Kronik

Sæddonation er stadig følsomt. Det viste min mors reaktion, da jeg ville skrive denne kronik

Da jeg fortalte min mor, at jeg skulle skrive en kronik om at være donorbarn, fik hendes reaktion mig til at føle mig forældreløs. Jeg håber, dette brev om vores skænderi kan være med til at vise, hvor sensitivt og tabuiseret et emne det stadig er
Emma Jensen, hvis faktiske identitet er redaktionen bekendt, har lyttet til sin mor og forstår nu bedre, hvad hun har været igennem for at kunne få Emma som donorbarn.

Emma Jensen, hvis faktiske identitet er redaktionen bekendt, har lyttet til sin mor og forstår nu bedre, hvad hun har været igennem for at kunne få Emma som donorbarn.

Magnus Hove Johansson

Debat
23. juli 2022

Kære mor

Jeg er chokeret og såret over den modstand, du udviste, da jeg fortalte dig, at jeg havde fået muligheden for at skrive en kronik i Information.

Kronikken skulle indeholde mine refleksioner over at være donorbarn. Jeg havde ærligt talt troet, at du ville revne af stolthed og sige noget i retning af »ihh, hvor er jeg stolt! Tænk, at min kloge datter vil skrive om så vigtigt et emne«. At vi i stedet endte i et to en halv times grådfyldt skænderi, havde jeg ikke set komme.

Din indledende modvilje forstår jeg stadig ikke helt. Du sagde, at kronikserien var en god idé, fordi den er med til at afstigmatisere alternative familiekonstellationer som vores og skabe fokus på følelser og tanker forbundet med det at være donorbarn. Men samtidig virkede du totalt uforstående over for mit behov for at skrive kronikken ikkeanonymt.

Du sagde, at jeg ville såre dig bevidst, hvis jeg valgte at stå frem med navn og ansigt, fordi det kunne føres tilbage til dig. Og ja, vores efternavn er lidt usædvanligt, men at du ligefrem ville føle dig kompromitteret, virker for mig som en ret voldsom reaktion. »Kompromitteret.« Hvorfor fanden brugte du også lige dét ord? At blive kompromitteret betyder jo, at der sker en ubehagelig, pinlig afsløring af noget, som man skammer sig over, eller som ikke skulle have været ’lækket’.

Jeg ved jo inderst inde godt, at du ikke skammer dig over mig. Så at du bruger et ord som kompromitteret, opfatter jeg som, at du føler skam over måden, du fik et barn på. Altså alene og med en sæddonor. At afvigelsen fra kernefamilien skulle have været svær at håndtere, er bare noget, du aldrig nogensinde før har givet udtryk for. Tværtimod.

Lærte mig, man godt må skille sig ud

Du fortalte mig, at jeg var donorbarn i 2001, da jeg var omtrent fire år gammel. Som fireårig tænker man jo ikke så meget over sin familiekonstellation – ens tanker handler mere om sandkasselege, og hvor det bedste gemmested i børnehaven er. Men du fortalte mig det, før jeg selv begyndte at stille spørgsmål om, hvem min far var, og hvorfor vi ikke boede sammen med ham. Når alle mine legekammerater gentagne gange spurgte, hvem der stod for at reparere min cykel og sætte hylder op, svarede jeg uden at blinke: »Det gør min mor, hvem ellers?«

Hver gang der var DR2 temalørdag om sæddonation, enlige mødre eller folk, der på anden måde brød med normen, sad vi to klistret til skærmen – sammen. Du har lært mig, at man godt må skille sig ud, og at man ikke skal skamme sig over at være lidt anderledes, men tværtimod skal fejre det med fest og farver. Det er netop din opdragelsesform og væremåde, der gør det så svært for mig at forstå det anonymitetsønske, du havde.

Jeg syntes også, at du var uretfærdig og egocentrisk, fordi kronikken jo ikke skulle handle om dig, men derimod om den surrealistiske oplevelse, det var for mig at tage en dna-test, finde en halvbror, møde min halvbror og komme et skridt tættere på at finde min donor.

