Vi mangler snart pædagoger, sygeplejersker og lærere. En kortlægning af Højskolernes elever viser, at social- og sundhedsuddannelser ligger på førstepladsen og læreruddannelsen på en flot fjerdeplads, når de skal søge uddannelse, efter de har været på højskole. Måske ligger der her et par vigtige pointer til arbejdet med at stimulere flere unge til at vælge professionsuddannelserne?
Tillad mig at bibringe debatten tre pointer:
1. Det skræmmende uddannelsesvalg
Mange unge er usikre på deres valg af uddannelse. Tidligt cementerer vi, at karaktergennemsnittet kan ødelægge deres fremtidsmuligheder. Vi taler om at vælge den rigtige uddannelse – og gerne første gang. Valget bliver næsten umuligt at træffe. Vi fortæller dem ikke, at karrierer ofte bliver anderledes end det, vi forestillede os eller uddannede os til – men det gør vi på højskolerne.
2. Unge reduceres til hænder
’Der er ikke nok lærlinge på hylderne’, ’Vi kommer til at mangle hænder,’ siger vi, og vi taler om ’uddannelsessystemets leverancer’. Vores sprog reducerer mennesker, der har omsorg som faglighed, til instrumenter. Og det virker ikke. Unge har loyalt, flittigt og pligtopfyldende fulgt samfundets fordringer til dem, men de vil ikke lægge deres arbejdsliv hvor som helst.
Kommunikationen til unge skal handle om det, de er optaget af. Hvordan kan det fag, de lægger deres liv ind i, bidrage til løsningen af de mange komplekse udfordringer, samfundet har: klima, ulighed, migration og en folkeskole, som når alle.
På højskolerne finder mange unge netop frem til den ønskede sammenhæng mellem deres individuelle bidrag, deres håb for fremtidens samfund og det medansvar for det fælles, de føler sig forpligtede til at løfte.
3. Mod og knuste drømme
Højskoleelever træffer sikre og stærke uddannelsesvalg. Det skyldes lige dele mod og drømmeknusning. Når de ikke skal præstere, kaster de sig ud i discipliner, de ikke ved, om de er gode til. Mange finder talent, passion og mod. Andre møder på højskolen lærere, som nænsomt knuser deres drøm om en professionel karriere som sanger, musiker, kunstner, journalist eller arkitekt, hvis talentet er langt fra at række. Ikke for systemets skyld, men for den unges.
Vi skal som samfund se samlet på rekruttering af unge til de uddannelser, der mangler deres ild, men hvis vi skal lykkes med at tiltrække dem, skal vi tale til dem som mennesker, der er dybt optaget af at lægge deres liv ind i ideen om en verden i balance.
Højskolerne - og efterskolerne før dem - burde “forgyldes”…. hvis det kan ske uden at ødelægge dem!