Læserbrev

Jeg forsøgte at tage ferie fra min klimaangst, men blev konfronteret med, at dommedag er nær

Vi klimaaktivister har også brug for sommerferie, men jeg måtte hurtigt indse, at det var umuligt at flygte fra mine klimabekymringer. Jeg så udtørrede vandløb, knastørre parker og en skovbrand på afstand. Vi må vende udviklingen nu
Et fly kaster vand ud over en begyndende skovbrand i Boyne i det sydlige Frankrig den 9. august.

Et fly kaster vand ud over en begyndende skovbrand i Boyne i det sydlige Frankrig den 9. august.

Pascal Guyot/AFP/Ritzau Scanpix

Debat
11. august 2022

Også klimaaktivister har brug for sommerferie. Sådan retfærdiggjorde jeg min ferie over for mig selv, da jeg begav mig ud på en måneds interrail med en intention om at få en pause fra min klimaangst.

Jeg var nemlig fuldstændig ved at brænde ud. Det er hårdt konstant at blive konfronteret med, at verden går under, og at den rige vestlige verden ikke vil indse det, selv om vi klimaaktivister råber og skriger.

Jeg måtte hurtigt indse, at det var umuligt at flygte fra mine klimabekymringer. I en lille måned rejste jeg rundt i Europa i århundredets værste hedebølge. Jeg så udtørrede vandløb, knastørre parker og en skovbrand på afstand, som mindede mig om, at det efterhånden er umuligt at undslippe klimaforandringernes fysiske manifestationer.

Selv hvis man som privilegeret vesteuropæer forsøger at lukke øjnene i en måned og glemme virkeligheden, er det tæt på umuligt.

Samtidigt kunne jeg læse om, hvordan rekordstore oversvømmelser har drevet omtrent 100.000 mennesker på flugt i Bangladesh, mens endnu flere mennesker bliver drevet på flugt i Afrika på grund af tørke. Begge dele noget, som vestlige medier knap nok har dækket.

’Dejligt sommervejr’

I stedet har medierne skrevet om hedebølgen, som overvejende er blevet framet som ’dejligt sommervejr’, selv om det burde skrige til himlen, at der er noget helt, helt galt.

Man kan kalde mig dommedagsprofet, men vi er allerede begyndt på dommedag. Mennesker i det globale syd lider hver eneste dag som en direkte konsekvens af klimaforandringer og det globale nords manglende ansvarstagen. Sådan har det faktisk været længe. Den eneste forskel denne sommer er, at mennesker i Europa pludselig også har været i livsfare. Godt, at vi har aircondition.

Jeg havde fødselsdag og blev 23 år midt på rejsen. Den 14. juli – Bastilledag, i Napoli i buldrende varme. En revolutionsdag, som danner grundlag for hele den vestlige verdens værdigrundlag. Et folkets oprør, der afsatte et elitært system, fordi det ikke længere kunne besvare folkets basale behov for mad, tøj og medbestemmelse.

Om aftenen den 14. juli var der blodmåne. Et imponerende naturfænomen, hvor månen bliver ildrød. Jeg badede i havet midt i månens røde stråler, mens tårerne løb ned ad kinderne på mig. Jeg blev ved med at tænke, om jeg nogensinde kommer til at opleve noget så smukt igen, eller om fremtidens naturfænomener udelukkende vil være ødelæggende.

Under tre år tilbage

Én ting er at kæmpe imod Lynetteholmen og udvidelsen af Aarhus Havn hjemme i Danmark. En anden ting er økosystemers sammenbrud, flere hundrede millioner klimaflygtninge og utallige sultende og lidende mennesker.

Det er det, vi kigger ind i lige nu, hvis ikke vi snart gør noget drastisk. Ifølge den seneste IPCC-rapport har vi under tre år tilbage til at vende udviklingen. Det er praktisk talt ingenting. Det er ikke engang en regeringsperiode. Det kommende folketingsvalg er danskernes sidste chance for at tage vores del af ansvaret. Måske er det også systemets sidste chance for at besvare folkets basale behov.

Gustav Hertz Holm er klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Det gør mig virkelig ondt for dig, Gustav Hertz Holm...Det gør det virkelig..

Det gør mig ondt for os allesammen..

--

Men - og dette er sandheden med stort 'S' - du er lige kommet en postgang for sent..

Den fremtid du frygter, blev støbt og cementeret førend du selv fik stemme og dermed aktie i den.. Ballet er forbi, og du står og råber ind i en forladt hal, hvor kun konfettien på gulvet og et par hensmidte kondomer afslører, at en fest engang har fundet sted..

--

Der er intet tilbage. Som i 'INTET'. Du taler om, at der 'Snart skal gøres noget drastisk'... taler om, at 'vi har under tre år tilbage til at vende udviklingen'..

--

Du er som en passager i en bus, der for længst er kørt af vejen.. Lige nu styrter den i frit fald mod afgrunden... og du taler stadig som om, at vi skal finde den rette måde at dreje ind i svinget på?

--

'Tre år tilbage til at vende udviklingen'?!?!?

--

Det gør mig virkelig ondt for dig.. Jeg har selv en dreng, som snart er 13 år gammel, og det gør mig såmænd endnu mere ondt for ham...blodets bånd, du ved, no offense ;)..

--

Jeg er en gammel stodder, så tillad mig at give dig et par råd:

1. Lad være med at bære verdens problemer på dine egne skuldre..

2. brug lidt tid på at tænke over, hvad der i grunden findes af dybde i udsigelsen 'panta rei'

3. opgiv alle romantiske forestillinger om den 'vestlige verdens værdigrundlag', med mindre du da refererer til vækst og penge..

--

Tvivlsomme råd, i og for sig...men det er så også en relativt tvivlsom verden, der vedvarende bygges af og til og for dig..og for mig..og for os alle sammen..

Too bad..

Too late..

https://www.youtube.com/watch?v=iPASiFckzgk