandling, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov.
Psykiatrien er blevet et samlebåndsforetagende, og det er måske ikke så mærkeligt, al den stund at hele samfundet handler om effektivitet, konkurrence og optimering.
Socialpolitik er blevet beskæftigelsespolitik, og de fleste politikere mener, at det eneste saliggørende og helbredende er det hellige arbejde, samt nu også foreningslivet..!

Der skal flere sengepladser til i psykiatrien, men ved den søde grød i tilgift ordentlige udredninger for sygdomme istedet for løse skud fra hoften, og en hel anden tilgang til psykofarmaka og andet godt fra bolsjeglassene end der er på nuværende tidspunkt.

Tag som eksempel de såkaldte 'lykkepiller', som i flere tilfælde har medført både selvmordstanker og selvmord :

https://medicinsktidsskrift.dk/behandlinger/psykiatri/503-antidepressive...

https://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-lykkepiller-giver-bivirkninge...

https://dagensmedicin.dk/ankenavn-antidepressiv-medicin-forte-til-selvmord/

https://www.dr.dk/nyheder/indland/mor-paa-antidepressiver-begik-selvmord

Ovenstående er blot et lille udpluk af alle de eksempler, der findes.

Eller prøv at læse indlægssedlen til Quetiapin under bivirkninger:

https://min.medicin.dk/Medicin/Praeparater/6700

I mange tilfælde kan medicin være essentiel.
Men den bør uddeles med allerstørste omhu i hensyntagen til både psykiske og fysiske bivirkninger, og det sker desværre endnu ikke i alt for mange tilfælde.

Desuden bør en eller anden form for samtaleterapi indgå som et obligatorisk tilbud i behandlingen af psykiske lidelser, ligesom en socialrådgiver burde være tilknyttet.

uffe hellum, Mogens Holme, Lise Lotte Rahbek, Tommy Rasmussen, Alan Frederiksen, erik steenstrup dyhr, erik pedersen og nanna Brendstrup anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Hans Ditlev Nissen
Jo, den fejl at blande ting sammen gør også ph.d'ere. Jeg var inde og høre Anders Sørensens' ph.d-forsvar på Herlev for et stykke tid siden og et af kritikpunkter var netop det forhold som Colin Bradley så præcist beskriver det.

erik steenstrup dyhr

Spørgsmålet kan vendes om: Hvor mange psykiatrikere er der brug for i psykologien?

Thomas Stage

Morten Hjerl-Hansen! Du er meget velskrivende men samtidig vanvittig patroniserende, docerende og arrogant. Uenighed burde kunne udtrykkes uden brug af de drøje hug du tildeler den stakkels artikelskriver!

Anders Bentsen

Loucia, jeg har flere gange forsøgt at præsentere en metode der består af yoga efterfulgt af et koldt bad mod både psykiske og fysiske lidelser. Hver gang jeg nævner Wim Hof metoden sletter information mine indlæg uden begrundelse. I Holland er det en anerkendt yoga metode og man er ved at medicinsk underbygge de gavnlige effekter ved forskellige sygdomme.

Colin Bradley

Alan Frederiksen
20. juli, 2022 - 12:13
God pointe men nej, jeg ville selvfølgelig ikke mene at en der forsker i medicin ikke bør udtale sig netop om medicin. Man kunne måske indvende at "mindste en læge uddannelse" kunne egentlig sidestille en forsker i medicin med en læge, uddannelsesmæssigt. Men så ville jeg sandeligt også håbe at denne forsker ikke ville forveksle ophørssyndromer med abstinenser. For slet ikke at tale om insinueringer om at folk, der benytter psykofarmaka er som konsekvens af de,t nærmest at betragte per automatik som potentielt farlige.

@Eva Schwanenflügel

Tak for et godt og balanceret indlæg.

Min sygeplejerske-datter mener, at angsten for lykkepiller er ved siden af skiven: Når personer har det så dårligt, at de end ikke magter at begå selvmord, kan lykkepiller i visse tilfælde give dem bedring nok til at gennemføre det. Trist, men et forbistret dårligt argument for ikke at forsøge at hjælpe.

Uanset hvem der er patienten, kan vi vel ikke ønske os, at de forbliver i en katatonisk tilstand hvor de er "for svage til at magte et selvmord".

Der er endnu ikke opfundet en behandling eller diagnose, som hjælper alle. Mange præparater virker effektivt sammen med terapi, men er værdiløse uden. Du kan altså ikke kopiere recepten fra en dygtig psykiater, og trylle en mindre kompetent læge om til ekspert. Og du kan ikke knalde medicin ud, som virker forskelligt for forskellige patienter, uden at følge op med justeringer og ændringer.

Selv noget så relativt simpelt som kræftbehandling støder ofte ind i overraskelser, forskellig følsomhed for bivirkninger, forskellig virkningsgrad. Selv høretab kræver kompleks behandling, og træning af patienten i brug af det bedste udstyr, og de bedste kompromiser. Det er simpelthen for naivt at ville gøre psykiatri til et samlebåndsarbejde.

Min ven gennem en årrække er en glad og aktiv virksomhedsleder og dygtig atlet. Han er ramt af Parkinsons i en alder af kun tres år, og må nu fokusere på træning af stemmeføring, for at undgå social isolation, tab af koordination, hurtigt tab af muskelstyrke. Duracell-kaninen Andy er pludselig lidt sløv i optrækket. En fysisk sygdom som koster dyrt på den psykiske konto. Han søger naturligvis en kompleks behandling fra mange eksperter, og beder familie og venner om støtte og forståelse.

Jeg kan med gru forestille mig en socialt isoleret psykiatrisk patient, der ikke ligesom Andy har masser af familie, penge, venner, eksperter, og sport, til at hjælpe sig videre. Måske har de kun adgang til en enkelt "ekspert" ad gangen, eller en telefon-hotline, der har lukket udenfor arbejdstiden. Gys.

Jeg er voldsomt uenig i, at psykiatrien ikke skal have tilført flere resurser.

Alan Frederiksen, erik pedersen, Marianne Jespersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Michail Gratsias

Nu kom der en ny videnskabelig undersøgelse fra UCL, der beviser, at hele teorien bag antidepressiva, og hvordan de virker, kun var markedsføring for at sælge flere piller. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35854107/ Hvad synes du om det? https://www.ucl.ac.uk/news/2022/jul/analysis-depression-probably-not-cau...

Michail Gratsias