Kronik

Ikke alt, hvad vi skriver om Iran og andre skurkestater, behøver at være kritisk

Jeg fik afslag på udgivelse af min bog, fordi den ikke var Iran-kritisk nok. Selvfølgelig skal vi tage afstand fra totalitære regimer, men vi skal også udvide vores horisont frem for at fastholde unuancerede fjendebilleder
Vi har besluttet os for, at Iran er et skurkagtigt land, mens kongehuset besøger Saudi-Arabien, og hr. og fru Danmark tager på ferie i De Forenede Arabiske Emirater, skriver Shahin Aakjær.

Vi har besluttet os for, at Iran er et skurkagtigt land, mens kongehuset besøger Saudi-Arabien, og hr. og fru Danmark tager på ferie i De Forenede Arabiske Emirater, skriver Shahin Aakjær.

Sigrid Nygaard

Debat
11. august 2022

Jeg har netop udgivet en bog. En yderst personlig bog om mig selv og min familie. I korte træk handler den om mødet mellem min iranske far og min mor fra Lolland, der udviklede sig til en romance. En kærlighed, som forvandler sig til et brud og et tovtrækkeri om et barn – mig.

Konflikten kulminerer, da min far bortfører mig … Og nå ja, så udspiller dele af bogen sig i Iran, min fars fædreland, som vi ender med at bo i to år, før vi vender hjem til Danmark.

Det har været en langstrakt proces. Jeg skulle opsøge minder, interviewe alle involverede, grave billeder, breve, artikler og aktindsigter frem, og så skulle jeg tænke mig godt og grundigt om. Hvordan ville jeg fremstille min familie, deres bevæggrunde og alle de små nuancer, som får mennesker til at gøre, som de gør? Så det var med hjertet oppe i halsen, jeg sendte manuskriptet ind til to store danske forlag.

Det første forlag afslog, fordi de mente, at genren var uklar. Fair, dem om det. Men med det andet afslag fik jeg på én og samme tid en mærkelig smag i munden og blod på tanden.

De syntes, det var en spændende, velskrevet og medrivende fortælling, men jeg var ’ikke Iran-kritisk nok’. Da jeg læste den mail, besluttede jeg mig for at blive selvudgiver. Jeg ville være herre i eget hus og ikke ændre på min egentlige historie for at få en forlomme i branchen.

Kunne have været Portugal

Iran er et totalitært diktatur, ingen tvivl om det. Manglende frihed, dødsstraf og en generel menneskefjendsk politik.

Men det er ikke min historie.

I bogen beskriver jeg Iran ud fra et barns perspektiv. Jeg fortæller om at skulle lære et nyt sprog, en ny familie og en ny kultur at kende. Jeg kunne lige så godt have været bortført til Portugal eller Nagorno-Karabakh. Iran er ikke sagens kerne. Og dog. For jeg har forsøgt at være nuanceret, netop fordi jeg synes, den del af Iran mangler. Den del af Iran, jeg også oplevede.

I bogen har jeg både skrevet om hjertevarm gæstfrihed og tætte familiebånd, men også om fysisk afstraffelse i skolen, omskæring og propaganda. Jeg har forsøgt at komme noget af vejen rundt om et komplekst land.

Og hvorfor er det relevant for andre, at jeg har fået netop det afslag? Det er en privat virksomhed, der kan udgive nøjagtigt, hvad de har lyst til. Problemet er, at det er en tendens. Et mønster, som er usundt for den demokratiske debat, folkeoplysningen og for almindelig sund fornuft. Vi bør kunne administrere, at verden er mere kompliceret end det gode mod det onde. Hverken præsterne i Den Islamiske Republik Iran, Nordkoreas Kim Jung-un eller Ruslands Putin er karikerede tegneserieskurke.

Man kan sagtens tage afstand fra deres ugerninger uden at bilde sig ind, at de er utilregnelige og irrationelle galninge, som griber ondskabsfulde ideer ud af den blå luft, imens de gnægger af deres egen grusomhed. Selv i en pariagjort stat som Iran, er der folk, som støtter deres overhoveder. Hvis vi ikke prøver at forstå deres verdensbillede, vil vi aldrig forstå de lande, som vi deler vores klode med.

