Den demokratiske samtale om de grundlæggende vilkår for vores folkestyre bliver fortsat mere aktuel i lyset af de mange opbrud i det nuværende Folketing. Nedsmeltningen i Dansk Folkeparti viser med al tydelighed, hvilke vilkår det (parti) politiske demokrati arbejder under. Man kan kun frygte, at dansk politik i fremtiden kommer til at handle endnu mere om personer frem for politik.
På Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde i januar 2022 valgte medlemmerne Morten Messerschmidt til ny formand. Et pænt flertal blandt partiets demokratiske kerne – årsmødets delegerede – stemte på Messerschmidt, og så burde dén sag sådan set være afgjort uden bitre efterspil og manglende respekt for flertallets beslutning, hvad end man måtte mene om den. Sådan gik det jo som bekendt ikke.
Aktuelt er DF’s kaotiske situation uden større konsekvenser for den parlamentariske situation i Folketinget, og man kunne jo blot grine ad hele farcen, der mere og mere minder om Fremskridtspartiet anno 1995. Men når 11 ud af 16 DF-medlemmer af Folketinget forlader partiet og dermed folketingsgruppen i protest mod den ledelse, deres bagland har valgt, rejser det uvilkårligt nogle spørgsmål om det repræsentative demokratis udfordringer.
Det er ikke kun i DF, men også blandt Folketingets øvrige partier, at det repræsentative demokrati udfordres af sammensætningen i Folketinget, hvor 31 ud af 179 folketingsmedlemmer enten har forladt Folketinget, skiftet parti eller blevet løsgængere siden valget i 2019.
Af de 31 flakkende folketingsmedlemmer har de 22 forladt deres parti uden at give deres mandat videre til det parti og dermed den politik, de blev valgt ind på.
Afhængige af partiets stemmer
Ved sidste valg ’kostede’ et mandat til Folketinget 20.182 stemmer – 1/175 af det samlede antal gyldige stemmer, hvilket også er den faktor, der definerer, hvor mange vælgererklæringer, der skal til for at gøre et nyt parti valgbart.
Det betyder, at kun to af de 22 partihoppere teoretisk set selv kunne have opnået valg til Folketinget. Lars Løkke Rasmussen fik 40.745 personlige stemmer, og Ida Auken fik 21.723 personlige stemmer. Inger Støjberg med 28.420 personlige stemmer er lidt uden for denne kategori, da et flertal i Folketinget som følge af Rigsrettens dom fandt hende uværdig til at være medlem af Folketinget.
De 20 øvrige afhoppere sidder alene i Folketinget, fordi de i højere eller lavere grad – for de flestes vedkommende i meget høj grad – kom ind ved hjælp af partiets stemmer. Ser man på åreladningen i Dansk Folkeparti, svinger det personlige antal stemmer blandt de ti afhoppere fra godt 1.500 til knap 6.000, og det er altså meget langt fra de 20.182 stemmer, som er prisen på et mandat i indeværende folketingssamling.
Dette rejser spørgsmålet om, hvem der ejer mandatet i Folketinget – partiet eller personen. For det kan have parlamentariske konsekvenser, når så mange folketingsmedlemmer tilsyneladende er ligeglade med det fælles mandat – partiets politik og partiets stemmer – som de reelt blev valgt ind på.
Partierne nævnes ikke med et eneste ord i Grundloven, ligesom Folketingets medlemmer, også ifølge Grundloven, kun er bundet af deres egen overbevisning, når der skal stemmes. Så på den vis kan det enkelte folketingsmedlem med god samvittighed jo gøre, hvad han eller hun vil.
Problemet er imidlertid, at de forskellige partihoppere pludselig optræder på vegne af et parti – nyt som gammelt – hvis politiske program, vi som vælgere enten ikke har haft mulighed for at tage stilling til, fordi det ikke fandtes, da vi stemte, eller med overlæg ikke har stemt på.
