Kronik

Skal vi støtte et totalforbud mod atomvåben? I Danmark mangler vi at tage debatten

Flere og flere lande tilslutter sig FN-aftalen om forbud mod atomvåben. Men i Danmark har det end ikke været debatteret offentligt. Det er på tide at diskutere vores forhold til atomvåben
Limen, der længe menes at have forhindret spredning af ​​atomvåben i verden, synes nu at løsne sig efter blandt andet russiske trusler. Her Nagasaki i Japan et par år efter, at amerikanerne smed en atombombe over byen.

Limen, der længe menes at have forhindret spredning af ​​atomvåben i verden, synes nu at løsne sig efter blandt andet russiske trusler. Her Nagasaki i Japan et par år efter, at amerikanerne smed en atombombe over byen.

Department of Defense

Debat
30. august 2022

Den fungerende næstformand for det russiske sikkerhedsråd, Dmitrij Medvedev, har reageret på ideen om at retsforfølge Rusland for dets handlinger i Ukraine med ordene: »Ideen om at straffe et land, der har et af de største nukleare potentialer, er absurd. Og udgør potentielt en trussel mod menneskehedens eksistens.«

Er atomtruslerne alvorlige eller bare bluff? De har i al fald skabt ny frygt og debat om risikoen for atomkrig. Det mest almindelige ekspertsvar har været, at der ’blot’ er tale om trusler – men vi ved det ikke.

I dag er der to aftaler, som ’styrer’ verdens atomvåben.

Dels den 50 år gamle ikkespredningstraktat, hvis hovedmål er at hindre spredningen af atomvåben og samtidig arbejde for en eliminering af dem. Og da elimineringen efter 47 år endnu ikke er lykkedes: En ny aftale om afskaffelse af atomvåben ved at gøre dem ulovlige og understrege deres katastrofale konsekvenser, hvis de bliver brugt.

Aftalerne har samme mål: en verden uden atomvåben. Men på andre områder er de i klar konflikt. Denne sommer er der blevet afholdt to konferencer om, hvordan vi globalt og nationalt forvalter atomvåben og atomteknologi. En for hver atomaftale.

Den første var den 1. konference for de stater, der har underskrevet og ratificeret traktaten om forbud mod atomvåben, som fandt sted i Wien i juni. Forbudstraktaten blev godkendt i FN tilbage i juni 2017 med 122 stater, der stemte for, én stemme imod og én der undlod at stemme. Ingen af ​​de ni atomvåbenstater deltog.

Atomvåben blev ulovlige, da traktaten trådte i kraft i januar 2021. Lande, som underskriver og ratificerer traktaten, binder sig til ikke at have eller udvikle atomvåben. I dag har 66 lande ratificeret og 86 har underskrevet traktaten.

Ikkespredningstraktat under pres

Den anden konference var om ikkespredningstraktaten, den 50 år gamle traktat, som giver fem lande – Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA – ret til at have atomvåben. Resten af de 191 medlemslande har bundet sig til at være atomvåbenfri. Fire lande – Indien, Israel, Pakistan og Nordkorea – som i dag har atomvåben, har valgt at stå uden for aftalen. Ikkespredningstraktaten ses som hjørnestenen i den nukleare orden.

Kontrolkonferencen for traktaten sluttede i fredags. Her har USA og dets allierede, herunder Danmark, afgivet hård kritik af Ruslands handlinger. Kina tilsluttede sig ikke kritikken, og mange afrikanske lande ønsker heller ikke at bryde deres bånd til Rusland. Ikkespredningstraktaten giver som sådan ingen mulighed for at straffe Rusland.

Rusland var ikke det eneste vigtige spørgsmål på dagsordenen ved ikkespredningskonferencen. Iran-aftalen, hvor atomdiplomati efter 12 års forhandlinger resulterede i en garanti for, at Iran ikke anskaffer atomvåben, er praktisk talt død, efter at USA under præsident Trump trak sig fra aftalen.

