Kronik

Barndomsvenskaber er demokratisk dannelse. Derfor skal de sættes i højsædet i daginstitutionerne

Barndommens venskaber giver en unik adgang til forskellighed, som er vigtig for børns demokratiske dannelse. Derfor skal det for daginstitutionerne være et mål i sig selv at understøtte venskaber
Barndomsvenner får man i børneinstitutioner og grundskolen eller i nabolaget i sine tidlige år, hvor legen er den vigtigste beskæftigelse i livet. Fotoet er et arkivfoto.

Barndomsvenner får man i børneinstitutioner og grundskolen eller i nabolaget i sine tidlige år, hvor legen er den vigtigste beskæftigelse i livet. Fotoet er et arkivfoto.

Klougart Sofie Amalie/Information/Ritzau Scanpix

Debat
4. august 2022

Det burde være børneinstitutionernes primære opgave at skabe mulighedsbetingelser for dannelse af venskaber. Pædagogikken bør sætte børns venskaber i centrum.

Ordet venskab indgår flere gange i Styrkede Pædagogiske Læreplaner (2018), som er en fælles ramme for det pædagogiske arbejde i danske børneinstitutioner. Men her ses venskabet imidlertid som middel til læring, sprog, empati og som adgang til demokratisk fællesskab og individualitet, ikke som et mål i sig selv.

De Styrkede Pædagogisk Læreplaner kunne med samme selvfølgelighed sætte børns venskaber som en værdi i sig selv og som udgangspunkt for personlighedsdannelse, humor, robusthed, tilhørsforhold til det sociale fællesskab og den demokratiske dannelse.

I læreplanerne er der store forventninger til læring og kompetenceudvikling, til børnenes tidligere overgang fra vuggestue til børnehave og igen fra børnehave til skoleregi. Og også børnelivet er påvirket af det accelerationssamfund, som den tyske sociolog Hartmut Rosa skriver om.

I hans seneste bog oversat til dansk, Resonans, får vi begreber til at forstå den type skrøbelighed, som et samfund i accelererende forandring påfører sine medlemmer. Det er en særlig form for fremmedgjorthed, hvor verden ikke svarer igen. Mennesket føler sig hjemløst. Det er en tilstand, hvor forholdet til verden er knyttet til forbruget af tid, ting, oplevelser og mennesker og ikke til samhørighed og genkendelse.

Det skønnes i en rapport fra Defactum, at der i 2017 – længe før coronapandemien lukkede Danmark ned – var 380.000 ensomme mennesker i Danmark. Heraf var de 20.000 børn. Ensomhed menes at koste samfundet 8,3 milliarder kroner om året. Det er ikke alene en omkostning for samfundet, det gør ondt at være ensom og fraværet af sociale relationer påvirker både den fysiske og mentale sundhed. 

At stifte og passe på venskaber er noget, man lærer ved at etablere venskaber i barndommen. At få sig en barndomsven kræver tid. Masser af tid til at lege, skændes og til at blive gode venner igen. Masser af tid til at opbygge et fælles univers, et væld af fælles vaner, en fælles humor og en fælles sprogverden.

Venskaber skabes ikke uden omgivelser. Der skal være gemmesteder, hvor børnene kan være i fred, der skal være ubrudt tid for børnene til at undersøge og styrke relationen og der skal være begivenheder, hvor børnene kan finde sammen i tillidsbånd. Det skal være begivenheder fyldt med betydning, som er værd at genfortælle og som dermed styrker samfortællingen og den fælles viden om verden. Sådan er institutionerne dog ikke organiseret, fordi de er for lærings- og kompetencefokuserede og er uden føling med ’det gode hverdagsliv’.

Adgang til forskellighed

I et interview med tiårige Asta forklarede hun mig, hvordan hun ved, at en ven er en rigtig ven: »Det er når min ven er på hospitalet, og jeg plager mine forældre virkelig meget for at få lov til at besøge hende.« Astas beskrivelse af det tætte venskab rummer faktisk definitionen på et venskab i fire led. 1) Et venskab er en handling, ikke en tilstand, 2) det er noget, man slås og kæmper for, 3) det er en overskridelse af ens magelighed og sidst men ikke mindst, 4) det er adgangen til en større social kontekst i form af eksempelvis venners familie.

Et barndomsvenskab indebærer en stor mængde af handling, kamp, overskridelse og relationer i forandring. Man oplever sig som et levende væsen over for et andet menneske. Det er starten på et fællesskab, hvor der på samme tid kigges bagud og fremad. Man bliver hinandens livsvidner. Man bliver en person for sig selv og i fællesskabet.

Men lige så vigtigt er, at venskaber giver adgang til en fælles verden af forskellighed og dermed er det et vigtigt skridt på vejen til deltagelse i demokrati.

Ud over at en barndomsven er en ven, man har haft i lang tid, så kan barndomsvenner få meget forskellige livsbaner og stadig have meget til fælles. Derimod vil mange kunne genkende, at senere erhvervede venner ofte er nogle, der ligner en selv og bekræfter den enkelte i vedkommendes vej gennem tilværelsen. At have en barndomsven, hvis liv har taget andre drejninger end ens egen, er en mulighed for at forstå og anerkende andre måder at være i verden på.

Lige børn leger bedst, men det er bedre, at også ulige børn leger sammen. Antropologen Robert Brain beskriver en skik hos Bangwa-folket i Cameroun: Ved fødslen tildeles den nyfødte en eshua, en hjerteven – født på nogenlunde samme tidspunkt – af de ældre i stammen og den tildelte ven kommer sandsynligvis fra en familie med en anden statusgruppe. Høj og lav danner bånd på tværs af sociale skel og stammens sammenhængskraft styrkes. Ifølge mytologien er venneparret tvillinger i før-fødselstilstanden, og dermed er venskabet ubrydeligt. Det kan overkomme alle udfordringer; det er forpligtende uden at bygge på tvang.

I Danmark har vi ikke de samme skikke, men vi har tradition for, at børn møder børn fra andre sociale lag i dagtilbuddene og i folkeskolen.

Ramme for venskaber

Barndomsvenner, dem får man i børneinstitutioner og grundskolen eller i nabolaget i sine tidlige år, hvor legen er den vigtigste beskæftigelse i livet. I legen bygger man verdener op, forhandler bestemmeretten, prøver ideer af og kommer op at skændes og bliver gode venner igen. I de kærlighedskampe, der udfolder sig i børnenes venskaber etableres ideer om moral, god adfærd, ærlighed og retfærdighed.

Børneinstitutionen er især den strukturelle ramme for børnevenskabernes dannelse. Her gælder det om, at den ansatte stab er stabil, at medarbejderne har det godt med hinanden og indbyrdes kan samarbejde i tillidsfyldte relationer, og at der er venskabsatmosfære.

Den næsten fireårige Stella fortalte mig i et interview, at hun ved at en ven er en ven, fordi hun elsker vennen. Hvorefter hun nævner navnene på alle børn på Radise-stuen. Stellas stue er en stue med venskabsatmosfære, hvor også pædagogerne har en rolle. Børnene kan spejle sig i de voksnes relationer, og der er pædagoger, som det er værd at efterligne.

For at børn kan få venner, som senere hen kan blive barndomsvenner, er det de voksnes opgave – og her tænker jeg primært på pædagogerne i børneinstitutioner, men også på forældrene – at skabe mulighedsrum for venskaber at udvikle sig i. Det forudsætter, at der er mængder af tid og et passende skvæt af begivenheder og oplevelser, som kan give anledning til fantasi i blomstring. Det er også de voksnes opgave at spotte, når venskaber stivner i tvang og selvfølgelighed, så den ene eller begge parter mistrives – og gribe ind.

Et barn med flair for venskaber og med erfaring for venskabets glæder og trængsler vil være meget mere robust i en verden, hvor forandring sker med accelererende hast, og hvor tilknytning til verden forstyrres. Derfor skal venskaber være et mål i sig selv i daginstitutionerne. 

At have en barndomsven er ikke blot at have et vidne til sit liv, det er at have et sted at høre hjemme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

"Et barndomsvenskab indebærer en stor mængde af handling, kamp, overskridelse og relationer i forandring. Man oplever sig som et levende væsen over for et andet menneske. Det er starten på et fællesskab, hvor der på samme tid kigges bagud og fremad. Man bliver hinandens livsvidner. Man bliver en person for sig selv og i fællesskabet."

Netop.

Det er fundamentalt.
Godt.
Ideelt.

Men også den mekanisme, vi har set i bøvlet omkring Herlufsholm - og omkring f.eks. engelske kostskolemiljøer og udvælgelser til eliten...

I mit barnebarns børnehave har de en politik omkring venner: ALLE skal kunne være venner - og derfor bryder man de etablerede venskaber op hver 3. måned og danner nye - bestemt af pædagogerne...

Jeg er rystet!
KAN de dog ikke tænke???
DDr's politik om igen!

Jeg takker Vorherre for, at mit yngel er så solidt funderet, at det de tilsyneladende ikke har taget varig skade i deres kontakt til andre mennesker - men derfra og så til at finde det i orden...?
NEJ!

Steffen Gliese, Anders Lund og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Inger Pedersen: Allerførst har du ikke haft eller har modet til at blande dig eller opfordre dit barn til at gøre det? Ikke at du/ I nødvendigvis kan ændre det, men man kunne håbe på refleksion.
Igennem mine mange år i branchen tror jeg med rimelig sikkerhed at jeg ikke har sat grænser op for venskaber. Og ja jeg er rimelig enig med indlægget.
Det er da i orden med vise strukturer og læringsvillighed. Men hele dette cirkus med bestemte tider for bestemme aktiviteter er fuldstændig ude i hampen. Min "guru" var Erik Sigsgaard uanset "guruer" aldrig bliver min stil.
Men som det nævnes kemien og tonen de voksne imellem altså både uddannede og ikke uddannede på tværs er uhyre vigtigt, men det har områdeledelser og bureaukrati mv. gjort problematisk

Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Jo, jeg har haft modet til at blande mig.
Over for forældrene, vel at mærke - men børnenes mor kan ikke se noget problem i arrangementet. Har købt det officielle formål, at alle skal kunne lege med alle...

Og ærlig talt, så mener jeg ikke bedsteforældre har - og skal heller ikke have - mandat til at blande sig direkte i daginstutioners pædagogiske organisering.

Vi kan herefter mene, hvad vi vil - og det skal Vorherre vide, at jeg også gør!

P.G. Olsen, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Eller også, Inger Pedersen, skulle man ligefrem erstatte bestyrelserne med et bedsteforældreråd.