En demokratisk udfordring
Vælgerne har jo stemt på eksempelvis Ida Auken i tillid til, at dette også var en stemme til De Radikales politik. Men pludselig er Ida Auken ikke længere radikal, men socialdemokrat.
Jens Rohde repræsenterede med ét Kristendemokraterne, da han fik nok af De Radikale i kølvandet på Morten Østergaards spejlsamtaler med sig selv om krænkende adfærd. Og vupti, så var Kristendemokraterne i Folketinget, selv om partiet ikke klarede spærregrænsen ved valget i 2019. At Kristendemokraterne nu alligevel ikke længere er i Folketinget ændrer ikke på den demokratiske udfordring for os som vælgere.
Lars Løkke, den forsmåede ekspartiformand for Venstre, stiftede Moderaterne, og resterne af Alternativet skiftede navn til Frie Grønne og ændrede partiprogrammet.
Inger Støjberg blev som bekendt erklæret uværdig til at sidde i Folketinget, men har dette til trods haft held til at skabe et nyt parti – Danmarksdemokraterne – der kan få afgørende betydning for det forestående valg. Det kan måske blive hjulpet på vej allerede inden valget afhængigt af, hvor mange af de tidligere DF’ere der vil forlade den neutrale zone som løsgænger for at støbe fundamentet til en fortsat politisk folketingskarriere med Inger Støjberg som dukkefører.
På en lang række vitale områder er det aldeles uklart, hvad Danmarksdemokraterne står for, hvilket gør det yderligere problematisk, at flere af de ti afhoppere fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe tilsyneladende er klar til at stille deres nuværende mandat til rådighed for partiejeren Inger Støjberg.
Lad mandatet tilfalde partiet
På den ene side er det et demokratisk sundhedstegn, at partier kommer og går. På den anden side er det svært som vælger at ignorere det problematiske i de mange partihop. Ikke mindst fordi, årsagen som oftest synes at være interne stridigheder, personlige (minister)ambitioner eller en kombination af disse frem for reel politisk uenighed ud fra en mere ideologisk betragtning.
Der er trods alt et stykke vej fra De Radikale til såvel Kristendemokraterne som Socialdemokratiet, hvis ellers partiprogrammerne står til troende.
En mulighed for at dæmme op for partihopperiet kunne være, at har man ikke personlige stemmer nok til teoretisk set at kunne være blevet valgt som løsgænger – altså flere end de 20.182 stemmer i den nuværende folketingsforsamling – så tilfalder mandatet automatisk partiet.
Og har man stemmer nok til at blive siddende på sit mandat, kan man ikke stille sin plads i Folketinget til rådighed for et andet parti eller et nyt politisk projekt, men må fortsætte som løsgænger, indtil der er er udskrevet nyvalg.
Det ville sikre en mere gennemsigtig parlamentarisk beslutningsproces, hvis vi som vælgere lettere kunne se, hvordan der tælles til 90 – det magiske tal for at kunne lede landet på demokratisk vis.
Alternativet er, at vi som vælgere skal leve med, at dansk politik bliver mere og mere personfikseret, mens Folketinget i sidste ende kan ende med at bestå af 179 mere eller mindre tilfældige danskere med de fleste penge og den største medieopmærksomhed.
Det er jo ingenlunde gratis at føre valgkamp, og partiernes baglande arbejder i perioder hårdt og stort set gratis, fordi de som medlemmer af et bestemt parti gerne vil fremme en bestemt politik og gerne fremført af den eller de kandidater, de som partimedlemmer arbejder for. Derfor repræsenterer pladsen i Folketinget en kapital, der er skabt af partiernes medlemmer – det demokratiske bagland – og langtfra alene af det enkelte folketingsmedlem.
Som vælgere skal vi kunne stemme efter vores grundlæggende overbevisning i tillid til, at den, vi stemmer på, er loyal over for et givent partis demokratiske bagland og politik.
Stig Jonstrup Pedersen er journalist
Ifølge Grundloven er en politiker kun bundet af sin egen personlige overbevisning; så selvfølgelig må en indvalgt politiker skifte parti uden at miste de personlige stemmer, personen har fået.
Hvis partier ønsker at beholde sine politikere, må de sikre nogle forhold, så de har lyst til at blive.
Det sker jo også at partier svigter deres vælgere.
Det sker, at politikere bliver ekskluderet af deres parti. Ejer partiet så mandatet?
Glimrende kronik!
Selvfølgelig bør Grundloven ændres, således at det ikke er muligt at blive siddende som løsgænger.
Eller skifte parti indenfor valgperioden.
At aflevere sit mandat ved kasse 1 til partiet, og forlade Folketinget er det eneste rigtige at gøre punktum.
Jeg vil gerne opfordre Stig Jonstrup Pedersen til at oprette en hjemmeside.
Hvor alle kandidater til Folketinget kan skrive under på, at de vil overlade deres mandat til deres parti, hvis de forlader partiet.
Dem der ikke vil det, kan vi andre på forhånd vælge, at vi derfor ikke vil stemme på.
Og gerne sådan at alle danske medier bakker massivt op om, og promoverer en sådan hjemmeside.
Parti hop og løsgængeri, er de værste udtryk for den sygdom det er, at vi har fået alle disse levebrøds politikere.
Der alle klamre sig til taburetten ene og alene for den gode løns skyld.
Dem der kan finde en plads hvor græsset er grønnere, og hyren bedre, ser vi jo også gøre det.
Resten trækkes vi så med som uværdige svigt af vælgernes tillid, der stemte på dem.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
For en god ordens skyld og for ikke at debatten forplumbres af formodninger og synsninger så er her et link til junigrundloven af 5 juni 1849.
https://www.kb.dk/e-mat/dod/113418010795.pdf
Det skal indskydes at der løbende er revideret i grundloven i 1915, 1920 og 1953.
@Danny Hedegaard - 26. juli, 2022 - 05:09
Glemte du ikke: "Ironi kan forekomme"?
Personligt lå jeg flad af grin allerede ved "Selvfølgelig bør Grundloven ændres", men jeg må tilstå, at du (næsten) holder niveauet til slut!
Godt gået.
@ John Johansen
Måske var det så smart at linke til den gældende version? ( www.grundloven.dk )
At noget står i grundloven betyder jo ikke at der ikke kan påpeges uhensigtsmæssigheder, der kan rettes.
Så vidt jeg kan se åbner § 31 (Stk. 1.
Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.
Stk. 2.
De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven) for at vi kan justere reglerne når folk begynder at game systemet jf stk 2.
Eller at det at stemme på partier er en uskik ifølge grundloven, da det ikke er 'direkte' valg jf stk 1.
For mig at se har kronikøren en pointe. Indenfor grundloven.
Ja, jeg bør nok også dokumentere, hvor jeg henviser til i Grundloven:
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
Så ja, der skal en grundlovsændring til, hvis en politiker pludselig skal være bundet af andet end egen overbevisning - f.eks. vælgernes krav til, at en politiker skal være medlem af et bestemt parti.
Det interessante er, at vi sætter partier over politiker, når vi typisk taler politik, men ordet parti eksisterer slet ikke i Grundloven. Her er det den personlige overbevisning, der - selvfølgelig - er central.
Dette indebærer et egentligt dilemma i de mere topstyrede partier, hvor menige folketingsmedlemmer reelt set deponerer deres stemmer, og hermed kan risikere at skulle gå på kompromis med egen personlige overbevisning.
@John Johansen - 26. juli, 2022 - 07:56.
Og så var der lige et par ændringer i 19. årh. også, den gang det var lettere at foretage ændringer....
Måske havde det været mere relevant at linke til den aktuelle grundlov?
