De farvestrålende rygge og stærke ben er kørt forbi. De bølgende brøl, der susede gennem byens gader, er forstummet. De sidste spor af folkefesten skylles væk af regnen, der poetisk siler, mens jeg skriver. Lyn og torden. Skud blitzer fra riflens øje. Død. Braget, de mange brag, bringer os tilbage til virkeligheden, til hverdagen, hvor ondskabens banalitet lurer. Jeg vil ikke kende dit navn.
Dette er en appel. En appel til dig og mig, en appel til medierne, sociale og etablerede. Vi har set hans shorts, hans tanktop og riffel – lad ansigtet forblive sløret.
Vi må høre historierne om systemet, der fejler, om huller, der skal lappes, om hænder, der skal rækkes. Men giv ham ikke et navn, hæv ham ikke op til Palle Sørensen, Lundin og Breivik. Før ham bort, lad ham rådne bag tremmer, kvæl ham i grå institutioner, begrav ham i de ukendtes grav.
Jeg vil høre om de 17-åriges drømme, deres skolegang og familier. Jeg vil vide, hvem de var. Hvem har vi mistet? Vi må fortælle deres historier, for det er dem, vi skal huske sammen. Jeg vil ikke glemme den 47-årige mand, som jeg har glemt alle dem, der tidligere er faldet for galskabens hånd.
Vend nysgerrigheden mod politiet på pletten, brandvæsenet og ambulanceredderne. Dem, der hver dag kæmper for vores hverdag. Jeg vil høre om lægernes viden, der holder liv i dem, der blev ramt. Fortæl mig om sygeplejerskernes lange nat, om deres trætte øjne og kærlige hænder, der våger over de sårede. Giv de sårede mikrofonen, giv dem en stemme, et navn. Men lad ikke ham komme til orde, lad ikke vreden vinde, giv den ikke mening. Giv ham ikke, giv ikke de gale, dét, de higer efter, giv dem ikke opmærksomhed. Ti dem ihjel.
Skriv om familiernes sorg, om det ubærlige tab. Det tilfældige og meningsløse. Fortæl om den sorg, vi alle bærer i dag og i morgen og så længe, vi husker. Lad os tale om frygten, der kryber i vores indre. Hvordan fortsætter vi? Hvordan samles vi igen om livets fest?
Vi har mistet, men ondskaben blev endnu en gang slået tilbage og lagt i tøjler under overfladen. Berøm heltene, der hver dag udfører hverdagens mirakler. Takket været dem vil vi igen, når sårene ikke er så friske, kunne samles om det gode, det smukke, om livet.
Jon Adam Henriksen er handicaphjælper og journalist
Tak, mange tak :-) Den tilgang, med det fokus, er nok den bedste måde at forsøge at styre/inddæmme/kontrollere sådanne afskyelige hændelser på.
Lad os i det hele taget koncentrere os om de, der uforskyldt har fået det største behov for opmærksomhed, og ikke de, der aktivt søger det med alle mulige og umulige midler.
Dog skal vi ikke lukke øjnene for årsagen, for motivet, for kun ved at forstå det, kan vi muligvis undgå andre tilsvarende situationer i fremtiden. Gerningsmanden kan i anden sammenhæng have været offer, og så skal der selvfølgelig være fokus på det, men ikke nødvendigvis i fuld offentlighed!
Hvor er det frygteligt at læse det indlæg " kvæl ham i grå institution", udslette ham fra vores bevidsthed, en ikke menneske.
Gerningsmand, en 22 årige psykiatriske patient som forsøgt forgæves at få hjælpe i løbet af dagen , overladt til sig selv i en pinefuld tilstand.
Det er så tragisk, tragisk for de uskyldige mennesker der blevet ofre, de havde kun et liv at leve og endnu mere tragiske når man får den tank at man kunne måske havde forhindret det hvis den unge psykiatriske patient havde fået den hjælpe en behøvede for at undgå at gjort skade på andre eller sig selv.
Psykiske lidelser er en del af at være menneske, det kan ikke nytte noget at ikke vil tale om det.
Ja, lad os gøre som vi plejer og prøve at fortrænge det vi ikke kan forholde os til, enten fordi vi ikke forstår det, eller fordi vi ikke magter at se virkeligheden i øjnene. Se bla. pandemi(er), klima, krige, manglende bæredygtighed og fødevaresikkerhed som fremragende eksempler på at problemer løser sig selv, når man blot ignorerer dem.
Tak Marie- Christine Poncelet
Mvh Hanne Pedersen
"Dem, der hver dag kæmper for vores hverdag"
De går på arbejde, tror jeg det hedder. Det ville være så fint, hvis vi kan undgå den amerikanske panegyrik, hvor alle er "helte" og skal have en flagdag.
I et svar til indlægget kan jeg foreslå at denne sender den syge unge mand sin dybeste medfølelse og håbe han får g hjælp og et bedre liv. Jeg ved godt det er en udfordring, men tragedien er sket og alle vil nu en tid reflektere over hvad der gik galt.
