Kommentar

Abortgrænsen ved 12 uger er ikke tilfældig. En højere grænse synliggør mange dilemmaer

I dag anerkender vi sorgen ved at abortere spontant også tidligt i graviditeten, og aborterede fostre bisættes. Samtidig ønsker nogle at flytte grænsen for provokeret abort helt frem til uge 22 eller længere. Hvis grænsen skal flyttes, står dilemmaerne i kø
Der blev demonstreret for og imod den fri abort i København i 1973, hvor retten til fri abort indtil 12. graviditetsuge blev lovfæstet.

Der blev demonstreret for og imod den fri abort i København i 1973, hvor retten til fri abort indtil 12. graviditetsuge blev lovfæstet.

Ole Henning

Debat
31. august 2022

Retten til fri abort er ikke lige nu til debat i Danmark, men det er grænsen for fri abort, initieret af to folketingsmedlemmer fra Venstre og Enhedslisten og grebet af Det Etiske Råd. Der er indtil videre kun tale om eventuelt at udvide grænsen.

Filosof og tidligere formand for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, foreslår i en kronik i Politiken den 12. maj grænsen rykket fra 12. til 18. uge. Forfatter Pia Fris Laneth foreslår i DR-podcasten Genstart den 16. august, at grænsen flyttes til lige inden, at fostret er levedygtigt. Det vil sige omkring 22. og 24. uge. WHO foreslog i et dokument fra den 9. marts helt grænsen afskaffet.

Mange, inklusive flere læger, har hen over sommeren ytret sig i debatten. De giver udtryk for, at grænsen for fri abort ved 12. uge er mere eller mindre tilfældig og ikke medicinsk begrundet. Og det er rigtigt, at den konkrete grænse for fri abort er historisk og kulturelt bestemt. Hvilket imidlertid ikke er det samme som tilfældig.

Gode grunde til tavsheden

I Danmark blev retten til fri abort indtil 12. graviditetsuge lovfæstet i 1973 og er siden ikke blevet debatteret specielt meget. Det er der flere gode grunde til.

Kampen for fri abort blev taget i forbindelse med meget bredere kampe om borgeres demokratiske rettigheder, herunder kvinders. I mange lande er de rettigheder under pres – eller ikkeeksisterende. Derfor kan den manglende diskussion om grænsen for abort skyldes frygten for, at der opstår enighed om at indskrænke eller fjerne den fri abort.

Danmark er også et sekulariseret samfund, hvor pragmatiske definitioner af liv dominerer over en religiøs forståelse, hvor undfangelsen er det øjeblik, livet starter; vi kan så at sige leve med en flydende grænse for liv. I hvert fald i starten af det.

Grænsen på 12 uger har de fleste været i stand til at leve med som den mindst ringe løsning. Det er tæt forbundet med kvinders ligestilling, herunder retten til at bestemme over egen krop, at vi som samfund har accepteret og afkriminaliseret afbrydelse af graviditet frem til 12. uge. Den ret skal vi naturligvis blive ved med at kæmpe for.

Men nu bliver debatten taget, og vi må erkende, at vi ikke med denne rettighed fik afskaffet de individuelle, kulturelle og samfundsmæssige dilemmaer ved at afbryde liv.

Vi skal undersøge kvinders erfaringer

Derfor skal ændringer af den nuværende grænse diskuteres både grundigt og bredt. Meget har ændret sig siden 1973, herunder grænser for liv og død på andre og beslægtede områder. Dilemmaerne er mange, komplekse og for en del underbelyste. Derfor er det godt med en ny offentlig debat og en ny undersøgelse og drøftelse i blandt andet Det Etiske Råd.

Vi bør have fokus på, at kvinder, der får foretaget en provokeret abort, lever med den beslutning resten af deres liv. Det bliver der ikke talt så meget om – heller ikke blandt kvinder indbyrdes. Eller i forskningen. Man kan vel godt formode, at eventuelle fysiske, psykiske og eksistentielle følger af provokeret abort også har en sammenhæng med varigheden af graviditeten?

Ét er frihed, lettelse og taknemmelighed over at komme ud af en uønsket situation og en måske uoverskuelig fremtid. Et andet er sorg og tab, skyld og skam forbundet med at have valgt et liv fra. Hvis grænsen skal flyttes, må vi vide mere om betydningen af afbrudte liv både individuelt, over generationer og samfundsmæssigt.