Det virker som om kronikken dels bunder i nogle meget specielle tal, dels overser nogle problemer med ideen om at “mandatet følger partiet”.
Først den reelle baggrund: Hvorfor skal vi have tallet på 31 at vide, når det også dækker MF’er, der har forladt Folketinget? De er jo helt irrelevante for emnet. De bestemmer jo netop ikke noget om, hvem deres afløsere bliver (det gør partiet).
Så kommer vi til det reelle tal for “partihopperne”: 22
Det lyder af meget siden valget i 2019 og det viser sig hurtigt, at halvdelen skyldes DF’s nedsmeltning for åbent tæppe, hvilket jo er en ret atypisk situation blandt de etablerede partier.
Det bringer mig videre til den anden store gruppe, som artiklen ikke nævner: Alternativet, der jo er i decideret opløsning. De udgør således 4 af de resterende 11. Her er endnu en gang tale om et part i fundamental krise, ja vel en reel eksistenskamp.
Så er der 7 tilbage:
- Ida Auken og Lars Løkke Rasmussen ville ikke blive “ramt” af kronikkens forslag til ændringer, så dem kan vi sætte til side.
- Inger Støjberg er jo mildest talt et særtilfælde, hvilket kronikken også bemærker, så her er der nok ikke så meget “hjælp” at hente i diskussionen om partihop og mandater.
Det efterlader så reelt 4 MF’er, der er skiftet parti uden sammenhæng med et stor (og i Alternativets tilfælde eksistentiel) krise i det parti, som kronikken anbefaler vi skal bestemme over mandaterne.
Disse 4 er:
- Simon Emil Ammitzbøl, der forlod LA og blev løsgænger (her er der også en vis andel partikrise på spil, men ikke i samme skala som DF og Alternativet).
- Marcus Knuth, der forlod Venstre til fordel for Konservative.
- Orla Østerby, der forlod Konservative og blev løsgænger.
- Jens Rohde, der forlod Radikale, blev løsgænger, sluttede sig til Kristendemokraterne og så blev løsgænger igen.
Det er altså tydeligt, at næste to tredjedele (15 af 22) af partihoppene er direkte forbundet med partier i store kriser, for ikke at sige eksistenskamp. Her er det værd at diskutere, om et parti der er i en sådan krise skal kunne “lægge beslag” på de mandater, det opnåede under ganske andre forudsætninger.
Kronikken fremhæver, at DF’s medlemmer stemte Messerschmidt til formandsposten, men de udgør jo kun en meget begrænset del af DF’s vælgere, hvilket jo er ret karakteristisk for alle danske partier.
Så er det mere demokratisk, at lægge vælgernes mandat i hænderne på den ret begrænsede gruppe partimedlemmer?
Hvis der var et generelt problem med, at MF’er konstant hoppede mellem partier, så kunne jeg se et argument, men det er tydeligt, at de nuværende, høje tal for partihop primært skyldes generel krise i to partier.
De mest notoriske partihoppere på listen er jo reelt Ida Auken og Jens Rohde, der begge har en historik med at skifte parti, men Auken bliver jo ikke ramt af kronikkens forslag - og man kan med en vis ret stille spørgsmålet, om partier ikke burde være lidt mere påpasselige med at acceptere partihoppere, der allerede har skiftet parti en eller flere gange.
Det sidste rejser nemlig også et problem med kronikkens forslag: Det ville nemlig gøre det muligt for partier at opstille kandidater som “blikfang” og så bare skifte dem ud efter et valg.
Vi ville samtidigt reelt flytte magten til at bestemme over, hvem der blev valgt ind i Folketinget ikke bare til partierne, men til dem der laver de interne regler for partiers magtstruktur, medlemsindflydelse o.l. Det lyder mildest talt som en problematisk konstruktion i mine ører - og i hvert fald ikke en model, der sikrer den demokratiske legitimitet, som kronikken forfægter.