Verden er ikke sort-hvid

Min bog ender med mine teenageårs identitetskrise. Efter to år i Iran kommer vi hjem i starten af 00’erne. Som ung mand med en fod i Mellemøsten og et ben i Vesten kom 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod terror og højredrejning i Danmark som en konflikt i de formende ungdomsår.

Med George W. Bushs tale om ’ondskabens akse’ skulle verden gøres simpel og letforståelig som en actionfilm fra Hollywoods koldkrigsprægede 1980’ere: »Enten er du med os, eller også er du med terroristerne.«

Men verden er ikke sort-hvid – den har uendelige nuancer, er smuk og svær at forstå.

Jeg husker, at jeg som teenager altid tændte for fjernsynet, når der stod noget om Iran i tv-programmet. Jeg savnede mit andet hjemland.

Som regel startede jeg forventningsfuld og endte med at være harm. I en dokumentar om Iran på DR2 blev det fortalt, at fortovene i Iran var kønsopdelte. Der sad jeg, 12-13 år gammel, i en sofa i Sydjylland og vidste, at det var løgn. Busser, skoler og moskeer er kønsopdelte, men det er fortovene ikke.

Lignende følelser sad jeg med i maven de utallige gange, Ikke Uden Min Datter rullede over de danske skærme. En historie, som min bog er blevet sammenlignet med flere gange. Filmen bygger på en selvbiografisk bog af amerikanske Betty Mahmoody. Hun rejser til Iran med sin iranske mand og deres datter, hvor han ændrer sig og tilbageholder både Betty og datteren.

Hadet til Bettys mand hober sig så meget op, at resten af Iran trækkes ind i det, i både bog og film. Det bliver så karikeret, at det næsten er grinagtigt. Iran ser middelalderligt ud, der går får og geder rundt på landingsbanen i Teheran, og alle råber og skriger, som var de besat af dæmoner.

I bogen står der ligefrem: »I halvandet år havde jeg været holdt tilbage i et land, som så ud til at være befolket næsten udelukkende af skurke.« Jeg kan på ingen måde genkende det billede fra min egen historie. Et billede, jeg ellers ofte ser i bøger, aviser og film.

Vi ved for lidt

Alle lande har smukke sider, og alle lande har skyggesider, men der er en kollektiv idé om, hvad der er vigtigt at fortælle om hvem. Hvis jeg nu var blevet bortført til Canada, ville jeg så også få et afslag på bogmanuskriptet, hvis ikke jeg havde brugt nok blæk på fracking, ødelæggelserne af storslåede naturområder og oprindelige befolkninger, der bliver trådt under fode af staten?

»Hold dine venner tæt, men dine fjender endnu tættere.« Jeg ved ikke, hvor meget sandhed der er at finde i den filosofi, men man bør kunne forstå, hvad de andre laver, og hvordan de opfatter verden.

Hvis vi bare beslutter os for, at vi ved bedst, og læner os op ad fordomme og forskelle, så falder vi bagud af dansen. Kina har vokset sig stor og stærk, og den udvikling fortsætter, også selv om vi kun kigger på de dele af udviklingen, vi ikke kan lide.

De fleste af os ved påfaldende lidt om verdens næststørste økonomi og verdens folkerigeste land. Men vi ved, at de ikke har pressefrihed, at de spiser noget underlig mad, og at vi ikke kan lide dem. Det er måske lidt todimensionelt og infantilt at forholde sig sådan til verden. Hvis vi vil forstå verden omkring os, bliver vi nødt til at se hele pakken.

Vi har mere til fælles, end vi tror

Dagens fjende kan være morgendagens allierede. Vi har besluttet os for, at Iran er et skurkagtigt land, mens kongehuset besøger Saudi-Arabien, og hr. og fru Danmark tager på ferie i De Forenede Arabiske Emirater. Ironien er til at tage og føle på.

Det er intet galt i at tage afstand fra totalitære regimer, der undertrykker egne befolkninger, tværtimod, men hvis vi virkelig har de værdier, vi bryster os af, bør vi også kunne fortælle nuancerede historier om dem, vi mener er vores fjender, og stole på, at vores egen befolkning kan sondre og finde rundt i billeder, der ikke er sort-hvide. Det er ikke kun i pariastater og diktaturer, der bliver malet fjendebilleder med tykke pensler. Det gør vi også.

Løsningen må være at udfordre vores eget verdensbillede. At turde se nuancerne. Læs en bog af en kinesisk forfatter, hør noget russisk musik, og se en iransk film. Du har uden tvivl meget til fælles med superskurkenes undersåtter.

Verden står ikke i en kamp mellem de gode og de onde, det har den aldrig gjort, og det vil den aldrig gøre. Gudskelov.

Shahin Aakjær er forfatter til bogen Verdensbarn – kan man bortføre sin egen søn?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pernille Larsen

Klogt skrevet. Tak for det

Jette Kjældgaard, Jørgen Tryggestad, Jens Ole Mortensen, Carsten Munk, Steffen Gliese, Ninna Maria Slott Andersen, Birthe Madsen, John Andersen, Marianne Jespersen, erik jensen, Vagn Bro, Bo Boisen Pedersen, Peter Bryde Poulsen, Erik Boye, Arne Albatros Olsen, fin egenfeldt, Steen Bahnsen, Mogens Lebeda og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Steffen Rahdoust Boeskov

Glæder mig til at læse bogen. Og jeg kan varmt anbefale film af Kiarostami. Men der er så mange fremragende iranske filmskabere, at det næsten er en skam at fremhæve én fremfor de andre,

John Andersen, Marianne Jespersen, erik jensen, Arne Albatros Olsen og Mogens Lebeda anbefalede denne kommentar
Rasmus Bjerregaard

Det er hørt - håber der er mange der læser avisen i dag :)

Carsten Munk, Steffen Gliese, Liselotte Paulsen, Ninna Maria Slott Andersen, Arne Albatros Olsen, Steen Bahnsen og Mogens Lebeda anbefalede denne kommentar
Kristian Larsen

Medierne herunder forlagene forenkler historien om andre lande, så den ofte ender i en karikatur. Man kan fx ikke skrive om Grækenland uden at bruge ordet "tragedie", og hvis det er Italien skal der helst være noget med mafia og korruption. Medierne tror ikke de kan sælge uden at bekræfte folks mest dumme fordomme. Hvis det kommer til Iran, så er det selvfølgelig med tilhyllede præster og kvinder. Min 87-årige veninde er netop kommet hjem fra en selvarrangeret tur til et grønt Iran med kærlige og gæstfrie mennesker, der lever på godt og ondt ligesom os i Danmark og med nogenlunde de samme slags hverdagsproblemer, som vi har. Men hvis man skal have succes med en bog om Iran skal man helst beskrive undertrykkelse, seksuelt misbrug og religiøst vanvid - nogenlunde som bestselleren "Dødevaskeren", der uanset at det er en fantasifuld fiktion læses med fryd af fordomselskende danskere.

Karsten Nielsen, Carsten Munk, Steffen Gliese, Ninna Maria Slott Andersen og erik jensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Jeg har aldrig fattet Vestens , (USA) sanktioner overfor Iran.

Beslutningen er vel et udtryk for troen på "hard power" ,her gennem voldsomme sanktioner, men hvad ville det ske , hvis sanktionerne ikke fandtes og landet derfor trives fint, middelklassen voksede, ovs.

Ja, så kunne det være at landet helt af sig selv udviklede sig i en mere demokratisk retning.

Karsten Nielsen, Ninna Maria Slott Andersen, John Andersen og erik jensen anbefalede denne kommentar

Hvad hvis vi i Vesten generelt besluttede at tage mod mennesker fra diktaturlande, fordi de foretrækker vores demokratiske styreformer?
Mon ikke det ville kunne få de fleste diktatorer til at opføre sig bedre, hvis deres bedst uddannede borgere havde let adgang til at træffe dette valg - et valg, som tilmed ville lære dem, hvordan man lever i et demokrati?
Det ville formentlig være billigere for vore demokratiske samfund - og samtidig løse problemet med, at vore befolkninger ikke føder børn nok til at holde hjulene i gang i vore virksomheder, sygehuse, skoler, og servicere vore ældre og andre, der ikke kan klare sig selv.
Hvorfor gør vi ikke alt, hvad vi kan for at affolke diktaturlandene for deres bedste hoveder, hvorved vi vel langsomt ville svække diktatorerne evne til at true os og føre krige?

Marianne Jespersen

Tak for indlægget og bogen.
Kom til at tænke hvad min da 4-årige søn spurgte mig om efter at have set tv- avis. : "Mor Hvem er de gode og hvem er de onde og hvem holder vi med?".
Prøvede at forklare at verdenen og virkeligheden ikke kun var sort og hvid. Men det er svært at forklare i en verden hvor mange foretrækker den sort-hvide karikaur.

Henrik Plaschke

Det er en fin artikel, der desværre ikke kun er relevant for dækningen af Iran. Stereotyperne står desværre ofte i kø, når det handler om ”fjerntliggende” lande, og med den almindelige nedprioritering af humanistiske fag, herunder sprog, bliver det ikke bedre.

Som antydet i artiklen ovenfor og som også nævnt i en kommentar ovenfor (af Steffen Rahdoust Boeskov) har Iran en betydelig filmproduktion med en række fremragende instruktører. Kommentaren ovenfor nævner Kiarostami. Jeg kunne tilføje Jafar Panahi, hvis film ”Taxi” bl.a. er blevet vist herhjemme. Når jeg nævner Panahi ud af mange andre mulige, er det også pga. hans problemer med myndighederne. I sidste måneder arresteredes han på ny og er blevet idømt 6 års fængsel.

Iran har også en vigtig musikalsk tradition, det er på sin plads at nævne. Mange kunstnere kunne nævnes. I oktober 2020 mistede landet sin store sanger M.R. Shajarian. Shajarians død omtaltes naturligvis ikke i Information. På det følgende korte YouTube klip kan man se optagelser fra Teherans tagen afsked med Shajarian. En af hans meget kendte og populære sange synges: den handler om fuglen, der er spærret inde i sit bur…

Dette glimt giver et fint indtryk af et andet Iran, end det landet ofte reduceres til i medierne.

https://www.youtube.com/watch?v=1CSYKYCLkjY

Kristian Larsen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Rahdoust Boeskov

Sjov anekdote om filmlandet Iran:

Første gang jeg var i Iran, var der et tændt fjernsyn i baggrunden - og hvem tonede frem andre end Søren Pilmark.
De viste "Blinkende lygter" på en af stats-kanalerne (med en vis censur - blandt andet den scene hvor Sofie Gråbul får én på lampen) efterfulgt af et timelangt filmprogram, hvor en ekspert forklarede om skadinavisk og dansk film og "sort humor" osv.
Ugen efter var det Von Triers "Direktøren for det hele" (af alle), der fik samme seriøse behandling.

Siger måske lidt om interessen for film i Iran Og temmelig surrealistisk oplevelse at se "Blinkende Lygter" 2 dage efter min ankomst til Iran.

Jette Kjældgaard, Steffen Gliese, Liselotte Paulsen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
anders bøjrup

Tak for en velskrevet og human artikel!
Med venlig hilsen
Anders Bøjrup

Fint skrevet og jeg bakker op bag ovennævnte kommentarer
Til sammenhængen billedet af Iran hører dog også gårsdagens begivenhed:
Overfaldet på Salman Rushdie:»

Godt klaret til denne modige og pligtopfyldende mand«: Konservative iranske medier hylder Rushdies angrebsmand

Henrik Plaschke

Knud Nielsen:

Du påpeger, at gårsdagens overfald på Salman Rushdie også hører med til billedet af Iran. Det har du ret i.

Men lad mig tilføje, at 127 iranske intellektuelle og kunstnere støttede Salman Rushdie med deres fælles bidrag: Appel des artistes et intellectuels iraniens en faveur de Salman Rushdie.

Dette bidrag blev offentliggjort i bogen Pour Rushdie - Cent intellectuels arabes et musulmans pour la liberté d’expression, Paris 1993 (For Rushdie - 100 arabiske og muslimske intellektuelle for ytringsfriheden). Har man adgang til Informations arkiv, kan man finde en anmeldelse af denne bog i avisen den 29. november, 1993.