Kronik

Før frigjorde kvinder sig gennem arbejde. Nu ligger frigørelsen i at have tid til sine børn

Tidligere måtte kvinder frigøre sig ind i et maskulint ideal og bevise deres ligeværd på arbejdsmarkedet. I dag handler kampen om at få lov at yde omsorg for vores børn, os selv og klimaet
Tidligere måtte kvinder frigøre sig ind i et maskulint ideal og bevise deres ligeværd på arbejdsmarkedet. I dag handler kampen om at få lov at yde omsorg for vores børn, os selv og klimaet

Sofie Holm Larsen

Debat
25. august 2022

»Jeg er en kvinde. Se det er den værste ulykke, fordi den altid har været der, og fordi den aldrig vil ende.«

Sådan skrev den svenske forfatter Victoria Benedictsson (1850-1888) i den dagbog, hun førte sideløbende med sit forfatterskab i slutningen af 1800-tallet. Hun var frustreret over at have talent og ambition til at blive en stor kunstner, men på grund af sit køn ikke for alvor at kunne udleve sit potentiale.

I forsøget på at slippe ud af den begrænsning, som hendes kvindeidentitet låste hende fast i, søgte hun hjælp hos liberalismens frihedsløfte til individet, der som tankestrømning havde tiltagende luft under vingerne på Benedictssons tid. Liberalismens meritokrati og forestilling om det frie, rationelle og uafhængige individ, der kan tage skæbnen i egen hånd, blev hendes strategi ud af en kønsideologi, der begrænsede hendes talenter og drømme.

Problemet var bare, at menneskers identitet ikke eksisterer uafhængigt af andre mennesker, og derfor var det umuligt for Benedictsson at slippe ud af datidens forståelse af, hvad det ville sige at være kvinde.

Natten mellem den 21. og 22. juli 1888 begik Victoria Benedictsson selvmord ved at skære halsen over på sig selv med et barberblad.

I dag ligger hun begravet på Vestre Kirkegård under sit mandlige forfatterpseudonym, Ernst Ahlgren.

Less work-bevægelsen i clinch med feminister

I dag, snart 140 år efter Benedictssons død, har kvinder opnået de samme rettigheder som mænd. Vi kan stemme, uddanne os, tage del i det offentlige liv og realisere os på arbejdsmarkedet. Vi nyder godt af alle de muligheder, som Benedictsson kun kunne drømme om. Alligevel er der noget, der tyder på, at mange moderne kvinder oplever en kraftig ubalance ved det ’frie og lige’ liv, de forventes at leve.

Den 12. august kunne vi for eksempel her i Information læse om en højtuddannet kvinde, der bevidst har valgt husmortilværelsen til, frem for et job der matcher hendes kompetencer på arbejdsmarkedet. Ekaterina Andersen beskriver sit valg som en slags generobring af de nære værdier, der foreskriver, at man er tæt på sin familie og tager ansvar for sine børns trivsel. Hun skriver også, at hun modtager beskeder fra feminister, der stiller sig kritiske over for hendes valg om at være husmor.

I tråd hermed har der over sommeren verseret en diskussion om work-life-balancen i de danske familier. Debatten er foranlediget af højtuddannede kvinder, der, efter de har stiftet familie, oplever, at det er umuligt at komme rundt om både børn og arbejdsliv, når man er ansat på fuldtid.

Opråbene fra de pressede forældre har fået feminist og forfatter Ditte Giese til at kritisere særligt generationen af millennialforældre for at »tude mere end deres børn«. Giese, der er datter af forfatter og kvindesagsforkæmper Suzanne Giese, siger blandt andet i et interview i Deadline, at kvinder med en lang uddannelse bør arbejde fuldtids. Ellers bliver kontrakten med samfundet, der har betalt for deres uddannelser, ikke overholdt.

Den liberale feminisme dyrker et maskulint idealmenneske

Ønsket om at arbejde mindre, blandt andet for at have mere tid med sine børn, er blevet fremtrædende blandt den nye forældregeneration. Den møder altså modstand fra kvinder, der opfatter sig selv som feminister. Men betyder det, at bevægelsen er udtryk for en feministisk tilbagegang?

Ikke hvis vi spørger den svenske feminist, forfatter og litteraturhistoriker Nina Björk. Hun er en af flere markante stemmer, der har beskæftiget sig med vestlige kvinders ligestilling opnået ved at dyrke et liberalt idealmenneske. I sin ph.d.-afhandling, Fria Själar, afdækker Nina Björk, hvordan der i den klassiske liberalisme, som den fremskrives af John Locke og senere John Stuart Mill, hersker en stærk tro på individets uafhængighed.