Så: Problemet med partiskifter siden 2019 er ikke primært partiHOP, men partiKRISER (minimum 15 ud af 22), dvs. problemer med netop den aktør, som kronikken foreslår skal have større magt over mandaterne. Hertil kommer, at forslaget om at “lade mandatet følge partiet” også medfører en række demokratisk problematiske perspektiver ift. magtfordeling mellem vælgere og partier.
Kort sagt: “Problemet” er tvivlsomt - eller i hvert fald tvivlsomt fortolket - og “løsningen” har potentiale til st gøre langt større skade ift. demokratisk legitimitet.
@Frederik Schwane - 26. juli, 2022 - 09:18
"Det interessante er, at vi sætter partier over politiker, når vi typisk taler politik, men ordet parti eksisterer slet ikke i Grundloven. Her er det den personlige overbevisning, der - selvfølgelig - er central."
Grundloven er i den grad en diskussion værd, og den kunne - også i den grad - fortjene en opdatering!
Spørgsmålet om partier i grundloven popper ofte op, men partier ER faktisk en del af grundloven, selv om de ikke er omtalt eksplicit.
Det sker i beskrivelsen af valgmåden, læs pgf. 32, der simpelhen ikke kan fungere uden partier.
Man skal også altid læse forarbejderne til en lov for at forstå den, så der er her en god ide også at læse grundlovskommissionens beretning (https://www.elov.dk/media/betaenkninger/Betaenkning_afgivet_af_Forfatnin...).
Frederik Schwane. Det er vel den personlige overbevisning det bringer en, til at vælge at stille op for et givent parti.
Alle "jobs" kræver samarbejdsevner.
Jeg ser afhoppere/partihoppere alene som levebrødspolitikere.
Som at være ansat i et firma. Bryder man sig ikke om firmaet - eller bliver fyret......så er det som at nægte at gå hjem og kræve at blive i firmaet og få lønnen. Løshængere f.eks kan jo give sig selv op til 4 års opsigelseperiode + hvad der ellers følger.
Enkelt ....hvis ikke man vil "lege"med det firma/parti man er ansat i, så er det ud og stille op for et andet firma/parti hvis det er den branche man vil være i.
Nb ....karensperiode til private jobs.
@Inge Nielsen: Nej, at være folkevalgt er netop IKKE “som at være ansat i et firma” - og bør bestemt heller ikke være det. Det er derfor den slags politiske poster kaldes “hverv” og ikke “jobs” (også selvom de da sagtens kan være politikerens primære indtægtskilde).
Hvis det var et “job”, ville politikere eks. være underlagt den form for loyalitetspligt og instruks, der følger af ledelsesretten og lignende ansættelsesretlige elementer. Så at sammenligne at være stillet op/valgt for et parti med at være partiansat er en meget dårlig analogi.
Men jeg er i øvrigt helt enig i, at det er en skændsel, at Danmark ikke har regler for efterfølgende ansættelse eller karensperioder for politikere - og da især for ministre og MF’ere (udvalgsformænd kan jo eks. være ganske magtfulde, have gode kontakter og dermed blive interessante lobbyister).
Partierne har ingen plads i Grundloven. Det ville da også være stærkt udemokratisk, hvis man begrænser de folkevalgtes frihed til at mene hvad de vil, og til at skifte mening, for i stedet at binde dem til en styring af et "parti", hvis ledelse ikke står til ansvar over for andre end en selvvalgt organisationsproces. I praksis kan dette "parti" således være underlagt særinteresser, som kan være mere eller mindre rabiate.
Idemageren overser for øvrigt også fuldstændigt, at også partiernes egne meninger og politikker undergår en stadig forandring. Så er det den folkevalgte der er blevet uenig med partiet, eller er det partiet, der er blevet uenig med den folkevalgte? Hvordan skal det bedømmes?
