Klumme

Ingen af de svenske partier vover det opgør med kapital og elite, landet har brug for

Når vi svenskere går til valg den 11. september, er de politiske forskelle mellem blokkene måske mindre end nogensinde. Kriminaliteten dominerer debatten, mens svenskernes vrede over den stigende ulighed falder i baggrunden
Skudepisoderne aftager ikke i Sverige. Tværtimod er antallet steget med 67 procent i år, hvor der har været 42 skuddrab indtil videre. Her skyderi i Landskrona for under en uge siden. Ikke overraskende kommer spørgsmålet om kriminalitet til at overskygge alt andet ved det svenske valg den 11. september 2022.

Skudepisoderne aftager ikke i Sverige. Tværtimod er antallet steget med 67 procent i år, hvor der har været 42 skuddrab indtil videre. Her skyderi i Landskrona for under en uge siden. Ikke overraskende kommer spørgsmålet om kriminalitet til at overskygge alt andet ved det svenske valg den 11. september 2022.

Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Debat
18. august 2022

Den 11. september går Sverige til valg. Det tegner til dødt løb mellem blokkene, så selvfølgelig er også jeg smittet af spændingen. Men så alligevel: Som socialist føler jeg også tomhed og vemod over for rigsdagsvalgets valgmuligheder. Hvad der virkelig er brug for, er et større opgør med kapital og elite. Men det vover og vil ingen.

Dermed ikke være sagt, at det er ligegyldigt, hvem der vinder. Men de politiske forskelle mellem blokkene ser ud til kun at mindskes for hvert valg.

Det står klart, at valgkampen får to hovedtemaer: kriminalitet og økonomi.

Det kan næppe være anderledes i en situation, hvor kriminaliteten topper. Skudepisoderne aftager ikke, tværtimod. I år er de taget til med 67 procent, og i skrivende stund har der været 42 tilfælde af skuddrab i år. Så venstrefløjen kan ikke med troværdighed hævde, at problemet slet ikke er så stort, som højrefløjen vil gøre det til.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Endnu en fin analyse af Åsa. Som socialist kan man naturligvis ikke lade sig nøje med centrum-venstres kulturalistiske forargelsesindlæg i diskussioner om, hvilke veje de nordiske lande skal slå ind på.