Kommentar

Jeg er lægen, der rykker ud, når mennesker med psykisk sygdom udvikler farlige psykoser

Som læge kører jeg ud til patienter, når psykotiske symptomer udvikler sig så alvorligt, at patienten bliver til fare for sig selv og andre. Heldigvis ender sådanne udrykninger ofte godt. Men politikerne bør sikre, at færre kommer helt derud
Kunne psykiatrien være bedre til at fastholde kontakten med patienter, der er ved at udvikle en alvorlig psykose? spørger psykiater Merete Nordentoft i denne kommentar.

Kunne psykiatrien være bedre til at fastholde kontakten med patienter, der er ved at udvikle en alvorlig psykose? spørger psykiater Merete Nordentoft i denne kommentar.

Carsten Snejbjerg/Ritzau Scanpix

Debat
29. august 2022

Lad os slå fast med det samme: Langt størsteparten af mennesker, der har psykiske lidelser, er ikke farlige. Alligevel sker det en gang imellem, at mennesker med psykiske lidelser angriber pårørende, personale eller tilfældige fremmede. Hver gang er det ulykkeligt for offer, gerningsmand og de mennesker, der har psykiske lidelser, og som slås med den stigmatisering, dækningen af den slags sager medfører.

Men vi skal tage det alvorligt, at der er en lille gruppe mennesker med psykisk sygdom, som med dårligt eller ubehandlede psykosesymptomer kan blive farlige. De sjældne, farlige situationer kan opstå, når en patient udvikler livagtige hørehallucinationer i form af stemmer, der opfordrer eller kommanderer til aggressive handlinger. Eller de kan få vrangforestillinger om at blive forfulgt og angrebet. Det kan være så overbevisende og skræmmende, at de syge føler, der ikke er anden udvej end at angribe de imaginære forfølgere.

I 25 år har jeg regelmæssigt taget vagter i psykiatrisk akutberedskab, som dækker hele Region Hovedstaden og kan tilkaldes gennem 1813 af politi, kommunernes sociale medarbejdere, psykiatrisk personale, praktiserende læger, patienter og pårørende. I akutberedskabet er der mulighed for, at to erfarne professionelle – en psykiater og en ambulancefører – i kritiske situationer sammen kan køre ud til patienten.

I mange tilfælde ender et besøg med en aftale om, at der skal ske en opfølgende kontakt til psykiatrien, hos egen læge eller med en frivillig indlæggelse. Men der er også situationer, som ender med tvangsindlæggelser.

Med psykiatrisk akutberedskab har jeg rykket ud til patienter, der kunne have bragt mig i fare, hvis ikke beredskabet var så velorganiseret og kunne tilkalde politiet.

Når det bliver farligt

Lad mig give et par anonymiserede eksempler på syge, der akut havde brug for hjælp, hvis de ikke skulle gøre skade på sig selv eller andre. De fik den, fordi der eksisterer noget som psykiatrisk akutberedskab.

Patienten er en ung kvinde, som tidligere har været tvangsindlagt og efterfølgende behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt. Efter at være ophørt med medicinen for et par måneder siden er patienten gradvist blevet mere urolig og aggressiv, hun sover næsten ikke om natten, råber og vandrer rundt i lejligheden. Hun har smadret møbler, ruder, tv og angrebet sin mor.

Patienten er en ung mand, som ikke er kendt i psykiatrien. Han har umotiveret angrebet en mand, der var ved at slå græs, og ligger nu sammenkrøbet i sin mors lejlighed, tilsyneladende er han ved at bede. Han accepterer frivillig indlæggelse, men stikker af på vej ned til ambulancen og må efterlyses hos politiet.

Patienten er en midaldrende mand. Han mener, han er konge af Danmark, han har skrevet paranoide sms’er og været aggressiv over for sin udlejer. Han har en kniv, han er psykotisk, taler hurtigt, højt og usammenhængende om, at han mener sig bestjålet og tror, vi er i krig. Han tvangsindlægges, og et stort antal betjente sikrer, at indlæggelsen foregår, uden nogen kommer til skade.

Patienten er en midaldrende mand, som opholder sig i sin mors hus. Han frygter stråler fra strøm og har derfor afbrudt strømmen. Han har truet med at binde nogen og hugge hovedet af dem. Hans mor og søster er flygtet ud i redskabsskuret.

Disse situationer kunne have ført til, at pårørende, naboer eller personale kom til skade, hvis ikke akutberedskabet havde eksisteret. På den baggrund kan jeg hævde at være en af de læger, der ikke blev slået ihjel, selv om situationen kunne være farlig.

Kunne det være undgået?

Akutberedskabet sikrede sammen med politiet, at disse tvangsindlæggelser foregik så roligt som overhovedet muligt. Over for patienten har vi altid understreget, at indlæggelsen sker for at beskytte patienten og de pårørende. I mange tilfælde kan vi forlade den psykiatriske afdeling og roligt sige farvel og god bedring.

Men hvorfor skulle det komme så langt ud? Kunne det være undgået, at de psykotiske symptomer blev så alvorlige, at patienten blev desperat og farlig? Kunne psykiatrien være bedre til at fastholde kontakten med patienter, der er ved at udvikle en alvorlig psykose? Kunne de pårørende, der har set tilstanden udvikle sig, få hjælp noget før?

