Kronik

Håndarbejdet er min billet til drømmelivet som hjemmegående mor

At kreere forklæder er et samfundsfilosofisk forandringsprojekt for mig. Efter corona stod det klart for mig, at tid er den dyrebareste ressource, vi har, og den vil jeg bruge med min familie. Og takket være mine forklæder kan jeg netop arbejde, når jeg vil
Ekaterina Andersen har lykken og friheden i kraft af sit håndarbejde, skriver hun.

Ekaterina Andersen har lykken og friheden i kraft af sit håndarbejde, skriver hun.

Privatfoto

Debat
12. august 2022

Jeg har tre børn, jeg er husmor, og jeg lever af at lave forklæder til andre husmødre. Men sådan var min hverdag slet ikke før coronapandemien. Der arbejdede jeg som feministisk foredragsholder. Det her er min historie om, hvorfor jeg ændrede mit liv.

I årtusinder har der været en forbindelse mellem kvindekønnet og håndarbejde. I dag er det blevet problematiseret af feminismen, og det virker, som om vi skal skaffe os af med enhver afgrænsende kvindeegenskab og nærmest også definitionen af ordet kvinde. Det er jo ’det onde patriarkat’, som har fundet på det for at holde os i køkkenet!

Fra hjemmelavet til massekøb

Forbindelsen mellem kvinden og håndarbejdet stammer fra en tid, hvor mennesker levede som hushold snarere end som individer. Manden og kvinden gjorde sig umage for at holde styr på tingene, imens hungersnød, en mængde dødelige sygdomme og fattigdom stod på lur uden for hjemmets fire vægge. 

Her har arbejdet med tekstiler altid været en indkomst for kvinder, som typisk havde en baby at amme og derfor skulle blive hjemme med den. Man kunne væve, sy, brodere og strikke, mens man sang og talte med sine børn, og maden simrede i ovnen.

Med industrialiseringen og urbaniseringen var husmødrenes æra forbi. Nu blev både manden og kvinden individuelle fabriksarbejdere. Der var ikke længere behov selv at stå for produktionen af alle livsfornødenheder.

Husmorens hidtidige pligter blev forvandlet til varer og tjenester og fordelt til diverse. Nu var det langt mere praktisk at producere kapital og købe sig til varer og tjenester i stedet for selv at gøre noget. Det sidste søm i husmorens kiste kom med anden bølge af feminismen i 1960’erne, hvor man begyndte at tænke på den levemåde som ikke bare overflødig, men endda farlig. Betty Friedan sammenlignede husmorens tilværelse med intet mindre end koncentrationslejre i sin bog The Feminine Mystique.

Min generation af kvinder blev opdraget netop med denne frygtelige forestilling om den hjemmegående kvindes eksistens. For at parafrasere en af feminismens vigtigste tænkere, Simone de Beauvoir, er husmoren jo en parasit, der ikke bidrager til samfundet med noget. Desuden er det dødssygt, kedeligt.

Men så kom corona og nedlukningerne. Pludselig blev vi kastet 200 år tilbage i tiden, og alle blev hjemmegående igen. Nu skulle vi til selv at stå for børneopdragelse, madlavning og husholdning.

Ja, for mange kvinder var det en forfærdelig tid af adskillige grunde. Men ikke for alle og heller ikke for mig.

Frihed til familien

Flere kvinder blev klar over, at livet som husholder slet ikke er det helvede, vi vil reddes fra. Det er frihed. En frihed til selv at tage sig af baby så længe, som barnet har brug for det. Frihed til at nære sin familie med ordentlig mad og ikke med halvfabrikata, der er fyldt med ting, som mennesker slet ikke burde spise. Frihed til ikke at hakke på ens mand om en lige fordeling af støvsugningstid, men derimod skabe en form for organisk rollefordeling, hvor man gør og står for de ting, som passer husholdningen bedst.

Vi fik lov til at udleve et liv med hjemmet i centrum snarere end en individuel tilværelse. Nu blot med væsentlige opgraderinger – blandt andet internet, moderne medicin og alverdens elektrificerede medhjælpere.

Den unikke tid har altså også skabt os, de mange kvinder, som efter en vis akklimatiseringstid har fundet sig helt tilpas i husmorens tilværelse. Vi fandt ud af, hvor meget af vores småbørns liv vi går glip af, når de passes af andre. Vi fandt ud af, at det var langt mere givende og kreativt at være ’engel i hjemmet’ end kontorarbejder. At tiden derhjemme var mere værdifuld end rejser, ting og magt. Ja, bevares, for mange føltes det næsten, som om vi blev skabt til det!

Derfor findes der nu en stædigt voksende bevægelse af tradwives – kvinder, der simpelthen allerhelst vil være husmødre, i hvert fald imens deres børn har brug for det.

For os er det tydeligt, at i det fremtvungne ræs om frihed, som kvinden kæmper imod manden, blev børnene de absolutte tabere – dem hvis behov det nærmest er blevet et tabu at gå op i. 

Livet som hjemmegående mor

Coronanedlukningerne har givet mig muligheden for at leve som hjemmegående mor og har vist mig – den feministiske foredragsholder – at de kvinder, der havde allermest brug for mig, var mine døtre.

Her tog jeg mit håndarbejde frem og tænkte, at det var min billet til det liv, jeg nu drømte om. For vi kan ikke leve af min mands indkomst alene, og min mand gider heller ikke arbejde 24/7, så han aldrig får set vores børn. Samtidig er det svært at forestille sig et mere passende historisk øjeblik til at gøre noget håndskabt til en succes. Netop nu, når mennesker igen begynder at stræbe efter holdbarhed og retfærdighed og hellere vil have mindre, men bedre.

Jeg kan købe deadstock-stoffer, stoffer som findes i små mængder, som er tilovers, og som ikke kan bidrage til mere industriel produktion. Jeg kan lave flotte og holdbare ting af det. Og når jeg laver håndbroderier på forklæderne, bliver de unikke og personlige – en slags mental gave fra den ene kvinde til den anden.

Det bedste er, at jeg kan lave det på mine – og vigtigst – på mine børns præmisser. Jeg kan tage det frem, når de er glade eller sover, og lægge det væk, når de har brug for mig. Mine forklæder er et samfundsfilosofisk forandringsprojekt for mig. For jeg synes, forklædet burde blive trendy igen. Jeg synes, at det er vildt, at så mange kvinder opfatter husmoren som en privilegeret parasit, der ikke bidrager til samfundet med noget på grund af den feministiske indoktrinering. Og der er altså en del kvinder, som har den holdning. De sender kritiske beskeder til mig og andre husmødre.

Tid og frihed

Jeg er godt klar over, at jeg er privilegeret. Jeg bor her i det velopvarmede, velernærede og rene Skandinavien. Jeg er ikke alenemor. Jeg har et entreprenørtalent samt en del andre færdigheder, som gør det muligt for mig at skifte karriere.

Men oftest er den kvinde, som ytrer argumentet om mit privilegie og fortæller mig, at jeg er en parasit, slet ikke dårligt stillet selv – hendes sociale medieprofil viser hendes hus fyldt med designerting og fritid med rejser og oplevelser, jeg ikke engang tør drømme om.

Det, at jeg har valgt den vej, kommer med en del ulemper – vi har ingen opsparing, vi tager aldrig på ferie eller i forlystelsesparker. Det, der står på menuen, afhænger af, hvad der er på tilbud. Og fleksibiliteten i mit arbejde gør også, at jeg arbejder på alle tider af dagen og skal have en mægtig selvdisciplin.

At skabe sunde mennesker, robuste til modgang, opmærksomme på ondskab, men som alligevel er i stand til at føle glæden ved livet, arbejde og ansvar er intet mindre end en heroisk mission. En heroisk mission, der hedder moderskab og ikke ’parasittilværelse’. 

Efter corona blev det klarere end nogensinde for mig, at vores tid er det allervigtigste og den allerdyrebareste ressource, vi har. Den vil jeg bruge på samvær med dem, der har allermest brug for det.

Jeg vil have familien i nuet. Og det er lykken og friheden, jeg har, takket være mit håndarbejde.

Ekaterina Andersen er husmor, teolog, instagrammer og indehaver af KatyushaWow

Serie

Er strikketøjets genkomst et knæfald for patriarkatet?

Strik, hækling og broderi hitter – særligt blandt kvinder – og nogen ser det som en ligestillingskamp. Men hvordan er håndarbejdet, som tidligere emmede af traditionelle kønsroller, pludselig blevet relevant i 2020’erne – og er det overhovedet gavnligt for det feministiske projekt eller i virkeligheden med til at opretholde et stereotypt kvindeideal? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Theodor Lindholm

Er det det, man kalder nyfeminisme? Det er jo lidt svært at følge med i alle de bølger og bevægelser der hele tiden dukker op. Det minder mig om en retro udgave af min Mormor og Farmor i 60'erne med broderier og det Sønderjyske kaffebord.

Stella Nielsen, Mogens Holme og Morten Larsen anbefalede denne kommentar

Okay... Er Nikita Klæstrup og Twerk Queen også vendt hjem til kødgryder, børn og støvsugere?
Nå. Spøg til side. Håber fruen er lykkelig med hvad end hun gør med sit liv. Faktisk lyder det dejligt, at have taget tiden tilbage og være frigjort fra lønarbejdet . Så må de grå mænd undvære nogle cigarer.

Kirsten Dyhrberg Grønne

Dejligt debatindlæg, som jeg glæder mig over. For tiden og nuet er noget af det vigtigste. Jeg har været så priviligeret, at have et 30 timers job, så der også var tid til vores børn og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg var ung i 70’erne og har haft et spændende arbejde. Det bedste vil være, hvis vi kan nå der til, at hver familie kan vælge at indrette sig, som det passer dem, uden nedladende kritik fra andre.

Kim Petersen, Steen Piper, Torben Skov, Lone Gravgård og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar

Ja, det er en trist historie.
Måske Information kan finde andre kronikører med samfundsfilosofiske forandringsprojekter og heroiske missioner. Det kunne blive en temaserie om frihedskæmpere, der frigør sig fra den uforstående omverden og den manglende anderkendelse. Serien kunne hedde 720 grader for at favne den rundtossede fornemmelse.

Det er ikke trist. Det er vidunderligt!
Efter jeg har besøgt handelssiden KatyushaWow forstår jeg lidt bedre hvad det er hun har gang i.

https://www.etsy.com/dk-en/shop/KatyushaWow <3

Og man skal åbenbart til Sverige, for at det kan lade sig gøre udenom “løvens hule”, Dansk iværksætterforening, DI, CBS og cepos.. Det er ihvertfald derfra jeg har set flest af den slags små foretagender af folk som bryder med standarden.

F.eks. Jonna Jinton, som følte at hendes udstukne kurs ad den traditionelle vej “ud på det højt besungne arbejdsmarked” var helt forkert. Så hun forlod gymnasiet og flyttede 1000 km nordpå til mormorens gamle hus i Grundstjärn. Her var stilhed og virkelighed. Lys og mørke. Og lykken. Hun og hendes mand dyrker nu friheden og lever af at omsætte den til produkter der afsættes til hele den frihedshungrende verden. Successen er så stor, at familien i Göteborg nu arbejder for hende med lager og forsendelse.

https://jonnajinton.se/ <3

Jeg tænker lidt, at kvindernes frigørelse drejede sig om at bryde nogle lænker, for blot at blive lagt i andre. Men kvinderne her bryder mere fri.
Gid vi alle m/k kunne gøre det samme. Det ville være en helt anden verden. Både ka'selv, gammeldags og dog topmoderne. Og meget mere lykkelig <3

https://youtu.be/VBZmtTaEEyQ

Alan Frederiksen, Kirsten Dyhrberg Grønne og Steen Piper anbefalede denne kommentar

Åh nej, så skal Coronanedlukningen også legitimere en selvtituleret “feministisk foredragsholders” (?) metamorfose til forklædeproducerende husmoder! Den påståede sammenhæng mellem nedlukningerne og “at vi pludselig blev kastet 200 år tilbage i tiden, og alle blev hjemmegående igen” virker som et forsvar for kronikørens egen våde husmoderdrøm. Vi andre blev udelukkende “hjemmegående”, fordi vores arbejdsplads i perioder blev henlagt til egne matrikler. “Den unikke tid” medførte absolut ikke, at der opstod et selvundertrykt behov for at blive “en engel i hjemmet”. Det bliver mere og mere indlysende, hvorfor Danmark i henseende til ligestilling mellem kønnene befinder sig på 32. pladsen lige efter Mexico.
Kronikørens tilbud om et unik, personligt og håndbroderet forklæde, som “en slags mental gave fra den ene kvinde til den anden, bliver mødt med et nej tak herfra.

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Frederik Schwane, Thomas Tanghus, Caspar Christiansen, Maya Drøschler, Stella Nielsen, Sonja Rosdahl, erik pedersen, Ruth Sørensen, Merete von Eyben og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Allan Nørgaard Andersen

Tak, Torben Skov, for linket til Ekatarina Andersens hjemmeside, som viser sig at give et stærkt visuelt indtryk af hvilken moderne husmodertype, kronikøren taler så varmt for. Nemlig bedårende dukker iført upraktiske flæse- og blondeforklæder, der bestemt ikke fremtræder som noget man ifører sig før man finder gulvskrubben frem eller svinger toiletbørsten.
Jeg har svært ved at tro at det vil øge anerkendelsen af det huslige arbejdes uomtvistelige værdi, at kvinderne iscenesætter sig som pyntegenstande.
Gad vidst om det ikke ville være et større fremskridt, hvis husfædrene blev hjemme for at at tilvirke flotte, funktionelle klædedragter til brug for arbejdet i hjemmet?

Eva Schwanenflügel, erik pedersen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar

Toiletrens og gulvskrubber slipper man ikke for, med mindre man kan betale andre m/k for at gøre det.
Nu er det jo ikke just billige forklæder, men håndlavede beklædningsgenstande med broderinger. Næppe funktionelt arbejdstøj. Så hvorfor putte det i den kasse?
Når man ser hvilken beklædning folk ellers køber i dyre domme, kan jeg ikke se nogen grund til at kritisere hendes. Hvis nogen synes de er smarte og gerne vil købe dem, så er det helt fint med mig. Og når det giver hende mulighed for at have det liv hun ønsker, så er det vel godt. Og hendes børn er ikke tvunget til vuggestue og børnehave opbevaring, men kan være hos deres mor.

Et af mine store fortrydelser er, at vi naivt troede, at det var godt for børnene at komme i institution. Det var en stor fejl, kan jeg hilse og sige!
Jeg vil da gerne opfordre til, at man passer sine små børn selv. Også hvis man skal kreere salgbart håndarbejde for at kunne.

Kim Petersen og Steffen Rahdoust Boeskov anbefalede denne kommentar
Rasmus Grouleff

Det er da fantastisk, hvis kronikøren er lykkelig for at være hjemmegående husmor og hjælpe til husholdningen ved at sy forklæder.

Dog skal man nok ikke lægge for meget i hendes udlægning af historien. Fordi i kronikken for blot en uge siden (https://www.information.dk/debat/2022/08/boer-udfordre-vores-kollektive-...) er der en direkte modsat udlægning af historien - af en, som må formodes at besidde en noget dybere indsigt i, hvordan det egentlig hang sammen.

Hanne Schmidt

Jeg må konstatere at kronikørens historie forståelse er beskedent. Men jeg forfattende følgende, som jeg ikke tror det er umagen værd at sende til redaktionen., som synes at foretrække alen lange kronikker uden vi bliver væsentlige klogere:

Ekaterina Andersen og drømmelivet som hjemmegående husmoder

Begrebet ”hjemmegående” husmor opstod med 1800-tallets borgerskab, hvis kvinder aldeles ikke gik på arbejde, hvilket blev målet for en kommende middelklasse af funktionærer og håndværksmestre, der voksede frem især efter 1917. Det gav for social status at have råd til en hjemmegående kone og moder, ligesom dem i overklassen. Arbejderklassens kvinder puklede fortsat med at arbejde uden for hjemmet for at familien kunne overleve.

Mange af de feministerne som i 1960’ere Fr. Andersen siger havde travlt med at nedgøre husmoderrollen, kom hovedsageligt fra disse småborgerlige familier. Deres kritik gik ud på det væsentlige faktum, at deres hjemmegående mødre var personligt og økonomisk umyndige, dels når de skulle tigge om faderen om penge til mad, tøj og sko til børnene og sig selv, og dels i overordnede økonomiske og juridiske sammenhænge. Hertil var der triste beretninger om kvinder der helt gik i spåner, når børnene ikke havde brug for dem mere, eftersom hjem, mand og børn var altafgørende for deres livsindhold og selvforståelse.

Med andre ord især for kvinderne udgjorde den småborgerlige kernefamilien et svagt led i modsætning til de tidligere århundredes nære familie og arbejdsfællesskaber i by og på land, der havde eksisteret i århundrede. Kernefamilien var blevet til en lille lukket enhed, hvorimod der for arbejderklassens vedkommende især i byerne opstod nye typer fællesskaber som opstod af arbejderbevægelsen, samt af tætte naboskaber i byernes arbejderkvarterer. Deres børn var oftest overladt til naboer eller blev låst inde mens mor arbejdede, og det var faktisk først med middelklassens udearbejdende mange kvinder i løbet af 60’erne, at de mange kommunale børnehaver kom til, som supplement til de få asyler og menighedsbørnehaver arbejderklassens mødre havde adgang til før i tiden.

Husmorbegrebet
I et historisk perspektiv er det et ret romantisk syn som Ekaterina Andersen har på drømmelivet som hjemmegående husmor med udgangspunkt i den moderne småborgerlige kernefamilie. Hun ser bort fra at denne lille for hende ”idylliske” kerne er et ret nyt historisk fænomen, da menneskeheden reproduktion gennem årtusinder har bygget på langt større fællesskaber af medlemmer, der også bidrog til at opdrage og socialisere børnene. Noget hun tilysyneladende ikke skal nyde noget af.
Det er dog med de feudale husholdninger begrebet husmoder dukker op. Disse udgjorde før kapitalismen og lønarbejdets indtog et produktionsfællesskab, som var en økonomisk, fysisk og social enhed for alle der boede under samme tag: bonde, mester, koner og børn foruden al tyendet og deres børn; altså en slags storfamilie i hvor alle bidrog til arbejdet, børn som voksne. Tyende i husholdningen der var mødre var ikke husmødre, men blot mødre.
Det store flertal af besiddelsesløse mennesker i dette land var dengang afhængig af den feudale husholdnings husbonds beskyttelse hvad angik forsørgelse og husly på ondt og godt. Husholdningens husmoder her var ansvarlig for slagtning, saltning, madlavning, vask, pasning af kålhaver og æblegårde, og ikke mindst til at organisere arbejdsopgaver for dem der arbejde i husholdningen. Der var mere noget mere at se til end far og tre børn i en hus med have i Smørum.
Datidens husmoder var lige så betydningsfuld som manden i den produktionsenhed som husholdningen udgjorde, og respekteredes derfor på lige fod med husbonden, men med den borgerlige revolution i løbet af 1800 tallet og dyrkelse af kernefamilien ud fra en stærk patriarkalsk ideologi, mistede husmoderen også sociale status i samfundet som helhed.

Kun en mere velhavende middelklasse kunne tillade sig at have en hjemmegående husmor, som ligner det drømmeliv kronikøren henviser til, hvor husmorarbejdet åbenbart er synonymt med masser af tid til at pusle om børnene og til hyggelige huslige sysler og håndarbejde.

Håndarbejde var i gamle dage ikke imidlertid ikke for sjov, men et arbejde på lige fod med meget andet med henblik på at holde klæder ved lige med at sy, lappe og stoppe. Almindelige bondekoner sled sammen med gårdens karle og piger i mark og stald, og slæbte deres spæde børn med rundt under arbejdet, indtil de blev store nok til at bidrage til arbejdet. Kun velhavende købmænd og håndværkere, adelige og konger havde barnepiger og ammer, hvis egne børn ofte måtte forsømmes til fordel for herskabets.
Ekaterina Andersens overser, at det i tællelyset eller ildstedets skær var ret begrænset, hvad man kunne udføre af finere håndarbejde i de mørke vinteraftener. Det var en beskeden elite, der havde tid til at hygge sig med at baldyre, og de havde også råd til at købe stoffer det fra de værksteder, der producerede gobeliner, fine stoffer og kniplinger. Disse værksteder havde hårdtarbejdende mænd og kvinder i deres brød, og de var for så vidt var en forløbere for den senere industrielle tekstilproduktion, hvor især kvinderne blev dominerede som lønarbejdere.
Håndarbejdets udbredelse her i landet skal ses i sammenhæng med den velstand som de danske selvejerbønder og byernes borgerskab oplevede i slutningen af 1800 tallet. For det var først med petroleumslampen og senere elektriciteten, at der kom rigtig gang i broderisyslerne ude i hjemmene, men for flertallet vedkommende både i by og land, var det først og fremmest nødvendig vedligehold af familiens klæder det handlede om.
For de mere velhavende var det vigtig for de unge piger at have brudeudstyret i orden, når et passende ægteskab var deklareret. Brudekisten skulle fyldtes med broderede særke, duge, dækservietter og sengetøj af smukt vævet linned.
Hvad angår vævning var det nu et gammelt håndværksfag, som ikke enhver husmoder bedrev før i tiden. Der var gerne en væver i sognet der vævede uld, vadmel og linned, foruden meget blev købt i nærliggende købstæder, og bånd og sløjfer købte de af omrejsende handlende.
Med tekstil- og klædefabrikker forsvandt de væverhåndværket både i byen og på landet Det var gennem århundrede, dog et erhverv som i praksis i hovedsageligt blev udført af mænd, i hvert fald i byerne, og ikke af husmødre som EA påstår. Hun burde læse lidt Holberg.

