Kommentar

Jeg griber mig selv i at ønske, at min mand havde kræft og ikke depression og angst

Som læge på en kræftafdeling og pårørende i psykiatrien er forskellen slående. Det virker, som om man i psykiatrien har vænnet sig til, at folk går til bunds med deres sygdom, familier går i opløsning, og de pårørende bliver desperate
For en psykisk syg, som ikke er selvmordstruet, er glasset halvt fyldt. På en kræftafdeling er patientforholdene som et glas fyldt til kanten og med isterninger og sugerør.

For en psykisk syg, som ikke er selvmordstruet, er glasset halvt fyldt. På en kræftafdeling er patientforholdene som et glas fyldt til kanten og med isterninger og sugerør.

Sofie Amalie Klougart

Debat
16. august 2022

Jeg arbejder som læge på en kræftafdeling og tør godt sige, at langt de fleste patienter på vores afdeling har oplevelsen af, at vi som personale arbejder sammen med dem, om at de lever så længe og så godt som muligt. Der er uhensigtsmæssigheder og forhold, man kunne ønske sig anderledes, men grundlæggende er man ’i det sammen’ gennem forløbet. Vi, personalet, opfører os professionelt og empatisk og hjælper alt, hvad vi kan inden for rammerne.

Igennem snart et år har min mand haft brug for hospitalspsykiatrien, både som indlagt og i ambulant regi, og jeg kan gribe mig selv i at ønske, at han enten havde kræft eller var psykotisk og/eller selvmordstruet frem for deprimeret og angst. Som pårørende kan man i hvert fald få en meget klar følelse af, at det er det, som skal til for at få mere hjælp og behandling. Det er ikke nok at lide, miste sit arbejde, ikke kunne være alene, få gentagne tilbagefald, føle sig overvældende ensom, græde hver dag i ugevis og så videre.

De sundhedsprofessionelle, som behandler min mand, vil sikkert blive forargede, når de læser dette, for de oplever at gøre alt, hvad de kan inden for rammerne, præcis som jeg gør på kræftafdelingen, og jeg er enig: Det er rammerne, som er det altafgørende problem.

Men for mig virker det samtidig, som om man i psykiatrien har vænnet sig til, at folk går til bunds med deres sygdom, familier går i opløsning, og de pårørende bliver desperate. Det er ligesom vilkår, man ikke ser sig i stand til at hjælpe med. Jeg har momentvis haft følelsen af, at vi var i det sammen med sundhedspersonalet, altså at vi arbejder sammen om at få min mand rask, men jeg har oftest følt, at vi er mere eller mindre alene, og billetten til hjælp ville være at blive selvmordstruet eller psykotisk.

Mere frustration end taknemmelighed

Som pårørende er jeg frustreret over, at jeg oftest føler, jeg er til besvær og uvelkommen.

Jeg er frustreret over, at man selv ved planlagte indlæggelser skal vente i timevis på en indledende samtale og herefter være to døgn i akutmodtagelsen med ukendt personale i urolige omgivelser, inden man kan komme til den kendte afdeling med personale, som man har truffet før.

Jeg er frustreret over, at det ikke noteres, når man ringer til akutteamet, som skal hjælpe, når man har akut behov for hjælp, og ikke kan få fat i personale, som kender patienten. Så når man ringer igen dagen efter, starter man helt forfra, hver gang.

Jeg er frustreret over, at der gives tider i ambulatoriet hver tredje uge til at justere på medicin, som kan reguleres hver uge ved manglende effekt. Og man så ikke telefonisk kan ændre på doseringen af medicin i mellemtiden.

Jeg er frustreret over, at den hurtigste lægetid med henblik på medicinskift, som min mand bliver tilbudt, ligger 16 dage, efter en sygeplejerske har rejst tvivl om diagnosen og dermed behandlingen.

Jeg er frustreret over,  at jeg selv måtte tage kontakt til klinikledelsen og efterfølgende skrive direkte til en speciallæge, for at min mand kunne få den rette hjælp i den specialfunktion, som er oprettet netop til patienter som ham.

Hårdest for de udsatte

Jeg er samtidig utrolig glad og taknemmelig for, at min mand får hjælp til medicin og samtaler med en kompetent psykiater, at han får tilskud til psykolog ved siden af det ambulante tilbud på sygehuset og i perioder har kunnet være indlagt og her er blevet passet af kompetent personale, som vi har været fuldstændigt trygge ved.

Men som det fremgår, er listen over frustrationer længere, end listen over ting jeg har været taknemmelig over. Det er altid en balance, om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Min mand er veluddannet, har læger i sin familie og mange mennesker, som holder af ham og vil hjælpe alt, hvad de kan. Så måske er glasset halvt fuldt i vores familie. Men hos mange andre er det halvt tomt, og hvis man er det mindste socialt udsat eller skrøbelig på andre måder, er psykiatrien et tomt smadret glas. Og det gør mig så ondt.

Til sammenligning ville kræftafdelingen være et velfyldt glas med isterninger og sugerør.

Helga Schultz er læge.

Information har haft adgang til relevante dokumenter i sagen.

Serie

Psykiatrien under pres

Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Theodor Lindholm

"Men hos mange andre er det halvt tomt, og hvis man er det mindste socialt udsat eller skrøbelig på andre måder, er psykiatrien et tomt smadret glas. Og det gør mig så ondt"

Den situation gælder alle vegne i de systemer, som er tiltænkt at hjælpe mennesker i nød. Har du ikke selv de ressourcer der skal til eller har nogen der kan hjælpe og slå i bordet for dig og holde ved, bliver du bare sendt hjem og overladt til dig selv. Kun de ressourcestærke eller dem der har støtte fra en ressource stærk får hjælp. Ellers kan du godt glemme det. Med andre ord. Dem der har aller mest behov for hjælp får den ganske enkelt ikke i Danmark.

ingemaje lange, Jeanne Löwe Lindberg, Brian Andersen, Birgitte Street Jensen, Niels Borre, erik pedersen, Martin Mortensen, Lars Jørgensen, Anne Schøtt, Peter Beck-Lauritzen, erik jensen, John Andersen, David Zennaro, Birthe Drews, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Dennis Tomsen, Anker Nielsen, Søren Løvborg, Christel Gruner-Olesen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Tillad mig at optræde i rollen som 'kætter':

Hvis en psykiatrisk behandling af hendes ægtefælle ikke har nogen mærkbar effekt - ventetider eller ej - så er det måske fordi. at der er noget grundlæggende galt med den psykiatriske tilgang..?

..

Hvis man er så uheldig at lide af kræft - eller et brækket ben - så kan man forvente at blive mødt af læger, som forstår og behandler lidelsen med de bedst tilgængelige former for praksis..

--

Hvis man er så uheldig, at lidelsen primært manifesterer sig som et 'psykisk' ubehag, ja så taler sandsynligheden for, at man får lov til at slå sig på 'psykiatrien' - det vil sige en 'videnskab' forankret i troen på. at enhver psykisk lidelse har en fysiologisk forankring, og at enhver løsning derfor er 'medicinsk'..

--

Æbler og pærer..

--

At behandle kræfttilfælde tåler ingen sammenligning med behandlingen af 'psykisk sygdom'..

--

Det førstnævnte kan måles i kød, det sidste kan ikke..

..

Det førstnævnte kan behandles med velprøvede metoder, det sidstnævnte behandles med gætværk..

...Og psykiatrien har for vane at gætte forkert...

https://www.youtube.com/watch?v=tef5_HK5Zlc&list=PLQVlFaHa8fw9yu5uc4QMiC...

Jeanne Löwe Lindberg, Morten Balling, Peter Beck-Lauritzen, erik steenstrup dyhr, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Nu er det ikke alle med somatiske sygdomme og lidelser der fårså god og hurtig behandling som kræftpatienter. Masser af mennesker med ikke livstruende lidelser venter også måneder og år på behandling. Mange behandlere/omsorgspersoner (læger og ikke mindst sygeplejersker, SOSUer) kæmper med hvad de føler er manglende personaleressourcer.
Politikerne lover behandling til alle, men ressourcerne slår ikke til. Flere og bedre behandlinger løser ikke problemerne, men kræver flere og flere ressourcer. Der forskes i og udvikles nye behandlinger, men slutresultatet er alligevel større og ikke lavere udgifter.
Sundhedsområdet er vedblivende umætteligt.

Skatten må ikke stige, så løsningen er tilsyneladende at afskaffe efterløn og Arne-pension, og betale mindre i sygedagpenge, kontanthjælp.
Sådan er det jo!

erik pedersen, jens christian jacobsen, Jane Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
erik steenstrup dyhr

Spot on. Der er og har været middelalderlige tilstande i psykiatrien. Stigmatiseringen af folks problemer bliver selvfølgelig forstærket i en institution, der er bygget med fængsler som forbillede. Og de psykiatriske læger, ja, hvor er de henne i debatten med deres viden?
De gemmer sig bag bureaukratiet. Det er bekvemt. Jeg tror at de skammer sig over områdets uvidenskabelighed.

Ninna Maria Slott Andersen, erik jensen og Niels Clausen anbefalede denne kommentar

Alt er som det plejer. Den historie kunne jeg skrive for 18 år siden. Hun var iøvrigt så uheldig at få brystkræft efterfølgende. Dejligt konkret, behandlingsmulig og overskuelig i forhold til.
Erik Jensen

jens christian jacobsen

Mange af dette spors anti-psykiatriske kommentarer er som at genopleve en gammel, hullet version af Gøgereden. Tilsat en knivspids Foucault. Men medens der dengang var grund til et opgør mod forældede, uvirksomme behandlinger og umenneskelige forhold I psykiatrien, aner det store flertal af kommentarerne indtil videre ikke en brik om psykiatrien i dag.
'Og det er vi mange der mener! Og de nikkede bejaende allesammen ved busstoppestedet.

Torsten Jacobsen

jens christian jacobsen,

Du kan selvfølgelig godt vælge at anlægge det perspektiv, at 'Psykiatrien' er menneskehedens absolut bedste tilbud til de af os, som langt fra perfekt passer ind i en ellers så ganske normativ og velbesunget 'form'.. Det står dig naturligvis frit for - som du gør - at afvise enhver skepsis i forhold til feltets virkemåde, med en skødesløs reference til 'Gøgereden' og 'Foucault' og andet skønlitterært nonsens..

Det står dig frit for..

--

Det ændrer dog ikke på det faktum, at en biologisk/fysiologisk reduktionistisk tilgang til mennesket som fænomen, til stadighed indhegner psykiatrien og begrænser den i dens forsøg på at lime knuste mennesker sammen..

--

Jeg er ikke i tvivl om, at man i psykiatrien har en helt anden selvforståelse. Jeg er slet ikke i tvivl om, at man gør sit bedste, med de midler, man har til rådighed..blot er værktøjskassen halvtom..og i tilgift rent budgetmæssigt ude af trit med efterspørgslen..

En fucking katastrofe, hvis du spørger mig..

--

For better or for worse eksisterer der - hinsides Foucault og fuglereder - en helt grundlæggende forskel i forståelsen af den menneskelige psyke som fænomen i universet.

På den ene side Psykiatrien, og dens langt hen ad vejen skuffende ambitioner om alene at fungere som symptomdæmpende mekanisme..

På den anden side et absolut vildnis af psykologiske og spirituelle tilgange, der byder sig til som lotteri...og det ér et rent lotteri..

--

Bottom line:

Omsorgen for den menneskelige psyke er ikke prioriteret i dette samfund. Jeg betragter dette udsagn som værende så selvindlysende sandt, at jeg end ikke føler trang til at fremføre beviser.. Virkeligheden taler for sig selv..

Lars Jørgensen, Jeanne Löwe Lindberg, Brian Andersen, Morten Balling og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar