Kronik

Prideparaden er den eneste dag på året, hvor jeg trygt kan gå på gaden

Priden er ikke kun ’regnbuefolkets’ kamp for at leve og elske. Den er ét af mange slag i vores fælles kamp for, at LGBT+-elever kan få en god skolegang, og for at alle har lige mulighed for at leve et trygt liv. Derfor ville det klæde alle at gå med i paraden i morgen
»Hvad er værst?« spørger Jonathan Jules Strange Kjeldsen i sin kronik: »Frygten for, at en mand vil tæske mig, fordi jeg er transkønnet? Eller frygten for, at en mand vil forgribe sig på mig, fordi han er tiltrukket af mig, hvorefter han så vil tæske mig, fordi jeg er transkønnet?«

»Hvad er værst?« spørger Jonathan Jules Strange Kjeldsen i sin kronik: »Frygten for, at en mand vil tæske mig, fordi jeg er transkønnet? Eller frygten for, at en mand vil forgribe sig på mig, fordi han er tiltrukket af mig, hvorefter han så vil tæske mig, fordi jeg er transkønnet?«

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
19. august 2022

Når hovedstadens gader og stræder i morgen lyses op af fri kærlighed og males i alle regnbuens farver, er det i en protest for lige vilkår til at leve og elske.

Som samfund er vi nået umådeligt langt i kampen for universel ligestilling. Derfor fristes man måske til at spørge, om prideparader stadig er nødvendige.

Det korte svar er: Ja, det er de. Og lad mig fortælle en historie, der forklarer hvorfor. En historie om, hvorfor priden er en slagmark, såvel som det er en fest. En historie, der forklarer, hvorfor dagen, hvor Copenhagen Pride-paraden bevæger sig gennem byen, er den eneste dag på året, hvor jeg på ingen måde er bange for at bevæge mig i Københavns gader.

Støtte hjemmefra er ikke nok

Jeg er opvokset i en forstad til København i 00’erne på en stille villavej i et trygt og kærligt hjem. Jeg havde ressourcestærke forældre med moderne og progressive værdier. Jeg har altid fået at vide, at jeg er elsket for at være nøjagtigt den, jeg er.

Alligevel fandt jeg først modet til at springe ud som biseksuel som 19-årig. Jeg havde lige modtaget et fint diplom og en studenterhue, der markerede mit voksenlivs begyndelse, da jeg forlod ’det første skab’.

Ét års boksen med at bearbejde dét resulterede i erkendelsen af, at jeg stadig befandt mig i skabet. Denne gang et skab, hvor det, der lå på den anden side, var endnu mere farligt. Et år og talrige psykologtimer senere var jeg endelig klar til at stå ved, hvem jeg altid har været. Som 20-årig sprang jeg ud som transkønnet.

Jeg nåede at leve to årtier, før jeg turde leve, som jeg er. Lad lige den synke ind engang ...

Vores samfund har så skadelige normer, at en lille pige var så bange for at være det, at hun helt lod være, før hun var en voksen kvinde.

Det var aldrig min families moral, der holdt mig fra at leve sandfærdigt. Tværtimod. Det var verdenen uden for mine forældres trygge boble, der gjorde det.

En verden, der konstant latterliggjorde og mobbede mig for at være, den jeg er.

Bøsse, svans og homo var hyppigt brugte skældsord i skolegården – og er det stadig ifølge 93 procent af LGBT+-elever i folkeskolen.

Når vi skulle spille rundbold, drengene mod pigerne, så havde drengene det evindeligt sjovt over at fortælle mig, at jeg jo hørte til på pigernes hold, »når nu jeg var så stor en tøs«. Sagt i spøg, men som bekendt kan spøg og alvor ikke adskilles. Spøgen havde en snært af alvor – og endnu værre var den sand.

Langsomt, men sikkert blev jeg opdraget til at forstå, at mine feminine karaktertræk var forkerte. En opdragelse jeg ikke havde med hjemmefra, men tværtimod fik i folkeskolens frikvarterer.

Mon netop den folkelige opdragelse kunne være den bærende årsag bag mine årtier i et liv, der ikke var mit?

Betyder det, at jeg bebrejder mine klassekammerater for det, som jeg blev udsat for i folkeskolen? Nej, på ingen måde. Ligesom jeg var de børn. Børn agerer bare papegøjer. Det had, som mine jævnaldrende mødte mig med, var ikke deres eget. Det var hverken et udtryk for deres onde vilje eller nødvendigvis for deres forældres opdragelse af dem.

Dét had er et udtryk for de normer, der hersker i vores samfund. Min historie er blot ét eksempel på de konsekvenser, som samfundets normer har for de mennesker, som ikke passer ind i dem.

Netop med afsæt i min egen historie – og i de tusindvis af andre historier, der ligner min – bliver det mig indlysende, at noget må gøres for at hjælpe børn og unge som mig.

Tillykke med, at du ikke er undertrykt

Egentlig vil jeg gerne lykønske alle, der slet ikke forstår nødvendigheden af prideparaderne. Det betyder nemlig, at du ikke bliver undertrykt for at være den, du er, eller elske den du elsker. Hvor fantastisk! Hvor befriende! Jeg har ikke den frihed.

Det er længe siden, at jeg forlod skolegårdens hadefulde skældsord, men de rumsterer stadig i baghovedet. Vokser man op i et miljø, der konstant fortæller en, at man er forkert, så sidder det fast og spænder ben mange år senere. Også selv om man for længst har lært, at det ikke passer.

Gamle smerter bobler lystigt under overfladen og skaber fortsat problemer i mit voksenliv. Samtidig møder jeg fortsat omverdenens næve i et omfang, som nærmest aktivt lader til at ville pådrage mig yderligere smerte.

For mig er mødet med transfobi en forfærdeligt almindelig del af hverdagen. Stift stirrende øjne er uundgåelige, og skældsord er ugentlige. Selv en spytklat kommer flyvende i ny og næ. Hver gang jeg går på gaden, specielt hvis jeg skal ud i nattelivet, er jeg bange for at komme hjem med et blåt øje – eller det, der er værre.

Efter et halvt år i hormonbehandling begynder jeg langsomt at passe bedre ind i de normative forventninger, vi har til, hvordan en kvinde ’bør’ se ud. Altså bliver jeg læst mere som en kvinde end som en åbenlyst transkønnet kvinde. Gør det så, at jeg møder færre problemer, når jeg bevæger mig ud i hovedstadens natteliv? Nej.

Transfobi og had erstattes bare af catcalling, befamling og alle de andre seksualiserede, kønnede udfordringer, som mine ciskønnede medsøstre er så evig vant til.

Og hvad er så værst? Frygten for, at en mand vil tæske mig, fordi jeg er transkønnet? Eller frygten for, at en mand vil forgribe sig på mig, fordi han er tiltrukket af mig, hvorefter han så vil tæske mig, fordi jeg er transkønnet?

Jeg har ikke friheden til at lade være med at kæmpe. Jeg har altid skullet kæmpe for at få lov til at leve mit eget liv. Slagmarken har ændret karakter gennem årene, men kæmpe har jeg altid skullet.

Hvis du ikke forstår nødvendigheden af priden, så er det, fordi du aldrig selv har skullet kæmpe for at være den, du er – eller for at elske den, du elsker.

Normer kan skade alle 

Når nu jeg har udpenslet de konsekvenser, som samfundets normer har haft for mit liv, så er det mig uhyre vigtigt at udpensle en sidste ting: Det her handler ikke kun om den halve procent af befolkningen, der befinder sig et sted under det transkønnede paraplybegreb. 

For alle mennesker kan opleve, at deres miljø har en normativ forventning til dem, som de ikke kan eller vil leve op til. Og det gør ondt på os alle.

Samfundets normer skaber forventninger til, hvordan man skal se ud, og hvordan man skal agere, hvis man for eksempel skal være ’en rigtig mand’. Skal vi løsrive os fra de skadelige konsekvenser, som kønsnormerne har for såvel ciskønnede som transkønnede borgere, så er det netop igennem normkritik, at det bliver muligt.

Min grundlæggende appel vil derfor være: Lad os nu tage de her problemer seriøst.

Mudderkastende paroler om kromosomer og Lagkagehusets kagepersoner hjælper ingen og slører debatten. Lad os i stedet forsøge at tage tyren ved hornene, så vi kan have en rigtig samtale om, hvordan vi kommer normernes konsekvenser til livs.

En samtale om, hvordan vi sikrer LGBT+-elevers trivsel i folkeskolen. Om hvordan vi sikrer, at jeg kan gå på gaden uden frygt for hverken overgreb eller overfald. Om hvordan vi sørger for, at alle danskere har lige muligheder for at leve et trygt liv.

I morgen vil min kamp foregå, mens jeg maler Københavns gader i alle regnbuens farver. Jeg vil opfordre dig til at deltage, uanset om du tilhører ’regnbuefolket’ eller ej.

Priden er nemlig ikke alene vores kamp for at leve og elske. Priden er et af mange vigtige slag i vores fælles kamp for universel ligestilling.

Jonathan Jules Strange Kjeldsen studerer erhvervsøkonomi & psykologi på CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helt enig i, at vi skal arbejde for tolerance og generel accept af alle vore forskelligheder. Man skal have lov til at være sig selv og leve sit liv, som man vil (selvfølgelig under forudsætning af, at det ikke går ud over andre). Det kræver langt mere end en årlig markering af udfordringer for en snæver gruppe, for ellers kan det på sin egen bagvendte måde være med til at trække opmærksomhed væk fra andre(s) problemer.

Gitte Loeyche og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Vi ses til en rigtig god pride! :-)

Ninna Maria Slott Andersen

-Man kan sagtens støtte og arbejde for tolerance, rummelighed, lighed og ligeværd, barmhjertighed og kærlighed uden at deltage i paraden.

Jeg bryder mig ikke om lgbt-foreningens retorik, derfor er min støtte at finde andetsteds - min lige så berettigede og værdifulde støtte.

Eva Schwanenflügel

@ Ninna Maria Slott Andersen

Det ville være velgjort, hvis du ville være så venlig at komme med eksempler på "lgbt-foreningens retorik', som du ikke bryder dig om?

Rigtig fint indlæg og opsang, Jonathan.
Intet er mere nedslående og trist end de generelle herskende normer i vores samfund - det være sig på alle planer. Jeg kunne da godt håbe for os alle sammen, at der en dag bliver plads til mere tolerance, rummelighed, forskellighed og gensidig accept over hele linjen...

Ninna Maria Slott Andersen

@ Eva S

"Os-og-dem" retorik fx.

Eva Schwanenflügel

@ Ninna Maria

Tak for svaret; det er bare ret ukonkret..

Hvem er det, der har sagt hvad, for eksempel, når du refererer til 'os-og-dem retorik"?

Jeg er oprigtigt nysgerrig :)

Ninna Maria Slott Andersen

@ Eva S

Jeg oplever, at den forståelse og respekt foreningen kræver til dem selv og for deres verdenssyn, den er de er de meget nærige med, at give til andre.

De glemmer, at hver gang de peger en finger mod det 'hetero-normative' (-altså 'norm' som i det 'normale' - som i det majoriteten gør - og nødvendigvis må gøre, for at videreføre vores art), så glemmer de, at der er 3 fingre, der stadig peger tilbage mod dem selv.
Man kalder det vist også hykleri.
Og intolerance.
Og relativisme.

Og den konstruerede, hyper-relativistiske og helt abnormt selviscenesættende selvforståelse - jeg oplever det som utroværdigt.
Skal man 'skabe sig' så meget, for at skabe sig selv...så ser jeg det mere som et tomt hylster, der larmer

Og jeg støtter ikke en verdensorden, som er afhængig kropsmodifikation, for at kunne være sig selv - jeg fatter ikke, hvorfor man ikke udfordrer vores kønsrolleopfattelse noget mere, -det er dem, der er for smalle - det handler ikke om, hvad der sidder mellem dine ben.

Foreningen segregerer og dels udskammer, ønsker at assimilere og så re-integrere på deres præmisser... -alt det, de siger, de selv har lidt under...

Det er fan'me ikke måden!

Og at stille alle mulige falske og dobbeltmoralske præmisser op, for hvornår man er 'med' dem eller 'imod' dem...og dermed ende med, at støde folk, der rent faktisk er for tolerance og mangfoldighed, fra sig...det er da bare dumt og paradoksalt.

Jeg ved, at mange folk er ukritiske får - men jeg skal ikke presses eller udskammes til noget som helst, der sætter jeg grænsen.
Jeg har et godt hoved og en kritisk sans, jeg står for noget og falder ikke for hvad som helst.

-Var der noget med nogle trans-kvinder som var sure over, at biologiske, lesbiske kvinder ikke gad at knalde med dem..... ?
-Heftig, intolerant retorik og selvforståelse.

mm..

-Og så gider jeg i øvrigt ikke glo på nogen form for bolle-bevægelser fra en vogn - uanset hvilket køns- eller seksualitetsfortegn det så handler om !
Forsimplet, trættende!

