Kronik

Jeg har spekuleret meget over, hvordan moren og jeget kan forenes uden at undertrykke hinanden

Jeg fravalgte et arbejde for at være hjemmegående med mine børn, selv om det har haft omkostninger for min forfængelighed. Men det gav mig tid til både at fordybe mig i moderskabet og udfolde mig kreativt
»Vi lever endnu ikke i et samfund, der ophøjer forældreskabet, der tager opfostringen af børn uhyre alvorligt,« skriver Vibeke Fogh denne kronik.

»Vi lever endnu ikke i et samfund, der ophøjer forældreskabet, der tager opfostringen af børn uhyre alvorligt,« skriver Vibeke Fogh denne kronik.

Magnus Hove Johansson

Debat
19. juli 2022

At mine livsbrikker blev lagt sådan sammen, at jeg fik lov til at fordybe mig i børnene og baljen med sæbe og vand, fylder mig med taknemmelighed. Også med det faktum, at jeg ikke har stået alene med det huslige og opdragelsen, og med det for øje, at min mand har værdsat min husmorrolle og haft dyb respekt for de kreative processer, jeg har været gået ind og ud af.

Hvordan ville mit liv, min families liv have udfoldet sig, hvis jeg både skulle have varetaget min rolle som mor og som ansat på en arbejdsplads otte timer om dagen – altså et arbejde, der ikke ville give mig glæde?

Jeg ser for mig, hvordan jeg ville ende som kompensationsmor. Jeg ville ikke anvende mine dyrebare resttimer på børnenes far. Ham ville jeg betragte som et færdigbagt menneske, som derfor ikke behøvede min omsorg.

Min opdragelse ville formentlig se anderledes ud – mine børn ville ikke have huslige pligter. Min tid med dem skulle være så gnidningsfri, at jeg derved ville nedbryde og opgive egne værdier og grænser. De ville bruge flere timer foran skærmen, fordi jeg ikke kunne overskue konflikterne, fordi skærmtid ville give mig den nødvendige ro.

Jeg ville ikke have tid til at fordybe mig i samfundet, kloden – ikke bruge kræfter på at sætte mig ind i plantebaseret kost, bruge tid på at finde genbrug. Og når vi endelig havde ferie, skulle det kunne mærkes – flybilletter, all-inclusive, afslapning, afslapning. Jeg ville lægge et uoverskueligt CO₂-aftryk på vores klode, som jeg ikke ville have overskud til at nære bekymring for.

Taknemmeligheden over, at min mand og jeg tjente penge, så vi havde råd til skolegang, god mad, og tag over hovedet, ville ikke kunne mærkes.

Hvis jeg lagde mange arbejdstimer derude, ville jeg formentlig blive offer for et millimeterdemokratisk parforholdsregime. Jeg ville kræve, at min mand lagde lige så meget arbejde i hus, forældreintra, skolemøder, legeaftaler, fritidsaktiviteter, frivilligt arbejde på skolen som jeg – fordi vores arbejdsfordeling i samfundet var ens. Fordi vi var lige.

Og hver aften efter en mislykket putning ville jeg kravle hen til sofaen, ligge dér som en klud foran skærmen – flygte ind i en anden virkelighed.

Og måske ville jeg ende med stress, depression. Måske ville mine børn mistrives. Muligvis ville min mand og jeg ende som to ulykkelige, stridende parter, som skulle bruge en formue på parterapi i et forsøg på at samle resterne af et forlist parforhold. Vi var blevet udbrændte, havde projiceret den manglende livsglæde over på hinandens fejl og mangler.

Lad mig fastslå, at det er sådan, jeg forestiller min ’hvad nu hvis’-biografi. Jeg ser tilfælde, hvor det lykkes, hvor begge parter trives med deres arbejde, hvor arbejdet er med til at skabe trivsel og udfoldelse.

At lytte til morimpulsen

Da jeg blev mor, mærkede jeg en voldsom morimpuls. Jeg var egenrådig og ønskede ikke at dele barsel med barnets far. Og min mand syntes, at vores arbejdsfordeling – han ude, jeg hjemme – passede ham og familien godt. Jeg ønskede inderligt at indtage en gammel kønsrolle.

Impulsen mod at gå dybere ind i morgrotten ønskede jeg ikke at overhøre eller sygeliggøre. Den var stærk og omsorgsfuld både over for mit lille barn, men mest over for min personlige glæde, mit behov for ro til at opbygge nye kundskaber, mit ønske om at fordybe mig i min nyerhvervede urrolle.

Da mit ældste barn voksede sig større, og vi fik barn nummer to, mærkede jeg også en anden, stærk drivkraft – at forvalte mit jeg. Jeg spekulerede i, hvordan disse to stemmer, morens og jegets, kunne forenes uden at undertrykke hinanden. Jeg kunne hurtigt se, at en arbejdsplads ikke kunne opfylde mit ønske om kreativ og eksistentiel udfoldelse.

Lige nu lever Vibeke Fogh og hendes familie af én indkomst.

Lige nu lever Vibeke Fogh og hendes familie af én indkomst.

Magnus Hove Johansson

Jeg havde været vidne til, hvordan børn kunne blive en undertrykkende faktor i forældres liv, hvordan en mor nemt kunne ende med at udrydde sig selv. Hjemmegående mødre blev også skilt fra deres mænd. Hjemmegående mødre var også utilfredse med tingenes tilstand. Børnene var blevet alt.

Forleden så jeg en dokumentar, der handlede om en blækspruttehun. I slutningen af dokumentaren parrer blækspruttehunnen sig med en han og gemmer sig derefter i sin hule. Derinde passer hun på sine hundredtusinder af uudklækkede æg uden at indtage føde.

Da æggene er færdigudklækkede, er blækspruttehunnen så afkræftet og syg, at hun snart skal dø. Langsomt svømmer hun ud af sin hule for derefter at blive ædt af havets dyr. Og imens svømmer de små blæksprutteunger rundt i havskoven med en fremtid i udsigt.

Jeg opdagede, hvordan jeg instinktivt ophøjede hendes selvopofrelse. Selv kæmper jeg med urfortællingen om moren, der ofrer sin glæde for børnenes skyld. Et altruistisk, åndeligt selvmord i moderskabets navn.

Min længsel og jegudfoldelse kom til dels til udtryk gennem collager, ved at skrive, læse bøger, optræde med mine sange til én enkel mikrokoncert på den lokale café. Kreativitet har mange ansigter og udtryk. Den kræver tid, ro, at man agter den. Og frugten er glæde.

Mening og glæde koster

Det er alt andet lige hårdt, krævende og gådefuldt at opfostre børn. Den opgave giver mening og glæde, hvis der er tid og ro til det.

At blive forælder er at få vendt sin eksistens på hovedet – at opdage verden på ny, at blive tvunget tilbage til sin gamle rede. Man føres mod slægterne, ned i sandkassen, ind i langsomheden, madkassen, putningen, ind i virkeligheden, der kan give skrammer.

Men hvilken indsigtsfuld mening at få lov at lande i virkeligheden, komme tættere på sandheden, når man netop har tid til at slikke sine sår, rejse sig igen, forstå sig selv og vedblive med at gå på opdagelse. Livet skal vel leves for at tjene tilværelsens trivialiteter og eksistensens dybeste mening – at modtage, at opdage, at skabe, at give videre, at elske.

Vi lever endnu ikke i et samfund, der ophøjer forældreskabet, der tager opfostringen af børn uhyre alvorligt. Vi bor endnu ikke i et samfund, der værdsætter ro og fordybelse til det enkelte menneske og til barnet.

Vi kender de foruroligende tal på stress og depression. Vi ved, at utrolig mange børn og unge kæmper med mistrivsel. Vi erfarer, at den manglende glæde og mening koster samfundet mange penge.

Samtidig vil jeg sige, at vi lever i et af verdens mest rige, lige og frie samfund. Det er en gave at bo i dette land. Vi har derfor mulighed for at tage et ansvar for at opfylde vores længsel efter mening og glæde. Og det har en pris.

For mit eget vedkommende har det primært haft en omkostning for min forfængelighed at prioritere hjemmet – det ikke at kunne fremvise en jegsucces, ikke at være en samfundsressource i andres øjne, ikke at bidrage med håndgribelig kapital. Den sekundære pris var at bo småt og billigt, købe genbrug, leve på én fuldtidsindkomst. Det var prisen værd.

Min mand og jeg var begge studerende, da vi fik vores første barn. I dag tjener min mand betydeligt flere penge som selvstændig psykolog. For to år siden flyttede vi fra vores toværelseslejlighed ind i et større rækkehus, og jeg har det seneste år modtaget et økonomisk tilskud på cirka syv tusind kroner om måneden fra Helsingør Kommune under ordningen ’pasning af eget barn’.

Jeg har netop afleveret vores tredje barn, Thora, i sin nye vuggestue. Nu er min plan at tjene lidt penge som handicaphjælper, være mor for Harald på ni, Ragna på seks og Thora på snart to, ordne vores hjem, nyde min mand, forvalte min kreativitet og passe på mig selv.

Vibeke Fogh er aktuel med en ’digital morudstilling’ på Instagram (vibeke.fogh) og Facebook.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

+Spændende beskrivelse af et valg og med erkendelsen af det ansvar der følger.
Men vi skal så huske at ikke alle kan gøre som Vibeke her, da en eneforsørger i dag skal have en vis indtægt trods alt og systemet tager sin pris for boliger m.v.
Og ja jeg fik børn i en studietid og lidt senere også begge studerende. Men jeg havde også en studiekammerat hvor hans kone senere valgte denne rolle og hele problematikken om at dyrke selv og holde fast i bæredygtigheden.

Torben Bjerrehuus

Langt fra SoMe,
Langt fra diverse dumme dameblade.
Kloge ord fra en stærk kvinde, tak

Jeppe Lyngsø Bundgaard og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Nå!