Læserbrev

Den militære og mentale oprustning er farlig, også for klimaet og det globale syd

Hvem tænker på, hvordan krigen i Ukraine skal ende? Alle synes at tro, at Rusland taber. Men hvad betyder det? Og hvad med oprustningens følger for den grønne omstilling og det klimapolitiske samarbejde?
»Hvem har tænkt på krigens omkostninger for det globale syd, investeringerne i den grønne omstilling eller det klimapolitiske samarbejde, som er en betingelse for planetens overlevelse?,« skriver Susanne Possing, Henning Salling Olesen og Steen Folke.

»Hvem har tænkt på krigens omkostninger for det globale syd, investeringerne i den grønne omstilling eller det klimapolitiske samarbejde, som er en betingelse for planetens overlevelse?,« skriver Susanne Possing, Henning Salling Olesen og Steen Folke.

Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix

Debat
24. august 2022

Engagementet i krigen i Ukraine er stadig stort, men mest under synsvinklen: Hvem vinder frem? Vores side eller de andres? At hver dag, uanset fremskridt og tilbageskridt, repræsenterer hundredvis af døde og endnu flere kvæstede og traumatiserede, er blevet hverdag.

Hvem tænker på, hvordan det skal ende? Forhåbentlig er der nogle diplomater og politiske ledere, der har det for øje. Men det lyder ikke sådan – i en næsten unison europæisk offentlighed synes man at nære en forhåbning om, at vi vinder krigen. Og Rusland taber. I hvert fald lige nu, i denne krig. Men hvad betyder det så: Vil Rusland falde til ro og føle sig tryg ved det NATO-støttede naboland?

Danmarks bidrag hedder oprustning. 18 ekstra milliarder om året skal tages fra velfærdsbudgetter og muligheden for at investere i grøn omstilling. Først og fremmest til mere militær. Ikke styret af en konkret analyse af behovet for at tilbageføre det til et forsvar efter, at de danske styrker siden 2001 af Anders Fogh-regeringen ensidigt blev gjort til et ekspeditionskorps til indsats i fremmede lande. Men alene styret af NATO’s kontingentkrav.

Men hvad næsten værre er, den mentale oprustning: Politikere og offentlighed indstiller sig på krig. At vi skal blive trygge gennem militær overmagt. Også hvis det så spreder sig til resten af verden?

Ukrainerne skal tage det første hårde job – vi leverer våben og moralsk opbakning. Men har vi styr på, at det er våben til forsvar, eller kan de også bruges til angreb? Hvor klar er denne skillelinje? Ved vi, hvor våbenstøtten faktisk havner?

Og hvad vil det sige, at Ukraine vinder? Etnisk udrensning, der sender russisktalende ukrainske borgere til Rusland? Og ’én gang for alle’ fratager Rusland lysten eller evnen til aggression? Er det overhovedet et scenarie, at Rusland ’taber’? Hvis ikke, hvad så? Genoplivning af Minsk II-aftalen med udvidet selvstyre til Donbas? Folkeafstemninger om tilhørsforhold for de berørte områder?

Og midt i det hele: Hvem har tænkt på krigens omkostninger for det globale syd, investeringerne i den grønne omstilling eller det klimapolitiske samarbejde, som er en betingelse for planetens overlevelse?

Susanne Possing, Henning Salling Olesen og Steen Folke er talspersoner for NEJ til oprustning – JA til bæredygtig sikkerhedspolitik (NTO.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Tak for perspektiveringen.
Hvad sker der hvis Vesten vinder..

erik pedersen, Ete Forchhammer og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

"Tak for perspektiveringen" - men hvad er perspektivet for læserbrevets forfattere? Stop for støtten til Ukraine, så Putin kan gennemtvinge det resultat, han ønsker, gennem en militær sejr? Med andre ord, skal Ukraine ofres, for at vi andre kan få (tvivlsom?) fred? Hvilken løsning forestiller Possing, Salling Olesen og Folke sig, som er til at leve med for Ukraine og giver sikkerhed for Ukraine og andre nabostater til Rusland? Kort sagt, kan de pege på et alternativ til den politik, de kritiserer, der ikke er ren kapitulation til aggressoren?

Og ja, krigen har omkostninger for det globale syd og klimaet, ud over dens direkte konsekvenser for de involverede parter? Hvem var det, der startede krigen 24. februar, og dermed har ansvaret for disse konsekvenser?

Endelig er der et par påfaldende insinuationer:
"Ved vi, hvor våbenstøtten faktisk havner?" Er meningen, at den kan falde i hænderne på højreekstremister? eller ISIS - eller hvem? Og hvorfor?
"Og hvad vil det sige, at Ukraine vinder? Etnisk udrensning, der sender russisktalende ukrainske borgere til Rusland?" Forhåbentligt ikke, men er det overhængende sandsynligt, og mon ikke Ukraines støtter kan øve et effektivt pres på Ukraine, hvis det skulle komme på dagsordenen? Eller er meningen, at vi hellere må overlade Ukraine til dets skæbne, dvs. Rusland, for at undgå etnisk udrensning? Hvad vil det mon sige, at Rusland vinder? Hvad tænker læserbrevets tre forfattere om dét?

Søren Nørgaard, Steen Hartov og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Ib Gram-Jensen
Det er muligt, at det kun kan bruges som en perspektivering for mine og måske andres tanker.
Men.. hvor mange flere menneskeliv vil gå tabt i denne proces, hvor Vesten leverer våben til den ene side i krigen?
Hvor mange liv er det ok at kaste for kanoner (undskyld retorikken) i en kamp om landområder og herskerforhold?
Hvor meget mere skal der smadres - og tror vi selv på, at Vesten vil deltage i en genopbygning?

Jeg har ingen svar.
Men det har du måske?

Ib Gram-Jensen

Lise Lotte Rahbek,
Jeg har i hvert fald IKKE det svar, at den angrebne part i enhver væbnet konflikt har pligt til at lægge sig fladt ned for angriberen. Ingen kan påstå, at 2. Verdenskrig ikke var en katastrofe af enorme dimensioner - men hvad havde resultatet været af ikke at kæmpe mod Hitler? Eller synes du bare, det er i orden for fredens skyld at overlade verden til ledere, der praktiserer princippet om, at magt er ret? Udrydder det krigen i verden?

Lise Lotte Rahbek

Ib Gram-Jensen,
Trak du lige Hitler-kortet og stillede et par stråmænd op til beskydning??
Så tror jeg bare, jeg lægger mig i fosterstilling her ovre i hjørnet og sutter på min tommelfinger.

https://www.youtube.com/watch?v=CTQOUtLYVLw

Lise Lotte Rahbek,
Inden man kan besvare jeres spørgsmål, skal man gøre sig klart, hvilken form for samfund man gerne vil leve i, hvor meget personlig frihed man ønsker, og hvor meget det er værd for en. Først derefter kan man begynde at overveje, hvor meget man vil betale som enkeltperson og som befolkning både økonomisk og på andre måder for at kunne bevare det.

Ib Gram-Jensen

Lise Lotte Rahbek,
Du foretrækker åbenbart at indstille diskussionen med et pseudoargument, men for en ordens skyld:

Den fundamentale svaghed ved både din og de tre læserbrevsforfatteres (samt flere andres) indstilling er, at I ikke har fremlagt nogen, endsige en overbevisende, idé om, hvad alternativet til den nuværende støtte til Ukraines forsvarskrig er, hvis det ikke er ren kapitulation til aggressoren - med de konsekvenser, det vil få for Ukraines befolkning. Og derfor er henvisningen til 2. Verdenskrig og Hitler ikke et retorisk kneb: man forsøgte med appeasement, men indrømmelserne afværgede ikke den krig, Hitler var besluttet på. Prisen for at afværge, at hans projekt lykkedes, var forfærdende høj, men var den verdensorden, han stræbte efter, et acceptabelt alternativ? Og hvordan skulle man ellers have afværget den? Og hvordan skal man få Putin til forhandlingsbordet, hvis han har udsigt til at vinde krigen?

