Kronik

De økonomiske regnemodeller er et nyttigt redskab, så længe man betoner usikkerheden

Det er vigtigt, at politikere ikke ignorerer de økonomiske regnemodeller, men lige så vigtigt, at de ikke lader deres politik diktere af dem. Regnemodellerne er et værn mod ideologiske ønskedrømme og tågesnak, men aldrig den fulde sandhed.
Den tidligere overvismand Niels Kærgård har i et betænkningsarbejde om virkningen af et forbud mod pesticider oplevet, at biologer ikke kunne eller ville kvantificere gevinsten af et forbud, mens økonomerne kom med et ret håndfast bud på omkostningerne.

Den tidligere overvismand Niels Kærgård har i et betænkningsarbejde om virkningen af et forbud mod pesticider oplevet, at biologer ikke kunne eller ville kvantificere gevinsten af et forbud, mens økonomerne kom med et ret håndfast bud på omkostningerne.

Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Debat
2. august 2022

Der har i flere år været en intens debat om brugen af økonomiske regnemodeller. Også i Information har der været adskillige større analyser og mange kronikker. Et kernepunkt har været de såkaldte dynamiske effekter, altså typisk medtagning af det fænomen, at lavere skatter gør det mere attraktivt at arbejde og derfor øger arbejdsudbuddet og produktionen. Den gunstige virkning af øgede offentlige udgifter, for eksempel i form af flere børnehavepædagogers gunstige effekter på børnenes opdragelse, opvækst og senere produktivitet på arbejdsmarkedet, er derimod normalt ikke med.

Modellerne kan dermed give en skævhed i de politiske anbefalinger til ugunst for en styrket velfærdsstat. Modellerne kan blokere for en mere ’rød’ politik med større offentlige udgifter, er det blevet sagt.

Disse debatter synes imidlertid at være symbol på nogle mere grundlæggende problemer, nemlig at man i den økonomisk-politiske debat er tilbøjelig til at lægge alt for megen vægt på kvantificeringer og alt for lidt vægt på usikkerheden i beregninger. Der er nogle ting, der er lettere at beregne end andre. Man kan rimeligt let regne på, hvad en lavere mindsteløn vil give af sænkede omkostninger for virksomhederne og dermed øget beskæftigelse, men det er næsten umuligt at skønne over, hvad det koster, at lavere mindstelønninger giver større ulighed og frustrationer, der kan fører til Trump, Brexit og Le Pen.

Og det er langtfra sikkert, at det, der er lettest at beregne, er det vigtigste. Det vigtigste er måske ikke at sikre, at virkningen af de offentlige udgifter og af skatterne bliver inddraget parallelt i de økonomiske modeller, men at man på rimelig vis får inddraget også alle de ikkemålelige ting i beslutningsprocessen. Det er derfor, vi har politikere til at styre samfundet, ikke modeleksperter og cost-benefit-analytikere.

Uhåndgribelige effekter

Men selvfølgelig skal kvantitative beregninger inddrage mest muligt. Det er bare ikke let. Man har set økonomer, der laver miljøanalyser, blive kritiseret for ikke at tage lærkesang og naturværdier med – »de tillægger det ikke nogen værdi« – men også for ved hjælp af huspriser, spørgeskemaer osv. at prøve at kvantificere disse værdier – »de tror, at naturværdier og lærkesang kan opgøres i penge«.

For nogle år siden var jeg med i et betænkningsarbejde om virkningen af et forbud mod pesticider. Omkostningerne er til at beregne. Der er markforsøg, der viser, hvor stort udbyttetabet bliver, hvis man ikke kan bekæmpe ukrudt og skadedyr med pesticider, og disse udbyttetab kan med økonomiske modeller omregnes til samfundsøkonomiske omkostninger.

Biologerne ville eller kunne derimod ikke kvantificere virkninger på biodiversiteten og folkesundheden. Der kom til at stå et relativt håndfast tal på omkostningssiden og nogle kvalitative betragtninger på gevinsterne, og dermed var den politiske konklusion næsten givet. Et pesticidforbud havde ingen gang på jord.

