Kommentar

Som psykisk lidende føler jeg mig oftere som en belastning for systemet end som patient

Man skal kæmpe for at få hjælp i det psykiatriske system. Man skal overbevise systemet om, at man har det dårligt nok og er ’værdig’ til behandling. Og samtidig vil man nødig tage plads fra en anden, der måske har mere brug for hjælp – det er helt væk
For nylig sagde en sygeplejerske til Amila Ibrisagic, at hun skulle tale sin sag, når hun ringede psykiatrien op for at få en tidligere tid. »Prøv lige at tænke over det – at man skal have dét råd, inden man henvender sig til det psykiatriske system,« skriver hun her. Billedet er fra Hvidovre Psykiatriske afdeling.

For nylig sagde en sygeplejerske til Amila Ibrisagic, at hun skulle tale sin sag, når hun ringede psykiatrien op for at få en tidligere tid. »Prøv lige at tænke over det – at man skal have dét råd, inden man henvender sig til det psykiatriske system,« skriver hun her. Billedet er fra Hvidovre Psykiatriske afdeling.

Jakob Dall/Information/Ritzau Scanpix

Debat
5. juli 2022

Vi læser om det i medierne. Stress. Angst. Depression. Psykoser. Længere ventetider hos psykologer og psykiatere. Dårligere psykisk helbred efter pandemien. For få sengepladser. Tvang. Jeg kunne blive ved.

På fem år er der sket en fordobling af ventetiden til en privatpraktiserende psykiater. Danskere med depression og angst venter i snit 47 uger på en tid hos en psykiater.

Efter coronapandemien indtraf, er danskernes mentale helbred blevet endnu mere udfordret. En undersøgelse fra HOPE-projektet fra 2021 dokumenterer, at danskerne føler sig mere ensomme, har højere niveauer af stress og er mindre tilfredse med deres liv som helhed. Derudover er der også et britisk studie, der viser, at hvis man har været ramt af virussen, er der en forhøjet risiko for psykiske eller neurologiske lidelser.

Dette vidner om, at psykiatrien er meget vigtig, specielt med pandemiens psykiske eftervirkninger.

Jeg er kommet i psykiatrien i to år. I al den tid har jeg mærket et presset, ressourcesvagt system. Et sted, hvor man ofte føler sig mere som en belastning end som en patient.

Jeg føler mig som en byrde frem for en patient

Jeg talte forleden i telefon med en sygeplejerske, hvor jeg forklarede, hvor dårligt jeg havde det. Vi nåede hurtigt til enighed om, at der var sket en ændring i min adfærd – jeg var væsentligt mere trist, bekymret, håbløs. Hun sagde til mig, at jeg skulle se, om ikke det var muligt at få en tid noget tidligere i psykiatrien. Hun tilføjede, at jeg skulle huske at tale min sag, for det kunne forekomme, at man blev overset. Prøv lige at tænke over det – at man skal have dét råd, inden man henvender sig til det psykiatriske system.

Jeg ringede grædende til psykiatrien for at forklare, hvordan jeg havde det, og at jeg altså havde brug for hjælp. Det var ikke muligt at få en tidligere tid. Den eneste mulighed, jeg havde, var at ringe til egen læge eller lægevagten og komme en tur på psykiatrisk skadestue. Jeg kunne ikke selv bedømme, hvor slemt det var, og jeg ville nødigt tage pladsen fra en anden, for hvem hjælpen potentielt var vigtigere.

Det er chokerende, at man skal tænke på den måde – man er ikke vigtig nok, man er ikke syg nok. Man må klare den selv. Heldigvis fik jeg en tid hos egen læge hurtigt og kunne her fortælle om mine problematikker. Da jeg kom ind til lægen, var det tydeligt for hende, at jeg havde det virkelig skidt. Jeg begyndte at græde, så snart jeg kom derind. Jeg sagde, at jeg havde brug for, at nogle greb mig lige nu. At jeg var uden håb og bange, og at jeg ikke forstod, hvad der var galt lige nu. Jeg spurgte også, om ikke hun kunne skrive, at det haster med en psykolog. Jo, det kunne hun godt, men der ville stadig være ventetid, og jeg skulle ikke forvente, at jeg ville få en tid hurtigt. Der var jeg tabt. Jeg spurgte, hvad jeg dog skulle gøre. Hun foreslog, at jeg måske skulle trappes op i antidepressiv medicin, fordi medicinen efterhånden har mistet sin virkning. Det var jeg ikke så meget for.

Jeg gik ud fra lægen med en følelse af at være tom, alene, fortabt og et eller andet sted dum. Dum, fordi jeg følte mig som en byrde.

Vi skal have bedre hjælp nu

I finansloven fra 2020 har regeringen sammen med de øvrige partier indgået en aftale om, at der skal afsættes 600 millioner kroner til psykiatrien fra 2020 og frem. Det er så fint. Men det ændrer ikke på det faktum, at vi har et virkelig overbelastet system. Der mangler mange flere hænder og ressourcer. Man kan glæde sig over, at politikerne prioriterer psykiatrien, men den skal prioriteres meget højere. Jeg og mange andre patienter kan mærke presset. Tænk, at man skal sidde og overbevise behandlerne om, at man har det dårligt nok, og at man er ’værdig’ til behandling – det er jo helt væk.

Det er virkelig hårdt at være ramt af psykisk sygdom. Det er sårbare mennesker, det handler om. Det giver slet ikke mening, at man skal kæmpe så hårdt for at blive set, når man er helt nede på bunden.

Jeg er bange. Bange på mine egne vegne, på andre patienters vegne og for psykiatriens fremtid. For tallene viser, at der kun er flere, der får psykiatriske diagnoser og får brug for hjælp. Derfor stiller jeg spørgsmålet: Hvor er vi egentlig på vej hen med dette system?

Psykiatrien har ikke været vigtigere, end den er i dag, men på trods af det bliver den stadig negligeret. Som psykiatrisk patient kender jeg selv til problematikkerne, men tro mig: Jeg har også hørt flere grumme historier om systemet.

Det er altså ikke for sjov. Det er menneskeliv. Vi har brug for at blive grebet, men det er det psykiatriske system desværre ikke altid rustet til. Det kan kun gå for langsomt med, at psykiatrien får flere hænder og midler til at gribe os, når det gælder. Det skal være nu.

Amila Ibrisagic er journaliststuderende

Serie

Psykiatrien under pres

Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Ja! Jeg kunne ikke være mere enig.

Rasmus Kristiansen, Thomas Tanghus og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

"Det kan kun gå for langsomt med, at psykiatrien får flere hænder og midler til at gribe os, når det gælder. Det skal være nu"
Som der også skrives, det koster menneskeliv og dårlig liv for psykiske patienter.

Så spørges der om, "Hvor er vi egentlig på vej hen med dette system?"

Mod endnu større skattelettelser, vi har sat penge før mennesker.

Rasmus Kristiansen, erik pedersen, Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Gitte Loeyche anbefalede denne kommentar
Loucia Nørgaard

Det er væsentligt at skelne mellem at være en byrde og FØLE sig som en byrde. Følelsen ligger altså på vores egen banehalvdel og ikke deres.

Når det så er sagt, så er godt klar over, at der er forskel fra sted til sted og garanteret også fra patient til patient, men jeg kan som flerårig patient i Hovedstaden slet ikke genkende de negative betragtninger om psykiatrien. Det har kørt på skinnerne, og det bliver mere og mere effektiv hver gang, jeg møder op.

Ventetid? 3 uger. Bum, og jeg var allerede i behandling. Optager en plads for en, der endnu mere syg? Ja, det nævnte jeg også selv, men det var min ret, svarede de, og jeg fik en plads, bare så jeg ikke fik det endnu være. At psykiatrien kun tilbyder symptombehandling kan jeg heller ikke genkende. Medicineringen kom først senere. Først skulle jeg arbejde med mestringsstrategier, forebyggelse i form af kriseplan, kom til psykoedukation og i en recovery gruppe; gågrupper og motion, samt en diætist. Jeg fik tilknyttet straks en socialrådgiver og fik hjælp til de problemstillinger, der ofte følger med psykisk sygdom og en somatisk læge, fordi deres erfaring viser, at mange psykisk syge overser fysiske sygdomme.

Hvis jeg på noget tidspunkt skulle føle mig utryg derhjemme, kunne jeg altid ringe, lige som jeg kunne skrive mig op til en patientstyret seng. Der var lette muligheder for kommunikation med personalet via SP, og jeg kunne benytte mig af deres App, hvor personalet havde mulighed for at overvåge min adfærd og tage fat i mig, så snart de registrerede ændringer, der kræver opsyn. Tryg. Set. Hørt. Hele forløbet igennem.

Jeg har bestemt også dårlige erfaringer med psykiatrien, som ligger 11 år tilbage som førstegangspatient. Ikke at vide, hvilke spørgsmål man skal stille, hvilke muligheder man har, men udelukkende lægge ansvaret over på de professionelle har ikke været givende for mig. Men lige siden genindlæggelsen som kendt patient har det været top professionelt, effektivt og en helhedsorienteret indsats.

Rasmus Kristiansen, Ditte Jensen, Viggo Okholm og Inge Nielsen anbefalede denne kommentar

Jamen det er da ikke anderledes på andre områder. Har du brug for hjælp fra Det Offentlige skal du slås for at opnå den og dokumentere, at du virkelig har et behov.
Og det er vel også rimeligt nok. Det skal jo ikke bare være et tag-selv-bord, hvor vi alle blot kan forlange hjælp til dette og hint efter forgodtbefindende. Nogen må jo prioritere og forsøge at fordele ressourcerne bedst muligt.
At det så langt fra lykkes lige godt altid og overalt, er desværre soleklart, og det må vi arbejde på at få rettet op på.

Jeanette Jensen

Jeg kan ikke se for mig, at forholdene i psykiatrien forbedres nævneværdigt før der sker en erkendelse af, at der må prioriteres langt mere end det er tilfældet i dag.
Der findes simpelthen ikke hænder(psykiatere, sygeplejersker m.fl.) der indenfor en 5-10 årig periode kan afhjælpe problemerne på bemandingssiden.
Derfor må der i årene fremover pinedød prioriteres og skelnes mellem patienter med svær psykisk sygdom og patienter med psykiske symptomer/svære livsvilkår. Ikke at den sidste gruppe ikke skal have hjælp, men det skal efter min mening ikke ske i psykiatrien, men andre steder.
Der er nemlig også sket det, at mennesker med f.eks. angst og depression(og her tænker jeg på de "lettere" tilstande af disse) igennem en del år - uden egen skyld - har skubbet de svært psykisk syge mere ud, da behandlerpsykiatrien bevidst eller ubevidst har prioriteret den første gruppe, da de er "nemmere" at gøre raske igen og på kortere tid, og dermed bedre mulighed for at opnå succes for psykiatrien.

Hvis de svært psykisk syge rent faktisk skal hjælpes i almenpsykiatrien, hvor de største problemer findes (inden nogle evt. først - som det ofte er idag - får rette hjælp i retspsykiatrien,)kan mange af de nuværende patienter i psykiatrien ikke fortsætte der, men må overgå til egen læge, psykolog, gruppetilbud, frivillige org. etc.

Det er bare så enkelt at: Der findes fine sygdomme --- Der findes lorte sygdomme

Det er det der skal adresseres