Emil og Christian. To drenge på fem år, der bor i samme kommune og skal gå i den samme folkeskole. Begge har ufaglærte forældre og en mor på kontanthjælp. Det ligger ikke i kortene, at de kommer til at klare sig godt i skolen. Faktisk forventes det, at de i den nationale test i dansk klarer sig noget under gennemsnittet.
Men noget ender med at få en afgørende betydning for de to drenges fremtid. Emil går i børnehaven Regnbuen, mens Christian går i børnehaven Smilehullet. Og den lille forskel gør, at Emil klarer sig markant bedre end Christian, da de kommer til dansktesten i 2. klasse. Pludselig er den sociale arv brudt for Emil, men ikke for Christian.
Ingen entydig sammenhæng mellem normeringer og kvalitet
Men hvad er så forskellen på at gå i den ene eller den anden institution? Med det massive fokus, vi har haft på normeringer i daginstitutioner i de seneste år, vil de fleste nok tro, at normeringen – altså antallet af voksne per barn – er altafgørende for, om udfordrede børn bliver set, hørt og hjulpet.
Sådan hænger det ikke sammen. I vores analyser i Tænketanken DEA finder vi ikke en stærk sammenhæng mellem normeringer og kvaliteten af de interaktioner, børnene møder i daginstitutionen. Altså om de møder støttende og tryghedsskabende voksne. Ligeledes finder vi ingen sammenhæng mellem kvaliteten af interaktioner og antallet af børn per uddannet pædagog. En oplagt forklaring kan være, at der er uddannede pædagoger i alle daginstitutioner.
Vi ved, at gode normeringer og uddannet personale er en nødvendighed for høj kvalitet. Men det er ikke det eneste, som har betydning. Nu skylder vi børnene at tage kvaliteten mere seriøst – også selv om det er mere komplekst end at kæmpe for flere voksne.
Personalets uddannelsesniveau har betydning
Heldigvis er vi ikke på bar bund. Vi kan blandt andet se, at personalets uddannelsesniveau hænger tæt sammen med kvaliteten. Både når det handler om, hvor meget daginstitutionen løfter de svageste børn fagligt, og når det handler om, hvor høj kvaliteten af interaktionerne er mellem personalet og børnene.
I en af vores analyser finder vi, at de institutioner, der har en kandidat i pædagogik ansat, har en god eller fremragende interaktionskvalitet. Ligeledes sker de største faglige løft af børnene i integrerede institutioner med en pædagogisk kandidat. Sammenhængene er tydelige; relativt få daginstitutioner har en pædagogisk kandidat ansat, men alle, der har, klarer sig godt.
Et andet element, der hænger sammen med kvaliteten, er pædagogmedhjælpernes uddannelsesbaggrund. Lige under halvdelen af det pædagogiske personale er ikke pædagogisk uddannede, men er ansat som pædagogmedhjælpere med forskellig uddannelsesbaggrund. Daginstitutioner med mange pædagogmedhjælpere med en studenterhue løfter børnene mest. Samtidig ser vi, at den vigtige interaktionskvalitet er lavere i de daginstitutioner, der har mange pædagogmedhjælpere med grundskolen som højeste uddannelsesniveau.
Vi skal skrive kvalitet på demonstrationsskiltene
Derfor: Hvis vi virkelig vil have et samfund med lige muligheder, skal kampen for flere hænder udbygges med en kamp for dygtigere pædagogisk personale. Sammenhængen med de pædagogiske kandidater viser, at høj faglighed er vigtigt. Derfor skal vi have en endnu bedre pædagoguddannelse, der fremmer pædagogernes faglighed.
Og så skal vi vide mere om, hvad det er, der skaber høj kvalitet. I 2020 aftalte regeringen og kommunerne at vurdere kvaliteten af dagtilbud. Den venter vi stadig på. Det er afgørende, at den undersøgelse giver os håndgribelig viden om, hvordan kvaliteten er i alle landets daginstitutioner, hvad der giver høj kvalitet, og hvordan det påvirker børnene.
Nu er det tid til at skrive ’mere kvalitet’ på demonstrationsskiltene.
Lena Lindbjerg Sperling er seniorøkonom i Tænketanken DEA
Jeg kan se ingen har turdet starte omkring dette indlæg.
Som gammel pædagog udsprunget af et fattigt husmandssted i Vestjylland
og i øvrigt langt fra akademiker, skurrer indlægget her og med henvisninger til et løft
i børnenes udvikling. Jeg bryder mig ikke om hentydningen til ufaglærte m.v. som en form for underklasse og deres børn som børn dr er skal løftes. Til hvad?
Er en stærk sproglig viden og parathed en retningspil for et klogt barn og hvad med det sociale-empati og kammeratskab?
Dygtige pædagoger med tid til omsorg og hjertet på det rette sted? ja tak og at medhjælpere med studentereksamen skulle løfte børn mere end en evt håndværker eller "flipper" tror jeg altså ikke på !