Men den historie må jeg skrive en anden gang, for da jeg nævnte artiklen for dig, fik jeg smidt en masse ord i hovedet fra en person, som jeg slet ikke kunne genkende som min mor. Du virkede bare uforstående og bange. Og det illustrerer måske noget, som det er endnu vigtigere at skrive om.

Jeg kan stadigvæk ikke helt forstå din reaktion, mor. Men jeg forstår, at jeg har ramt et ømt punkt hos dig – et punkt, jeg ikke vidste, fandtes. I min logik har du jo selv valgt at få et donorbarn, så hvorfor ville det være så slemt, hvis jeg skrev om det?

Vidste ikke, hvad du har været igennem

For mig er det at være donorbarn også en del af min identitet. Det er i hvert fald et grundvilkår for min eksistens. Derfor har jeg aldrig lagt skjul på det over for venner og bekendte. Det troede jeg heller ikke, du havde. Men efter vores diskussion forstår jeg, at ikke alle omkring dig har vidst, at jeg var donorbarn, og at det kun var med dine tætteste, at du delte det.

Da du fortalte mig om mine bedsteforældres reaktion på dit valg om at få et donorbarn, blev jeg målløs. At mine bedsteforældre i 15 år havde klaget over manglen på børnebørn til alle familiesammenkomster og gentagne gange rådede dig til at finde en mand, så du kunne få nogle børn.

Men at de selv samme bedsteforældre senere udskammede dig og fortalte dig, at din beslutning om at blive mor ved sæddonation var helt forkert, og at du kastede skam over familien – efter 15 års plagen om børnebørn – er slet ikke til at forstå. Det er jo helt vanvittigt; især når de aldrig nogensinde tryglede min onkel om børnebørn.

At du også måtte gennem lignende oplevelser på dit arbejde og endda måtte sige dit job op, fordi dine kolleger bagtalte dig for at få et donorbarn – det kan jeg heller ikke fatte. Men sådan var din virkelighed dengang, og jeg kan ikke andet end håbe, at samfundets syn på tingene har ændret sig siden da.

Jeg forstår også nu, at du valgte at være der for dit barn fuldt ud på det nære og personlige plan, men at kampen for accepten af din beslutning ikke var én, du havde eller har lyst til at tage i det offentlige rum. Og så var det svært, at din datter pludselig ville til det.

Belyser fortidens snæversynethed

Du har været nogle hårde ting igennem – bare fordi du ønskede at blive mor. Dine oplevelser er for mig ikke en undskyldning, men de giver mig en forklaring på din reaktion. Det må virkelig være følsomt og sensitivt for dig. For ja, vi har da skændtes førhen, men aldrig af den her kaliber.

Ensomheden og smerten forbundet med vores konflikt gjorde, at det tog mig et par dage, før jeg kunne samle mine tanker og sætte ord på mine følelser. Jeg følte pludselig en meget stor kløft imellem os. Og da jeg var i vreden og sorgen, føltes det, som om din reaktion var så stort et svigt, at jeg kortvarigt fik en følelse af ikke bare at være donorbarn, men at være forældreløs. Det virker måske som en voldsom følelse, men det var sådan, jeg havde det.

Jeg er godt klar over, at min reaktion på vores skænderi heller ikke var okay. Jeg ville i begyndelsen ikke høre på din forklaring om din fortid, og jeg ignorerede dine mange undskyldende forsøg på forsoning. Undskyld mor, det er jeg ked af. Nu, hvor jeg har lyttet til dig, står det klarere for mig, hvor meget du har været igennem for at kunne få mig. Det vidste jeg simpelthen ikke.

Så kære mor, jeg har skrevet det her brev til dig med intentionen om at udgive det i Information. Vores skænderi belyser fortidens snæversynethed og understreger, at donorbørn var og måske stadig er et sensitivt og tabuiseret emne.

Vi har heldigvis snakket det hele igennem, og vores diskussion om anonymitet behøver vi ikke at gennemleve igen. Jeg skammer mig ikke over at være donorbarn, så at udgive en artikel i mit eget navn om refleksionerne over fundet af en halvbror ville ikke have rørt mig. Men at skrive om den her konflikt er i den grad følsomt og personligt, så nu vil jeg efterleve dit ønske.