Lige så kritisk for traktaten er spørgsmålet om Mellemøsten som et område fri for masseødelæggelsesvåben. Ikkespredningstraktaten blev i 1970 oprindeligt godkendt for en 25-årig prøveperiode. I 1995 – ved prøveperiodens udløb – blev den gjort permanent, men under forudsætning af, at Mellemøsten skulle forblive atomvåbenfrit. Der er intet fremskridt i det spørgsmål, idet Israel modsætter sig tanken.

Krigen i Ukraine, de manglende fremskridt i Mellemøsten og Iran-aftalens potentielle kollaps skaber tvivl om, hvorvidt ikkespredningstraktaten i fremtiden fortsat kan ses som hjørnestenen i den nukleare orden.

Mens traktaten krediteres for at have forhindret spredning af ​​atomvåben, kan situationen ændre sig dramatisk efter de russiske atomtrusler. Traktatens indbyggede løfte om nedrustning har været den lim, som har holdt atom- og ikkeatomstaterne sammen. Men limen løsner sig nu, ikke kun på grund af de russiske trusler, men også på grund af de enorme ressourcer, der nu bruges til udvikling af nye atomvåben og modernisering af de eksisterende – trods løftet om nedrustning.

Forbudstraktaten møder modstand

Det var netop det løftebrud, som i 2017 førte til forbudsaftalen. Konferencen i Wien i juni resulterede i en handlingsplan, hvis ambitiøse mål er at få alle stater til at underskrive og ratificere traktaten og skabe en verden uden atomvåben.

Strategerne bag traktaten vil fremme forbudsnormen. De håber, at flere stater – også atomvåbenstaterne – vil tilslutte sig. Atommagterne kan tilslutte sig med en aftalt tidsfrist til afvikling af deres atomvåben. Stater med atomvåben vil have ti år til at blive atomvåbenfrie, og stater, som er beskyttet af andres atomvåben, vil have 90 dage til at forlade deres atomparaplystatus.

Mens ikkespredningstraktaten altså godkender, at de fem atommagter må have atomvåben, anser forbudstraktaten det for ulovligt. Dertil kommer, at ikkespredningstraktaten accepterer atomvåben som afskrækkelse, hvorimod Wien-handlingsplanen taler om »fejlen i nukleare afskrækkelsesdoktriner, som er baseret på og er afhængige af truslen om faktisk brug af atomvåben og dermed risiko for ødelæggelse af utallige liv, af samfund, af nationer og at påføre globale katastrofale konsekvenser«.

At de to traktater i dag eksisterer parallelt, giver landene et valg: Enten tillades atomvåben for nogle, eller også er atomvåben forbudt for alle. Lande med atomvåben og deres allierede støtter kun den første og modsætter sig aktivt forbudstraktaten.

De fleste ikkeatomvåbenlande har underskrevet den i håb om, at et forbud vil føre til hurtigere nedrustning. Men der er også lande, som ikke er allierede med en atomvåbenstat – som mit hjemland, Finland – som kun støtter ikkespredningstraktaten. Argumentet er, at uden lande med atomvåben, ingen nedrustning.

Danmark støtter som allieret med USA kun ikkespredningsaftalen og har vist modstand mod forbud også i konkrete handlinger.

Da det første møde i forbudstraktatforhandlingerne fandt sted i FN i marts 2017, organiserede den amerikanske FN-ambassadør, Nicky Hailey, en protest mod forhandlingerne uden for konferencesalen – en meget usædvanlig protest. Ved siden af ​​den amerikanske ambassadør stod den danske FN-ambassadør. Inde i salen deltog blandt andre NATO-ansøgeren Sverige og NATO-landet Holland i forhandlingerne.

Et andet eksempel er det første møde i forbudssamarbejdet i Wien i juni, som var åbent ikke kun for deltagerlande, men også for observatører. Norge og Tyskland valgte at deltage, selv om NATO var kritisk over for medlemslandenes deltagelse. NATO-ansøgerne Sverige og Finland deltog begge. Derimod valgte den danske regering ikke at deltage som observatør. Spørgsmålet blev end ikke diskuteret offentligt.

Behov for debat

Da konferencen for ikkespredningstraktaten sluttede i fredags, var det uden slutdokument. Rusland krævede, at henvisninger til krigen i Ukraine, det okkuperede atomkraftværk og de russiske atomtrusler blev fjernet. Dermed kunne der ikke opnås enighed.

Ruslands stærke reaktion svækker nu traktaten, hvilket ikke er i landets interesse. Rusland er nemlig ivrig efter at forhindre ethvert sammenbrud af traktaten, da den garanterer Rusland dets kritiske adgang til atomvåben. For at forhindre dette sendte præsident Putin allerede ved åbningen af ​​konferencen et budskab om, at »en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes«, en ofte gentaget udtalelse fra 1980’erne af Reagan og Gorbatjov.

Nu er et oplagt tidspunkt for Danmark til at debattere sin politik på atomvåbenområdet. Ikke kun det politiske Danmark, men også civilsamfundet.

Vil Danmark stå side om side med USA i modstanden mod at forbyde atomvåben eller tilslutte sig det stigende antal lande, der har underskrevet forbudstraktaten? Eller i det mindste tilslutte sig NATO-naboerne Tyskland og Norge for at afsøge Wien-handlingsplanens konsekvenser for en stat som Danmark? Når man har spurgt befolkningen i et land, er der som regel 60-70 procent støtte til forbudstraktaten.

Tarja Cronberg er dr. merc, fredsforsker ved Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut, SIPRI, bosat i Danmark og aktiv i NEJ til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Theo Lindemann

Selvfølgelig skal vi have atombomber. Det ska vi da. Alle har dem jo. Spørgsmålet er bare, hvem skal vi rette dem imod? Russerne, kineserne, de varme land syd for Sahara eller måske ligefrem Storbritannien. Og hvad med Indien? Eller kan de måske springe os ud af Klimaudfordringen. Vi skal da vist endog have rigtig mange rettet mod alle verdenshjørner.

Men husk lige før nogen trykker på affyringsknappen. Bare 100 affyringer vil udløse en nuklear vinter, som vil ramme hele verden - Måske udtagen New Zealand, hvor verdens rigeste er ved at indrette sig. De er jo altid gåde til at være klar rettidig.

Nuklear vinter. Det lyder koldt. Så måske det faktisk kan redde klimaet?

Frederik Schwane

Atomkraft i klassisk Tjernobyl forstand har selvfølgelig ikke en fremtid i Danmark.

Men det at forske i fremtidens reaktorer bør vi støtte; vi er der ikke endnu, men investering i forskning og afprøvning af mindre, effektive og sikre reaktorer er vigtig som et fremtidigt potentielt supplement til de energiformer vi pt. er ved at udbrede.

I det hele taget er forskning en central del af løsningen af klimaproblemerne.

Super interessant artikel om emnet her: https://videnskab.dk/teknologi-innovation/fremtidens-atomreaktor-er-lill...

Om det er " et oplagt tidspunkt" for Danmark til at debattere sin politik vedr. atomvåben, kan vel diskuteres, for den højspændte sikkerhedspolitiske situation i Europa og den deraf følgende mere "militaristiske" tankegang, som synes at belaste de europæiske politiske ledere, kan i nogen grad forhindre en nøgtern tilgang til emnet.

Når det er sagt, er jeg dog enig med kronikøren i, at debatten er vigtig, og jeg mener bestemt også, at borgerne, i kronikken kaldet "civilsamfundet" bør engagere sig, selv om samme civilsamfund i sagens natur må tale med mange stemmer -- repræsenterende ulige holdninger.

Jeg mener, at ethvert skridt, selv det mindste, i retning af totalt forbud mod og fuldstændig afvikling af atomare våbenlagre bør tilstræbes og støttes af såvel den danske som andre nordiske og europæiske regeringer. Hvor vanskelig opnåeligt og hvor urealistisk et sådant mål end synes, er det det eneste forsvarlige.

Det var Edward Kennedy, der så malende beskrev en verden efter en atomkrig, som en verden, hvor "de levende vil misunde de døde."

Der er hårdt brug for at tænke i de baner og styrke ethvert realistisk fredsinitiativ i denne tid, hvor et stort politisk flertal herhjemme afsætter 18 mia kr. til oprustning, hvor Esbjerg etableres som militær flådebase og hvor værnepligten formentlig om få år omfatter langt flere unge i meget længere tid.

Er det ren utopi at forestille sig at Danmark og andre nordiske lande igen ville sætte ressourcer ind på fredsinitiativer, konfliktforskning og deltagelse i fredsbevarende styrker, - i modsætning til skiftende " blå " regeringers aktivistiske sikkerhedspolitik? Kunne vi komme til at opleve, at Danmark ikke skal kendes som krigsførende nation, men som engageret og aktiv i indsatsen mod væbnede konflikter? Og derfor naturligvis også som forrest i bestræbelserne for at fjerne atomtruslen?

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Torben Kjeldsen, Lars Løfgren, Marianne Jespersen, Torben Arendal, Nike Forsander Lorentsen, Karsten Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak for at bringe emnet på bane. At Danmark af hensyn til USA nægter at skrive under er absurd. Det samme gælder bevidstheden om et atomkrigsragnarok. Den er væk til daglig ligesom klimakrisen. De to største problemer skubber vi til side: “Tys, tys, sagde uglefar til uglemor. Børnene kunne jo høre det” (Det er ganske vist).
Der bliver ikke snakket så meget om alt det der. Enten har man ikke tid, eller også er det for uhyggeligt, og danskerne er som bekendt mest til hygge.
Det er også et fandens problem, for vi kan hverken undsige USA eller NATO, eller rettere sagt ‘vil’, for det ligger i luften, at enten går vi ind for Bomben, eller også bliver vi opslugt af Rusland. Sådan hed det under Sovjet, og sådan er det stadig. Vi vil også gerne have, at Israel har Bomben, for ellers bliver landet angrebet. Vi er egentlig godt tilfreds, men der er lige det der med, at Bomben kan gå af, og det kan vi ikke holde ud at tale om, så det undgår vi. Det kommende valg handler ikke om det her, for det er ikke rigtig egnet. Derfor går vi op i skattelettelser, og hvem der skal være statsminister.

Karsten Nielsen, Marianne Jespersen, Carsten Munk, Torben Arendal og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Seriøst? Et totaltforbud mod atomvåben kan enhver idiot sige ja til, helt uden at debattere det først!
Problemet er, at der ikke er så meget at debattere, fordi der er nogen derude i verden, som både har atomvåben og synes at de er mægtigt rare at have. Og så længe der findes kleptokratier, vokset ud af marxismens kulturelle vakuum, som baserer deres magt på atomvåben, så er totalforbud mod dem intet andet tossegode intentioner basseret på manglende realitetssans. Lidt ligesom da aktivister i min barndom erklærede dele af Danmark for atomvåbenfri zone. Det var ret fint og uskyldigt, men også hamrende naivt.

Frederik Schwane, Rolf Andersen, Kim Folke Knudsen, Torben Siersbæk og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@ikke tiden til at afskaffe Kernevåben

Europa skal udbygge og forøge det nukleare arsenal af Kernevåben, så der opstår en reel balance mellem den nuværende massive trussel fra Rusland. Rusland har gennem årtier moderniseret deres Kernevåben, medens Europa har sovet tornerosesøvn bedøvet af guld og mammon og billig russisk gas.

Det modsatte Europas nationer afstår fra Kernevåben, svarer til at ville bekæmpe Adolf Hitler med en vandpistol, eller forhandle med Adolf Hitler. Det udskød den 2. Verdenskrig til den 1 September 1939, så havde nationalsocialisterne i DE ikke brug for flere forhandlinger med de dekadente demokratier i Europa England, Frankrig, Polen, som blev overfaldet af tyskerne ved den lejlighed.