Mette Eskelund, Jeppe Lyngsø Bundgaard, Inge Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Ninna Maria

Tak for uddybelsen.
Det giver et bedre billede af, hvad du (og andre) oplever.

Men er det hele LGBT+-bevægelsen, der opfører sig intolerant, segregerende, etcetera, eller blot et fåtal?

I det store hele synes jeg, der skal være plads til alle, uanset hvem de mener de er, bare det ikke går ud over andre.

Der er forøvrigt en anden artikel i Information idag, der omhandler emnet, jeg skal lige finde den.

Eva Schwanenflügel

Det var denne artikel, jeg troede adresserede problematikken, men det havde jeg vist misforstået på grund af overskriften.

Men døm selv:

https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2022/08/ny-bog-guide-akademik...

Ninna Maria Slott Andersen

@ Eva S

Selv tak.

Og du har ret, jeg er også til fals for forsimplede generaliseringer.
Der er tit også 3 fingre, der vender tilbage mod mig selv.
Jeg prøver, at gøre det bedre, det er ikke altid nemt...

-Og jeg er så enig, der skal være plads til os alle, bare det ikke går ud over andre...

Men at livet giver stød og byder en, nogen gange, at se og høre noget, der ikke behager, det må være et lige så ufravigeligt faktum som dét, at vi er forskellige, -og tilmed karakterbyggende og modnende.

...jeg syntes sætningen/spørgsmålet... "Hvordan tolererer vi de intolerante?" er sjov og skarp, for den kan minde mig, os?, om min egen hykleri, selvfedhed og blinde vinkler.

Eva Schwanenflügel

@ Ninna Maria

Ja, det er godt med selverkendelse, det forsøger jeg også at fortælle mig selv, hvis nogen eller noget gør mig en smule for irritabel eller hidsig ;)

David Zennaro

Der er forskel på kønsroller og kønsidentitet. Hvis man ikke kan forlige sig med de kønsroller, som samfundet stiller til rådighed, så kan man arbejde på at lave dem om. Hvis man derimod har en kønsidentitet, som er anderledes end ens fysiologiske køn, så man man lave om på fysiologien. Vi kan ikke ændre på vores kønsidentitet. Nogle mennesker har en stærkere opfattelse af deres kønsidentitet end andre, og hvis de ting ikke stemmer overens, så er vi nødt til at skifte køn.

For en transkønnet stopper det ikke der, for når man har skiftet køn, skal man så til at finde ud af, hvilken kønsrolle man vil påtage sig. Eller nærmere er det en del af den mentale transitionsproces, som alle transkønnede skal igennem. Jeg kalder det den 2. eller "rigtige" pubertet.

Jeg forstår, at priden er nødvendig, men jeg ville ønske, at den ikke var. Jeg ville ønske, at vi levede i et samfund, hvor os mennesker ser ud, som vi har lyst til, og at ingen er interesseret i at diskriminere, fordi det ville blive betragtet som værende pinligt i sig selv. Hovedmotivet for diskrimination, tænker jeg, må være misundelse. En misundelse der bunder i, i al hemmelighed, at beundre nogen for at være mere frie end en selv. Homofobi, et for pænt navn for diskriminerende adfærd, skyldes da også tit, at vedkommende selv er homoseksuel men for bange for at indrømme det, og så skal der jo, som det så ofte forholder sig med ufrie mennesker, findes en syndebuk, der skal bære ansvaret for vedkommendes ufrihed.

For nylig gjorde jeg noget, jeg ikke gør så tit. Jeg gik mig en tur i Odense centrum. Af en eller anden grund fik jeg en dårlig fornemmelse, imens jeg gik, og på et tidspunkt blev den fornemmelse bekræftet, da en bil kørte forbi, og en eller anden usikker type råbte "bøsserøv" efter mig, inden de hurtigt kørte videre. Jeg kunne ikke se igennem ruderne, men hvad er det for noget idiotisk noget at gøre?

At diskriminere er pinligt. Lad os slå det helt fast med vores opførsel. Jeg oplever lidt for tit, at folk forholder sig stille, når nogen fyrer en eller anden diskriminerende, åndssvag bemærkning af, ofte med påskuddet om at det "var for sjov", men det er aldrig sjovt. Det er diskrimination. Sig noget når du oplever det. Klag over dem der opfører sig på den måde. Stop dem Og hvis du er en af dem så stop dig selv. Erkend at det bare er dumt og ubrugeligt for alle involverede. Erkend at ingen med selvrespekt gør den slags.