Man kan ikke forsvare et forkælet husmorliv uden at lukke øjnene for århundreders kvindekamp

Ekaterina Andersen tegner et historieløst og rosenrødt portræt af husmoren. Hun forstår ikke, at feministerne selv så deres hjemmegående mødre blive undertrykt. Og at håndarbejde ikke var en hyggelig, husmoderlig beskæftigelse, men hårdt arbejde
Debat
23. august 2022
Ekaterina Andersen tegner et historieløst og rosenrødt portræt af husmoren. Hun forstår ikke, at feministerne selv så deres hjemmegående mødre blive undertrykt. Og at håndarbejde ikke var en hyggelig, husmoderlig beskæftigelse, men hårdt arbejde

Lars Hansen

Ekaterina Andersen beskriver i kronikken fra den 12. august, at hun trives vidunderligt, efter hun er blevet hjemmegående husmor. Det er ligesom for fortidens kvinder, hvor især sysler som syning gav frihed til at være til stede for børnene og manden i hjemmet, forstår man.

Men Ekaterina Andersen har et romantisk syn på drømmelivet som hjemmegående husmor. Hun ser bort fra, at den ’idylliske’ kernefamilie er et ret nyt historisk fænomen.

Den hjemmegående husmor opstod af 1800-tallets borgerskab. Det blev målet for den nye middelklasse af funktionærer og håndværksmestre, der voksede frem især i begyndelsen af 1900-tallet.

I modsætningen til arbejderklassens fattige kvinder, der af nød var tvunget til at arbejde uden for hjemmet, gav dét at være hjemmegående husmor en højere social status. Man ville jo efterligne de rige, og derfor blev rollen efterstræbt i de nye småborgerlige familier.

Det var dog kun dele af den nye middelklasse med pige i huset, der fik råd til den slags husmødre, som kronikøren drømmer om: med tid til at pusle om børnene, til hyggelige, huslige sysler og håndarbejde.

1960’er-feministernes kritik af deres hjemmegående mødre gik på, at de reelt var umyndiggjort, både økonomisk og juridisk. Ekaterina Andersen fatter ikke, at de gennem deres egen opvækst oplevede, hvordan de herskende borgerlige, patriarkalske normer indebar en undertrykkelse af deres mødre. For mange feminister udgjorde den småborgerlige kernefamilie derfor et svagt led, hvor de oplevede, hvor isolerede og ofte ensomme deres mødre blev af denne lille enhed. Mange kvinder gik helt i spåner, når børnene var væk, fordi mand, hjem og børn var afgørende for hele deres liv og deres egen selvforståelse.

Det fik feminister, mænd og kvinder til at drømme om større sociale fællesskaber, blandt andet de mange bevægelser og kollektiver, der blomstrede i 1970’erne, herunder ideen om produktionskollektiver som et modstykke til kernefamilien. Svanholm blev vel det mest markante eksempel.

Husmoren var en myndig leder

I modsætning til den kernefamilie, Ekaterina Andersen romantiserer i sin kronik, har vi mennesker i årtusinder primært arrangeret os i større husholdsfællesskaber. Her bidrog de andre medlemmer med at opdrage og socialisere børnene.

Husmorbegrebet kom først ud af de feudale husholdninger, som før kapitalismen og lønarbejdets indtog udgjorde et produktionsfællesskab: En økonomisk, fysisk og social enhed for alle, der boede under samme tag – altså en slags storfamilie, hvor alle bidrog til arbejdet: gamle, børn som voksne.

Det store flertal af besiddelsesløse mænd og kvinder var helt afhængige af en feudal husbonds forsørgelse og husly på godt og ondt. Det kvindelige tyende i husholdningen var ikke husmødre, men blot mødre.

Husbondens kone var husmor for hele husholdningen: En myndighedsperson med ansvar for at organisere arbejdet for alle, og hun bidrog selv: fra slagtning, saltning, madlavning og vask til pasning af kålhaver og æblegårde. Hun sad med nøglerne til pengekisten, fadeburet og linnedskabet.

En almindelig bondehusmor sled også sammen med gårdens karle og piger i mark og stald og slæbte sine børn med rundt, indtil de blev store nok til selv at kunne arbejde. Kun storbønder, adelen, velhavende borgere, købmænd og håndværkere havde barnepiger og ammer, hvis børn nok forsømtes til fordel for herskabets.