Så nej. Ideen er mega dårlig og stærkt udemokratisk. Og så er den uendeligt teoretisk og uigennemførlig. Så brug tiden på politisk substans i stedet for elitære teorier, som har til formål at reducere vælgernes engagement og indflydelse.
For øvrigt er en yderst vigtig del af de folkevalgtes opgave jo altså at få vælgerne til at skifte mening, så de stemmer anderledes næste gang. Så hvordan kan man fortænke de folkevalgte i, også selv at skifte mening?
@Morten Hansen
Jeg synes du i dit lange og relevante indlæg, hvor du sætter problemets faktiske omfang i perspektiv, alligevel går uden om det forhold at den gruppe kronikken først og fremmest sætter fokus på, er de politikere, som faktisk IKKE kunne opnå valg alene på baggrund af personlige stemmer - eller, anderledes udtrykt, helt personlige overbevisning.
Jeg har i levende erindring hvor fortørnet jeg blev da John Iversen i 1996 trådte ind i EU-parlamentet som suppleant for SF´eren Lilli Gyldenkilde, som måtte udtræde pga. meget alvorlig sygdom - hvorefter han skiftede til Socialdemokratiet, der på det tidspunkt havde en meget andet holdning til EU end SF. Jeg havde selv stemt på Lilly Gyldenkilde og var absolut ikke på linje med Socialdemokratiet.
Nogle år senere blev Iversen i en længere periode vinskribent på Information, hvilket var lige ved at få mig til at droppe mit næsten livslange abonnement - men jeg valgte dog at blot undlade at læse hvad han skrev i, da jeg alligevel ikke havde tillid til ham. Men det er jo en mindre detalje:-)
Så problemet er altså ikke, som Egil Rindorf synes at mene, at folkevalgtes holdninger fluktuerer som alle andres. "Man har et standpunkt, til man tager et nyt," som J.O. Krag så rigtigt sagde. Problemet opstår, når de pågældende næppe havde kunnet opnå valg alene på baggrund af deres personlige overbevisninger, hverken før eller siden.
Uha, det er lidt svært. men man skal passe på med at se snævert på det nuværende folketing. Mange har i tidens løb forladt deres parti, fordi partiet har svigtet sine idealer - eller partiet er gået direkte imod et punkt i dets program. Når partier går helt i opløsning, og der ikke er nogen fælles politik tilbage, så er det rigtige vel, at medlemmerne søger kontakt med andre i tinget, som de mest deler holdninger med? Og nok har mange medlemmer kun en brøkdel af 20.000 personlige stemmer, men hvad så med dem, der har 40.000 eller 60.000 skal de have lov at tage 2 eller 3 mandater med ud af "moderpartiet"?
Hvorfor mon partier ikke er nævnt i grundloven? De fandtes dog - og fungerede i andre lande. Måske fordi partier ikke kan stilles til ansvar - det kan kun mennesker.
Hverken partier eller vælgere er statiske - både MF'ere og vælgere har kun et standpunkt til de tager et nyt.
Hmmm. Nu har det været almindeligt lige så længe der har været et demokrati og et folketing i Danmark. Hvorfor skulle der pludselig være noget glat med det? Andet end alt og alle vil have alt og det hele ændret efter eget forgodtbefindende.
Heldigvis har vi borgerforslag, hvor alle kan boltre sig løs. Hvad med et forslag om skatte frihed til alle med en indkomst under 300.000 kr.? Det kan sikkert hurtigt finde 50.000 tilhængere.
Om morgenen, når de står op befinder du dig i ét Danmark. Om aftenen, når du går i seng befinder du dig i ét andet Danmark - Hvad skal det så lige gavne.
Alle de her tåbelige og evige reformer og forandringer har skabt stor angst og utryghed, samt stress i befolkningen, som efterhånden ikke aner hvad de skal eller hvad fremtiden bringer.
ALT er konstant i spil til STOR ødelæggelse af vores liv og hverdag. Det hele skal tilsyneladende splittes totalt ad indtil intet længere er tilbage.
