Morgensang bør være obligatorisk i folkeskolen. Sådan mener både Nye Borgerlige og Moderaterne, som begge har turneret med dette forslag på det seneste.
En sympatisk idé, fordi den danske sangtradition har værdi som kulturelt artefakt, der både giver elever indsigt i fortiden, lærer dem om ligeværd, demokrati og andre ønskelige dyder, og – vigtigst af alt – sætter dem ind i, hvad det vil sige at være menneske; at forelskes, lide, håbe og miste.
Og der synges generelt alt for lidt på de danske skoler og (ud)dannelsesinstitutioner. Selv det tidligere Danmarks Pædagogiske Universitet, som nu er et institut under Aarhus Universitet, har i løbet af hele det år, hvor jeg har gået der, ikke kunnet mønstre én eneste fællessang.
Det er ringe – nærmest upædagogisk – men at gøre fællessang obligatorisk og håndhæve det med lovens strenge arm er ikke den rette vej at gå. Mest af alt, fordi problemet stikker langt dybere.
Pædagogikken er forsvundet fra læreruddannelsen, som man kunne læse det i Information den 4. juli. Pædagogiske råd er blevet amputeret, omstruktureret eller ligefrem nedlagt, og skolernes og institutionernes pædagogiske samtale og diskussion er i mine og andres øjne stendød.
Dertil er mange af institutionerne indhyllet i så mange lag af kontraktstyring, målorientering, governmentality og økonomisering, at det højskoleinspirerede rektor- og forstanderideal er pist væk – og med det også fællessangen.
Det skyldes i høj grad borgerlig politik, men venstrefløjen har været for sløv til at indse de langsigtede konsekvenser. Der er altså nok at tage fat på, hvis man – som jeg og mange andre – ønsker fællessangen styrket.
For hvis fællessangen virkelig skal give mening, må det være, fordi vi forstår den og værdsætter den – ikke fordi vi skal krydse den af i et regneark.
Oliver Asmund Bornemann studerer uddannelsesvidenskab ved Aarhus Universitet
Vi skal have en ny pædagogisk bevægelse, der kan skylle målstyringen væk, og bringe pædagogiske værdier (og konflikter) ind som styrende for skole og dagtilbud.
Det er dejligt at den forsvundne udøvelse af sang til fordel for et tilskuerperspektiv er vendt tilbage. Lad os håbe, at det samme gentager sig på andre af fællesskabets vitale områder, såsom politik og kunst.
Sang giver selvtillid, og få steder har man stå stor gevinst af at udøve noget og opleve at blive bedre til det, end netop med sangen. Med tiden har de, der har haft morgensang, også oplevet, at der har været gode penge at tjene i ungdomsårene som f.eks. i kirkekor (og senere som kirkesanger).
Vi har en unik sangskat, baseret på fællessang, på respekt for vores natur, på vores måde at se verden og derfra opbygge verdens bedste, men langt fra perfekte samfund. Forståelsen af det samler sig i den danske sangskat med gamle og ny sange og melodier.