Kronik

Donorbørnenes stemmer er de vigtigste. Derfor burde anonym donation ikke være lovligt

Da jeg for halvandet år siden fik at vide, at jeg er blevet til ved hjælp af sæddonation, følte jeg mig truet på mine relationer og familiebånd på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Politikerne burde lytte til de voksne donorbørn og stoppe anonym donation
Da jeg for halvandet år siden fik at vide, at jeg er blevet til ved hjælp af sæddonation, følte jeg mig truet på mine relationer og familiebånd på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Politikerne burde lytte til de voksne donorbørn og stoppe anonym donation

Jesse Jacob

Debat
20. august 2022

I 2013 var jeg på højskole. Her mødte jeg en ung kvinde, som var donorbarn. Hendes mor havde valgt vejen som solomor og havde gjort brug af anonym sæddonation. Kvinden havde været bekendt med informationen hele sit liv og var vokset op med åbenhed omkring det. Men forholdene omkring hendes tilblivelse fyldte meget. Hun følte sig på en eller anden måde ufuldendt. Hun gav udtryk for en rodløshed og var påvirket af at være fanget i en evig søgen efter svar på, hvad hun kom af.

Jeg var uforstående. Jeg anså det for ukonstruktivt at være optaget af omstændighederne omkring egen tilblivelse og et ærgerligt sted at lægge meget energi. Nu var hun her, og hendes mor havde kæmpet for at få hende og elsket hende fra livets start. Derfor undrede jeg mig over, hvorfor det andet havde så stor betydning for hende.

Jeg selv er vokset op med en mor, en far og en bror. Min barndom har været tryg, fuld af kærlighed og i fantastiske rammer. Tilværelsen ændrede sig dog markant, da jeg som 11-årig blev skilsmissebarn. Årene herefter var præget af konflikter, flytninger, nye kærester og forsøg på at skabe sammenbragte familier på begge sider. Min far prioriterede sin nye familie, hvorfor min mor blev min primære familie. Dette er fortsat kendetegnende for relationerne den dag i dag. Mange ting er siden hen landet, om end det at skulle navigere i en splittet familie er en opgave uden udløbsdato.

Min onkel krævede, at vi fik besked

For halvandet år siden kom der en ny dimension til min historie. Min mor, som bor i den anden ende af landet, skulle komme på besøg. En dejlig weekend var planlagt med hende, min bror og hans kone og børn samt min kæreste og mig.

Min mor havde ikke været der særlig længe, før hun tog min bror og mig til side. Stemmen var knækket fra første ord. Hun fortalte grædende, at hun og min far ikke havde været i stand til at få børn. Efter mange forsøg og lang kamp var det blevet opdaget, at min far var steril grundet sygdom tidligere i livet. De var blevet tilbudt at blive forældre ved hjælp af sæddonation og havde efter mange overvejelser og drøftelser takket ja.

Min bror og jeg er kommet til verden ved hjælp af to forskellige anonyme donorer. Mine forældre havde ikke indflydelse på valg af donorer, men min bror ligner vores far mærkværdigt meget, og jeg ligner min mor. De var blevet vejledt i, hvordan de skulle forholde sig i forhold til omgivelserne. Lægen havde fremlagt to muligheder. Enten skulle deres kommende børn vide det fra start, alternativt skulle det hemmeligholdes for altid. Mine forældre valgte den sidste tilgang.

De lavede en aftale, som de har holdt, også senere i de tider, hvor de har mistet fokus på at ville hinanden det bedste. Men informationen har været udbredt blandt flere end de to. Nær familie blev dengang indviet, og senere også nye partnere. Det er ikke mit indtryk, at det har fyldt gennem årene – hverken hos mine forældre selv, eller dem, som var bekendt med detaljerne omkring vores tilblivelse. Indtil en nærtstående onkel erklærede over for mine forældre, at han var af den overbevisning, at sandheden skulle frem. For ham var det en ufravigelig agenda.

Alt føles forandret

Efter en lang og uvenlig dialog mellem ham og mine forældre stod det klart, at det ikke var til diskussion, om min bror og jeg skulle have besked eller ej. Mine forældres råderum var begrænset til at beslutte hvordan. Derfor stod min mor nu og fortalte min bror og mig, at vi er donorbørn. Jeg ønsker ikke at bruge mere spalteplads på min onkels argumentation og beslutning. Men jeg skrev ham et brev, som på mange måder stadig er relevant, når det kommer til at beskrive, hvordan jeg oplevede tiden herefter, hvorfor der her følger et uddrag:

»Jeg kan ikke forklare, hvordan det føles, når man som voksen får at vide, at fundamentet for ens familieliv og eksistens er anderledes, end man troede. Ikke til det værre, ikke til det bedre, bare anderledes. Ingenting er ændret, og alligevel føles alt forandret.

Jeg kigger på mig selv i spejlet på en måde, jeg aldrig har gjort før. Jeg føler mig truet på mine bånd og relationer på en måde, jeg aldrig har prøvet før. Jeg tænker på en mand. Er han mild? Ordentlig? Følsom? Er han levende? Jeg føler mig ufuldstændig. En følelse, som jeg ville ønske, jeg aldrig, aldrig skulle opleve. Og i alle de ovenstående følelser og tanker føler jeg mig forkert. Jeg er ængstelig for aldrig at komme til at føle mig forstået i det. For jeg har jo alt og har ingenting mistet.«

Barnets tarv tages ikke alvorligt

Som jeg indledende skriver, har jeg tidligere forsøgt at forholde mig til følelserne omkring det at være donorbarn. Derfor tør jeg godt sige nu, at det kan man ikke, medmindre man selv er det. Men jeg synes, det er fejlagtigt at have forståelse som en forudsætning for anerkendelse. Målet bør være at anerkende donorbørnenes følelser, også selv om de ikke altid er til at forstå. Dette mener jeg er en vigtig pointe, som i øvrigt er overførbar til diverse komplekse forhold i livet.

Jeg er klar over, at følelserne vil variere fra person til person, og jeg er også bevidst om, at der findes mere eller mindre hensigtsmæssige tidspunkter og måder at blive bekendt med informationen på. Det fællestræk, som dog gør sig gældende for majoriteten af donorbørn, er, at de er blevet til ved hjælp af anonym donation. Førhen var det den eneste mulighed, og i dag er det fortsat det mest udbredte.

Hvis fokus i debatten var på at lytte til og anerkende de mange voksne donorbørn, der ytrer sig, så ville det være unødvendigt at diskutere, hvorvidt anonym donation fortsat bør være en mulighed. Anonym donation er til for at imødekomme de juridiske forældres behov samt donors behov. Det er ikke børnenes behov. Jeg undrer mig over, at barnets tarv er så langt nede på dagsordenen i så eksistentielt et anliggende.

Anonym donation burde være fortid

Som sagt er jeg selv blevet til ved hjælp af anonym donation. Et halvt år efter jeg var blevet bekendt hermed, besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville vide mere, hvorfor jeg gik i gang med at søge efter informationer. Først hos min mor, som intet havde. Så i sygehusets arkiver, senere i statsarkiverne. Men uden informationer om donornummer, sædbank eller andet, så er det så godt som umuligt.

Derfor tog jeg beslutningen om at lade mig dna-teste. For mit vedkommende har resultatet ikke været prangende, på trods af at mit dna nu ligger i fire forskellige databaser. Jeg har et match, som muligvis kan hjælpe mig i den rigtige retning, mængden af fælles dna taget i betragtning, men hun ønsker ikke at hjælpe mig. Det er svært helt præcist at sige, hvad jeg egentlig ønsker at finde. Umiddelbart søger jeg efter noget at spejle mig i. Et sted, hvor jeg måske kan genkende de træk, som jeg ikke har med mig fra min mor.

Jeg har valgt at bidrage med denne kronik, da jeg mener, at donorbørnenes stemmer er de vigtigste. Særligt når det kommer til fremtidig lovgivning. Der kan ikke ændres på fortidens vældigt uetiske tilgang til sæddonation, men vi kan hjælpe hinanden med at blive klogere og handle fra et nyt udgangspunkt. Fra det udgangspunkt mener jeg ikke, at der er plads til anonym donation.

Jeg har valgt at være anonym, eftersom dette er et ømtåleligt emne for min familie. Mine forældres venner og familie er ikke indviet i forholdene omkring min tilblivelse, og den beslutning vil jeg gerne respektere. Omend jeg synes, at den tilgang risikerer at medvirke til at give en følelse af, at der er noget forkert ved at være kommet til verden på den måde, jeg er det.

Clara er ikke kronikørens rigtige navn. Kronikørens identitet er redaktionen bekendt.

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

fin egenfeldt

Efter gennem 40 år at have arbejdet som terapeut med børn og unge føler jeg behov for at slå fast, at anonymitet i enhver fertilitets behandling er udtryk for et overgreb og for misbrug. Både donor og modtager er skyldige. Men de er også ofre. Børnene er kun ofre. De har en voldsom kamp at udkæmpe. Når anonymiteten sanktioneres af lovgivningen gør det os alle til medskyldige. De mest skyldige er myndigheder (lovgivere, embedsmænd, læger). Tilgiv dem thi de vidste ikke hvad de gjorde! Det ved de nu! Tak til "Clara".

Ida Schaumburg , Carsten Bjerre, Helle Degnbol, Hans Houmøller og søren ploug anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Fin Eigenfeldt: Ved anonym donation overgives en såkaldt basisprofil, som består i informationer om sæddonor: højde, vægt, øjenfarve, hårfarve, hudfarve, race / etnicitet. Desuden er det muligt at få oplyst sæddonors blodtype, hvis det vurderes nødvendigt af sundhedsfaglige årsager.
Hvorfor er det en forbrydelse? Hvis anonymitetskravet blev ophævet ville et meget stort flertal donorer melde fra og et meget stort antal modtagere henvende sig på det sorte marked. Anonymitet er eftertragtet af bpde donor og modtager og mht kommende barns trivsel er ærlighed om disse forhold at foretrække fremfor eksakte oplysninger om donor.

Inge Nielsen, Brian Andersen, David Zennaro, Inge Lehmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Smuk kronik der igen rejser vigtige spørgsmål.

Jeg er helt enig med Clara i, at det er børnene, der sidder med problemerne, når de (som de fleste vel gør) bliver klare over, at deres herkomst er anderledes, end de troede.

Det medfører noget af et ikke så enkelt arbejde i forhold til egen identitet.

Hvad så med adoption? Skal det så være et krav for børn at vide det?
Nu er det blevet almindeligt at adoptere fra andre lande ,så det rent biologisk bliver svært at bortforklare..
Men de biologiske gener /arv kan jo så blive afgørende i visse situationer.
Min kone fik det at vide som 45 årig at hun var adopteret, fordi hun var adopteret før 53,, men det var ikke meningen hun skulle vide det, Hele hendes "familie" holdt kæft og ældre "søskende" og moderen var bestemt ikke særlig venlige. Men hendes biologiske far døde og der var en evt. arv ,så hendes "familie" blev tvunget til at erkende det. Mange ting faldt på plads og hun nåede at se sin biologiske mor inden hun gik væk.
Men ærlighed tak!

Else Marie Arevad

Det burde så vidt muligt være en menneskeret at kende begge sine biologiske forældre. Hvordan kan man ellers kende sig selv?

Det vil nok være det samme som at stoppe sæddonation.

Så måske skal skribenten overveje følgende: Hvis det havde været virkelighed var jeg nok ikke blevet født.