Men jeg tænker stadig af og til på, om årsagen til resultatet var, at gevinsterne er mindre og mindre håndgribelige end omkostningerne, at det er sværere at kvantificere biologi og sundhed end økonomi, eller at der er forskellige traditioner i de forskellige fag, således at økonomer tænker mere kvantitativt end biologer.

Når debatten om de dynamiske effekter af skatter og offentlige udgifter bliver så intens, er det nok, fordi modellerne og kvantificeringerne bliver betragtet som for autoritative og altomfattende. Blev de ikke det, var det jo ikke så vigtigt, hvad der blev lagt ind i modellerne. 

Et nyttigt redskab

Men det betyder jo ikke, at kvantificeringer og økonomiske modeller er unyttige – langtfra. Kvantificeringer og modeller kan være med til at disciplinere debatten og gøre den mere saglig. For selv med de store usikkerheder, der er, er der gode og dårlige argumenter, og kvantitative modeller kan være med til at sortere i argumenternes kvalitet. Det er ikke alle effekter, der er lige store, og forskere og fagfolk kan ofte beregne, hvad størrelsesordenen af mange effekter er. Uden modeller og kvantitative analyser bliver debatten let tågesnak og ønsketænkning.

Når modellerne påvirker politikken og lægge restriktioner på, hvad der er acceptabelt at gennemføre, så kan det som ovenfor beskrevet være, fordi de betragtes som for autoritative og altomfattende, men det kan også være, fordi modellerne afspejler en virkelighed, der sætter nogle restriktioner for, hvad man kan gøre. Man kan stemme om grundloven, men ikke om tyngdeloven, og også økonomien og samfundsvidenskaberne har ’love’, som man er nødt til at respektere.

Og når modellerne er bedst – hvilket de er oftere, end man sommetider synes at tro – beskriver de nogle strukturer i samfundet, som erfarne økonomer og vederhæftige statistikere har kortlagt.

De makroøkonomiske modeller er siden 1970’erne her i landet bygget i et samspil mellem specielt universiteternes økonomiske institutter, Danmarks Statistik, Finansministeriet, Nationalbanken og Det økonomiske Råd. Der har indimellem været heftige diskussioner mellem de forskellige aktører, men der er ingen tvivl om, at vi undervejs er blevet klogere på, hvordan dansk økonomi fungerer. Det har resulteret i et modelapparat, der skal og bliver justeret, revideret og ændret. Men det er et modelapparat, der er et nyttigt redskab ved prognoser og konsekvensberegninger, og som har været med til at sortere kernerne fra avnerne i den økonomiske debat.

Modellerne skal ikke være det autoritære svar på, hvilken politik man bør føre, men de skal være med til at pege på nogle af de barrierer, virkeligheden stiller op for, hvad der er muligt.

Teknokratisk volapyk

Hvis modelberegninger og kvantitative analyser derimod bliver brugt som polemisk værktøj i politiske debatter, hvor ingen lytter til forudsætninger og forbehold eller bruger af ’eksperter’, der mest er ude på at understrege deres egen autoritet, så kan de være ødelæggende for en seriøs debat.

Modelberegninger kan bruges til at gøre en selv klogere, specielt hvis man forstår og lytter til, hvad de siger, og hvorfor de siger det. De kan også bruges til at præcisere forudsætningerne for en ellers tåget argumentation. Men bliver resultaterne brugt håndfast af debattører uden megen kendskab til modellerne til at slå mere nuancerede modstandere i hovedet med, kan de let gøre mere skade end gavn. Så kan de let komme til at fungere som teknokratisk volapyk, som skygger for mindre præcise, men mere seriøse argumenter.

Det så man et grelt eksempel på for nogle år siden, da Finansministeriet accepterede at regne Liberal Alliances valgprogram igennem. Men det giver reelt ingen mening at tro, at man kan få alt i en stor samlet plan kvantificeret. Der er plads til, og det er nødvendigt med, politiske skøn. Har man ikke de kvantitative analyser og modellernes begrænsninger for øje, bliver den politiske debat urealistisk talgymnastik.

