Kronik

Ja, kirken har problemer med arbejdsmiljøet. Men også landets højeste jobtilfredshed

Der er utvivlsomt problemer i folkekirken, men der er også meget, der fungerer. Derfor skal vi ikke afskaffe det lokale demokrati i menighedsrådene, men rådene skal blive bedre til at søge vejledning, tage ansvar og skabe et ’vi’ på arbejdspladsen
Landets menighedsråd driver tilsammen en meget stor organisation med over fire millioner medlemmer eller 73 procent af befolkningen.

Landets menighedsråd driver tilsammen en meget stor organisation med over fire millioner medlemmer eller 73 procent af befolkningen.

Thomas Vilhelm

Debat
31. august 2022

DR har sat fokus på arbejdsmiljøet i Folkekirken. Det skal de have tak for. Vi har som bekendt pressen til at holde os i ørerne og påpege uting: uretfærdigheder, uhensigtsmæssigheder og ulovligheder.

Information fulgte den 17. august op med en leder under overskriften »Folkekirkens forfærdelige arbejdsmiljø«. Her rejses en skarp kritik af den måde, menighedsrådene arbejder på.

Jobtilfredshed i top

Jeg har været præst i snart 30 år og provst i otte. Præster er fuldgyldige medlemmer af kirkernes menighedsråd og deler ansvaret for blandt andet arbejdsmiljøet med lægmedlemmerne. Jeg ved, at der opstår arbejdsmiljøproblemer, og hvad der er værre: at vi sommetider har alt for svært ved at løse dem. Ingen tvivl om det.

Alligevel er der også et ’men’, der nuancerer billedet en del, og som skal tages med, hvis vi skal undgå at finde løsninger de forkerte steder på uheldige måder, der bare skaber andre problemer. Der er nemlig stærk indikation for, at »folkekirkens forfærdelige arbejdsmiljø« slet ikke er så forfærdeligt endda.

Det viser en undersøgelse fra Arbejdstilsynet, der udkom i februar. Her kommer branchegruppen ’religiøse institutioner og begravelsesvæsen’, hvorunder folkekirken hører, ind på en suveræn førsteplads, når det gælder medarbejdernes overordnede tilfredshed med deres arbejde.

Rapporten National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere er interessant læsning, som ikke modsiger DR’s undersøgelse, men perspektiverer det indtryk, DR giver af arbejdsmiljøet i folkekirken.

Svarene i rapporten er organiseret, så man kan se de syv bedst og værst rangerende brancher. Gruppen, som folkekirken hører til, ligger i top syv på en række væsentlige områder. Heriblandt medarbejdernes mulighed for at have indflydelse på deres arbejde, oplevelsen af at have tilstrækkelige beføjelser i forhold til ansvar, mulighed for at træffe væsentlige beslutninger, oplevelsen af at få respekt og anerkendelse fra ledelsen, tid nok til arbejdet, glæde og selvtillid i arbejdet og oplevelsen af sikkerhed i ansættelsen.

Og endelig, hvad angår den generelle tilfredshed med arbejdet som helhed, ligger gruppen altså på en flot førsteplads blandt branchegrupperne.

I den anden ende har branchen til gengæld problemer med nærmeste leders evne og vilje til at kommunikere klare mål og give social støtte. For få oplever, at det er muligt at tale med deres leder om problemer og få hjælp, ligesom vi også er i bund, når det gælder gode relationer til nærmeste kolleger. Med andre ord: Vi er seriøst for dårlige til at løse problemerne, når de opstår.

Bevar det lokale demokrati

Landets menighedsråd driver tilsammen en meget stor organisation med over fire millioner medlemmer eller 73 procent af befolkningen.

Mange gør et kæmpe arbejde og sørger for, at alle medlemmerne kan få deres børn døbt, få deres unge konfirmeret, blive gift og tage afsked med deres kære i de bedst mulige rammer. Og bare bruge kirken til de hundredevis af forskellige arrangementer hver uge, hvor vi i øvrigt ikke kigger så meget på medlemskortet.

Langt de fleste steder får de frivillige menighedsrådsmedlemmer hverdagen til at fungere sammen med de ansatte og præsterne, sådan at den lokale kirke altid er til rådighed. Ifølge Arbejdstilsynet lykkes det folkekirkens arbejdsgivere at skabe rammer for medarbejderne, der får dem til at føle, at de kan udføre deres arbejde godt, og at det giver mening for dem.

Så før nogen afskaffer det lokale demokrati og menighedsrådene, er det værd at holde de to undersøgelser op mod hinanden og blive meget præcis på, hvad der skal ændres, og hvad vi for Guds og menneskers skyld skal bevare.

Vi skal stadig have en folkekirke, hvor de ansatte har stor frihed og indflydelse på eget arbejde. Det er det, der giver arbejdsglæde og dermed villighed til at strække sig langt for at hjælpe medlemmerne.

Men der er uden tvivl problemer. Vi skal bevare det lokale demokrati, men vi skal også have mere professionalisme ind i de frivillige lederes arbejde.

Hvordan? Jeg vil pege på tre områder i menighedsrådene, der trænger til en kulturændring, for at det kan lykkes i praksis. Det er klart, at der er flere andre steder i folkekirken, hvor der skal ske ændringer. Men nu tager jeg fat på det lokale niveau.

Tre råd til menighedsråd

For det første skal menighedsrådene tage et opgør med en for rigid opfattelse af, hvad autonomi er. At der er udstrakt selvbestemmelse i de enkelte sogne, betyder ikke, at det enkelte menighedsråd kan alting selv. Med de massive krav og arbejdspres, der er i driften af et sogn, er det ikke muligt.