Politikernes hovedformål synes at ødelægge landet så meget at der ikke længere er noget land tilbage. Ikke mindst de blå politikere, som i flere år har argumenteret langt langt under bæltestedet har skabt enorme tillids ødelæggelser i befolkningen. Det har tilsyneladende været et politisk mål for blå blok at skabe splittelse i befolkningen gennem forargelse og stigmatiserelse store dele af befolkningen som har det sværest eller på andre måder er udsat. Og det bare for at sikre sig en taburet. Koste hvad det vil.
Og det i en tid, hvor sammenhold ALDRIG har været mere afgørende.
@Allan Nørgaard Andersen: Tak for rosen, og jeg går bestemt ikke uden om det, som kronikken handler om, men omfanget er bestemt relevant, når vi diskuterer denne slags potentielt meget alvorlige ændringer af grundlæggende, demokratiske spilleregler.
Og ja, jeg kan bestemt godt huske John Iversen og det særlige problem ift. hans partiskift og fremhæver jo i mit indlæg netop også de to mere notoriske partihoppere i statistikken (Ida Auken er jo nu på sit tredje partimedlemskab som folkevalgt, lige som Jens Rohde også har repræsenteret tre forskellige partier).
Min pointe er, at disse er undtagelser og det er højst tvivlsomt, om problemet har en karakter og et omfang, der giver anledning til at skrive partier direkte ind i vores regler for valg og mandater på en måde, der giver dem og de relativt få bestemmende inden for partierne ret til at “omvælge” MF’ere mellem folketingsvalgene.
Ja, disse MF’ere var ikke kommet ind uden partiet, men det gør jo ikke, at vi til dagligt opregner MF’ere i “A- og B-medlemmer”, alt efter om de har fået over eller under 20.182 personlige stemmer.
Problemet er også, at kriser i partier, som eks. i DF og Alternativet, eller “partikup”, hvor partier pludseligt skifter ud i toppen og lægger kursen om (her kan man eks. huske på det kaotiske kollaps i Fremskridtspartiet og DF’s stiftelse) kan efterlade en mindst lige så skæv magt over mandaterne, hvis kronikkens forslag blev til virkelighed.
Det lyder i mine ører både som at skyde gråspurve med kanoner og som at gå fra asken til ilden.
Det virker ærligt talt som om kronikøren ikke har tænkt konsekvenserne af sit forslag særligt godt igennem og er faret i blækhuset på et meget spinket og ualmindeligt grundlag, nemlig fundamentale kriser i to af Folketingets partier.
Jeg ville kunne se en pointe i forslaget, hvis vi generelt så løbende partihop med klare, politiske konsekvenser for lovgivning og kontrol med og dannelse af regereringer, men jeg har svært ved at få dette til at stemme med det billede, som partiskiftene reelt tegner.
Og hvem siger egentlig, at dem der eks. stemte på de DF’ere, der er skiftet til Støjberg ikke føler sig lige så godt repræsenteret af hendes parti? Eller at Alternativets vælgere ikke føler sig repræsenteret af Frie Grønne eller løsgængerne? Både DF og Alternativet står jo et noget andet sted i dag, end de gjorde på valgdagen i 2019.
@Egil Rindorf - 26. juli, 2022 - 11:58
"Partierne har ingen plads i Grundloven."
Det er altså bare ikke rigtigt!
Læs min kommentar højere oppe, læs grundlovens paragraf 32 og læs linket, jeg har lagt i samme kommentar.
Partier (ikke partierne) ER en integreret del af grundloven!
Man kan også finde en kvalificeret gennemgang i Jens Peter Christensen et al. "Grundloven" på DJØF's forlag (https://www.djoef-forlag.dk/book-info/grundloven).
Den er hundedyr, men den kan heldigvis lånes på biblioteket!
Jeg synes nu det er et langt større problem, at borgernes demokratiske indflydelse er begrænset til en teater forestilling hvert 4 år. Herefter er borgerne helt uden nogen som helst indflydelse indtil næste forestilling.
Kort sagt: Vi skal have ændret magtfordelingen mellem befolkningen og folketinget.
Torben Siersbæk
"Det sker i beskrivelsen af valgmåden, læs pgf. 32, der simpelhen ikke kan fungere uden partier."
Jeg har svært ved at se, at $32 ikke kan fungere uden partier, kan du ikke forklare...
Inge Nielsen
"Jeg ser afhoppere/partihoppere alene som levebrødspolitikere."
Sådan er vi så forskellige. Jeg ser partihoppere som folk, der tager deres personlige overbevisning seriøs.
Partier er ikke statiske konstellationer, men er under løbende forandring og forhandling - også omkring magten i partiet. Den personlige overbevisning bør gerne være personlig og ikke afhængig af parti, og kan i princippet også ændre sig. Mennesker er heller ikke statiske - og kan da gudskelov blive klogere.
Stærk kronik, der giver et velargumenteret forslag til løsning af det voksende problem med politikere, vi ikke kan stole på.
@Hans Houmøller: Øøhhh… Det er noget tvivlsomt om kronikkens forslag vil have den ønskede virkning (se mine foregående kommentarer) - men jeg er næsten helt sikker på, at forslaget ikke vil gøre noget reelt ved, om politikere er til at stole på eller ej.
De fleste politikere, der løber fra deres løfter, er jo ikke partihoppere, men laver “bare” kovendinger; typisk i uskøn samdrægtighed med deres partier (eller i hvert fald de respektive partiledelser).
@Frederik Schwane - 26. juli, 2022 - 17:41
"Jeg har svært ved at se, at $32 ikke kan fungere uden partier, kan du ikke forklare..."
Det er - indrømmet - en tricky sag.
Paragraffen fastslår, at der anvendes forholdstalsvalg.
Denne valgmåde giver ingen mening ved valg af enkeltkandidater, der ikke er forbundet på en eller anden måde (og det er f.eks. det, vi kalder partier).
Formålet med forholdstalsvalg er at den balance, der i et valg konstateres mellem forskellige vælgergrupper, også fremgår af mandatfordelingen i folketinget - altså en repræsentation, der er så præcis som muligt. Det opnår vi i Danmark med brug af tillægsmandaterne, som kompenserer for skævheder af mange slags, f.eks. geografiske skævheder i vælgerbefolkningen.
Et mega godt eksempel på de mærkværdigheder, der kan komme ud af et valg uden forholdstal, er de amerikanske kongresvalg, men de engelske parlamentsvalg er også illustrative.
Prøv den kommenterede gennemgang af grundloven, jeg henviste til tidligere.
Det ER kompliceret stof.
Jeg har selv dyrket det voldsomt, f.eks. i mit speciale i cand. mag. studiet (i 1970'erne...). Selv om det er længe siden kan jeg godt huske noget af det endnu :-)
PS. Forholdstalsvalgmåden afløste flertsæsvalg i enkeltmandskredse, der er den "naturlige" valgmåde for fritsvævende enkeltkandidater.
Alligevel opstpd partierne....
...opstod....
Suk. Og "flertalsvalg" - ikke "flertsæsvalg".
Mobiltastatur!!!!
@Torben Siersbæk
Du kunne eventuelt lette dine fede fingre og ved brug af et af de utallige algoritmebaserede søgeværktøjer, nettet er vært for, finde den opdaterede gældende grundlov.
@John Johansen - 27. juli, 2022 - 07:02.
Det er faktisk den gældende grundlov, der debatteres her.
Den gældende grundlov blev sidst "opdateret" ved vedtagelsen i 1953.
Men tak for din interesse - hvor den så fører debatten hen....
Og ..... tavshed :-(