Hvis forskellige organisationer og ekspertgrupper også i fremtiden diskuterer modellernes egenskaber i et system af checks and balances og hele tiden overvejer, hvad de kan bruges til, og hvor deres begrænsninger ligger, vil regnemodellerne også fremover kunne være et nyttigt værn mod ideologiske ønskedrømme og tågesnak. Men det skal selvfølgelig hele tiden huskes, at de er fejlbarligt menneskeværk og ikke den fulde sandhed.

Niels Kærgård er professor emeritus og fhv. økonomisk vismand

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er jo meget sjovt, at lavere skat skulle øge arbejdsudbuddet, mens lavere mindsteløn skulle styrke det. Jeg tror, at det er omvendt. Skat tvinger mere eller mindre folk til at arbejde et vist antal timer, lavere mindsteløn får arbejdskraften til at søge andre steder hen.

Ole Olesen, Steen Ole Rasmussen, Inge Nielsen, Eric Mård, Kim Houmøller og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

Skiftende borgerlige regeringer har ikke ønsket at tage de dynamiske effekter med i deres udgaver af regnemodeller som velfærdsstaten og overførelsesindkomster giver. Ikke fordi de ikke ved det har en stor betydning, men udelukkende af principielle årsager.

For sandheden er, at det kan betale sig stort for et samfund at have en omfordeling af de økonomiske midler, som det har været gældende i Danmark i mere end en menneskealder. Det er det, som definere Danmark og vores værdier og vores fælleskab.

Danmark er ikke blevet et rigt samfund på trods af velfærdsstaten. Danmark er blevet rig på grund af velfærdsstaten. Den har beskyttet alle landets borger selv i det værste stormvejr verden har været udsat for i nyere tid. Og den vil være i stand til at beskytte hele befolkningen mod de store udfordringer vi står over for i nærmeste fremtid grundet klimaforandringer og stigende uro i verden omkring os.

Velfærdsstaten er det dyrebareste vi har i lille Danmark.

Steen K Petersen, Thomas Tanghus, Torben K L Jensen, Susanne Kaspersen, Ole Olesen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Mads Horn, P.G. Olsen, Inge Nielsen, Eric Mård, Steffen Gliese, Rolf Andersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Martin Jacobsen

Der har i flere årtier været en intens debat i Folketinget om mere vækst til de rige samt stagnerende indtægter til de fattigste, et værktøj økonomerne kalder reformer. Det er debatten om den neoliberale regnemaskine som aldrig er til gavn for flertallet. Modellerne har blokeret for en socialpolitik, hvor et mere lige udgangspunkt for de nyfødte var ønskværdigt, de har tilmed givet politiske anbefalinger om at skære ned på alle institutioner, hvilket bl.a. resulterede i at Skat blev ude af stand til at fungere og gik ned.

Uden en seriøs diskussion om hvor ulighedsskabende de økonomiske modeller har været, bliver debatten let tågesnak og ønsketænkning. I de modeller kan man stemme om sociale nedskæringer, men ikke om øget omfordeling. Når de ulighedsskabende modeller er værst – hvilket de er oftere end meningsdannerne sommetider synes at tro – beskriver de nogle strukturer i samfundet, som erfarne økonomer og vederstyggelige politikere har haft økonomisk gavn af. Økonomerne selv har høstet stor fremgang, ligeledes konsulentvirksomhederne der har været med til at skrive rapporter som smadrer de sociale institutioner.

Men det betyder jo ikke, at økonomiske modeller er unyttige – langtfra. Modellerne har være med til at disciplinere arbejderklassen og gjort den mere desperate, et nyttigt redskab i ulighedsskabelsen. Man har sænket udbyttet for arbejderen, mens arbejdsgiveren til gengæld har fået en større andel. De økonomiske regnemodeller er et nyttigt redskab, så længe man ønsker at øge uligheden, derfor er det jo ikke så vigtigt hvad der blev lagt ind i modellerne, bare de virker som bestilt.

De neoliberale modeller er siden 1970’erne her i landet bygget i et samspil mellem specielt det hovedrige erhvervsliv, magteliten, DI, DA, bankerne, universiteternes økonomiske institutter, Danmarks Statistik, Finansministeriet, Nationalbanken og Det økonomiske Råd. Der er ingen tvivl om hvad der har været vigtigst for de højtlønnede.

