Debat
23. august 2022
Jeg har to brødre, men jeg føler, at jeg er enebarn. For jeg har stort set ingen kontakt med dem. Vi ses kun, når vores forældre eller morfar inviterer.
Det har ikke altid været sådan. Faktisk havde vi som unge voksne et rigtigt tæt forhold, hvor vi lavede en masse ting sammen og havde en stor fælles vennekreds. Men da jeg var i slutningen af 20’erne, begyndte der at ske noget med vores relation. Og i dag er den så anstrengt, at jeg ikke ønsker at bruge tid sammen med dem, hvis jeg kan undgå det.
Det er ikke, fordi vi har haft kæmpe skænderier og sagt ting, der ikke kan trækkes tilbage. Det er nærmere en stiltiende konflikt, hvor vores værdisæt gradvist er rykket i hver sin retning, indtil de ikke længere var forenelige.
Din historie er såmænd nok mere almindelig end du tænker.
Jeg har selv begrænset min egen definition på nær familie, til nu for længst afdøde bedsteforældre, egne brødre og egne forældre.
Det stikker af når familien vokser med nevøer og niecer, som bare bliver til flere og flere.
Og ens gamle mor gerne vi se os alle sammen af og til.
Og jeg som hardcore single absolut ingen interesse har i, at vi ses alle til hobe bare for at ses.
Mor har to eller tre gange inviteret på den store fælles ferie sydpå, som jeg som den eneste takkede nej tak til.
Jeg der er til storby weekender og kultur, kunne ikke udholde tanken om sol/strand og hotellets pool.
Og ville i øvrigt intet have at tale med resten af familien om.
Jeg har kæmpet med at holde mig fri af jævnlige fætter kusine fester, hvor jeg ingen kender fordi jeg ikke har set dem i 40 - 50 år.
Og i øvrigt ikke aner hvor mange vi er?
Alligevel er jeg på maillisten uden at kunne komme af den:-(
For mig er fætre og kusiner et begreb der hører ens barndom og tidligste ungdom til.
Som jeg som voksen absolut ikke kan forene mig med, som en interesse i at vedligeholde et familie fælleskab.
Som jeg ser det, der vælger vi selv vores venner, og de vælger mig som en ven.
Det betyder mere for mig, end den del af familie begrebet, der rækker ud over de i min optik absolut nærmeste.
Ens familie vælger man ikke selv, og vi har ikke nødvendigvis noget til fælles af den grund at vi er i familie.
Vi er spredt for alle vinde, jeg valgte Thy fra og København til.
Ikke fordi at der er noget galt med Thy, nogle vil måske mene at der er noget galt med mig?
Men jeg trives ikke i små samfund, det gør jeg i det store anonyme København.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
Ja gudskelov har vi vores frie valg, og er ikke underlagt absurde familie-æresbegreber, som igangsætter alverdens udskamning af den hele familiekonstallation, hvis bare EN træder ud af æres-forventnings-mønsteret.
Der kan være langt mere lettelse i at bryde end i at blive i en familiekonstallation, som man reelt ikke kan se sig selv i, ikke føler sig tilpas i, ikke har følelsesmæssig-eller værdifællesskab med, hvor man reelt er fremmede for hinanden.
Der kan være masser af grunde til at man spredes for alle vinde ....eller bryder ....