Datidens husmor respekteredes på lige fod med husbonden i denne produktionsenhed. Men med den borgerlige revolution og dyrkelsen af kernefamilien ud fra en stærk patriarkalsk ideologi mistede husmoren sin sociale status som jævnbyrdig.

Hårdt håndarbejde

Ekaterina Andersen beskriver, hvordan håndarbejdet giver hende frihed til at hygge om sine børn, som hun forestiller sig, det var før i tiden. Men håndarbejde i gamle dage var ikke for sjov, det var et arbejde på lige fod med så meget andet. Klæder skulle konstant syes, lappes og stoppes.

Ekaterina Andersen overser, at det i tællelysets skær var begrænset, hvad man kunne udføre af finere håndarbejde. Der var en beskeden elite, der havde tid til at baldyre, foruden råd til at købe materialer fra værksteder, der producerede gobeliner, fine stoffer og kniplinger.

Andersen nævner vævning som en hyggelig, husmoderlig beskæftigelse. Men reelt var det i byerne et gammelt håndværksfag, ofte udført af mænd. Der var også gerne en lokal væver i sognene på landet, der vævede uld, vadmel og linned.

De færreste af datidens husmødre havde plads til en væv i de små overbefolkede rum på land og i by, men på landet var der en rok for at spinde uldgarn til striktøj.

Det finere håndarbejdes udbredelse skal ses i sammenhæng med den velstand, som de danske selvejerbønder og byernes borgerskab oplevede i slutningen af 1800-tallet. Deres unge piger skulle gerne have brudekisten fyldt med broderede puder, duge og dækkeservietter af smukt vævet linned.

Det var dog først med petroleumslampen og elektriciteten, at der kom gang i håndarbejdet i moderne forstand i hjemmene. For flertallet bestod det primært af at sørge for familiens klæder til op i 1950’erne.

Diskret lønarbejde i hjemmet

Drømmelivet som hjemmegående handler for Ekaterina Andersen om at hellige sig mand, børn og symaskine for at sy forklæder. Forklædet var engang vigtigt, fordi man sjældent vaskede tøj i de små hjem, så forklædet handlede om at beskytte ens klæder.

Der var der da også pynteforklæder til fruerne i huset og deres piger, når der var gæster. Lige så fine som dem, Andersen syr.

Kommercielt syarbejde i hjemmet var helt almindeligt til op i begyndelsen af 1960’erne. Både kvinder i arbejderklassen og mange i den lavere middelklasse syede til små og store tekstilfabrikker, og de bidrog i min barndom til, at mange familier fik råd til folkevogn og rejser til Harzen.

Kvinderne sad mutters alene hjemme det meste af dagen og syede løs for andre. Betalingen var lav, så der skulle produceres et hav af handsker før endt arbejdsdag. Så skulle aftensmaden gøres klar, til når manden kom hjem fra arbejde. Børnene skulle kaldes hjem og sidde pænt stille ved bordet, inden far satte sig.

Blev småborgerskabets kvinder tvunget til fabriks- eller rengøringsarbejde, reduceredes familien jo til gemen arbejderklasse. Småborgerskabet har altid haft en grundlæggende foragt for arbejderklassens proletarer i deres drøm om at ligne overklassen.

Et egoistisk husmoderligt drømmeliv?

Grundlæggende forekommer det, at det beskrevne husmoderlige drømmeliv dels bunder i, at familien har råd til det, dels en egoisme, der handler om selvrealisering med ideen om, at kun mor dur. Spørgsmålet for mig er, om denne drøm ikke blot er udtryk for fortidens småborgerlige overklasseambitioner.

Jeg selv elskede børnehaven og min frihed hjemme og ude som lille. Tanken om at være tvunget til at hænge hjemme i mors skørter forekommer mig kedsommelig og rædselsfuld.

Børns frihed til selvstændig gøren og laden uden opsyn og at gøre sine egne erfaringer med andre voksne og børn er stille og roligt forsvundet de seneste 40 år.

Det forekommer mig, at børn infantiliseres for længe og har svært ved at blive voksne mennesker, der tør noget på egen hånd. Derfor er det vel ikke så underligt, at der er så megen usikkerhed og mangel på selvværd, enten grundet et alt for beskyttende barneliv eller reel mangel på omsorg i dysfunktionelle familier. Det foregår i alle klasselag, hvor forældre af vidt forskellige årsager har det elendigt eller går mere op i sig selv end i hensynet til deres børn.

