Min afdøde ægtefælle tilbragte de sidste ni måneder af sit liv på et plejehjem.
Et plejehjem, som vi ikke kunne ønske os bedre. Der var omsorg, glæde, aktiviteter, og jeg fik som nærmeste pårørende lov til at deltage i alt sammen med ham. Da de sidste dage kom, blev vi enige om, at jeg måtte være sammen med ham hele døgnet i hans bolig – og personalet tog sig kærligt af os begge.
Han døde i mine arme mandag den 20. juni, og derefter kom alt det praktiske: Hvad skulle vi gøre? Og det var helt klart, »her synger vi vores døde ud« – som svaret lød fra afdelingslederen, da jeg spurgte. Og det blev en meget smuk oplevelse – alle ansatte og alle mobile beboere stod i gangen og sang »Altid frejdig når du går«, da bedemanden kørte kisten hen ad gangen – med tårer og smil.
Derefter blev der serveret kaffe i haven for beboere og ansatte.
Jeg er dybt taknemmelig for at bo i et land, hvor vi har overskud til dette. Tusind tak til Velfærdsdanmark, og en lige så stor tak til et vidunderligt plejehjem i De gamles By, København N.
Jeg betaler min skat med stor glæde.
Så dejligt at høre, at der var gode ritualer midt i sorgen. Vi har ikke andet at gribe til. Og tak for dette indlæg, det giver håb.
<3 <3 <3