Kommentar

De største kapitalfonde er pengeparasitter, der hverken bidrager til innovation eller konkurrence

Gigantiske formueforvaltere ejer mere og mere af velstanden, og de bidrager hverken med entreprenørskab eller innovation. Dermed forsvinder hovedargumentet for kapitalismens snævre ejerskab
De største investeringsfonde, som amerikanske BlackRock, er ikke, som argumentationen for kapitalismen lyder, med til at sikre konkurrence, innovation og entreprenørskab, mener Pelle Dragsted.

De største investeringsfonde, som amerikanske BlackRock, er ikke, som argumentationen for kapitalismen lyder, med til at sikre konkurrence, innovation og entreprenørskab, mener Pelle Dragsted.

Erik Mcgregor/SIPA/Ritzau Scanpix

Debat
28. juli 2022

Titusindvis af aktionærer spiller hver eneste dag en hovedrolle i det kapitalistiske økonomiske system. Ved at investere i de mest innovative selskaber og modsat trække deres investeringer ud, hvis et selskab ikke leverer, disciplinerer de selskaberne til at yde deres absolut bedste og sikrer, at de ineffektive selskaber lukker og giver plads til nye. Dette er nogenlunde den historie, som forsvarere af kapitalismen ynder at fortælle os, om hvorfor den er andre økonomiske systemer overlegen, og hvorfor det er helt rimeligt, at aktionærerne belønnes så rundhåndet for deres indsats.

Problemet er bare, at dette billede har meget lidt med den aktuelle kapitalisme at gøre. Gennem de seneste årtier har ejerskabsstrukturerne nemlig undergået en markant forandring. Småaktionærerne er i stigende grad erstattet af en ny aktør: formueforvalterne, eller asset managers, der administrerer enorme formuer for eksempelvis velhavende individer og pensionskasser. Og det ændrer grundlæggende ved kapitalismens logikker.

Professor i politisk økonomi Benjamin Braun har i en årrække analyseret denne nye asset management capitalism eller formueforvalterkapitalisme, og hvordan den må ændre vores opfattelse af systemet. Lad os starte med omfanget. De tre største formueforvaltere, BlackRock, Vanguard Group og State Street Corp., ejede i 2021 ifølge finansmediet Bloomberg hele 22 procent af de 500 største amerikanske selskaber. I Storbritannien ejer Blackrock og Vanguard ti procent af aktierne i de 350 største selskaber. Omfanget i Danmark er ikke undersøgt, men Blackrock er blandt de største aktionærer i Nordea, Danske Bank, Novo, DSV og Pandora.

Den dominerende position giver selvfølgelig en enorm magt. Småaktionærer kan ikke stille meget op, når giganternes repræsentanter møder op på selskabernes generalforsamlinger.

Formueforvalterne øver også en voksende politisk indflydelse. To Bloombergjournalister er gået så vidt som til at beskrive Blackrock som den fjerde statsmagt.

Modvirker konkurrence

Der er ikke i sig selv noget nyt i, at selskaber kan have én dominerende investor, der ovenikøbet er tæt sammenvævet med den politiske magt. Det, der er særligt ved formueforvalterkapitalismen, er, at den enkelte kapitalist ikke bare er dominerende i én virksomhed, eller i en gruppe af virksomheder, men i alle virksomheder på tværs af alle brancher.

Formueforvalternes investeringer er oftest placeret gennem såkaldte indexfonde, der ganske enkelt investerer i alle aktier på tværs af markedet ud fra objektive kriterier. I stedet for, som under den traditionelle kapitalisme, at investere i ét flyselskab, én bank eller ét medicinalselskab, er de hovedaktionær i alle flyselskaber, banker og medicinalselskaber.

Denne ejerskabsstruktur ændrer imidlertid grundlæggende ved hele systemets logik. For med de blinde investeringer gennem indexfondene forsvinder investorens mere aktive entreprenante rolle i at vurdere selskabernes performance. Og endnu mere vidtgående: Med ejerskab i alle virksomheder forsvinder motivationen til at arbejde for, at den ene virksomhed udkonkurrerer den anden, da det ville give tab i det pågældende selskab.

Faktisk har Benjamin Braun og andre økonomer peget på, at formueforvalterne slet ikke ønsker en for hård konkurrence, da det kan bringe profitraten ned på tværs af branchen eller økonomien som helhed til skade for deres afkast.

Fælleseje af den passive kapital

Hvis investorerne under formueforvalterkapitalismen ikke, som liberalisternes fortælling lyder, bidrager til at sikre konkurrence, innovation og entreprenørskab, men alene fungerer som en slags parasitær maskine til at udvinde renter af samfundets samlede velstand og kanalisere dem til de mest velhavende, må det nødvendigvis rejse spørgsmålet: Hvad er flertallets interesse så i det snævre ejerskab?

Hvis økonomien kan være effektiv, selv om investeringerne varetages af store passive fonde, der investerer på tværs af alle selskaber, hvorfor skal afkastet så koncentreres hos så få? Hvorfor ikke eje de fonde i fællesskab og sikre, at deres afkast fordeles bredt i befolkningen?

Disse spørgsmål har fået socialistiske tænketanke i USA og Storbritannien til at foreslå at oprette demokratisk forvaltede sociale velstandsfonde, der med tiden kan erstatte de private formueforvalteres rolle på de finansielle markeder. De peger på erfaringerne fra den norske stats oliefond og Alaskas Permanent Fund, som netop er demokratiske formueforvaltere på vegne af deres befolkninger, hvor afkastet anvendes til enten at finansiere velfærd eller til at udbetale en borgerdividende til alle borgere.

Blackrock definerer selv på deres hjemmeside deres arbejde som forvaltning af »fælles ejerskab« og som en »demokratisering af adgangen til investeringer«. Måske skulle vi tage dem på ordet.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Jacobsen

Når spekulanter som BlackRock og Vanguard med trillioner i portefølje kaster sig over råvarerne, stiger aktierne indtil boblen brister, og så styrtdykker priserne på råvarer igen, som bruges til fremstilling af fødevarer. Men da alle andre, som kan udskrive en regning, også ønsker at deltage i festen, som hajer der lugter blod, de kan heller ikke styre sig, så går der måneder, måske år før priserne igen er på det normale.

Vi betaler altid prisen for de riges hypergriskhed. De ekstremt ødelæggende prisstigninger på fødevarer, som herhjemme især rammer dem som ikke har opsparinger eller formuer, og som naturligvis i fattige lande er alt ødelæggende, skyldes at spekulanterne i en hypergrådighed har kastet sig over råvarerne, hvilket i sidste ende rammer alle forbrugere ude i supermarkederne.

Fællesnævneren er at det er de største firmaer som smadrer verden. Der er nu over et hundrede millioner flygtninge i verden, pga. de krige de dyrker op. I stedet for at fjerne fattigdommen, rager de mere og mere til sig, og resultatet er at millioner mennesker sulter ihjel. Verdens rigeste firma i øjeblikket er et Saudi Arabisk oliefirma. Saudi Arabien står bag en af de værste humanitære kriser i nyere tid, i Yemen. Krigen i Ukraine har pumpet oliepriserne op til det groteske. Der er fundet olie i Øst- og Sydukraine, der hvor Rusland har invaderet. Putin er tæt forbundet med de største firmaer i Rusland og mangemilliardær lige som alle andre despoter. Oliefamilien Bush startede krigen i det olierige land Irak, og USA pumpede tusinde milliarder kroner ud til private "sikkerhedsfirmaer", som oftest slugte de fleste penge til sig selv.

Storsvindlerne befinder sig i toppen af fødekæden. Der kommer flere og flere "regeringer", oven over de demokratisk valgte. Gigantiske firmaer og skyggebanker bestemmer hvilken retning verden skal gå i, hvilke regler og love som vi skal underlægges, hvilke boligforhold vi må acceptere. Magten flyttes væk fra de folkevalgte, ja erhvervslivets folk sidder sågar i råd og udvalg i ministerierne i DK, og skriver de love som skal gælde for dem selv.

De tyske milliardærer bestemte efter finanskrisen at hele EU skulle underlægges austerity, dvs. der skulle skabes større ulighed, ved at fjerne pengene fra bunden af samfundene, og give dem til de rigeste. Tyskland har nu det største antal milliardærer i unionen. De fik politikerne til at hævde at der ikke var nogle penge til velfærd og at alle sociale institutioner måtte skære ned.

Følg pengesporet, hvem er det som har gavn af det som foregår. Økonomerne virker til at skifte mellem forskellige ideologier eller snarere fortællinger der passer bedst til formålet; at pumpe så mange penge ud til erhvervslivet som muligt, og efterfølgende at fjerne de samme beløb fra over halvdelen af borgerne i bunden af samfundet. Alle kriser overvindes ved at der pumpes penge ud til de rige, erhvervslivet, bankerne og økonomerne, og derefter kommer der sociale nedskæringer. Resultatet er flere rige og flere fattige.

Politikerne køber nye boliger, investerer i aktier, sommerhuse, landsteder og by-lejligheder såvel herhjemme som ude i verden. Selvfølgeligt vil politikerne hellere være solidariske med Blackrock, Goldman Sachs, Danske Bank og overklassen. Solidariteten er med erhvervslivet, for senere at få lukrative jobs der. De fleste medlemmer af Folketinget deltager frivilligt i socialdestruktionen som en samlet blokke imod flertallet af borgerne, for at flytte pengene op til toppen og til sig selv. Privilegier opnås gennem korruption. Råddenskaben sidder dybt i magtsystemet, i den bærende konstruktion. Den breder sig, medmindre man fundamentalt tager hånd om problemet.

I dag kan man ved fødslen nærmest forudsige fra oplysninger om forældrene, hvordan barnets liv bliver i forhold til sygdom og levealder og uddannelsesniveau. Hvis man vil give alle børn mere lige muligheder for et godt liv, så skal man gøre op med uligheden i sundhed helt fra barnsben. Uligheden i sundhed starter hos babyen. Hvordan påvirker det over halvdelen af befolkningen herhjemme, at investeringerne i samfundet, over flere generationer, går til de 40 %, middelklassen og overklassen som i forvejen har formuer? Hvilket stærkere samfund ville vi få hvis alle investeringer i stedet for gik til de 60 %, altså arbejderklassen og underklassen?

Politikerne lovgiver bare om det, som de rige siger de skal. Milliarder pumpes ud til erhvervslivet, men når det kom til at fjerne bare lidt af fattigdommen, var der kun råd til en halv mia., og til efterårets finanslovsforhandlinger er der nul kroner til det sociale. Fordi de rige ønsker det således. Retningen som samfundene går, og indretningen generelt, bestemmes af de få i toppen af magteliten.

Under corona pumpede staterne 96.000 mia. kr. ud til bankerne, milliardærerne og virksomhederne, var det noget som borgerne bestemte? Nej vel. Demokrati er en pseudomagt, en latterliggørelse af vælgerne. I stedet for at fjerne den fattigdom som kapitalismen skaber, får vi efter næste valg flere sociale nedskæringer, eller som Venstres Ellemann siger, masser af reformer, samt efterfølgende skattelettelser til de rige, som De Konservative ønsker. Fordi de rige ønsker det således. De borgerlige medier har skabt vejen.

Socialdestruktivismen er nu indbygget i landet, som den er i neoliberalismen. Halvdelen af kommunerne svindler de socialt udsatte og de handicappede. Handicappolitikken ødelægger livet. Styringen af kommunerne er stadigvæk topstyret fra Folketinget ved Budgetloven, neoliberal. Bunden af samfundet må ikke få en eneste øre mere.

Kommunerne er fanget i sparepolitik overfor de fattige, mens kommunalpolitikkerne omvendt kan forny det materielle billede i bybilledet med dyre arkitektbygninger, for at tiltrække de ressourcestærke familier - de gennemfører samtidigt en socialpolitik der smider de fattige ud af kommunerne. Naturligvis understøttes erhvervslivet med milliarder også her, dyre erhvervsfremmende tiltag, på landsplan 42 mia. kr. om året. Privatiseringer skaber flere virksomheder og nedskæringer og derfor færre offentlige medarbejdere, de tilbageværende må så til gengæld løbe hurtigere.

Kim Andersen, Steen K Petersen, Thomas Tanghus, Fam. Tejsner, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, johnny volke, Marianne Stockmarr, Flemming Sørensen, Susanne Borsos, Rasmus Kristiansen, svend christian tychsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

En kapitalfond som BlackRock er kronjuvelen oven på det "moderne" Danmark, som særligt Venstre er stor fortaler for. Det "moderne" Danmark, hvor det private skal erstatte det offentlige for at skabe "frihed" til at støvsuge penge fra den bunden og sende dem op til toppen, som så sorgløst kan nyde livet for andre folks penge.

Venstres "moderne" friheds Danmark er ikke andet end en penge støvsuger, som giver frihed til at tage fra de mange og give dem til de få, som i forvejen har for meget.

Steen K Petersen, Jan August, erik jensen, Eva Schwanenflügel, Hans Jørgen G. Ravn, johnny volke, Lillian Larsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Pjat, med den kapitalisme. Den er latterlig. Naturen fatter ikke en meter af den.

Torben K L Jensen

Pelle Dragsted er en helt med indsigt for mere glasklart kan det ikke siges.

Jan August, Fam. Tejsner og erik jensen anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

Pelle foreslår - velbegrundet - "demokratisk forvaltede sociale velstandsfonde" og nævner som eksempel den norske stats oliefond.
Hvad kunne man tænke sig, at den danske stat kunne oprette?
Hvilke andre muligheder er der?

Christian Mortensen

Man kan jo godt forstå hvad de gør et eller andet sted. Og de levere bare et godt regnskab hver gang.