Kommentar

Anonym sæddonation findes reelt ikke som mulighed længere. Så hvorfor snyde folk?

Jeg fandt min donorfar, selv om han var anonym. Og ved hjælp af dna-test kan mange donorbørn gøre det samme. Derfor undrer det mig, at anonym sæddonation stadig er muligt. For fuld anonymitet kan man ikke længere garantere nogen
Med nutidens muligheder for dna-test er det nemt at spore sit ophav, og derfor undrer det mig, at anonym sæddonation stadig er muligt, skriver antropolog og donorbarn Natasja Windfeld i denne kommentar.

Med nutidens muligheder for dna-test er det nemt at spore sit ophav, og derfor undrer det mig, at anonym sæddonation stadig er muligt, skriver antropolog og donorbarn Natasja Windfeld i denne kommentar.

Christian Lindgren

Debat
23. august 2022

»Donorbørn er noget smukt, en kæmpe gave, et teknologisk mirakel,« lægger Emma Grønbæk ud i sin kronik den 13. august. Det er svært at være uenig i. Jeg deler dog ikke Grønbæks positive indstilling til anonym sæddonation. Særligt vil jeg anfægte hendes opfattelse af, at forældre, som vælger en anonym sæddonor, skåner barnet for potentielt urealistiske forventninger til donoren, fordi der angiveligt er en »lukket dør« fra start.

Grønbæk glemmer at tage højde for, at det ikke kun er på fertilitetsområdet, at den teknologiske udvikling skaber mirakler. Som flere donorbørn i samme kronikserie beskriver, er det nu muligt at finde frem til biologiske familiemedlemmer via hjemmesider som myheritage.com. Her fandt jeg selv min biologiske far lige før sommerferien.

Ønsket om at finde sit genetiske ophav

At finde sin donorfar er ikke noget, som er alle donorbørn forundt. Når jeg følger med på facebook-grupper for donorbørn, er det tydeligt, at jeg ikke er den eneste, der har ønsket. Der er mange, som leder i årevis efter deres biologiske far: kigger stamtræer igennem, skriver til biologiske familiemedlemmer med videre for at opstøve ham. Jeg var én af de heldige, som fik flere match med det samme, da jeg fik mine dna-resultater. Herunder min donorfar.

Lige siden jeg som 21-årig fik at vide, at jeg er donorbarn, har jeg været nysgerrig på, hvordan min biologiske far ser ud. Det er egentlig spøjst, for jeg ligner min mors familie meget. Jeg er også nysgerrig på, hvad min biologiske far arbejder med og interesserer sig for, selv om jeg har mange interesser og personlighedstræk til fælles med min mor. Desuden har jeg en god relation til både min far og min stedfar. For mit vedkommende handler det således hverken om at føle sig uden for eller at mangle en far at spejle sig i. Det er et grundlæggende behov for at vide, hvad jeg kommer fra, og hvad jeg har givet videre til mine børn.

Donors ønske om fuld anonymitet

Jeg kontaktede min biologiske far samme aften, som jeg fik mine dna-resultater. Via myheritage.com sendte jeg en privat besked og spurgte om hans uddannelse, arbejdstitel, interesser, arvelige sygdomme og et foto af ham. Fire dage senere fik jeg svar: »Jeg blev donor under den forudsætning, at jeg havde fuld anonymitet. Hvis jeg havde kendt til den teknologiske udvikling dengang, så var jeg aldrig blevet donor (…) Jeg håber, at du får et godt liv«.

Kun spørgsmålet angående arvelige sygdomme besvarede han, ellers svarede han ikke på mine spørgsmål. Jeg var sikker på, at han havde indsendt en dna-test, fordi han havde fortrudt sin anonymitet. Derfor blev jeg skuffet og ked af det.

Emma Grønbæk argumenterer for, at man ved at vælge en anonym sæddonor skåner sit barn for potentielt urealistiske forventninger til donoren. Det er et argument, som ikke holder stik længere, hvilket min egen historie understreger. Jeg ønskede at finde min donorfar, selv om han var anonym. Jeg fandt ham, og jeg blev skuffet. Selv om han var anonym.

Hvis man som donorbarn ikke finder sin biologiske far lige så nemt som jeg, er det alligevel muligt at finde vej til ham via andre familiemedlemmer. Fuld anonymitet er således ikke længere en reel mulighed. Derfor undrer det mig, at anonym sæddonation stadig er muligt. Giver man ikke både de kommende donorbørn, forældrene og selve donoren falske forventninger? Hvordan kan anonym sæddonation være etisk forsvarligt over for nogle af parterne?

Et andet eksistentielt spørgsmål trænger sig på: Kan vi gå igennem livet uden skuffelse? Og ligger der bag hver skuffelse ikke en drøm, et ønske, et håb? Hvis man som forældre vælger anonym sæddonation, fratager man sit barn muligheden for at vælge frit, om han eller hun ønsker at vide mere om sit biologiske ophav. Men man fratager dem ikke nødvendigvis drømmen. Emma Grønbæk har ikke denne drøm, men det er vi mange donorbørn, som har.

Jeg ville selvfølgelig ønske, at min biologiske far havde svaret på mine spørgsmål. Men nu hvor jeg er kommet mig over skuffelsen, er jeg taknemmelig for, at jeg har fundet ham, og at han trods alt har svaret mig. Det har sat et punktum; jeg behøver ikke at lede mere, der er ikke mere at finde.

Jeg håber for fremtidens donorbørn, at de kommer til verden ved hjælp af åben donation, hvor de frit kan vælge, hvorvidt de ønsker at vide mere om deres genetiske ophav. For fremtidens donorer håber jeg, at de ikke kommer til at leve i en falsk antagelse om fuld anonymitet, men derimod vælger at blive åbne donorer på et oplyst grundlag.

Natasja Windfeld er antropolog, donorbarn og hjemmepasser sine børn

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Hjerteskærende at læse at læse Natasja Winfeldts umulige møde med en donorfar, der ikke vil vide af hende.
At være åben sæddonor er en mulighed som langt, langt de fleste donorer fravælger. I DK kan donorbarnet typisk få nødtørftige data om faderen. I flere amerikanske stater underskriver en donor der ønsker at være 'open' en erklæring hvor han invilger i en (1) kontakt efter barnet er fyldt 18 år.
Ville det være tilstrækkeligt for dig, Natasja?