Kronik

Vi bør udfordre vores kollektive antagelse om, at strik var for kvinder

Debatten om strik handler for meget om de sidste 50 år, hvor det primært har været et feministisk projekt. Vi bør også udfordre vores stereotype forestillinger om fortiden, for mænd har også strikket både i hjemmet, i erhvervsøjemed og i krig
70’ernes strik er kun en brøkdel af historien om strik i Danmark, skriver studerende og foredragsholder Kasper Thomsen.

70’ernes strik er kun en brøkdel af historien om strik i Danmark, skriver studerende og foredragsholder Kasper Thomsen.

Tobias Nicolai

Debat
5. august 2022

Den stigende debat om strik som et feministisk projekt viser, hvorfor fortiden aldrig er død, og at den slet ikke er fortid. Det er nemlig igennem de glemte stemmer og nuancer i historien, at vi som historikere er vigtige for at huske folk på den historie, vi selv stammer fra.

Især med nutidens forestilling om strik som et rent kvindesyssel er det vigtigt at fortælle: At det ikke er radikalt, at mænd i dag strikker. Det er nærmere radikalt, at de i første omgang stoppede med det.

For 150 år siden var strik en del af en hverdag for mange mennesker i Danmark. Især for mange midt- og vestjyder var det en del af deres hovedindtægt. Men hvorfor er disse mænd og deres familier gået i glemmebogen? Bør de ikke føres frem i lyset i en debat, som i stor grad kun tager højde for strik som et feministisk projekt?

Danmark har ikke altid bestået af én type bonde – men derimod mange forskellige, som tjente til deres levebrød på mange forskellige måder. Især de midt- og vestjyske bønder går ofte i glemmebogen. De levede ude på den næringsfattige hede, der forhindrede dem i at leve som de typiske landmænd, vi oftest ser dem som i dag. De levede især igennem får og uldprodukter, og især de velkendte hoser, som hosekræmmeren opkøbte af hedens bønder.

Strikkende mænd gennem tiden

Ud over den særlige midt- og vestjyske historie har mænd på mange egne i Danmark også strikket. I det mørke vinterhalvår var det ikke muligt for mænd kun at sidde med hænderne over kors og ryge på deres pibe i lysets skær fra langbordet. Tværtimod var strik og anden husflid en del af et større fællesprojekt, hvor alle måtte hjælpe til i huset.

Man forsamlede sig på forskellige måder for både at spare lys og skabe varme, men ikke mindst for også at skabe et socialt samvær i en mørk tid, hvor især underholdning lindrede på det svækkede humør. Husflid var i høj grad et projekt for husholdningen i sin helhed, ikke nødvendigvis kønsbestemt.

Også andre dele af rigsfællesskabet som Færøerne, der vitterligt betyder fåreøerne, har også strikket sig igennem historien: Her måtte selv præsten Lucas Debes ansætte fem-seks karle og lige så mange kvinder til at hjælpe med at spinde og strikke ulden. Som løn fik hans tjenestefolk endnu mere uld, som de selv kunne strikke varmt tøj af.

»I mit arbejde som formidler i Den Gamle By kommer vi i tæt kontakt med historien, og herigennem også de dele af historien, som vi ofte glemmer,« skriver Kasper Thomsen.

»I mit arbejde som formidler i Den Gamle By kommer vi i tæt kontakt med historien, og herigennem også de dele af historien, som vi ofte glemmer,« skriver Kasper Thomsen.

Tobias Nicolai

Især er bindestuerne det mest velkendte eksempel på disse forsamlinger, hvor man hjalp hinanden med husfliden. Her sad man samlet i par: mændene på den ene side og kvinderne på den anden. Her tog man fat i strik og gjorde sig umage for at kunne håne de andre i forsamlingen. Man fortalte historier i det beskedne lys midt på langbordet, hvorved man kun lige kunne ane hinandens ansigter.

At sidde stille med hænderne i skødet var ikke velset, og derfor var strik en nem løsning på de dovne hænder i skødet. Det var noget, alle i husholdningen gav sig til efter endt dag. Bindestuerne var heller ikke kun til sladder – for store dele af det som blev fortalt, er i dag vigtige kilder til at forstå det danske åndsliv.

Og strikkende mænd hører ikke blot 1800-tallet til: Man har også strikket helt op i 1900-tallet, og især under Første Verdenskrig måtte mændene til strikkepindene. Soldaterne i skyttegravene frøs, og det var nødvendigt at sende tøj til dem og på den måde bidrage til krigen. De mænd, som ikke selv deltog i skyttegravene, måtte vise deres fædrelandskærlighed på en anden måde og derfor give sig til at strikke. I en forsamling i Central Park i New York i 1918 sagde arrangørerne, at strikkepindene kunne høres helt til Berlin – og det kan der være noget om, idet soldaterne med deres varme tøj kunne fortsætte krigen.

I løbet af 1900-tallet forsvinder de strikkende mænd, men vender tilbage igen i løbet af ungdomsoprøret, og i 70’erne ser vi igen strikkende mænd – men denne gang med henblik på at provokere de traditionelle mænd, som ikke ser vel til strikkende mænd.

Fordomme om fortiden

I mit arbejde som formidler i Den Gamle By kommer vi i tæt kontakt med historien, og herigennem også de dele af historien, som vi ofte glemmer. Det er igennem min dialog med vores gæster, at jeg påtager mig rollen som en handlende hosekræmmer. Her bliver en museumsoplevelse en vigtig del af menneskets dannelse. For hvordan respekterer vi vores egen historie, hvis vi kigger bagud med fordomme og antagelser, som måske ikke er rigtige? Det er igennem vores fordomme om historien, at vi bliver historieløse. Det kan skade vores forsøg på at skabe en bedre fremtid, hvis vores egen historie ikke kan følge med.

Problemet bliver, når vi ikke får hele historien med – for 70’ernes strik er kun en brøkdel af historien om strik i Danmark. Vi har brug for at skabe en større forbindelse mellem nutiden og fortiden. For lige nu sker debatten om strik på et forkert grundlag – det bliver simpelthen bare antaget, at kvinder alene har strikket sig igennem hele historien.

For debatten om strik handler ikke bare om strik, men er en diskussion om, hvordan vi bør forstå køn i et historisk perspektiv, og hvordan vi forstår køn i dag. Ved kun at hæve kvindernes stemme i debatten om strik glemmer vi alle de mænd, som i lige så høj grad var beskæftiget med erhvervet i mange århundreder. Debatten er vigtig, men den skal ske på et grundlag, hvor vi husker så mange mennesker og så mange synspunkter som muligt i debatten.

Og museer husker, når andre glemmer, så måske en museumsoplevelse kan bidrage til at nedbryde vores fordomme og antagelser om historien. Debatten er en god anledning til at minde os om, at vi bør give større plads til den formidling, vi finder på museerne, for kun ved at forstå, hvad vi kommer fra, kan vi forholde os til og debattere en bedre fremtid.

Opløsningstiden

Vi mennesker skaber historie, men vi er i lige så høj grad også skabt af historien. Vi står på skuldrene af giganterne: Fåreavlere, spindere, strikkere og alle de andre, som var her før os. De har banet vejen for, at vi kan leve i dag.

Herning er stadig en vigtig del af den danske tekstilindustri, og det er ikke tilfældigt – for de er efterkommere af de strikkende mænd og kvinder. De har gjort, at Danmark har en vigtig stemme i verdens tekstilproduktion, og det bør vi huske. Deres levemåde og erhverv skal ikke blive glemt.

»Jeg synes, debatten handler for meget om de sidste 50 års strik som et feministisk projekt. Vi bør i højere grad udfordre vores kollektive antagelse, at strik var for kvinder,« pointerer Kasper Thomsen.

»Jeg synes, debatten handler for meget om de sidste 50 års strik som et feministisk projekt. Vi bør i højere grad udfordre vores kollektive antagelse, at strik var for kvinder,« pointerer Kasper Thomsen.

Tobias Nicolai

Mange af de andre forfattere i denne kronikserie har ret i deres beskrivelse af strik som en aktivistisk og feministisk kultur – men det er klart, når man ikke kigger længere end 50 år tilbage, og ikke resten af de 400 år, hvorfra vi har kilder om strik i Danmark.

Jeg synes, debatten handler for meget om de sidste 50 års strik som et feministisk projekt. Vi bør i højere grad udfordre vores kollektive antagelse, at strik var for kvinder. Vores forsøg på at gøre strik til en feministisk kampplads ender med at skygge for store dele af vores egen historie.

Vi befinder os nu i en tid, hvor vi nedbryder normer og udfordrer grundfortællinger i vores kultur. Burde vi ikke også forsøge at opløse de stereotype forestillinger, som vi har om fortiden?

Serie

Er strikketøjets genkomst et knæfald for patriarkatet?

Strik, hækling og broderi hitter – særligt blandt kvinder – og nogen ser det som en ligestillingskamp. Men hvordan er håndarbejdet, som tidligere emmede af traditionelle kønsroller, pludselig blevet relevant i 2020’erne – og er det overhovedet gavnligt for det feministiske projekt eller i virkeligheden med til at opretholde et stereotypt kvindeideal? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er velgørende med oplysning om faktiske forhold, tak for kronikken.

Det er underligt, at historien om mænds håndarbejde er blevet fortrængt, især når vi har litteratur der beskriver det, og museer der formidler.

Kunne det være fordi det ikke hed 'strikning' men 'binding'?

"E Bindstouw med undertitlen Fortællinger og Digte i jydske Mundarter, er en novelle af Steen Steensen Blicher fra 1842.
I novellen er skolestuen i Lysgård syd for Viborg stedet, hvor en gruppe mennesker mødes til bindestue og "binder" hoser og andet tøj og deler digte og fortællinger på forskellige øst- og vestjyske dialekter.
Selve inspirationen til E Bindstouw er kommet mens Blicher var præst i Lysgård og Thoning fra 1819 til 1825."

https://da.m.wikipedia.org/wiki/E_Bindstouw

En anden årsag var, at mænds historie om håndarbejde især blev bortretoucheret efter anden verdenskrig, hvor mændene vendte hjem og skulle overtage de jobs, som kvinderne havde klaret uden problemer hidtil.

Reklame- og filmindustrien begyndte at sprøjte propaganda ud om de smukke kvinder, hvis eneste mål i livet var at finde sig en flot, myndig mand og blive "homemakers".

Idealerne om mænds og kvinders roller blev totalt forandrede, især fordi så mange holdt op med at læse bøger, og udelukkende forholdt sig til hvad der blev vist i biografen, senere TV.

Herhjemme var mændene ganske vist ikke i krig, men Danmark blev alligevel opslugt af de amerikanske idealer, og man glemte historien på samme måde.

'Raske drenge' kunne da aldrig finde på at strikke, vel..!

Susanne Hansen, erik pedersen, Ninna Maria Slott Andersen, Kirsten Dyhrberg Grønne, Hanne Andreasen, Inge Lehmann, Viggo Okholm og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

I dag har jeg lært, er der er en debat om strik.

Thomas Tanghus

...at...