Fredag aften stod jeg med min niårige søn på nakken og så Malk de Koijn på plænen i Tivoli. Han er fan og har hørt deres sange hele sommeren – og tro det eller ej, det var ham, der havde set plakaten og plaget mig om at komme med til koncerten.
Selv om det måske ikke er oplagt for en niårig at høre 20 år gammel rapmusik, så forstår jeg godt hans fascination. Malk de Koijn er form over indhold. Leg over alvor – og derfor også til tider en smule barnligt. Ikke på en dårlig måde, men barnligt på den måde, hvor det sjove rim altid vinder, uanset hvad der så måtte blive sagt i teksten, og min søn elsker de sjove ting, den filosofi fører med sig.
Malk de Koijn har også en vis forkærlighed for det latrinære, som går rent ind hos en niårig, blandt andet »Lortesangen«, hvor omkvædet bare lyder »Sig lort.« Og så er der min søns yndlingsnummer, »Jim Daggerthuggert«, som handler om en mand, som med egne ord ser grim ud, »fordi jeg har en fed tud / et halvt øje, tre tænder, ingen hænder, et kvart ben og fem skuldre / og mine kinder, de er ved at smuldre«.
Høj fem til de tre 24 karat bananer :)
Lappedykker!