Svaret blæser i vinden.

Lise Lotte Rahbek

Ib Gram-Jensen
Du fortsætter bare med at angribe og vil slås. Jeg vil ikke slås.
Der er en million andre krige, du kunne bringe ind i din argumentation, hvoraf mange foregår nu fremfor 2. verdenskrig og Hitler. Hitlerkortet stopper enhver debat, når kortet bliver trukket som en trumf. Hvis din modstander ikke lægger sig fladt ned når du har nævnt Hitler og 2. verdenskrig, så er det nok fordi de gerne ville have accepteret, at han vandt. Sådan noget bavl. Du har ikke svaret på, om du har en grænse for hvor mange liv der skal gå tabt for at stoppe en aggressor, så jeg må læse dit svar og din mildest talt aggressive tone her, som at der er ingen grænse for hvor mange liv der må ofres.
Vi er inderligt uenige.
Debat bliver der ikke noget af. Aggression og tæven løs på hinanden med skriftlige slag, det er lige så meningsløst som krig og ofring af menneskeliv i en tid, hvor det haster kraftigt med at spare på ressourcerne og tænke klogt, for tiden er ved at rinde ud. Det er jeg iøvrigt også --->

Ib Gram-Jensen

Lise Lotte Rahbek,
Jeg gider ikke føre en diskussion om de stråmænd, du stiller op frem for at svare på det spørgsmål, jeg stillede: hvad er alternativet til støtten til Ukraines forsvarskrig, hvis det ikke er ren kapitulation til aggressoren? Og hvis det ér ren kapitulation til aggressoren, er konsekvensen så ikke, at aggression altid betaler sig, og at magt er ret? Jeg insinuerer ikke, at du eller andre gerne ville have accepteret, at Hitler vandt, men hvordan ville du have forhindret det uden at forsvare dig mod ham?

Som Orwell skrev, er krig altid et onde, og sommetider er den et nødvendigt onde - man kan tilføje, så længe der er nogen, der kan og vil starte krige. Dét problem har menneskeheden ikke løst endnu, og blot at insistere på, at man ikke forsvarer sig, når man bliver angrebet, løser det ikke.

Ib Gram-Jensen

Kim Lahn,
Insinuationen/stråmanden sættes i relief af at, "Der bor omkring 17 % etniske russere i Ukraine og endnu flere taler russisk som førstesprog."

(globalis.dk/Konflikter/Europa/ukraine (opdateret 04. 03. 2022))

Hvis "russisktalende ukrainske borgere", som der står i læserbrevet, skal tages alvorligt, er det altså et godt stykke OVER en sjettedel af den ukrainske befolkning, der i givet fald skulle risikere at blive ofre for etnisk udrensning i tilfælde af ukrainsk sejr, hvis man altså vil tage den tanke, der bliver luftet i læserbrevet, alvorligt - hvad man nok ikke skal. De tre skribenter synes at have padlet rundt efter et hvilket som helst argument, inklusive stråmænd, måske - jeg mener udtrykkeligt: MÅSKE - fordi de mere eller bevidst erkender, at i fraværet af anvisning på et realistisk alternativ til enten våbenstøtten eller kapitulation er det, de advokerer for, i praksis er at stoppe våbenstøtten til Ukraine, så det må sejle sin egen sø og Putin kan vinde krigen, og vi andre får det overstået hurtigst muligt.

Hvis jeg gør dem uret, hvis de har et alternativ til valget mellem støtte til Ukraine og kapitulation over for aggressionen, så bør de omgående lægge samme alternativ frem.

Endelig vil jeg bemærke, at spørgsmålet om, hvor mange liv, jeg synes der må ofres for at stoppe en aggressor, ved nærmere betragtning er meningsløst. Det nærmeste, man kan komme et meningsfuldt svar er, at så længe ukrainerne kan og vil sætte sig til modværge mod aggressionen, skal vi støtte dem. Ingen andre har ret til at afgøre det i den ene eller anden retning på deres vegne.

Ib Gram-Jensen

Der skulle selvfølgelig have stået: "mere eller mindre bevidst".