Den længe ventede tiårsplan for psykiatrien skal løfte hele det psykiatriske område. Flere af anbefalingerne til planen handler om at sikre helhedsorienteret og opfølgende behandling til dem, der er hårdest ramt af psykisk sygdom.

Jeg venter spændt på, om det lykkes politikerne på tværs af partiskel at sætte valgkampen på pause og afsætte midler for at sikre, at planen bliver ambitiøs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Desværre er udlændinge og skattekortene allerede trukket, og det er som regel for at undgå den slags forpligtende ting...

erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Men lad os håbe, at der sker noget. Både for de svært syge men også for andre.

erik pedersen, ulrik mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg er enig i, at det er for galt, at der ikke sker mere. Kan samtidig udmærket forstå politikernes tøven. Der er indledningsvist brug for effektive, videnskabelige redskaber til at opdele 'psykoser' i reelle, endogene psykoser, hhv. alt muligt andet.

Jeg har nu selv 'hørt stemmer' i ca. 10 år, og på et tidspunkt lykkedes det mig minsanten at optage dem med en bedre musikoptager. Har derfor læst en del op på lydteknologi, og kan forstå, at nogle individer begyndte at 'høre stemmer' tæt på radarstationerne omkring 2. verdenskrig. Siden da har lydforskere, fx Elwood "Woody" Norris og Joseph Pompei, udviklet på livet løs, og skabt teknologier, der kan målrette lyd til enkeltpersoner, uden at omgivelserne kan høre noget. De mulige teknikker bagved har i årevis været solgt over internettet.

'Woody' Norris (militæret, flåden), opfinder af HyperSonic Sound, praler fx i vedlagte Youtube-link med, hvordan man med smart lydteknologi kan få det til at lyde, som om der er store troppebevælgelser X km bag en frontlinje. Eller man kan hviske bibelvers i ørerne på terrorister..
https://youtu.be/OCsKF7gC7Mc?t=611: (10 min inde ca.). Disse lydteknikker har så gradvist spredt sig fra militæret til det nu gamificerede 'civil-samfund' til almen moro, afpresning og deslige. (Ej heller voksne til stede i den del af it-branchen).

For at være lidt konstruktiv vil jeg foreslå, at man fremadrettet griber det naturvidenskabeligt an. Indledningsvist kunne man teste et udvalg af 'psykose-ramte' i effektivt lydisolerede og jammede rum. Undersøge omfanget af psykotiske oplevelser under dé forhold. Derved vil man evt. kunne aflaste psykiatrien betragteligt fremover (for til gengæld at sætte andre faggrupper på lidt overarbejde).

Et spørgsmål til Merete Nordentoft. Hvis psykiatrien får flere penge, hvad vil man nærmere bruge de ekstra midler til, hvad vil man prioritere?

Man kunne foreslå kritisk granskning af hidtidige psykiatriske diagnoser. Flertallet af disse synes at være hængt op på patientens følelser, oplevelser og adfærd (i modsætning til somatiske diagnoser). Psykiatriske patienters markante overdødelighed kan have et og andet med dette at gøre.

Først for nylig er en medicinsk læge blevet tilknyttet psykiatrien. 1 medicinsk læge i 1 region...! 1 enkelt læge kan næppe være ekspert i alle mulige evt. biologiske/miljømæssige delårsager eller hovedårsager. Disse forbliver så særdeles underbelyst?

Depression, den vist allermest udbredte psykiske sygdom: Er mere hyppig i bjergegne, hvilket kan skyldes det lavere lufttryk og deraf let iltmangel. Ergo må en hvilken som helst tilstand, der giver længerevarig let iltmangel, kunne skabe depressionslignende tilstand hos dele af befolkningen. Kunne man se på patienternes iltoptagelse/-omsætning som en del af diagnosticeringen? Eller blot spørge, om de reagerer på kraftige lavtryk... En sådan 'bio-/miljø'-depression er der nok ingen grund til at behandle med fx langvarige psykolog-konsultationer. Psykologerne kan så koncentrere sig om de reelt psyko-socialt drevne depressioner.

Skizofreni beskrives dels ved psykose-lignende oplevelser som stemmehøring, dels ved de negative symptomer, en lammende træthed. Begge synes fortsat underbelyst, videnskabelig set. Nogle udenlandske psykiatere har de senere år fremsat påstande om, at skizofreni reelt ikke eksisterer som en selvstændig, velafgrænsbar sygdom. Årsagen er, at man ved ignorering af 'stemme-hørings'-delen står med et fuldstændigt kontinuum fra alle typer psykisk syge til i øvrigt helt raske mennesker.

Som nævnt har avancerede lydteknikker, der kan få folk til at høre stemmer, eksisteret i op til 3 generationer. Måske er det på tide, at man vender dén sten: i hvilket omfang kan aktuel højteknologisk lyd- og teleteknik forklare dele af den udbredte stemmehøring og muligvis også nogle af de visuelle oplevelser? Hvoraf nogle således ikke er hallucinationer, men illusioner. Forudsætter, at man kan få kvalificerede folk fra de relevante tech-brancher til at se åbent og meget kritisk på egne rækker. Erfaringerne fra andre brancher, fx tobaks- og kemikalieindustrien, kan tyde på, at det bliver lidt op ad bakke..