Det enkelte råd skal blive langt bedre til at søge vejledning og give kompetence fra sig, når det er nødvendigt. Menighedsrådene skal blive dygtigere og mere opmærksomme på de udfordringer, der hurtigt kræver hjælp udefra. Og den hjælp skal så selvfølgelig være til rådighed i provsti og stift.

Det kræver, at rådene er villige til at afgive penge til den fælles kasse, så der kan gives professionel rådgivning. Og det kræver igen, at provsterne og stiftsadministrationen bliver dygtigere og får flere ressourcer. Det er for eksempel meget problematisk, at man stadig forventer, at en provst skal lede et provsti i en deltidsstilling. De fleste af os er ansat som 50 procent sognepræst og 50 procent provst.

For det andet skal menighedsrådene arbejde langt mere aktivt for, at der opstår et ’vi’ og et fællesskab på arbejdspladsen. Folkekirken er præget af en stærk solistkultur. Det er på den ene side nødvendigt, fordi arbejdet kræver, at den enkelte er i stand til at arbejde selvstændigt.

På den anden side betyder det, at begrebet samarbejde ofte bliver behandlet stedmoderligt. Vi siger, vi gerne vil arbejde sammen, men når det kommer til stykket, gør enhver alligevel ofte, hvad den enkelte finder bedst. Derfor må menighedsrådet sørge for, at der bliver fulgt op på de beslutninger, der er taget om visioner og retning.

Arbejdstilsynets rapport viser, at vi ligger i bund, når det gælder gode relationer til nærmeste kolleger. Menighedsrådet skal arbejde med at give en meget tydeligere retning for arbejdet. Ellers ender man i virkeligheden med en række små arbejdspladser på arbejdspladsen; én for hver medarbejder. Det giver en vis ledelsesresistens i folkekirken. Den skal der ske et opgør med.

For det tredje skal menighedsrådene oparbejde en nultolerance over for dårlig og uprofessionel opførsel internt. Det kan ikke nytte, at alle rådsmedlemmer har travlt med at studere deres skosåler, hvis nogen taler grimt og opfører sig urimeligt over for andre på arbejdspladsen. Vi skal fremme større tillid og åbenhed, så vi tør sige, når nogen eller noget ikke fungerer optimalt.

Et menighedsråd skal turde sætte et medlem som for eksempel kontaktpersonen fra bestillingen, hvis vedkommende ikke magter opgaven eller misbruger sin magt. Som lovgivningen er nu, kan man vælge en ny kontaktperson hvert år i november. Det skal – med skyldigt hensyn til demokratiet – være mere smidigt.

Det grundlæggende er i orden i folkekirken. Vi udfører hver dag et krævende arbejde med store eksistentielle temaer på bordet, og de ansatte er overordnet set de mest tilfredse lønmodtagere i Danmark. Vi har en meget stor social kapital.

Derfor burde vi også have alle muligheder for at løse de problemer, der alligevel er. Og det skal vi, for det skal være godt at arbejde i folkekirken.

Kirsten Jørgensen er provst på Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Jeg er faktisk ret uenig i endnu en lovprisning af Ledelse. Det er godt at kunne arbejde sammen, men det er sandelig også godt at kunne arbejde selvstændigt, kende sit domæne og varetage det indenfor meget overordnede rammer.

Thomas Vestergaard

Tak for en grundig gennemgang af arbejdsmiljøet i folkekirken. Jeg har været ansat knap 3 år i folkekirken og har da oplevet gode og dårlige ledelse. Der er er høj udskiftning i jobbet som kirketjener er det Ca halvanden år nu andre jobfunktioner er der også høj jobrotation. Når man skifter så tit er det ikke nemt at få en ordentlig kultur og dermed god arbejdsmiljø i kirken.
Der kan nemt forekomme meget fnidder fordi vores jobfunktioner er så forskellig.
En løsning kunne være at folkekirken blev bedre til at samarbejde og at jobfunktioner var ligeværdigt.. Da præster har fortrin ved at de er naturligt medlem af menighedsrådet og det er de ansatte kun ved medarbejder repræsentant som ikke må deltage på lukkede punkter. Det må præster godt og der er der en skævridning af demokratiet.
Menighedsråd kan ikke fyre en præst de er ansat og lønnet af stiftet og derved har vi på en måde to arbejdsgiver.
Hvis man lavede uddannelse så kordegn og kirketjener og kirke kulturmedarbejder kunne supplere hinanden vil man styrke samarbejdet og smidiggøre arbejdsplads.

Ete Forchhammer

Synet på Folkekirken, som kirke og som arbejdsplads, afhænger i høj grad af hvilken kirke man er i nærheden af. Er det en af dem hvor man tydeligt mærker at her er folk ansat på mærkbart forskellige vilkår med hver deres fagforening i ryggen, eller er det en af dem hvor alle bare arbejder i samme kirke?
Mon ikke de modsatrettede svar i den nævnte undersøgelse kommer fra således højst forskelligt fungerende kirker?
Når der er menighedsråd der “køres” af det faste, gennemgående, ikke-valgte medlem, præsten eller en af præsterne, er der to grunde dertil: dels præstens selvopfattelse, dels, ikke at forglemme, at menighedsrådsmedlemmerne lader det ske.
Iøvrigt genkendes samme dynamik i andre råd og grupper hvor ikke alle er eller føler sig lige selvskrevne og vigtige.

Ete Forchhammer

Steffen Gliese, jeg ville nu nok være betænkelig ved en lovprisning af manglende ledelse.
Mon ikke det handler om balance og om rimelighed, om måden at opnå det bedste resultat på? Dårlig ledelse spænder ben, god fremmer.