Hanne Schmidt er arkitekt

Er strikketøjets genkomst et knæfald for patriarkatet?

Strik, hækling og broderi hitter – særligt blandt kvinder – og nogen ser det som en ligestillingskamp. Men hvordan er håndarbejdet, som tidligere emmede af traditionelle kønsroller, pludselig blevet relevant i 2020’erne – og er det overhovedet gavnligt for det feministiske projekt eller i virkeligheden med til at opretholde et stereotypt kvindeideal? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Kristian

Det synes at være lidt en tendens i tiden, at man påkalder sig historien som retfærdiggørelsen af sit projekt.

Desværre, som antydet i artiklen, en digtet historie - et romantiseret billede, der passer i ens ramme.

Her er det husmoderen - der har også været fx palæo og cottagecore.

Hvis det man gør, er historisk funderet, føler man sig måske på mere sikker grund.

I it-verdenen sagde man engang “ingen bliver fyret for at købe IBM”.
Et ekko af dette kunne være at lade en indretningsarkitekt skabe dit stærkt personlige hjem, så det er udenfor kritik, eller lige nå at købe crocs i de måneder de blev in igen.

Historien skal beskytte vores valg mod kritik fra de andre - Satre lurer om hjørnet…

Susanne Kaspersen, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

tak for Hanne Schmidts realisme; jeg husker ikke min mor som lykkelig. Og, efter hvad jeg har kunnet få at vide, var hendes formødres liv i endnu mindre grad romantisk.

Eva Schwanenflügel, Kirsten Dyhrberg Grønne, Hans Houmøller, Palle Yndal-Olsen, Helle Brøcker, Susanne Kaspersen, Marianne Jespersen, Inge ambrosius, Tine Nørgaard, David Zennaro, Susanne Borsos, erik pedersen og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er sjovt, at Hanne Schmidt til sidst ender med at fortælle, hvorfor hjemmegående mødre var at foretrække: børnene undgik institutionalisering og havde den frihed, som hun husker fra sin egen barndom.
Problemet er i stedet dyrkelsen af lønarbejdet i stedet for det arbejde, der er godt og nyttigt i sig selv, og som er det egentligt samfundsopretholdende. Det arbejde, der går opretholder civilsamfundet og alle de fællesskabsorienterede aktiviteter, er langsomt sygnet hen over de seneste mange årtier, fordi folk er alt for fokuserede på deres private bjergsomhed fremfor fællesskabets kulturelle og politiske liv.
Det private: hvordan man tjener sine penge, fortrænger demokratiet og interessen for fællesskabet, til fordel for et uhørt og skadeligt materielt overforbrug.

Jeppe Lyngsø Bundgaard, Alan Frederiksen, Jesper Kloppenborg, Torben Skov og Angus Crammond anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Enig i kommentaren om, at det er unødvendigt at legitimere sine valg ud fra en romantiseret fortid.
Hvis man kan få sin og sin families tilværelse til at fungere som husmor og er lykkelige oven i købet, så er det fjong. Kritiske kommentarer fra omverdenen er et livsvilkår, som i perioder kan være svære at håndtere, men jeg tvivler på, at nogen som helst arbejdende, ikkearbejdende, børnefamilier eller ej slipper helt for. Kritik er der nok af.

Som barn af en (hovedsagelig) hjemmegående husmor aner jeg ikke, om jeg er gået glip af noget, ved ikke at blive sat i institution. Ligeledes kan ingen jo vide, om de havde haft en bedre barndom ved at lege hjemme ved mor. Det skal jo lige siges, at der var masser af børn at lege med i nærheden, for de var heller ikke sat i institution.
Er det ene bedre end det andet?
Det ved vi ikke, eftersom vi kun har EN barndom fikseret i tid og rum.
Hvis der findes valg at træffe og ikke kun one-size-tshirts på hylden, vil der altid være nogen, som vælger noget andet end flertallet, og hurra for det.
Men lad være med at legitimere valget ud fra en idealiseret fortid.