Datidens husmødre sad ikke selv og vævede i de små mørke overbefolkede rum og stuer på land og i by, men, rokken har dog gået i de mange små hjem for at spinde uldgarn til sokker og trøjer.
Man vaskede sjældent tøj, så forklædet var også vigtig for at beskytte de klæder man ofte gik i både uge- eller månedsvis. Især søndagstøjet hvis man eller havde råd til den slags.
Det er interessant, at drømmelivet som hjemmegående mor for hende handler om at hellige sig mand og børn og ikke mindst sin symaskine for at sy forklæder. Den slags arbejde var også almindelig i 50’ og i begyndelse af 60’erne, hvor den lavere middelklasse fostrede et hav af hjemmesyersker, der bidrog til at familien fik råd til folkevogn og rejser til Harzen.
Moderen sad mutters alene det meste af dagen og syede løs, for betalingen var elendig, så der skulle produceres et hav af handsker, flipper eller ærmer før manden kom hjem fra arbejde og børnene kaldtes ind aftensmad efter endt arbejdsdag. Det var min erfaring med kammeraternes mødre der var bundet op på den slags.
Hvis småborgerskabet kvinder af nød blev tvunget til udearbejde med fabriks- eller rengøringsarbejde, blev familien jo reduceret til gemen arbejderklasse. Det er vigtigt at forstå at småborgerskabet havde en grundlæggende foragt for arbejderklassens proletarer, en foragt som fortsat eksisterer i bedste velgående i de højere samfundslags syn på de lavere klasser.

Borgerskabet og de kapitalistiske forestillinger om kvindens rolle i samfundet var klart, at hun manden underlegen, og i det lys bør EA også se på feministerne fra 60’ernes kampe.
I kølvandet af oplevelsen af kvindernes undertrykkelse af de borgerlige patriarkalske normer, og moderens konkrete isolation under deres opvækst i en lille borgerlige kernefamilien, voksede også drømme om større sociale fællesskaber, hvilket gav anledning til de mange bevægelser og kollektiver der blomstrede i 70’erne, herunder flere produktionskollektiver, hvor Svanholm vel står for det mest betydningsfulde.

Grundlæggende forekommer det mig, at det beskrevne husmoderlige drømmeliv er utrolig egoistisk, og mest handler om hendes egen selvrealisering. Jeg selv elskede min børnehave, og tanken om at have skulle være tvunget til at hænge hjemme i mors skørter fra en tidlig barndom forekommer mig rædselsfuld.
Børns frihed til selvstændig leg, gøren og laden uden opsyn, hvoraf vi vokser og modnes gennem egne erfaringer med andre voksne og børn, er støt og roligt forsvundet i de sidste 40 år.
Det er ikke så underligt, at der er megen usikkerhed og mangel på selvværd med en alt for beskyttende tilgang til barnelivet, eller beklagelig vis mangel på reel omsorg i diverse dysfunktionelle familier; noget som dog ikke skyldes klassetilhørsforhold, men om andre komplekse forhold, hvor forældre af vidt forskellige årsager går mere op i sig selv end hensynet til deres børn og andre gode sociale relationer.

Else Mortensen, Katrine Damm, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Erik Stokes, Stella Nielsen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Jeg kan ikke gennemskue, hvad formålet med dette indlæg er. Hvis det er for at fremstå hellig og klandre andre kvinder for deres valg, vil jeg nok mest opfatte det som narcissistisk og navlebeskuende (og ligegyldigt).

Jeg er helt enig med Ida Nicolajsen i politiken:

"Daginstitutionen er ikke en forudsætning for børns trivsel.

Institutionerne er primært til for arbejdsmarkedets skyld, ikke for børnenes. Ofte tværtimod."

Frederik Schwane

Torben Skov, jeg vil snarere påstå, at daginstitutioner er et middel til at få mødrene ud på arbejdsmarkeret uden at fædrene behøver at ændre adfærd.