Læserbrev

For at nå EU’s klimamål skal der investeres massivt i alt, der er bedre end kul og olie

Det er afgørende, at det ender med reel bæredygtig omstilling, når vi EU-politikere tager beslutninger om fremtidens energiforsyning. Meget energi hentes fortsat i kulkraft, og derfor er alle alternativer vigtige – også naturgas og atomkraft
Atomkraftværk i Günzberg i Tyskland.

Atomkraftværk i Günzberg i Tyskland.

Michael Bihlmayer/Ritzau Scanpix

Debat
18. juli 2022

Den potentielt største energikrise i verdenshistorien truer både os, vores fødevarer og vores produktionsapparat. Derfor skal vi fokusere på langsigtede løsninger, som bidrager til at skabe grønnere alternativer.

Rusland har lukket for Nord Stream 1, som leverer gas til flere lande i Europa, og krigen i Ukraine skaber begrundet frygt for, at gasledningen ikke bliver genåbnet. Derfor tænkes der nu i alternativer. Miljøproblematiske kulkraftværker genåbnes i både Tyskland og Polen for at sikre energi til vinteren og for at opretholde produktionen af fødevarer og andre produkter.

Kulkraft er ikke den rigtige vej at gå. Det er for sort og for usundt. Og det gør det dyrere og sværere at levere den lovede klimaneutralitet til aftalt tid. Derfor stemte vi for at inkludere naturgas i taksonomien i en overgangsfase – men på særlige betingelser.

Atomkraft fortjener at blive anerkendt på lige fod med sol- og vindenergi – på linje med anbefalingerne fra Det Internationale Energiagentur og FN’s Klimapanel. Mere end 100 atomkraftværker leverer allerede energi over hele Europa, og de står for 25 procent af elproduktionen i Europa og dækker tre procent af Danmarks elforbrug.

Europa henter fortsat 15 procent af sin elektricitet fra kulkraftværker. Derfor er det afgørende at finde alternativer til kul både på den korte og lange bane.

EU har forpligtet sig til at styrke den grønne omstilling, og med beslutningen om at inkludere naturgas og atomkraft i taksonomien kan vi fastholde ambitionerne om at nedbringe vores CO₂-aftryk markant inden 2030 og opnå klimaneutralitet senest i 2050.

For at lykkes skal der investeres massivt i det, der er bedre end kul og olie. Derfor stemte vi for at lukke atomkraft og naturgas, på betingelse af at gasværkerne kører på vedvarende energi i 2035, ind i EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer.

Hvert land i EU har sit eget energimix, og ikke alle kan indrette sig som os med meget vægt på vind og sol. Alt, hvad der kan bære os i mål for et renere og grønnere Europa, skal aktiveres. Også de energiteknologier, som vi ikke selv har i Danmark – de skal bare bidrage positivt til den helt nødvendige grønne omstilling. Derfor stemte vi, som vi gjorde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her