Det har resulteret i et modelapparat, der er bliver justeret, revideret og ændret til mere udbytning af borgerne generelt, til gavn for de 1,7 % i overklassen. Det er et modelapparat, der er et nyttigt redskab for de rigeste, men som har været med til at smadre livet for hundrede tusinde menneskers liv. Når debatten bliver så intens, er det nok, fordi modellerne smadrer velfærden for flertallet og overfører den til de 40 % af befolkningen, det vil sige middelklassen og overklassen, hvilket især er altødelæggende for de 60 % af befolkningen som har mindst.

Økonomerne vil aldrig bidrage til at rette op på skaderne som de har været med til at skabe, fordi det ville ramme deres egne formuer der yngler. Der udvises er en grådighed som er total sociopatisk overfor dem der er ramt af fattigdomsskabelsen, og en usynliggørelse af den ulighed som er stigende i fire årtier.

Hverken økonomerne eller politikerne vil nogensinde bringe en offentlig undskyldning for den måde de har smadret de sociale forhold eller institutioner på. Der er ingen anger overfor dem som har fået deres liv ødelagt. Ingen erkendelse om hvad de har bragt landet, underklassen eller arbejderklassen ud i, ingen anger, ingen undskyldning, ingen erkendelse, men uden disse fortsætter økonomerne i samme retning efter folketingsvalget, med Søren Pape Poulsen ved roret. Flere sociale nedskæringer skal der til, mere ulighed for at skabe skattelettelser til dem som intet mangler.

Den gunstige virkning for de rige af skattelettelser på baggrund af fjernelse af over 600 lokalskoler, lokalhospitalerne etc., af mindre offentlige udgifter til den sociale del i kommunerne, hvor imod pengene mere gives ud lokalt til erhvervslivet... Kommer vi nogensinde til at se økonomerne stillet op på række og grædende beklage at de har smadret hundrede tusinde menneskers liv, lige som en hel japanske direktion der for åben skærm græder og erkender hvad de har gjort? Nej vel.

I stedet for får vi en hel artikel tågesnak set fra et regneark. Hvilken foruroligende verden. Kun i regnearket kan verden blive så forvreden. Tænk sig at se ned i et regneark, at flytte rundt på store beløb, men aldrig se menneskerne bag. Hele verden er et regneark, ingen mennesker, ingen skade sket. I deres verden eksisterer vi ikke, vores protester høres ikke, vores argumenter tæller ikke. Vores liv har ingen værdi, vores tilværelse har ingen interesse overhovedet. Kun flere penge til de rige tæller.

Borgernes massive protester kunne være brugt til at gøre økonomerne klogere, specielt hvis de forstod og lyttede til, hvad vi har sagt i årtier, og hvorfor vi siger det stadigvæk. Men modellerne har i stedet været brugt til at skabe børnefattigdom i en uset mængde af 64.500 børn. Måske var det på tide at tømme ørerne for ørevoks fra magteliten? Sociopaterne skader hundrede tusinders liv. Den manglende erkendelse hos økonomerne omkring disse katastrofer som, på linje med konsulentvirksomhedernes anbefalinger om at smadre alt der smager af noget socialt, letter fornøjelsen ved at tjekke deres egne portfolie.

Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel, fin egenfeldt, Mads Horn, Inge Nielsen, Ebbe Overbye, Egon Stich, Hanneh Christensen, Steffen Gliese og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

Tak for en sober beskrivelse af disse modellers anvendelsesmuligheder og deres begrænsninger.