Mellem 15-20 procent af kendte graviditeter ender som spontane aborter. Det sker oftest før 13. graviditetsuge, derefter holder de fleste fostre ved. Hvis de får lov. En medicinsk begrundet grænse ville i det lys måske snarere være lavere end 12. uge.

I Danmark har vi efterhånden anerkendt sorgen ved at abortere spontant også tidligt i graviditeten. Spontane aborter efter 12. uge betegnes som senaborter, og forældrene tilbydes en begravelse. Flere steder i sundhedsvæsenet behandles alle spontane aborter efter 12. uge som et muligt sorgfuldt tab.

Samtidig har vi indført fosterdiagnostik, der først giver viden om alvorlige genfejl og sygdomme efter 12. uge. Det udfordrer grænsen ved 12. uge, om end der er mulighed for at søge om abort med social eller etisk begrundelse senere. Her har både Birkler i Politiken og professor Janne Rothmar Herrmanns i Altinget påpeget en række dilemmaer.

Her i landet understøtter vi ekstremt for tidligt fødte børns overlevelse – helt ned til omkring 22. svangerskabsuge. Det sker ved intensiv neonatal behandling.

Kompleksiteten er stor, og dilemmaerne står i kø, når det gælder spørgsmål om liv og død. Således også grænsen for at afbryde liv ved provokeret abort, som nu er til diskussion og dermed forhandling. Jeg mener ikke, at den grænse indtil nu har været eller fremover skal være tilfældig.

Helle Timm er kultursociolog, professor og forsker i omsorg for alvorligt syge og døende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

søren jensen

Fostrets bevidstheds nævnes stort set aldrig. Det er afgørende når grænsen diskuteres. Hvor tidligt før fødslen er fostret et bevidst og villende væsen?

Mmmh jeg har ellers haft den opfattelse, at grænsen gik ved 12 uger, fordi der efter denne grænse, er tale om fysiske forandringer i kroppen, der dengang krævede et større indgreb med dertilhørende større risiko for flere bivirkninger.

Derudover har jeg i flere artikler på Guardian læst referering af forskning omkring lige netop, hvordan kvinder har haft det med valgte aborter. De fleste var stadig år efter lettet. Skammen er noget de bliver påduttet fra samfundet.

De 15 til 20 procent er for erkendte graviditeter, med tab af uerkendte graviditeter er andelen højere. Derfor bliver gravide også rådet til først at fortælle om graviditeten efter 12 uge.

Men fra Wikipedia
Synapses don't begin to form until week 17.[12] Neural connections between the sensory cortex and thalamus develop as early as 24 weeks' gestational age, but the first evidence of their function does not occur until around 30 weeks, when minimal consciousness, dreaming, and the ability to feel pain emerges.[13]
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Prenatal_development

Så ifølge Wikipedia er man sikker på der ikke er hjernebevidsthed indtil tidligst uge 24 mere sikkert dog uge 30 og overlevelsesgrænsen ligger også deromkring.

Der er stor kvalitativ forskel på om man ønsker barn eller ej i hvordan man opfatter graviditeten. Ved ønske om barn er selv den usikre graviditet før 12 uge betydende. Ønsket om et barn bør derfor ikke have indflydelse på andre kvinders abortgrænse.

De allerfleste i Danmark, der ønsker en abort efter uge 20/12 er nogen, der ønsker barnet.

Sammenholder man det med, at vi har en scanning ved 5 mdr og at modstanden mod abort primært er religiøst betinget, burde man kunne tillade en senere abortgrænsen ved uge 22, så man undgår spildtid til ansøgningen og den smerte der ligger der.

Men ja, det er nok på tide efter så mange år, at få flere fakta på bordet og fjerne nogle af de myter, der trods alt eksister på området. Endda uden at man behøver at have ændring af grænsen eller afskaffelse som mål.

Vi bør måske også have in mente, at vores frie tilgang gør, at vi ikke oplever aborter efter fødslen, som man ser i de mere regressive lande omkring os, med spædbørn i affaldsposer eller urtepotter.