Kronik

Jeg tør ikke søge efter min biologiske far, før jeg har punkteret drømmebilledet af ham

I min ungdom besluttede jeg halvt i spøg, at musikeren og forfatteren Martin Hall måtte være min biologiske far. Jeg har haft brug for at drømme, for som barn af en anonym sæddonor har jeg haft svært ved at leve med uvisheden
Babette Jonassen fortæller, at det er en tendens blandt folk, der er undfanget med donorsæd som hende selv at søge og mangle svar.

Babette Jonassen fortæller, at det er en tendens blandt folk, der er undfanget med donorsæd som hende selv at søge og mangle svar.

Magnus Hove Johansson

Debat
30. juli 2022

Det var ikke meningen, at jeg skulle have det at vide. Jeg er født i 1980’erne, og i min og tidligere generationer er vi mange, der ikke skulle vide noget. Nogen lever endnu i uvisheden, andre har fået det at vide sent i livet, og andre igen har opdaget det ved et tilfælde. At de er undfanget ved sæddonor. I mange år opfordrede man, givetvis i den bedste mening, forældre til donorbørn til at hemmeligholde sandheden og foregive, at den juridiske far også var den biologiske.

Kringlede familieforhold, en grim skilsmisse og omsorgssvigt fra min juridiske fars side førte til, at min mor alligevel besluttede at inddrage mig i min sande undfangelseshistorie, da jeg var omtrent syv år gammel. Jeg var stor nok til at forstå den information, jeg blev præsenteret for, men lille nok til, at det ikke gjorde nogen videre forskel for mig. Det var først nogle år senere, at de mange spørgsmål meldte sig på banen.

Hvad stammer jeg fra? Hvad har jeg arvet fra min donor? Kender jeg ham mon? Er jeg gået forbi ham på gaden? Hvor mange halvsøskende har jeg? Har vi ting til fælles? Hvem er disse mennesker, som jeg deler biologi med? Hvem er jeg?

Drømmen om en far

Jeg tror ikke på, at man som barn nødvendigvis har brug for både en mor og en far, og jeg er stor fan af alternative familieformer. Personligt har jeg egentlig haft en overflod af fædre i mit liv: Min juridiske far, min stedfar og min ukendte biologiske far. Ingen af dem har dog været en faderfigur for mig. Til gengæld har jeg en mor, der har været omsorgsfuld, stærk og kærlig. Hun har fuldt ud været den forældrerolle, jeg havde brug for. Det er ikke en forælder, jeg mangler, men noget mangler alligevel – det er ubestrideligt.

I min ungdom besluttede jeg halvt i spøg, at musikeren og forfatteren Martin Hall måtte være min biologiske far. Han repræsenterer for mig alt det, jeg er, som jeg tydeligvis ikke har fået fra min mors side af familien. Det skulle gå således, at jeg ad flere omgange har mødt ham, og jeg har endog spurgt ham, om han monstro havde doneret sæd engang. Til alt held fandt han tilsyneladende forespørgslen morsom, men han måtte dog afvise at have gjort noget sådant.

Det kan virke aldeles fjollet, men jeg havde sådan brug for at kunne sætte et ansigt på. Et navn. Nogle menneskelige egenskaber. I dag er jeg gået bort fra at tænke på Martin Hall som min biologiske far, men jeg har stadig samme behov for vished. At kende mit biologiske ophav er en brik til at forstå mig selv.

Min historie og mine følelser er i nogen grad forplumret af, at min juridiske far som sagt ikke drog omsorg for mig. Han fandt en ny familie, som afskyede mig, og mistede selv hurtigt interessen for mig. Jeg blev dog tvunget til at besøge ham hver anden weekend min barndom igennem. Jeg følte mig dybt svigtet og har derfor ofte søgt trøst i forestillingen om min biologiske far. Det lå ligefor at danne mig et drømmebillede af ham.

Ydermere har jeg fra barnsben lidt af psykisk sygdom og derfor altid følt mig forkert og misforstået af min omverden, og jeg drømte om, at min biologiske far da måtte forstå mig og måske endda minde om mig på de mange punkter, hvor jeg var anderledes end de andre omkring mig. Med en sådan ukendt faktor i ens liv er det nemt at komme til at hvile i en drømmeverden og fejlagtigt bruge det som forklaringsmodel på alt det, der ikke fungerer.

Søgen efter fællesskab

Jeg har i høj grad manglet nogen at tale om det at have donorophav med. Jeg er enebarn og kender så vidt vides ikke andre donorbørn, og det er min oplevelse, at de færreste mennesker forstår, hvorfor det overhovedet fylder noget i mit liv. Jeg har en veninde, der er adopteret, og vi har i nogen grad kunnet bruge hinanden og udveksle erfaringer, men adoption er nu engang en noget anden sag med sin helt egen debat og egne problematikker.

