Læserbrev

Vil vi have unge til at søge ind på velfærdsuddannelserne, må vi gøre op med lønhierarkiet

Dykket i ansøgninger til professionshøjskolerne er en tikkende bombe under vores velfærdssamfund. Vil vi have flere ansøgere i fremtiden, må vi skabe ordentlige arbejds- og lønvilkår for vores velfærdshelte
Ansøgertallet til professionsuddannelser som eksempelvis sygeplejestudiet er dykket markant. Derfor er det afgørende, at der gøres op med det forældede lønhierarki, mener Clara Turms.

Ansøgertallet til professionsuddannelser som eksempelvis sygeplejestudiet er dykket markant. Derfor er det afgørende, at der gøres op med det forældede lønhierarki, mener Clara Turms.

Jan Sommer/Ritzau Scanpix

Debat
25. juli 2022

Om få dage får landets unge svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse. Hvis du har søgt ind på en professionsuddannelse, skulle der dog være gode chancer – for dette års ansøgertal er så lavt, at det må betegnes som en regulær flugt væk fra vores velfærdsuddannelser.

Alt for længe har regeringen ignoreret sygeplejersker, pædagoger og andre velfærdsheltes klager over deres dårlige arbejds- og lønvilkår. De styrtdykkende ansøgningstal taler deres eget sprog. Det er nødvendigt at sikre en retfærdig og lige løn til alle dem, der løser de vigtigste opgaver.

I Danmark kan vi være stolte af velfærdssamfundets frontpersoner og deres kompetencer, der kan understøtte vores børns udvikling i børnehaven og redde liv på hospitalerne. Men ansatte i velfærdssektoren har ikke mulighed for at bruge deres kompetencer, hvis de i stedet skal lege brandslukkere, fordi der mangler personale.

Alt for lav lønramme

Dykket i ansøgninger til velfærdsuddannelserne er derfor en tikkende bombe under vores velfærdssamfund. Danmark står lige nu til at mangle over 35.000 uddannede lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere i arbejdsstyrken i 2030. Og hvis vi vil løse problemet, bliver vi nødt til at skabe ordentlige arbejds- og lønvilkår for dem, som holder gang i hjulene.

Begge mine forældre er pædagoger. Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor diskussionerne rundt om middagsbordet handlede om pædagogik og udviklingsteori, og jeg har altid været stolt af mine forældres faglige kompetencer. Men jeg har samtidig oplevet, hvordan deres faglige stolthed er blevet gengældt med alt for dårlige arbejds- og lønvilkår.

Tænketanken DEA har netop udgivet en rapport, der viser, at lønvilkår er afgørende, når unge i gymnasiet skal vælge uddannelse. Derfor er det også afgørende, at vi gør op med det forældede lønhierarki, der lige nu fastholder professionsuddannede i en alt for lav lønramme.

Lige og retfærdig løn til vores velfærdshelte er den eneste vej at gå, hvis vi vil redde velfærden og anerkende ansatte i velfærdssektoren for deres vigtige arbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Lønniveauet er vigtigt, ja.
Det er den folkelige omtale af fagene også.
Historierne om stress, stort ansvar og skæve arbejdstider kombineret med lav løn... så skal ansøgerne virkelig ville det.

Martin Christensen

Skal de fagforbund, der organiserer ansatte indenfor den offentlige sektor, etablere troværdighed overfor medlemmerne og motivere unge til at søge mod disse uddannelser, er det absolut nødvendigt med et opgør med, og afvisning af, den rammesætning modparten stiller op, forud for kommende overenskomstforhandlingerne.
Hele dette cirkus omkring overenskomster i især den offentlige sektor bekræfter til fulde hvad Marx skrev i Lønarbejde og kapital: ”Så længe lønarbejderen er lønarbejder, afhænger hans skæbne af kapitalen. Det er det højtpriste interessefællesskab mellem arbejder og kapitalist.” Eller i afslutningen af Løn, pris og profit: I stedet for den konservative parole: ”En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag” skal de på deres fane skrive den revolutionære parole. ”Lønsystemets afskaffelse”.

Viggo Okholm

Jeg er gammel pædagog med alle titler fra forpraktikant ,uddannelse ,første tre årige, og ja alle titler stuepædagog. stedfortræder. leder og tilbage som pædagog efter skilsmisse og så sluttende som souschef og ja tm
Jeg anerkender helt at lønnen ikke var at prale af, men der er altså noget galt når "socialister" uden blusel vil have at lønnen skal være en gulerod i livet for mennesker som netop skal være mennesker. Det er arbejdsforholdene der tæller i livet og det ansvar og medindflydelse man har. Man skal have en løn man kan leve af og ja rimeligt, men selv en socialist bør vide at et højere lønkrav til en hver tid vil smitte af "op ad" og den kan kun tages et sted: fra fællesskabet, og ja så må de mennesker som ikke nåede en uddannelse igen suge yderligere på lappen!
Lidt forenklet, men er vist rigtigt!

Løn ja, men skal vi rede "håndens arbejde" må vi en gang for alle gøre op med det danske job-snobberi, hvor akademiske uddannelser tales op og håndens arbejde tales ned.
Så længe vi holder fast i at en uddannelse til håndens arbejde er en taberuddannelse, kommer lønforbedringer ikke til at hjælpe noget som helst

Kim Petersen og Kirsten Dyhrberg Grønne anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

Jeg er enig i det meste i læserbrevet. Jeg har selv oplevet en samlever der kom udmattet hjem fra sit job i en børnehave, mens jeg selv var knapt så udkørt fra mit computerjob i det private, men med en meget højere løn. Men hvordan skal man regulere dette, det skriver du reelt ikke noget om. Mener du at lønrammen for offentlig ansatte skal gøres så stor, at de bliver lønførende? Hvis du ikke mener det, må du komme med et bud på hvordan lønningerne skal reguleres indenfor denne ramme. Som jeg har forstået det, er det de enkelte fagforbund inden for det "offentlige" der ikke vil gå med til en relativ omfordeling. I det "private" er lønnen som grundlag reguleret af udbud og efterspørgsel for ingeniør som elektriker, en lønrelation der kan ændre sig løbende.

jens peter hansen

De fleste vil nu om stunder ikke have konfrontationsarbejdet. De vil have karriere ikke et arbejde. De vil være ledere, mellemledere, afdelingsledere, konsulenter, rådgivere og vejledere, men ikke sidde sammen med ungerne, patienterne eller klienterne. Det har man folk til. I lørdags var der en lang artikel om et barn som i sit 14. år ikke passede ind i folkeskolen. Det var ret tydeligt at der lå en antydning af at lærerne ikke forstod barnet og derfor var uduelige. I samme artikel fortalte man at antallet af inklusionsbørn i klassen bl.a. var årsag til den succes privatskolerne havde. Her slipper man for disse børn., mens folkeskolelæreren bebrejdes at hun ikke kan rumme en udadreagerende elev, selv om hun kun havde 27 andre børn hun skulle holde øje med. Lærerne er ikke klædt på til disse inklusionsbørn. Nej de er klædt på til at undervise børn og tage hensyn til alles styrker og svagheder, men de er ikke praktiserende psykologer som har tid til hele tiden at tage sig af børn med en diagnose. Derfor er det ikke mærkeligt at lærerjobbet bliver fravalgt også efter man er færdig. 40 % er ikke folkeskolelærere er ikke i folkeskolen fem år efter uddannelsen er afsluttet. Privatskolere, der er dejlig fri for besværlige børn, tager nogle lærere og resten kunne bare ikke klare mosten. I dette rige samfund sender man børn der ikke kan trives i en almindelig klasse ind i en klasse med 28 børn og fortæller så, at læreren bare skal have noget mere uddannelse i takling af disse børn og at de i øvrigt ikke forstår barnets behov. Er det mærkeligt at søgningen på læreruddannelsen falder, når læreren som generalist bliver bebrejdet sin uformåenhed og mangel på ekspertise, når det jo netop ikke er det hun er uddannet til. Det svarer jo til at den praktiserende læge bebrejdes at hun ikke er ekspert i hjerte-, lunge-, hud-, øjen- og tarmsygdomme, men selvfølgelig sender patienten til en specialist. Det ville læreren naturligvis også gerne, men det koster og så sk..... man på at eleverne forsvinder, klassen ikke fungerer, læreren søger væk eller bliver sygemeldt. Den skrøbelige elev ja hvad med hende ?

Malene Avlund Hansen, Kim Petersen, Carsten Munk, Morten Larsen, Lillian Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels Makholm

Hvor stor er sammenholdet lige, inden for, i de her omtalte fag.? - Og hvor stor en organisationsprocent har de.? Hvis nu, at de ting, var som de burde være, (og ikke lod noget tilbage, at ønske.) Så var deres snærende lønrammer for længst, blevet opsagt og afskaffet. Hvilket de heller ikke blev, ved den sidste 25% arbejdskonflikt, som Dansk Sygeplejeråd, helt, og aldeles ubehjælpelig, orkestrerede. Næste gang, var det nok en bedre idé, om de sikrede sig, at de kunne gøre de ting, som de havde sat sig for, helt færdige, før de atter fremturer, med et konflikt varsel.

jens peter hansen

Organiseringsgraden blandt sygeplejersker og lærere er da enorm , formentlig blandt de højeste overhovedet her i landet. Lærerne har omkring 80.000 medlemmer og sygeplejerskerne kun lidt færre. Men en faglig forening kan ikke lægge arm med staten i længere tid, det er der ingen der har muskler til.

Kim Petersen, Carsten Munk, Ete Forchhammer , Lillian Larsen, Lise Lotte Rahbek og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

Er der nogle af debattørerne, der har et bud på om det er muligt at give lærere, pædagoger, sygeplejersker, jordmødre og socialrådgivere mere i løn uden det rykker lønskalaen for alle. For så er det jo lige meget. Jeg ville gerne gerne bidrage til deres bedre løn så flere gerne vil have de job, men kan en regering overhoved regulere lønnen separat uden om overenskomstforhandlingerne? Dette er ikke et debatindlæg, det er et spørgsmål til noget jeg ikke helt fatter!

jens peter hansen

Det er arbejdsforholdene der tæller i livet og det ansvar og medindflydelse man har. Skriver Viggo Okholm.
Det er jo i høj grad det der er galt ved de nævnte erhverv. Hvis ikke man brænder for sit arbejde som sygeplejerske, pædagog eller lærer så bliver dagligdagen også derefter, men de mange benspænd som man fx har givet lærerne de sidste år er det svært at bevare begejstringen. Mens det halve Danmark fx kan arbejde hjemme nu, så er lærerne bundet til skolen, hvor de tidligere kunne forberede sig hjemme. Dette ryk tilbage har gjort læreren til en industriarbejder og det har gjort ondt. Løn skal man have, men et godt arbejdsliv er mindst lige så vigtig.

Kim Petersen, Alan Frederiksen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Et skridt på vejen til udligning kunne være at give de lavestlønnede et procentvis højere lønløft, så forskellen gradvis mindskes.

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil fremover lade være med at kalde så forskellige professioner for "velfærdsuddannelser".
Nogen har italesat (framet) dem under den fællesbetegnelse fordi det er arbejde i offentlig regi.
Jeg vil antage at det er højrefløjen, som igen er igang med at bashe alt hvad der er offentlig forvaltet. Der er jo snart valg..