Håber vi bliver bedre til at være sammen så diisse sygdomme ii det psykiske system bliver færre.
Efter Utøya insisterede daværende statsminister Jens Stoltenberg på ikke at nævne navnet på drabsmanden, kun omtale personen som “gerningsmanden”… som bekendt et projekt om ikke at gøre forbrydelser til vejen mod berømmelse, dårlig omtale er bedre end ingen omtale, et projekt der ikke lykkedes.
Tænk, om man gjorde det klart hvad det kan ødelægge for uskyldige pårørende at offentliggøre gerningsmænds navne! Står det mon mål med gevinsten, i fx mediers salgstal?
Tænk, om ingen manglede primær, passende opmærksomhed, så den måtte søges som surrogat…
Det er uhyggeligt, at vi har adopteret den amerikanske forelskelse i offentlig omtale og opmærksomhed, uanset hvad den er for.
I gamle dage forkyndte man ugerningsmænds navn til rædsel, spot og spe for alle de mennesker, der levede almindelige, travle liv udenfor offentlighedens sfære. 'Den, der lever stille, lever godt', sagde man.
Det er sådan en barnlig reaktion, ikke at ville snakke om det der er sket og ikke engang forsøge at forstå hvad der førte til det.
Ondskab bliver der sagt. Nonsens. Det er bare in infantil benægtelse af virkeligheden ikke at tale om det der gør ondt.
Var han ude efter opmærksomhed? Ja, jeg ved det ikke, og skribenten nægter at snakke om det. Men jeg forstår han ikke ville have presse i hans grundlovsforhør så jeg synes ikke det tyder på at han vil have opmærksomhed.
Og I øvrigt virker det heller ikke. Herostratos er bevis for that.
Jeg er heller ikke en fan af den del om de grå institutioner. Det er ikke et ordenligt samfund værdigt.
TAK Marie-Christine og andre. Lad os i stedet sende ham den støtte og venlighed, som han rakte ud efter. Og ikke fik.
Manden var/er syg. Hvorfra ved ingemaje lange at han ikke fik venlighed ? Ved vi om de tre mennesker ikke bad for deres korte liv ? Skulle vi ikke i første omgang tænke på dem ?Gerningsmanden lever. Et kæmpeapparat bliver nu sat igang for at klargøre motiv og hændelsen. De dødes navne er glemte efter bisættelsen. De kan ikke modtage venlige tanker, men den sorg man føler er forbundet med smerte og meningsløshed. Tænk på de myrdede. Jeg tror de var uskyldige.
Det er lidt vanskeligt at forholde sig til den pågældende gerningsmand, når man endnu ikke ved præcis, hvad han fejler, f.eks. angst, mani, depression, autisme, skizofreni (der er mindst 7-8 kategorier), i hvilken grad han fejler det, hvor meget hjælp han fik/ikke fik, og hvad hans motiv var. Navnlig, hvordan kom han i besiddelse af den riffel? Det eneste er naboernes udsagn, om at han var en stille reserveret dreng, som havde nogle "diagnoser" . Og som altså overlevede og stadig har en fremtid og en teoretisk mulighed for at blive "rask" og få en meningsfuld tilværelse i modsætning til tre af hans ofre, som for evigt er berøvet den mulighed.
Ja nu er vi nede i individernes lidelse og ret til liv-helt ok og uundgåelig. Ordet straf ligger lige for og det at ville have en form for retfærdighed efter en forbrydelse uanset baggrund er nok svært at komme væk fra.
Men hvad med magthaverne på kloden og deres "lakajer" som dræber uskyldige og tilfældige i en krig? Får de straf? i stedet måske en hædersbevisning fordi de på papiret kæmpede for egne interesser?
Undskyld, men jeg forsøger at skrive absurditet ind i det her.
Balancen er svær og ja jeg er også ked af det på alle de lidendes vegne.
Kære Jon Adam Henriksen
Jeg fortryder bitterligt, at jeg læste dit indlæg i avisen forleden, for det fyldte mig med sorg, frustration og paradoksalt nok, skam. Din hjerteløse appel om at tie gerningsmanden fra Field’s ihjel og lade ham rådne op “på grå institutioner”, fik mig til at snappe efter vejret af vantro. For det er min bror, du taler om. Eller mænd som ham. Det er min mor, du taler om. Eller nogen, der fejler det samme som hun gjorde. De er “de gale”, som i din vrede logik blot higer efter opmærksomhed og som skal sendes i de ukendtes grav, så alle de raske og glade kan komme videre. Jeg føler i den grad med ofrene og deres familier. Jeg skammer mig irrationelt på gerningsmandens vegne. Men jeg græder samtidig ved tanken om et ungt menneske på en lukket afdeling, som ikke har fået den hjælp, han havde brug for i tide. Og hvis forældre og søskende nu står i deres livs værste mareridt. Han og de har fortjent alt andet end ufølsomme og uvidende menneskers umenneskeliggørelse og udskamning af deres bror og søn. Han og de skulle netop have haft den mikrofon for længst, så nogen kunne have hørt, hvor galt det stod til. Med dine hadefulde ord og ønske om at tie ihjel, går vi den helt forkerte vej. Det tror jeg heldigvis, at nogen med større indsigt og indflydelse end dig kan se.
Venlig hilsen
Anne-Mette Thorøe
Ps: Jeg undrer mig iøvrigt over, at en ellers saglig avis som Information lægger spalteplads til så unuancerede og hadske indslag som Jon Adam Henriksens.
Dette læserbrev giver god mening så langt!
At vi ved at latente pyromaner, og potentielle gerningsmænd til nedskydning af tilfældige mennesker i det offentlige rum.
De ofte inspireres til at gå skridtet videre fra tanke til handling, af handlinger som andre ligesindede begår.
Omtale af, at der kommer navn og ansigt på gerningsmænd, bliver til forbilleder for dem, der endnu ikke selv har udført tilsvarende handlinger.
Men som er disponeret for at begå tilsvarende forbrydelser.
Når de så samtidig kan følge med i at gerningsmænd, efterfølgende som dømte til fængsel eller indespærring på institution.
Opnår en identitet og at de bliver set op til af subkulturer, hvis anerkendelse de higer efter.
Men som de kun opnår gennem det martyrium, de hyldes for af
i sindet ligesindede.
Så består der en betydelig risiko for, at mobiloptagelser fra gerningsstedet og i gerningsøjeblikket.
Videreformidling af og projicering af gernings personen, såvel fagjournalistisk som på de sociale medier.
Gør at det i værste fald kun er et spørgsmål om tid, før end at den næste person med en mental profil disponeret herfor.
Selv som den næste i rækken af gerningsmænd, skrider til handling.
Med nye tab af menneskeliv til følge!
Gerninger der måske kunne forebygges, alene af at gerningsmænds identitet forbliver uopklaret i den brede offentlighed?
Breivik er et godt eksempel på!
Hvordan han i alle årene siden hans ugerninger, har opnået netop det, at han for marginaliserede, for samfundet farlige personer.
Er blevet det forbillede, der kan udløse den næste brandstiftelse og det næste massemord på sagesløse mennesker.
Vi lever i en anden tid, end dengang der blev sat navn og ansigt på politimorderen Palle Sørensen.
Omtalen blev formidlet og redigeret fagjournalistisk, af medier med en ansvarshavende Chefredaktør.
Og nåede et i sammenligning med nutiden, meget begrænset og afgrænset dansksproget publikum.
Interessen havde sin tid, og udløb med at nye begivenheder optog forsider og skærmbilleder.
I nutiden vedligeholdes erindringen herom af Google.
Og særligt af globale sociale medier, uden evnen og viljen til at leve op til deres ansvar.
For at de ikke bidrager til, at den enes handlinger inspirerer til gentagelse, af de næste i sindet syge mennesker.
Jeg er derfor enig med skribenten af dette læserbrev, i at det er i samfundets interesse, af hensyn til vores kollektive sikkerhed.
At sådanne gerningsmænd forbliver anonyme, ukendte af os alle.
Bortgemt, indespærret og glemt af os alle for tid og evighed!
Det skylder vi de døde og deres sørgende efterladte!
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
Mord og nedskydninger kan aldrig undskyldes; heller ikke ved at give samfundet skylden.
Derfor kan vi godt forsøge at forstå hvorfor. Men lad os endelig ikke give ham antiheltestatus som netop Breivik og Lundin.
Jon Adam Henriksen, du siger: "Før ham bort, lad ham rådne bag tremmer, kvæl ham i grå institutioner, begrav ham i de ukendtes grav." Det er hårde ord om en formodentlig psykisk syg ung mand. På den anden side er det naturligt, at vores sympati i disse dage rettes mod ofrene og deres familier snarere end mod gerningsmanden.
Som en mor til et barn, der også har en psykiatrisk diagnose, så føler jeg med alle ofte. De forældre som har mistet til skud. De forældre, som har mistet til psykisk sygdom. Sygdom, som systemet har lovet at rumme, men ikke kan rumme i praksis.
Jeg kæmper hver dag, for at mit barn får hjælp og støtte, mens systemmet gøre nar og spænder ben. Mit barn er for retarderet til at kunne benytte et redskab, bevares, han er primært til fare for sig selv. Men hver dag er en kamp mod et vanvittigt, sygt system.
Vi står på samme side. Vi skal alle kæmpe for, at give vores system ressourcer nok.
Så vi ikke får flere ofre. Hverken når politiet skal rykke ud til psykisk sygdom, når personale på bosteder stikkes ned, når veteraner dræber forældre, osv. Eller når psykisk syge dræber sig selv langsomt hver dag, med selvmedicinering i form af stoffer eller alkohol.
Det er det vi skal tale om. Og heldigvis også gør.
Stærkt indlæg, Jon Adam Henriksen. Jeg er fuldstændig enig - en syg, narcissistisk og nedrig handling, der på ingen måde skal søges retfærdiggjort. Eller omtales på måder, der inspirere til efterfølgelse hos andre, der vil råbe systemet op ved at frarøve deres medmennesker og andres kære livet.