Torben K L Jensen, Erik Fuglsang og Torben Siersbæk anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Det taler mod fornuften at alle har en bil!
Det taler mod fornuften at transport ikke er gratis i "Verdens rigeste land"!
Det taler mod fornuften når man udviser til Syrien!
Det taler mod fornuften når landbruget er vokset fast i vores veludviklede samfund!
Det taler mod fornuften at alt bliver dyrere i 2022!
Det taler mod fornuften at viden fosser ud af landet!
Det taler mod fornuften når der falder hagl på størrelse med golfkugler!
Det taler mod fornuften når alle grågæs og bramgæs er forsvundet fra Ærø!
Har de lagt gift ud. Hvor er Holger?
Det taler mod fornuften at mennesker i Danmark fastholdes i fattigdom!
Det taler mod fornuften når 9 ud af 10 erhvervsdrivende kører for hurtigt. Det sker nu og her, og hver eneste dag, lige uden for vinduet med udsigt til Tyskland.
Det taler mod fornuften når badevandet pludselig bliver giftigt i 2022!
Det taler mod fornuften at Ærø har Verdens dyreste ferskvand!
Det taler mod fornuften at nogen ikke betaler afledningsafgift
Det taler mod fornuften når overvægtige ikke får tilbudt fæces-transplantation.
Det taler mod fornuften at syge som mig - bruger mit liv på dét hér!

Det er urimeligt at hver en tanke hvert et åndedrag er der nogen som udnytter!

fin egenfeldt

Der er dog et vist element af "synds erkendelse" i artiklen. Professoren indser, at der er forskel på kvalitet og kvantitet og at kvalitet desværre ikke er let kvantificerbar og derfor ikke økonomers opgave at forholde sig til. Naivt - må man sige - fortsætter økonomer og professorer så deres skamridt af samfundet med deres tallege. Ikke at tallege er forkerte, men når de fuldstændigt uansvarligt for mammons skyld stilles til rådighed for fremme af specifikke samfundsgruppers private interesser burde tallegene være stoppet. Når børn leger fører voksne tilsyn med, at legene ikke er skadelige. Det tilsyn er svigtet. Økonomernes naivitet og mangel på samfundsansvarlighed er sørgelig. Det svigtende tilsyn ligeledes. Et stort oprydningsarbejde ligger foran os.

Torben K L Jensen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Niels Kærgård har en pointe i at økonomiske modeller kan være gode redskaber til at lave virkelighedscheck, hvis de bruges af folk der har forstand på modeller og respekt for den store usikkerhed de indeholder, fordi alt ikke er kvantificerbart.

Hvor kæden hopper af for mig er at fagøkonomerne ikke har reageret på det eklatante misbrug af modellerne som politiske aktører konsistent viser villighed til at deltage i.

Det er lige så politisk ikke at kritisere misbrug, som at blande sig i debatten.

Hvis modellerne skal fungere som virkelighedscheck er det nødvendigt altid at præsentere (mindst!) tre model resultater: et sæt baseret på højreorienterede antagelser, et sæt baseret på venstreorienterede antagelser og et baseret på best practice.
Hvis resultatene ligger tæt, er der et godt beslutningsgrundlag, hvis de divergerer voldsomt tydeliggøres det, at det er et politisk valg og ikke "økonomisk nødvendighed."

Det ville også klæde modelbyggerne at supplere de tre modeller med en sammenligning med historiske data efterhånden som der opbygges erfaringer med den mere ærlige formidling.
Måske har den ene fløj faktisk mere sans for hvad der virker?

Steffen Gliese, Ole Olesen, Hanneh Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Kronikken er en velgørende klar gennemgang af styrker og svagheder ved den anvendelse af økonomiske samfundsmodeller, leveret af en, der i den grad har haft fingrene dybt nede i abejdet med modellerne.

Tak til Niels Kærgård for at levere den og til Information for at bringe den.

Kronikkens kraftige og klare understregning af at det ikke er modellernes fejl, men politikeres og andre ikke fagkyndige debattøres (mis)brug af modellerne, hvor der botaniseres i resultater og konklusioner, der er den grundlæggende misere.

Mange kommentarer til kronikken understreger iøvrigt netop denne pointe!

Eva Schwanenflügel

Herunder blot tre eksempler på, at de såkaldte økonomiske vismænd ofte negligerer almen viden og sund fornuft i deres snævre perspektiver.

Det svarer til at fiksere en kikkert på et bestemt punkt, og udfra dette begrænsede udsyn beskrive alle andre områder.

"610 millioner kroner.

