Læserbrev

Offerkortet spilles af alle fra Putin til Vermund. Hvem tager ansvar, hvis alle er ofre?

Offerkortet bruges af politikere, stater eller organisationer til at legitimere kontroversielle og til tider utilgivelige handlinger. Også i dansk politik har kortet vundet indpas
Et eksempel på offerpolitikken er Nye Borgerlige, som klandrer Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, for at fremhæve racisme og diskrimination alle vegne, mens partiet selv mener, at danskerne føler sig truet af islams alt for store indflydelse på samfundet. Dermed gør Nye Borgerlige danskerne til ofre.

Et eksempel på offerpolitikken er Nye Borgerlige, som klandrer Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, for at fremhæve racisme og diskrimination alle vegne, mens partiet selv mener, at danskerne føler sig truet af islams alt for store indflydelse på samfundet. Dermed gør Nye Borgerlige danskerne til ofre.

Jacob Ehrbahn

Debat
19. august 2022

Ret ofte må vi lægge øre til, at en politisk organisation beskylder nogen for at spille offerkortet. Sandheden er, at det altid har givet en politisk gevinst, når man iscenesætter sig selv som offer. Indimellem bruges det formodentlig som en bevidst strategi.

Det sker selv i situationer, hvor det er tydeligt, at man selv er aggressoren. Rusland oplyser for eksempel, at NATO’s tilstedeværelse nær landets grænser og Ukraines flirt med nazisme nødvendiggør et angreb.

Israel er palæstinenserne militært og økonomisk overlegne. Landet modtager uvægerligt amerikansk støtte, men alligevel føler israelerne, at militante, islamiske kræfter vil have dem udslettet. Dermed danner de grundlag for at angribe Gaza.

Eksemplerne er mange og historiske. USA angreb Irak, fordi Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og Charlie Hebdo i Frankrig blev ramt af islamisk terror, fordi de havde krænket profeten Muhammed. Og så videre.

Behovet for at trække offerkortet hænger sammen med én ting: legitimering. At være i stand til at retfærdiggøre sine kontroversielle og til tider utilgivelige handlinger.

Vender vi blikket indad, kan vi se, hvordan dansk politik har forvandlet sig til ’offerpolitik’. Vi har med politiske partier at gøre, som klandrer andre partier for at spille offerkortet, samtidig med at de i samme åndedrag bevidst eller ubevidst selv spiller offerkortet.

Et eksempel er Nye Borgerlige, som klandrer Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, for at fremhæve racisme og diskrimination alle vegne, mens partiet selv mener, at danskerne føler sig truet af islams alt for store indflydelse på samfundet. Dermed gør Nye Borgerlige danskerne til ofre.

Når alt er sagt, må man samtidig konstatere, at Siddique, Vermunds og Inger Støjbergs opmærksomhed og sikkert store succeser må tilskrives, at den almene dansker kan identificere sig med offerrollen. Minoritetsdanskerne føler sig krænket, danskerne føler sig truet, og jyderne føler sig kørt ud på et sidespor.

Men hvis vi alle er ofre, hvem tager så ansvar?

Hermon Shekol er filosof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her