Kronik

Jeg håbede, en dna-test havde svaret på, hvor meget min donors gener har formet mig

Efter jeg tog en dna-test og fandt tre halvsøstre, kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg er lettet eller skuffet over, at vi ikke ligner hinanden noget mere. Mødet har i hvert fald ikke gjort mig mindre nysgerrig på spørgsmålet om biologiens indflydelse
Asger Ahn mener, at man som donorbarn godt kan føle, at man er forsøgsperson i et socialt eksperiment.

Asger Ahn mener, at man som donorbarn godt kan føle, at man er forsøgsperson i et socialt eksperiment.

Tobias Nicolai

Debat
6. august 2022

Jeg er hjemme i juleferien 2020, og min mor spørger, om hun skal købe en dna-test til mig. Den er nemlig på tilbud, og hun vil gerne give den til mig i gave. Jeg har på dette tidspunkt længe vidst, at jeg var donorbarn, men har aldrig tænkt videre over mulighederne for at opsøge min donor eller eventuelle søskende. Jeg har en gang imellem kigget på diverse facebooksider for donorbørn og set efter, om der var nogen, der lignede mig, eller havde fælles donornummer, men forgæves.

Jeg siger ja, og et par dage senere modtager jeg en lille pakke i posten. Heri ligger et dna-kit, som gør det nemt for mig at opsamle og indsende min genetiske kode til firmaet MyHeritage i USA, der efterfølgende kan behandle og sammenholde mine gener med alle andre i verden, som har taget en lignende test.

Et par uger senere opdager jeg noget besynderligt. Der dukker en person ved navn Maria Jensen op, når jeg bliver modtaget af MyHeritages hjemmeside. Der står simpelthen, at jeg deler 24,1 procent dna med Maria, og at hun er min skønnede halvsøster. Da jeg tog testen, havde jeg ikke regnet med at finde noget som helst. Men nu var der pludselig et andet menneske på den anden side af skærmen, som jeg deler noget temmelig unikt med.

Rolig ligesom mig

Hjertet sidder helt oppe i halsen, og jeg skriver selvfølgelig til hende. Der strømmer mange tanker igennem mig, før sådan en besked udtænkes. For vi deler jo knap en kvart del af vores gener. Hvem er hun? Hvordan ser hun ud? Er hun ligesom mig?

Jeg finder ud af, at Maria blot er et dæknavn for Sascha, som rigtigt nok er min biologiske halvsøster. Vi skriver frem og tilbage og beslutter os for at foretage et videoopkald i første omgang.

Jeg ansøger hende også på Facebook. Selv om jeg aldrig nogensinde har set eller snakket med hende før, så føler jeg, at jeg kender hende ud fra hendes billeder og den måde, hun skriver på. Det kan ikke rigtigt forklares, men det er, som om jeg har kendt hende hele mit liv.

Under vores videosamtale får jeg indtrykket af, at hun er meget stille og rolig, og måske en smule introvert, ligesom mig selv. Hun er vokset op i en by i Nordsjælland, hvilket jeg tænker ikke er meget langt fra min egen fødeby i Roskilde. Faktisk fortæller hun mig, at hun tit har været i Roskilde, så måske jeg har gået forbi hende på gaden. Den tanke føles surrealistisk.

Jeg prøver ihærdigt at finde en masse fællestræk ved os. Jeg ved ikke hvorfor, men det pirrer min nysgerrighed at få at vide, hvordan vi ligner hinanden. Jeg synes, at vi har mange ligheder, men jeg er også fyldt med tvivl. Måske er vores ligheder bare generelle træk, som mange mennesker udviser. Lidt ligesom de brede pseudosammenhænge, man kan finde i horoskoper.

Jeg synes ikke, at jeg mangler en forklaring om mig selv, men jeg er meget interesseret i at vide, hvordan generne fra min donor har påvirket mig. På hvilke måder ligner jeg ham fysisk? Og hvad med vores personlighed og interesser?

Spørgsmålet om arv og miljø er efterhånden en klassiker inden for fag som psykologi, biologi og sociologi, og det er et emne, vi i samfundet bliver ved med at vende tilbage til. Og det er klart, at det føles særligt relevant for os som donorbørn. Derfor blev dna-forskeren Eske Willerslev også inddraget i DR’s program Min hemmelige familie, hvor han fortæller, at generne har en langt større betydning, end vi hidtil har troet.

Jeg synes bestemt, at der er personlighedstræk, som jeg ikke kan forklare gennem mine forældre. Jeg føler ikke altid, at jeg tænker på samme måde som andre, jeg kender. Men om det er mine gener, min opvækst eller noget helt tredje, er dog uklart for mig. Det håbede jeg, at min dna-test kunne hjælpe med at besvare.

Et eksistentielt chok

En stund senere på året skriver min mor til mig. Hun har gennem Facebook fundet en pige, som hævder at have det samme donornummer som mit. Hun hedder Fie, og da jeg ser et billede af hende som baby, kan jeg tydeligt se, at vi er relateret. Vi havde det samme lange mørke hår samt ansigtsfacon som nyfødte.

Ligesom med Sascha føler jeg, at jeg kender Fie på forhånd uden at have mødt hende. Jeg ved ikke, om der rent faktisk er noget sagligt eller biologisk involveret i den følelse, eller om det blot er ren indbildning og placebo. Jeg har set billeder af andre donorbørn på facebooksider, hvor jeg bestemt kunne afgøre, at vi ikke var nært beslægtede. Men kan man virkelig vide, hvem ens søskende er, før man har mødt dem?

Vi beslutter os alle tre for at ses ansigt til ansigt. Jeg finder ud af, at Fie er vokset op i Køge, hvilket giver mig en form for eksistentielt chok. Jeg får en forestilling inde i hovedet om, at hvis stjernerne havde stået lidt anderledes på linje, kunne vi muligvis have gået på samme gymnasium, da Roskilde ikke er langt væk fra Køge. Mine tanker ledes endda hen på, at vi måske kunne have været gået i samme klasse. Vi finder nemlig ud af, at både Fie, Sascha og jeg har en stærk naturvidenskabelig interesse, som vi ikke helt kan forklare ud fra vores familier.

Jeg føler mig desuden paf og måske en smule intimideret over, at Fie og jeg tilsyneladende har de samme slags øjne. Jeg synes, at jeg kigger mig selv i spejlet. For at sige det som det er: Det føles vildt mærkeligt.

Men derudover bliver jeg gennem vores samtale mere i tvivl. Bilder jeg mig ind, at vi har mange fælles træk? Man kunne jo også kigge på alle de områder, hvor vi er forskellige. De kan begge to rigtigt godt lide dyr, langt mere end mig selv i hvert fald. De har heste og har redet en del igennem deres liv. Desuden har de begge to hund derhjemme, og Sascha læser til dyrlæge. Jeg har på den anden side aldrig haft et kæledyr, da jeg har allergi.

Vi er et levende eksperiment

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil gerne tro på Eske Willerslev og ideen om, at generne har en stor betydning. Jeg vil gerne tro på, at jeg har meget til fælles med mine søskende. Måske jeg blev en smule skuffet.

Der er ingen tvivl om, at vi alle tre har noget af genetikken til fælles, cirka en kvart del er ens for os hver især. Og selv om det kunne være fedt at vide mere om, hvad vores donor har givet os med, så er man nok som individ alt for kompleks til, at det legende let kan analyseres.

Man kan som donorbarn godt føle, at man er forsøgsperson i et socialt eksperiment, hvor man netop skal finde ud af, hvor stor en betydning biologien har på menneskets udvikling. På den anden side er man selvfølgelig resultatet af et ønske om en almindelig familie.

Endnu mere for nylig i 2022 skrev Sascha igen. Det viser sig, at vi har endnu et match på MyHeritage. Vi har endnu en halvsøster. Helt ærligt! Hvor er mine brødre? Måske en dreng kunne give mig en anden indsigt. Har vi måske samme skæg?

Vi har ikke mødt hende endnu, men jeg glæder mig til endnu en gang at blive en lille smule klogere på mit ophav. Det er helt vildt, at de her dna-test gør det muligt for os at kende til hinanden. Det sætter jeg pris på.

Jeg kan ikke definitivt sige, om mine gener eller om mine omgivelser er den primære grund til, at jeg er den, jeg er, i dag. Men det er måske heller ikke vigtigt at afgøre. Jeg ved heller ikke, om jeg er skuffet eller lettet over, at jeg og mine biologiske halvsøskende måske ikke er så ens, som jeg troede.

Det lader jo til, at biologien holder. Vi har lidt til fælles gennem gener, og en del som nok er adapteret fra omgivelserne. Men jeg er ikke blevet mindre nysgerrig.

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Menneskeheden har jo ikke udviklet sig ved en kraftig gentagelse af genpuljens kendetegn i næste generation.
Selv har jeg voldsomt distanceret mig i forhold til begge mine biologiske forældre, bl.a. fordi jeg i høj grad var overladt til anden adspredelse, da mine forældre var travle og engagerede mennesker, også i mig, selvom jeg altså tidligt blev udsat for meget tv dengang, hvor tv mestendels bestod af 90% almen dannelse.

Niki Dan Berthelsen

Jeg er nysgerrig på hvordan man i fremtiden sikrer sig imod indavl. Vi har kunne klare os med at sige familie, inklusiv fætre og kusiner ikke skulle få børn sammen.

Men hvad gør man når man ikke ved om man er tæt beslægtede?

Kristian Larsen

Niki Dan Berthelsen: Ja, donorbørn er ikke beskyttede mod at få børn med deres halvsøskende. Det er ret uhyggeligt, især hvis man bærer på en grim arvelig sygdom.

Jeg synes det er rigtig godt, at Information følger dette emne. Der er ikke mange mennesker, der tager alvorligt hvilke netop eksistentielle udfordringer det indebærer, at man ikke har viden om og kontakt med sin biologiske far og dennes måske talrige børn. Når jeg taler med andre om det, fokuserer de fleste alene på, at det er godt at en kvinde kan få et barn, hvis det er det hun ønsker - lidt som om det lige så godt kunne være en bil. Og det er måske også sådan mange tænker?

Helene Hansen

Ingen har ønsket at starte et eksperiment.
Samfundet og donorbørn selv bruger donorbørn til et eksperiment eller forskning i gener.

Hvis mødrene ikke havde fået sæd et sted fra, var de nu voksne ikke blevet til.

Vil de foretrække det?

Det har været for farligt at bruge ukontrolleret sæd fra byen i en tid, hvor det giver mening at bruge kondom.

Og ikke mange mænd har været villige til at give sæd til en veninde, hvis barn de ikke skulle eller ville have noget at gøre med.

Vil han foretrække ikke at være blevet til?

Jeg har en Ide om hvilke træk jeg har fra min far. Gode tænder, styrken og maveproblemer. And so what?

Der er mange mennesker, der ikke har et særlig fantastisk forhold til deres far.
Man er heldig, når man har en kærlig mor og andre nære personer.

Min egen mor har også været ret fraværende. Den vigtige kærlighed, som jeg har fået i mit liv, har jeg fået fra min moster.

Det kunne jeg desværre bare ikke se mens hun levede.

Har jeg hendes gener? Ikke specielt.

Jeg er ud af en større børneflok med samme biologiske ophav.
Ikke 2 af os ligner hinanden......hverken udenpå eller indeni (sind) -på nær 1 som fik fars statur -men ikke sind.
Vi deler hverken livsværdier, holdninger, interesser, temperament eller næser.
Spejling? .....nææhh egentligt ikke.

Inger Pedersen

Inge Nielsen

Samme her.

Og dog er der tydeligt forskel mellem min mors 6 børn - og min mosters do.
Både mht. den måde, vi har forvaltet vores liv på, og mht. sygdomsforløb - mere eller mindre livsstilsprægede.
Andre uden for familien påpeger jævnligt, hvor lidt eller hvor meget, vi ligner hinanden i de to jævnaldrende søskendeflokke...

Måske er det ikke bare så enkelt, at det uden videre kan gøres op i et enkelt regneark? :-)

Inger Pedersen

I øvrigt var jeg forrige år sammen med min kusine og nogle af min mors kusiners døtre, altså næstsøskendebørn.
På et foto ligner vi hinanden mere, end jeg ligner mine søstre - og selv om vi aldrig havde set hinanden før, var vi straks på samtale-bølgelængde, som havde vi altid kendt hinanden.
Det var godt nok en interessant oplevelse.