Det var prisen, som Finansministeriet regnede sig frem til, da Enhedslisten i 2014 ville sikre nogle få hundrede arbejdsløse en kontanthjælpslignende ydelse, hvis de faldt ud af dagpengesystemet.
Selve ydelsen ville kun koste 10-15 millioner i 2015, så hvordan kunne det løbe op i over en halv milliard?
Jo, fordi Finansministeriet antog, at øger man overførselsindkomsten for selv en lillebitte gruppe arbejdsløse, så vil det påvirke hele befolkningens vilje til at udbyde arbejdskraft og føre til faldende skatteindtægter – såkaldt dynamiske effekter.
Finansministeriet kunne sådan set godt selv se, at tallene virkede besynderlige, men det var nu engang de tal, deres regnemodel spyttede ud.

Oplevelser som denne fik Enhedslisten til at undersøge Finansministeriets regnemodeller.
Det har mundet ud i en omfattende rapport med en klar konklusion: Regnemodellerne hviler på et usikkert empirisk grundlag.
De giver ufuldstændige og fejlagtige svar på, hvad samfundsøkonomiske konsekvenser er af forskellige økonomiske tiltag.
Og disse svar bærer præg af en klar bias til fordel for højreorienteret økonomisk politik."

"Enhedslisten: Den politiske regnemaskine"
https://enhedslisten.dk/den-politiske-regnemaskine

"Den såkaldte reguleringsordning har gennem en årrække undervurderet lønstigningerne i det private. Og det har smittet negativt af på offentligt ansatte.

Det konkluderer tænketanken Kraka i en analyse, skriver Politiken.

Analysen viser, at de offentligt ansatte samlet set kunne have fået fem milliarder mere i løn årligt, hvis et nyere lønindeks havde ligget til grund for lønudviklingen."

"Kraka: Ny regnemodel kunne have givet offentligt ansatte lønhop på 5 milliarder"
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/analyse-ny-regnemodel-kunne-have-giv...

"Der findes en stor mængde viden om dynamiske effekter af offentligt forbrug, som er relevant i dansk kontekst. Særligt inden for emnerne uddannelse og børnepasning. Dog er der fortsat væsentlige huller i den eksisterende viden. Det viser VIVEs kortlægning af dynamiske effekter af offentligt forbrug."

https://www.vive.dk/da/udgivelser/dynamiske-effekter-af-offentligt-forbr...

Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Ole Olesen og Hanneh Christensen anbefalede denne kommentar
hafof94454 hafof94454

Begynd at tjene ekstra penge online hjemmefra op til $22.000, hvilket gør arbejdet meget nemt kun i din fritid. I den sidste måned betalte jeg 22.745 $ for dette lette hjemmearbejde. Tilmeld dig dette job nu og tjen flere penge online hver måned. For at komme i gang skal du blot klikke på internetlinket her ......
Åbn denne side ...... >>>>>> www.Slate74.com

Torben Siersbæk

@Eva Schwanenflügel - 02. august, 2022 - 12:27.

Jeg vil bestemt gerne give dig ret i at det er nogle bizarre resultater, du refererer.

Jeg finder imidlertid også, at det bl.a. er det, Niels Kærgård kritiserer både politikerne og offentlige debattører for: at henholde sig til de tal, der kan komme ud af ikke perfekte økonomiske modeller.

I økonomisk teori arbejder man - og det ved du sikkert - ofte med en betingelse, at et resultat er fremkommet ved at man kun kigger på virkningen af at ændre en enkelt variabel.
Det er en forudsætning man altid må have med.

Når man så mikser effekterne af at ændre en række variable, herunder sådan nogle som netop ikke lader sig kvantificere, så går det galt, når debattører med fart på konkluderer, for de har ikke tid til at tage de kvalitative mellemregninger med - du kender dem godt, sådan nogle som Mads Lundby Hansen fra Cepos, der altid har masser af tal med i baglommen....

Der ER behov for at kigge modellerne grundigt efter i sømmene, men der er søreme også grund til at opdrage alle debattører - i og uden for Folketinget - til at debattere redeligt!
Og det er nok et (for?) stort krav...

Torben K L Jensen

Vi skal have noget mere Keynes - ikke flere øjne stift rettet mod kvartalsregnskabet men økonomer med fremsyn der kan gøre vores samfund modstandsdygtig mod de klimaændringer eller sagt på en anden måde -gøre den båd vi alle sidder i sødygtig.

Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar