Læserbrev

Nej, Liberal Alliance. Jeg kunne ikke. Det beviser mine 33 år uden for arbejdsmarkedet

Liberal Alliance vil fortælle sådan nogle som mig, at jeg godt kan komme i job. Men efter et helt liv med afslag til alle slags job såsom rengøringsassistent og nattevagt er det tydeligt, at der bare ikke var plads til en handicappet som mig på arbejdsmarkedet
Liberal Alliance møder kritik for deres kampagne 'Du kan godt'. På billedet ses partileder Alex Vanopslagh til sommergruppemødet på Egelund Slot i Fredensborg, fredag den 26. august 2022.

Liberal Alliance møder kritik for deres kampagne 'Du kan godt'. På billedet ses partileder Alex Vanopslagh til sommergruppemødet på Egelund Slot i Fredensborg, fredag den 26. august 2022.

Ida Marie Odgaard

Debat
31. august 2022

Liberal Alliance sparker nedad med deres ’du kan godt’-kampagne. Det skriver socialrådgiver Pernille Loumann i sit fine debatindlæg i Information den 29. august. Og ud fra mine personlige erfaringer kan jeg kun dele hendes afsky for Liberal Alliances arrogance.

Jeg har en kandidat i historie og spansk og blev færdiguddannet i 1988. Og det er aldrig lykkedes mig at få et fuldtidsjob trods utallige ansøgninger gennem 33 år. Det skyldes så langtfra kræsenhed. Mine ansøgninger har blandt andet rettet sig mod job som rengøringsassistent og nattevagt på en døgninstitution.

Efterhånden har jeg måttet erkende, at det nok skyldes mit handicap, når mine anstrengelser har været forgæves. Min hørelse er nedsat, og jeg er spastiker i moderat grad, så blandt andet min mimik fungerer anderledes end hos gennemsnitsdanskeren. Ikke så godt, når man er til jobsamtale!

Altså har jeg gennemlevet en hærskare af jobcentrenes ’tiltag’, der skulle skubbe mig ud i arbejde.

Jeg har lige akkurat formået at holde mig i systemet. Det skyldes personlige ressourcer: Jeg går for at være en dygtig foredragsholder, og jeg kan skrive. De evner har givet mig præcis så meget deltidsarbejde som aftenskolelærer, at jeg kunne opretholde et vist økonomisk livsgrundlag og bevare selvrespekten. Derudover blev jeg ved, ved, ved med at søge fuldtidsjob af alle slags.

I 2010 strammede Lars Løkke reglerne for supplerende dagpenge så meget, at deltidsarbejdet ikke længere var nok til at redde mig. I sidste øjeblik, da jeg var 59, fik jeg endelig fleksjob som underviser. Men også det job var usikkert. Det var betinget af, at der to gange årligt meldte sig et vist antal kursister til mine hold. Angst og usikkerhed var mine følgesvende gennem årene.

Havde jeg nu ikke været så heldig at kunne få deltidsjob, så havde min situation været præcis den samme som hos de udsatte mennesker, Pernille Loumann beskriver. Det til trods for alle mine anstrengelser.

Og så skal det tilføjes, at mit held også var mit netværk: En altid solidarisk hustru, som opfordrede mig til at søge job som underviser, og som troede på mig. Nu, som 67-årig, har jeg endelig fred. Jeg er folkepensionist.

Er mennesker uden et godt netværk og uden mulighed for at finde en niche, så er de virkelig ilde stedt. Og det er i den grad under lavmålet at sparke til dem. Skam jer, Liberal Alliance!

Kai Otto von Barner er cand.mag. i historie og spansk og folkepensionist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for det læserbrev.

Jeg forstår ikke hvorfor der ikke stilles krav til arbejdsgiverne om at skulle ansætte nogle med ikke fuld arbejdsevne, når politikkerne gerne se, at folk skal være på arbejdsmarkedet med eller uden seng - ja bare i et par timer.
Det virker urimeligt ja lige frem dumt at kræv, at syge mennesker skal være på arbejdsmarkedet og så ikke ville kræve noget fra arbejdsgiverne så de har en rigtig chance for at kunne opfylde politikernes krav
Dog vil den bedste løsning være at give syge mennesker en rigtig og retfærdig chance til at kunne få tilkendt en førtidspension eller et godt og stabilt fleksjob.

Willy Johannsen, Christel Gruner-Olesen, Stella Nielsen, Steen K Petersen, Peter Wulff, erik jensen, Lillian Larsen, Inge Nielsen, erik pedersen, Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Jacobsen

Ofte har jeg undret mig over at mennesker som bliver udsat for Christiansborgs nedværdigende behandling og lovgivning ikke gør oprør. Hvorfor finder menneskerne sig i det? Mine nærmeste fortæller at mange mennesker ikke har overskuddet, og ikke kan gå ud og demonstrere, det er kun de unge og raske der i klimaets navn kan blokere færdselsknudepunkter.

Selv fandt jeg ud af at politikerne var gået for langt i 2014 og at jeg var tvunget til at protestere. Men det eneste jeg kunne gøre var at skrive, og lige siden har jeg forsøgt at indsamle viden omkring hvad det er der sker, og hvorledes det hele hænger sammen, for at fortælle det videre, så godt jeg nu kan.

Prognoserne viser en fremtid hvor De Konservative vinder regeringsmagten og de sociale nedskæringer igen tager overhånd. Efter de såkaldte reformer, kommer skattelettelserne til de 1,7 % som overklassen udgør. Middelklassen får få procenter mere, for at få dem med på den. Samtidigt presses de sociale institutioner igen med 2 procent nedbarbering hvert år, lige som vi var vandt til at se det under de forrige borgerlige regeringer.

Når man fjerner finansieringen fra institutionerne, bliver borgerne utilfredse med kvaliteten, så er det tid til at slå til og nedlægge dem. Det så vi ved Skat, hvor man fik fjernet over halvdelen af personalet. Da Skat ikke længere var i stand til at virke, nedlagde man institutionen. Vi så at over 600 lokalskoler samt lokalhospitalerne blev nedlagt. Det er den samme plan man følger alle vegne. I disse år er det handicapområdet som især rammes af Christiansborgs Budgetlov, som tvinger kommunerne til ikke at bruge pengene på det sociale.

Men problemet er at middelklassen og overklassen kun udgør fyrre procent af befolkningen, og der skal et flertal til på Christiansborg for at gennemføre den neoliberale politik. Derfor pumper de rige penge ind i yderliggående højreorienterede politiske partier, lige som man gjorde i 2015, hvor DF endte med at blive det største parti i den borgerlig blok.

Går vi frem til 2019 var befolkningen utilfreds med den forringede velfærd, samt klimakrisen dukkede op i medierne. Derfor var der et flertal i rød blok igen. Men uheldigvis nægtede Mette Frederiksen at fjerne den fattigdom som de borgerlige havde lovgivet om. I tre år forhindrede Socialdemokratiet at venstrefløjen kunne gøre det nødvendige arbejde for at bremse den ulighed som har været stigende i fyrre år.

Således tabte hun flertallet af befolkningens opbakning. Den anden grund var naturligvis at alle borgerlige medier hver dag, hele dagen lang, råbte ordet mink, mink, mink, mink, mink,... Vha. hjernevask pumpede de formuende journalister den blå blok op, til igen at få et fjertal i meningsmålingerne.

Dette er fremtiden. Derfor opfordrer jeg alle, som rammes af den alt ødelæggende lovgivning til at skrive på de sociale medier, således at vi kan ændre den retning som landet er tvunget i af destruktive rige magtmennesker, som i ren og skær grådighed ikke kan få nok, uanset hvor mange mennesker de sociale nedskæringer rammer.

Du kunne ikke passe ind på det arbejdsmarked hvor de griske arbejdsgivere forlanger 140 procents indsats, men du kan til gengæld være med til at samle tilstrækkeligt mange mennesker til en koalition som er stærk nok til at fjerne fattigdommen. Når jeg med mine ringe evner kan protestere, kan du også med din viden og bedre uddannelse.

Via et stort online netværk, gennem åben deltagelse, gennemsigtighed og selvstyre, kan den form for samarbejde ændre måden landet udvikler sig på, og helbrede vores sociale og politiske liv. Vi har muligheden for at kæmpe for en bedre fremtid, hvis vi aktivt deltager i de sociale processer. Det kommende folketingsvalg er de lokale kræfters chance for at vende skuden.

Vi skal i gang med et totalt genopbygningsarbejde efter to årtiers bevidst social nedbrydning. Der er brug for alle som har hjertet med, til at mobilisere en folkelig protest mod den nuværende udvikling. Vi skal forene de rigtige sociale bevægelser og politiske partier i en koalition, der er stærk nok til at fjerne fattigdommen.

Lad os give alverdens aviser en ny overskrift: Fattigdom - ikke i vores samfund, ikke i Danmark.

Willy Johannsen, jens christian jacobsen, Ole Eivind Hansen, Stella Nielsen, Claus Petersen, Egon Stich, Steen K Petersen, Anne Svendsen, Peter Wulff, Jane Jensen, erik steenstrup dyhr, Bjørn Pedersen, Fam. Tejsner, johnny volke, Lillian Larsen, Runa Sand, Inge ambrosius, erik pedersen, Inger Pedersen, Steffen Gliese, Rasmus Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Arne Albatros Olsen, Dorte Sørensen og Thomas Helbo Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Mange tak for det gode læserbrev.

Som Dorte Sørensen er inde på, harmonerer kravene til syge og handicappede mennesker i beskæftigelsessystemet overhovedet ikke med de manglende krav til arbejdsgiverne om at ansætte.

"Ny undersøgelse: chefer siger nej til ansøgere i kørestol"
https://www.a4medier.dk/arbejdsliv/artikel/chefer-siger-nej-til-ansoeger...

Det er muligvis billigere i regnearket på kort sigt at aktivere de ledige i virksomhedspraktikker, der er gratis for erhvervslivet, men det er samtidig løndumping og skjult stats- og kommunestøtte på skatteborgernes bekostning.

"Det er politikernes ansvar at fjerne jobbarrierer for handicappede"
https://www.altinget.dk/artikel/det-er-politikernes-ansvar-at-fjerne-job...

Og retssikkerheden er en by i Rusland..
Selvom det påstås, at Danmark ikke er et autoritært samfund.

"Endnu en sag viser, at retssikkerheden for kontanthjælpsmodtagere halter gevaldigt"
https://www.information.dk/indland/leder/2022/01/endnu-sag-viser-retssik...

Det lader ikke til, at der er særligt mange politikere, der lytter til de reformramte.

Men det bliver de nødt til på et tidspunkt, for det forhenværende velfærdssamfund er ved at kollapse.

Willy Johannsen, jens christian jacobsen, Stella Nielsen, Claus Petersen, Steen K Petersen, Peter Wulff, Jane Jensen, Morten Larsen, johnny volke, Lillian Larsen, Morten Højer, erik pedersen, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Inger Pedersen og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar

Det kun en meget lille og meget privilegeret gruppe der bare kan melde sig syg og komme til hægterne uden hele tiden at få meddelelser i eboks fra kommunen, eller få det forværret af bekymringen over om man nu mister sine sygedagpenge.

jens christian jacobsen, Stella Nielsen, Steen K Petersen, Peter Wulff, Ebbe Overbye, Jane Jensen, erik steenstrup dyhr, erik jensen, Claus Nielsen, Rasmus Kristiansen, johnny volke, Lillian Larsen, erik pedersen, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Helle Brøcker, Inger Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Hvilke krav stiller politikere egentlig til sig selv? Det forekommer mig, at mange politikere kun stiller sig selv det ene krav at kræve en masse af andre, de aldrig selv har prøvet. Og andre igen beskæftiger sig mest med at opfinde syndebukke blandt udvalgte grupper, hvis "hatte" de ikke bryder sig om. I Odense hænger der lige nu ved starten til Kongensgade (gågaden) en GIGANTISK plakat med Alex Vanopslagh, hvor "os borgere" får fortalt, at jo, vi er stærke, hver og en. Jeg synes, den skæmmer bybilledet. Ud over det undrer det mig meget, hvis et eneste menneske tænker: Wow, Alex Vanopslagh siger, at jeg er stærk, så nu må jeg smøge ærmerne op for Alex Vanopslaghs skyld. For det er jo det, den forsøger at fortælle: At Alex Vanopslagh er din nye coach i kæmpeformat. Ikke bange for at brede sig i bybilledet med et portræt, der ligner en herremand, der gerne vil imponere (og eje) nogle fæstebønder. Men i 2022 er vi måske ikke kommet så meget videre end det? Stem på Herremandspartiet, så bliver du en glad slave?

Stella Nielsen, Claus Petersen, Peter Wulff, erik jensen, Rasmus Kristiansen, johnny volke, Lillian Larsen, erik pedersen, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Helle Brøcker og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak for et meget aktuelt input.

Jeg ser ikke et menneske der ikke kan og ikke vil, ej heller et menneske der ikke har ydet. Umiddelbart tænker jeg at du netop HAR vist at du godt kan. At du muligvis ikke har fået lov til at yde det du kunne, skyldes nok at arbejdsmarkedet og nogle systemer der er for rigide. Men jeg synes at se et arbejdsmarked der udvikler sig i retning af langt mere rummelighed og fleksibilitet overfor individer med forskellige behov og hvis politikerne også vil hjælpe til med love der er knapt så rigide og i større grad bygger på tillid, så tænker jeg at folk i din situation i fremtiden vil få langt bedre muligheder på arbejdsmarkedet. Det er i al fald mit fromme håb.

Og så er det tankevækkende hvor forskelligt vi opfatter denne type udsagn, personligt har jeg ikke set det som et spark nedad eller på anden måde negativt mod nogle grupper, og selv den kære Özlem Cekic læser det helt anderledes, se eventuelt hendes indlæg her: https://www.altinget.dk/artikel/ozlem-cekic-derfor-roerte-la-kampagne-mi...

jens christian jacobsen

Skal vi ikke foreløbig glæde os over at Vanopslaghs super-liberalister måske lige akkurat kommer over spærregrænsen.

Eva Schwanenflügel

@ jens christian jacobsen

Mener du, at vi skal glæde os over, at LA lige akkurat kommer over spærregrænsen, eller glemte du et 'ikke'? ;)

Plakaten med Vanopslagh foran Kongensgade er forsvundet igen.

Så det er jo fint.