Jeg har søgt forståelse i diverse Facebookgrupper for donorbørn og er her blevet imødekommet og har fundet genkendelse. Det er altså ikke bare mig alene, der kæmper. Det er en tendens blandt folk, der er undfanget med donorsæd, at vi søger og mangler svar. Hvor gerne man end vil tænke, at biologien er ligegyldig og opvæksten det eneste, der tæller, så har det altså betydning for mange af os.

I to og et halvt år har jeg nu haft en dna-test liggende i min skuffe. Jeg købte den, fordi jeg har dette behov for at vide, hvad jeg stammer fra, men jeg har endnu ikke brugt den, fordi jeg er bange for svarene. Jeg er bange for at blive skuffet. Hvad hvis drømmeverdenen brister? Jeg er bange for at finde nogen, der ikke vil findes. Der er risiko for at ødelægge andre menneskers ellers velfungerende familieliv. Jeg er bange for, at jeg ikke er god nok eller værd at kende. Kan jeg tillade mig at påtvinge fremmede mennesker min eksistens?

Det føles som en umulig beslutning. Jeg tror på, at det havde været enklere for mig, hvis jeg havde haft en åben donor, der var indforstået med, at jeg kunne vælge at kontakte ham. Det var dog obligatorisk for sæddonorer at være anonyme, dengang jeg blev skabt, og jeg er derfor efterladt med en dna-test som eneste mulighed for at opspore mit ophav.

Åbenhed er eneste vej

Såfremt det gøres umuligt at donere sæd anonymt, vil der fremadrettet komme langt færre sæddonationer. Det er givet. Men sådan må det så være. Ingen har krav på at få børn.

Jeg erkender blankt, at jeg nok ikke kan sætte mig ind i smerten ved at være ufrivilligt barnløs, da jeg aldrig selv har næret noget ønske om at få børn. Som psykisk syg kender jeg dog til at være blevet givet nogle livsvilkår, som umuliggør det liv, man havde planlagt for sig selv. De færreste får tingene præcis, som de vil have dem. Nogle er hårdere ramt end andre, men det er menneskeligt at kæmpe med smerte og afsavn. Vi er ikke blevet lovet noget i dette liv.

Det sagt bør man naturligvis søge at minimere smerte så meget som overhovedet muligt, men donorbørnenes rettigheder må veje tungere end donorernes og forældrenes. Deres ve og vel må være førsteprioritet, da de er de svageste i denne konstellation.

Det er for det første fuldstændigt uhørt at holde hemmeligt for børnene, at de er skabt ved hjælp af en sæddonor. Jeg ville have følt mig svigtet, havde jeg ikke fået det at vide. Det må være aldeles frygteligt for dem, der som voksne finder ud af, at noget så vigtigt er blevet hemmeligholdt for dem. For det andet er det ikke rimeligt at fratage donorbørn muligheden for at kende deres biologiske ophav. Åben donation er i mine øjne den eneste anstændige retning at gå.

Hvad mig selv angår, ved jeg stadig ikke, om jeg kommer til at benytte dna-testen i min skuffe. Den er min eneste mulighed for afklaring, men den kan potentielt åbne nogle døre, som det måske var mest hensigtsmæssigt forblev lukkede. Om ikke andet må jeg være afklaret om, hvad jeg søger, før jeg kan tage den. Jeg mangler som sagt ikke en forælder, og det er i øvrigt alt for sent for nogen at agere faderskikkelse for mig. Svar mangler jeg dog, konkrete fakta som for eksempel min donorfamilies sygdomshistorik.

Men jeg bliver nødt til at punktere mit drømmebillede af min biologiske far og eventuelle donorsøskende først. Jeg bliver nødt til at tilgå forehavendet med realistiske forventninger, og hvorvidt jeg nogensinde vil kunne det står endnu hen i det uvisse.

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Babette Jonassen har så inderlig ret i, at ingen har KRAV PÅ at få børn.

Og derfor synes jeg, at Samfundet bør tage op til fornyet overvejelse, hvem, hvordan og i hvilket omfang ufrivilligt barnløse skal have adgang til offentlig hjælp til at ændre dén situation.

Og i de overvejelser bør hensynet til barnets tarv vægtes særdeles tungt. Et menneske bør ikke sættes i den situation, som Babette beretter, og slet ikke med offentlig hjælp dertil og slet ikke med det formål alene at tjene de ufrivilligt barnløses interesser.

Men vær i øvrigt opmærksom på, at ingen anden end barnets moder véd, om den juridiske fader, ham der står anført i kirkebogen, er identisk med den biologiske.

Bjarne Jørgensen

Stol på dig selv. Du behøver ikke DNA for at retfærdiggøre hvem eller hvordan, du er. Dyrk de gode relationer, hvor de opstår – de er meget mere værd, end et tilfældigt dyp ned i en genpulje.