Kirsten Dyhrberg Grønne, Alan Frederiksen, Hans Houmøller, Susanne Kaspersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Angus Crammond

Susanne Dea Crammond: måske er jeg den eneste der er ved at få kvalme over den moralisering og dom der fælles over snart enhver som glæder sig over sit valg og begår den fatale fejl i andres øjne at idylisere fortiden. Pisser man på de hårdt arbejdende kvinder som min gamle Veninde der var malkekone og bandt sine børn til bordben mens hun nødtvungen forlod dem for at malke, kom tilbage og fandt den mindste siddende fast på kakkelovnen fordi man glæder sig over at kunne vælge at passe sine børn selv nu idag??? Skal man tænke på fortidens værste tragedier og inddrage dem i sine fortællinger for ikke at fremstå som en lallende idyliserende kvinde. Hvorfor skal man stadig som kvinde legimitere sine valg overfor andre kvinder, måske fordi man ved de står parat derude, klar til at nedgøre dig og finde dine fejl hvis du afviger fra tidens kvindelivsideal. Er vi virkelig ikke nået længere.....

Alan Frederiksen, Marie-Christine Poncelet, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Hvis børn i stigende grad infantiliseres, som det hævdes i indlægget, kan det vel næppe skyldes, at de går hjemme hos husmødrene? Hvad mon det så skyldes?

Marianne Rosenkvist , Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kai Birk Nielsen

Har haft en skøn barndom grundet en glad hjemmegående husmor, fri leg hele min barndom, kun afbrudt af den forbandede skole, her måtte jeg ikke være indianer, det må man heller ikke i dag. Har elsket friheden hele mit, indtil videre, lage liv. Har aldrig været til at binde, frihed fremfor guldur for tro tjeneste, føler mig stadig som en indianer, er mørkbranket af sol og vind. Ugh ugh

Marianne Rosenkvist

Hanne, din pen og analyse af historien er skarp som altid.
Men din diagnose af nutiden halter i beskrivelsen her. Nu kender jeg dig, og ved du har mere at byde på i den henseende.

Familien i dag er underlagt et hav af strukturer. Alt fra dyre boliglån, behov for to indtægter og lange arbejdsdage og intet pusterum på dagpenge i ny og næ, udsultede dagtilbud og skoler, børn der presses af SoMe-kultur og præsentationsræs. Lange skoledage, giver trætte børn.
Læg dertil en transportpolitik, det gør det svært at videregive en cykel-selv kultur.

Familier kan gøre så meget, når det gælder om at sætte børn fri. Men faktum er, at børn og familier er lejret ind i en kontekst. Hvis ikke det er en gård med andre børn, mellem alle lejlighederne, så er det svært at sende børn derhen for at få kammerater. Hvis de andre fra klassen sidder hjemme og spiller fortnight online, så er det der, barnet kan være social. Uanset hvor meget forældre kunne ønske det anderledes.

Det kræver et kollektivt oprør at ændre på.

Lone Bay, Kirsten Dyhrberg Grønne og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Ekaterina Andersens romantisering af husmødre s livet svarer selvfølgelig ikke til virkelighed , det har Hanne Schmidt fuldstændigt ret i men samtidig giver Ekaterina Andersen udtryk for en længsel efter et andet liv end det, det nuværende samfund tilbyder familier og mødre, et liv hvor de fleste forældre arbejde begge 37 timer om ugen og hvor børnene er på mere eller mindre gode institutioner i 8, 9 timer, hver dag
Er det frihed? At nogle prøver at finde en anden måde at leve på er ikke så mærkeligt.
Det løser selvfølgelig ikke problemet men fortæller noget om sådan vil vi ikke leve.

Kirsten Dyhrberg Grønne, Lise Lotte Rahbek, Alan Frederiksen, Hans Houmøller og Marianne Rosenkvist anbefalede denne kommentar

I marxistiske termer fik vi så et opgør med husmoderrollen

Statsfeminismen har aldrig haft så gode kår som nu. Vores karrierefikserede samfund foragter simpelthen den hjemmegående husmor. Kvinder, der vover sig ud i at forsvare deres valg om at blive hjemme, bliver mødt med ondskabsfulde grovheder og ringeagt. Vi er helt derude, hvor mødre, der vælger familien, nærmest udpeges som feminismens værste fjender.

Eksperter fraråder gang på gang, at børn under to år kommer i institution. De påpeger, at børn i stedet har bedst af at være sammen med deres forældre. Børns Vilkår har også lige fremlagt en undersøgelse, der viser, at hvert fjerde barn ikke føler, at der er en voksen, som er god til at trøste, hvis de har behov for det, mens det er i børnehave.

Så, kære Hanne Schmidt. Skulle vi ikke droppe fordommene og i stedet holde fokus på vores børn – de liv, vi selv har skabt og har et ansvar for? Lad os tilbyde dem nogle ordentlige rammer – hvad enten vi som familie beslutter, det er i institution eller i egen favn.