Kære mor, det har været en hård tid, men jeg er glad for, at vi fik talt ud.

Jeg elsker dig!

Kys og kram fra din datter.

 

Emma Jensen er ikke skribentens rigtige navn. Hendes faktiske identitet er redaktionen bekendt.

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Wilhelmsen

Hej,
Selv om det ikke er pænt at læse andres breve, nød jeg at læse dette :-)
For jeg blev oplyst og klogere på de mange lag, der er i dette følsomme emne.
Et skænderi er ikke altid en dårlig ting, enden på det kan have beriget begge parter, hvilket heldigvis er tilfældet her. Så mange tak for at have delt det med os læsere, og god vind fremover til jer begge, samt til Emmas evt. kommende børn, som vil få en meget forstående og omsorgsfuld mor.

Rikke Petersen

Tak for godt og følsomt indlæg.

Enlige kvinder risikerer udskamning og stigmatisering med eller uden børn, så ingen tvivl om, at du har en sej mor. Hatten af for hende.

ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

En glimrende kronik, “men elefanten i rummet” bliver ikke nævnt.
Moderens skam over ikke at kunne skabe emotionel relation til et andet menneske forbliver usagt, en relation der under vanlige forhold ender ud i en eller flere “kærligheds frugter”
Problemstillingen er tiltagende. Kærlighedsforhold til et andet menneske erstattes med en relation til hund eller kat, og oplevelser kommer fra en 2 dimensional (telefon)skærm, istedet for livets tredimensionale virkelighed.
Vi bliver materielt rigere, emotionelt og åndeligt fattigere.

Finn Juliussen, Ninna Maria Slott Andersen, Carsten Bjerre og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Ninna Maria Slott Andersen

@ Torben Bjerrehuus
Tak Torben, spot on.

Ninna Maria Slott Andersen

@ Rikke Petersen

-Og hvad med mændene ?
Er enlige mænd, med eller uden børn, ikke også ofre for udskamning i forskellige afskygninger...

Jeg er så træt af den her automatreaktion af kvindelig offermentalitet.
Vi er sgu alle ofre !!

Skammen i 'Emma Jensens' skriv handler om noget specifikt, jeg syntes, det er mega ærgerligt, at du generaliserer sådan.
Det bliver så trættende, man holder op med, at høre efter, stopper med, at prøve at forstå perspektivet.
'Det er synd for mig, jeg er kvinde'.

Vi taler så meget om mentaliseringsevnen hos børn - hvad om vi voksne øver os lidt...?
-Jeg kan godt sætte mig ind - have empati med - relatere til en mand, der føler skam over noget 'mandligt', uden at jeg kan genkende oplevelsen en-til-en, fordi, jeg nu engang er kvinde.
Vi er mennesker alle sammen.

Rikke Petersen

Nej, Ninna. Jeg oplever ikke, at mænd udskammes. Tværtimod, de inviteres ind i mange fællesskaber gerne af kvinder uagtet, at mændene er alene. Hvilket kun er godt. Man kunne ønske sig det samme for kvinder, men alene kvinder, bliver ofte set som konkurrenter af andre kvinder, hvilket er helt forkert.

Ninna Maria Slott Andersen

@ Rikke Petersen

Ok.
Jeg er i hvert fald helt klart enig med dig i din sidste pointe...at 'kvinde er kvinde værste'...desværre.
Her syntes jeg jo, det kunne være super interessant, at kalde en skovl for en skovl, og i stedet for, at generalisere om udskamning af kvinde, så gribe i egen Barm, og problematisere kvinders kællingetendenser og manglende søstersolidaritet.
-Det har ikke noget med mændene at gøre. -Udover at de jo så kan være objektet for kvindernes indbyrdes hakkeorden.

Udover det. Så ser jeg da massere af mere eller mindre udtalte kvindefællesskaber og kvindesammenhænge, hvor mænd oplagt ikke tænkes ind, og hvor de, mændene, ville have der stramt med den form for samvær. Sådan helt generelt set.

Det er den der kliché med, at når man peger en finger mod andre, så er der stadig tre, der peger tilbage mod en selv.