Indkomstskat er unfair. Det bør være åbenlyst for alle – særligt venstrefløjen. Derfor bør alle socialister ønske et opgør med skatten. Som den er nu, er den konstrueret på en måde, så det kun ser ud, som om skattebyrden fordeles nogenlunde lige. Det er dog ikke tilfældet.
At indkomstskatten gavner dem, der tjener mest, overrasker nok ingen, når man først tænker over, hvordan skattesystemet i det hele taget er skruet sammen. Skattesystemet tilgodeser nemlig den øvre klasse.
Indkomstskattens påståede retfærdighed er løgn: At den behandler alle lige, så alle betaler, hvad de kan. Der er forskel på at betale 37 procent af 20.000 om måneden og så at betale 37 procent af 40.000.
Det er klart lettere at betale skat af en federe løncheck, ligesom det er evident, at man har mindre råd til at betale skat, når man tjener mindre – på trods af at man betaler den procentvise samme skat som andre.
Det er, som om Skat har brugt Orwell som muse, for nogle lønmodtagere er mere lige end andre. Og det går ud over de fattige.
Det skal laves om. Os røde bør kunne se, at beskatning af reelt arbejde gør mere skade end gavn, og derfor bør skatten placeres andre steder.
Indkomst er ikke bare noget, der kommer af at have et almindeligt otte til 16-job. For dem i toppen er det også salg af ejendom, aktier og papirer.
Der er to problemer med det. For det første er skatten på aktie- og bolighandel på ingen måde nær den, der er på almindeligt arbejde. Det betyder, at nogen slipper for at betale mindre skat af deres indkomst, selv om det i princippet er det samme. Det er unfair.
For det andet er den indkomst, man får gennem aktiesalg, problematisk. Modsat otte til 16-job, så skaber salg af aktier ingen værdi, fordi man ikke skaber noget eller yder noget, men kun tjener penge for egen gevinst.
Hvis vi anser skat som en straf, som mine blå modparter gør, så bør man hæve skatten på blandt andet formue, boligsalg og aktiehandel, som ingen værdi skaber for samfundet. Det bør vi straffe, modsat indkomster der optjenes gennem arbejde, som er til gavn for alle.
Det ville klæde venstrefløjen at tage denne kamp op for arbejderne, der faktisk slider for Danmark.
Kristian Elklit Kristensen er studerende ved DTU og medlem af SF Ungdom
Ja, progressiv skatteskala, væk med fradragsretten og lad de unge vise hvad de kan: høj arveskat .
Tillad en ikke rød at kommentere.
Jeg betragter min som Georgist (Henry George, Fremskridt og Fattigdom).
Kort: Arbejdsindtægter bør friholdes fra skat, - eller beskattes mildt.
Arbejdsfrie indtægter bør være det primære grundlag for statens indtægter!
Danskere der lever i "skattely" (f.eks. sportsstjerner) har ikke adgang til danske velfærdsydelser.