Jeg betragter Ektarina Andersen og dine synspunkter som altfor ensidige i hver deres grøft. Må vi andre ikke godt få lov at gå og rode med tilværelsen, børnene, kødgryderne uden et undertrykkende romantisk eller et marxistisk undertrykkende syn.

Herregud, stærke karrierekvinder, kan I ikke klare lidt modstand?
Herregud, stærke hjemmegående mødre, kan I ikke klare lidt modstand?

Frederik Schwane

Knud Nielsen, det undrer mig, at du helt overser farens rolle i et barns opvækst.

Hanne Schmidt

Tak for kommentarer

Til Frederik.
Jeg havde ingen far, men en udearbejde mor som i min vuggestuetid fra maj 1947 fik fri fra arbejde til at komme og amme mig det første år.
Mine venners fædre var ikke tilstedeværende i min barndom. Jeg ved, at jeg var glad for at mor og jeg ikke havde sådan en idiot hjemme hos os. Enten passede de sig selv og lod sig betjene af konen, og børnene skulle holde kæft, eller så sad de nede på Nykro på Vigerslevvej, mens mor passede hjem, børn og arbejdede for at forsørge familien.
Jeg har absolut ingen oplevelse af fædre, der tog sig af deres børn i det middelklasse kvarter jeg voksede op i. Men du kan prise dig lykkelig for at den slags har ændret sig ved at kvinder og mænd i min generation har gjort en forskel , som I yngre bygger videre på.

Til Steffen Giese.
Du har vist misforstået mig. Det jeg beskriver er, at uanset om vi var på institution, (hvad jeg var) eller ej, så foregik vores leg der hjemme fra meget tidlig alder på egne præmisser. Med andre andre ord vi foretog os mulige dejlige farlige ting, som nutidens forældre ville stejle over, men det var med til at forme os som selvstændige individer.

Til Marianne.
Familierne var i min tid underlagt arbejdsdage på 40 timer om ugen og en stram økonomi. Mange af dem der flyttede ud i forstæder som Vigerslev, Hvidovre, Rødovre osv. gik, cyklede eller tog tog bus og sporvogne til diverse arbejdspladser, som ofte tog over en time, på trods af at et langt mere omfattende kollektivt netværk end i dag.
Der var masser af børn både på Vesterbro, Vigerslev, Husum og i Hvidovre, og vi rendte jo bare ud på gader og veje efter børnehave og skole for at lege med de andre. Forældrene var enten på arbejde eller moren havde skide travlt med med at ordne alt mulig i hjemmet eller som jeg beskriver hjemmearbejde for er eller andet firma.
Børn var simpelthen i vejen i de små boliger man havde dengang, at et barns legetøj kunne ligge en papkasse i hjørnet af stuen.
Hvad angår nutidens børns mulige legekammerater kunne forældrene måske prioritere at leje, købe hus eller lejlighed steder hvor der bor andre børnefamilier, fremfor at anskaffe sig en bolig på en lokation de synes der er prestige i at bo i. Som jeg jo direkte skriver - bofællesskaber, gerne med mulighed for produktions eller kontor fællesskaber af forskellig art.
Som jeg skriver min oplevelse, er at kernefamilien udgør et svagt punkt for personlig udvikling, både for voksne og børn.

Hilsen Hanne

Eva Schwanenflügel, Kirsten Dyhrberg Grønne og Eric Prescott anbefalede denne kommentar
Eric Prescott

Tak for dit indlæg, Hanne - det var på sin plads.
Jeg synes det er problematisk at bygge sin identitet op omkring at være forælder - det er kun en del af livet man har denne rolle. Det kan opleves som utaknemmeligt senere i livet, hvor man ikke får credit for dette bidrag fra sine børn eller omverden. Nogle ender med en følelse af at have ofret sig for familie eller børn.
I et parforhold opstår der desuden en ubalance når den ene arbejder og får impulser udefra, og den anden går hjemme og kan fortælle om oplevelser med børnene.
Og så er det vel grundlæggende forkælelse at man vælger at være i sit hjem med sine børn i stedet for at sende dem i vuggestue/børnehave - uanset om det er staten eller partneren som betaler for ens valg.

Helle Wisbech

Tak for nogle gode historiske perspektiver på husmoderrollen.

Også jeg mener, at børn i dag har alt for lidt tid med sig selv og hinanden, fri for voksen-blik.