John Stuart Mill har i det liberale hovedværk On Liberty en sigende analogi, hvor han sammenligner mennesket med et træ, der gror bedst, hvis det kan vokse frit. Men, som Björk påpeger, kan mennesker, modsat træer, ikke overleve uden andre menneskers omsorg.

Hos Mill er individet bedre end samfundet, uafhængighed bedre end afhængighed, fornuft bedre end følelse, ånd og tanke bedre end krop og konkurrence og præstation bedre end ufortjente privilegier og innovativ stilstand.

I dette værdihierarki er det påfaldende, at individets frihed baserer sig på en uafhængighed af andre mennesker og af kropsligt konnoterede egenskaber. Det er også påfaldende, at de fremhævede idealer alle tager afsæt i et historisk maskulint subjekt, mens deres modsætninger leder tankerne hen på den funktion, kvinder historisk set har haft som økonomisk afhængige og ansvarlige for det kropslige, herunder for eksempel reproduktion, yngelpleje og ernæring.

Men det var også Mill, der i 1869 forfattede den banebrydende bog The Subjection of Women, der er gået over i historien som et feministisk hovedværk.

Kvinder repræsenterer i Mills samtid alt dét, han ringeagter, herunder følelsesstyring, manglende selvstændighed og afhængighed af andre. Men han mente alligevel, at kvinderne i meritokratiets navn burde have mulighed for at kvalificere sig til frihed – altså ved at stræbe efter rationalitet, viden, selvbeherskelse, individualitet og uafhængighed.

Kvinders mulighed for at blive værdsat og respekteret som ligeværdige borgere går således gennem kvinders potentiale til at tilpasse sig et liberalt ideal, hvor den funktion, kvinder tidligere har haft, og den erfaring, det har givet dem, anses for værdiløs.

Omsorgsarbejde har fået større værdi

Victoria Benedictssons hjerteskærende kamp for at blive respekteret som et tænkende og kunstnerisk begavet menneske vidner til skræk og rædsel om en fortid, hvor kvinder blev begrænset til den del af menneskets eksistens, der handler om krop, forplantning, yngelpleje og husarbejde. Her åbnede Mill en mulighed for, at kvinder på lige fod med mænd kunne inkluderes i det liberale borgerideal, om end denne mulighed først blev en realitet efter Benedictssons død.

Men modstanden mod de lange arbejdsdage vidner ikke desto mindre om, at vi ved at ophøje det liberale ideal til samfundsnorm har fået skabt et samfund og en økonomi, der er i ubalance.

Vi står i dag over for en overhængende klimakatastrofe, og samtidig viser tal fra den nationale sundhedsprofil, at stadigt flere danskere føler sig stressede hver dag.

Ønsket om at arbejde mindre er en reaktion på denne ubalance. Den er en reaktion på, at den liberale fortælling ikke giver os mennesker den erkendelse, som vi har brug for; at vi mennesker grundlæggende er afhængige væsner. Vi er afhængige, både af hinandens omsorg og anerkendelse, af de betydningssystemer, vi indgår i, af vores fysiske behov for næring og søvn, samt af at vores planet trives.

Ønsket om at arbejde mindre er også udtryk for, at omsorgsarbejde og bæredygtighed har fået en større værdi. Det bør vi se som et vigtigt samfundsmæssigt fremskridt, men også et feministisk fremskridt. En øget værdisætning af omsorgsarbejde og bæredygtighed er nemlig med til at anerkende vigtigheden af det arbejde, som kvinder historisk set har stået for, og som af samme grund er blevet set som mindre værdifuldt.

Sidsel Maria Hummelgren er kandidat i Kultur- og Sprogmødestudier og Internationale Udviklingsstudier, projektleder og medstifter af det feministiske protestmagasin ’Consume’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annemari Dünnhaupt

Fantastisk artikel. Beskriver præcist den spagat jeg som mor, men også datter og svigerdatter, og aktiv på arbejdsmarkedet føler jeg står i dagligt. Jeg vil gerne yde og præstere fagligt, men også tage mig af mine børn og forældre og svigerforældre, som har behov for min nære omsorg og mit engagement. En rimelig fordeling mellem de to har jeg endnu ikke fundet.

Steffen Gliese, Helle Bovenius og David Breuer anbefalede denne kommentar
Nicolaj Knudsen

Vi arbejder for meget. Allesammen.

At der er en skævvridning i forhold til at der (stadig) er flere kvinder end mænd der er stressede tyder på at der er en generel ligestillingsproblematik, der er gået under radaren, og som undergraver debatindlæggets præmis om at "... kvinder [har] opnået de samme rettigheder som mænd".

Jeg tvivler stærkt på at vi løser denne ubalance ved at gå tilbage til traditionelle kønsroller - det er symptombehandling på det generelle problem, at reduktionen i arbejdstiden simpelthen ikke er fulgt med den eksplosive øgning i produktivitet vi har set op gennem de seneste årtier.

Løsningen må være at vi alle skal være husfædre og -mødre i langt større grad, end vores produktions- og effektivitetsliderlige samfund tillader i øjeblikket.

Nedsæt i første omgang arbejdstiden til 30 timer pr. uge, med 8 ugers ferie årligt.

Indfør ubetinget basisindkomst (uden modydelser), der kan gøre det mere fleksibelt for mor og far at variere deres arbejdstid efter overstået barsel.

Gør det økonomisk attraktivt at have tid til omsorg, uanset om du er mand eller kvinde.

Steen K Petersen, Morten Petersen , Lise Lotte Rahbek, Inge ambrosius, Steffen Gliese, Frederik Schwane, Helle Bovenius og Annemari Dünnhaupt anbefalede denne kommentar
Nanna Andersen

Fantastisk indlæg Sidsel Maria Hummelgren!

Jeg er vild med at du skaber sammenhæng mellem omsorgen for sig selv, sine nærmeste og den natur vi ikke kan være foruden. Tak!

Bedste hilsener

Nanna Høyrup

PS. Jeg holder sammen med en sej gruppe mennesker, bla Karen Lumholt og Christina Berg Johansen, en debat på Klimafolkemødet i Middelfart, som hedder fra "hamsterhjul til klimahandling" lørdag kl 13.

Henning Kjær

Kvinder vil have tid til SINE børn! = de vil være familiens overhoved som mænd var det engang.

Hvor er fædrene og fællesskabet?
Bæredygtighed går ikke gennem større energiforbrug og generelt forbrug, det går gennem mere manuelt arbejde, som i 50-60 og 70erne. Dengang havde kvinder ikke mere tid til omsorgsarbejde, mange var hjemme for at kunne lave alt det nødvendige praktiske arbejde, arbejde som udearbejdet skafede penge til til maskiner der nu har overtaget meget af det hårdeste arbejde.

Liv Teilgård

Tak Sidsel Maria for at skrive den kronik, jeg har gået og brygget på, men som aldrig var blevet halvt så god, som din er. En øget anerkendelse af kvindelige værdier er et vigtigt og meget tiltrængt fremskridt for feminismen.

Frederik Schwane

Mon ikke denne række af artikler der dukker op i disse dage, hvor moderskabet og kvinden tilbage til kødgryderne hyldes, er en reaktion på og et oprør imod, at der nu er indført øremærket barsel til fædrene.

Fædrene nævnes med ganske få ord, faktisk slet ikke, og er nærmest skrevet ud af familien; underforstået, familien duer kun i matriarkens altomklamrende omsorgshænder.

Det er klart og forståeligt, at fælles delt barsel ikke kun er en kulturændring for en del mænd, men også for mange kvinder. Det ville dog være rart, hvis I var ærlige omkring jeres mission, så I ikke kommer til at fremstå manipulerende.

Mads Jakobsen

"... kvinder med en lang uddannelse bør arbejde fuldtids. Ellers bliver kontrakten med samfundet, der har betalt for deres uddannelser, ikke overholdt."

Ding.

Hvis f.eks. 30% af kvinderne i virkeligheden bare tager en universitets uddannelse for at møde en universitets uddannet mand, som kan forsørge dem mens de er på deltid, barsel og orlov, så er lige uddannelse spild af samfundets penge.

Arbejdstime gabet kan kun ignoreres så længe, før regnedrengene i finans og beskæftigelses ministerierne bliver bedt om at finde på en kreativ løsning.

Morten Petersen

Karrierelivet er utvivlsomt en krævende størrelse uagtet køn. Det er næppe utænkeligt, at en betydelig procentuel andel af de “frafaldne” blot leverer acceptable forklaringer på deres nye prioriteter i livet. Blot en tanke :)