Netop den 24 Februar 2022 demonstrerede hvad en ensidig afrustning på Kernevåben medfører. Ukraine afgav deres Kernevåben til Rusland mod anerkendelse af de grænser, som var gældende før år 2014. Det har Rusland skrevet under på internationalt godkendte grænser for Ukraine, men nu er underskrifterne ikke en pind værd, og det russiske diktatur har sat sig for at ødelægge Ukraine og udslette det ukrainske folk fra den ene ende af landet til den anden.

Rusland er en nation, der ødelægger folkeretten bryder internationale aftaler de selv har skrevet under på og anvender en krigsførelse, som har karakter af at forsøge et folkemord på det ukrainske folk.

Derfor og alene derfor skal vi opruste massivt i Vesten med nye Kernevåben nye brintbomber og med nye og mere avanceret Kernevåben, så Rusland i deres imperiale storhedsvanvid ikke falder for fristelsen til at gentage i Europa, hvad de nu er i gang med i Ukraine.

VH
KFK

Problemets kerne er ikke våbnene, men viden om hvordan de fremstilles. Det er reelt umuligt at sikre, at ingen lande ville fremstille atomvåben i fremtiden.. Hvis det skulle være realistisk, ville det kræve en væsentligt ændret grundholdning hos alle de betydende statsledere og regimer således, at man respekterede hinandens eksistens og eksistensberettigelse territorialt, religiøst og politisk. Hvilken periode i historien giver håb om, at sådan en situation skulle være realistisk? Magtbalance lader til at være det eneste vi mennesker forstår.

Søren Kristensen

Selvfølgelig skal vi, om ikke andet af principielle årsager, støtte op om et forbud mod atomvåben, ligesom de fleste lande også er eninge om at forbyde narko. Vi kan bare ikke undvære dem - endnu. Ergo skal vi formentlig igennem en nedtrapning for at nå målet, da det må anses for umuligt at få alle med på en kold tyrker, alle Erdogans diplomatiske talenter til trods.

Niels-Simon Larsen

At have atomvåben er at lege med ilden, og ilden er mange millioner års evolution. Jo flere bomber des mere risiko er der for, at vi skal begynde forfra som kakelakker. Det er der ikke mange, der gør sig klart.

Hvis naivitet er udgangspunktet for spørgsmål og ønske om mer viden og debat, som det så oftest er når det bliver brugt som kritik i disse offentlige debat'for'rum, så skal vi være glade for 'os naive'.
Et så ekstrem kompliceret emne burde diskuteres på alle platforme, det være sig i de gamle medier og de nyere, så det når ud. Dokumentarfilm og andre informationskilder, der rummer forskning og undersøgelser, der peger på konsekvens, årsag virkning og hvorfor der stadig tvivles på Atomkraft som løsning bør deles i større omfang. Vi skal vide mere.
For eksempel film som
Into Eternity - https://www.youtube.com/watch?v=qoyKe-HxmFk
Wasteland - The nuclear graveyard under New Mexico https://www.youtube.com/watch?v=zDgBUwhUAVE
Efter katastrofen -poetisk film
I'm so sorry - https://www.youtube.com/watch?v=wzAphc2XRbQ
Journey to the safest place on earth - https://vimeo.com/ondemand/safestplace
Nuclear forever - https://vimeo.com/478392928
etc
Også fremtidige problemstillinger som bliver luftet i denne artikel:
Real risk of nuclear disaster in Ukraine - https://www.bbc.com/news/world-europe-62449982

Det må også være en del af ønsket med så udfordrende et materiale, det må være nødvendigt med varsomhed - og tid - også selvom det bliver nødvendig at fokusere på andre løsninger som handler om grundlæggende livsændrende adfærd fra os mennesker. Det er problematisk at vi har så 'let' ved at acceptere destruktiv adfærd udenfor os selv og ikke anerkende at det bliver destruktiv og livsændrende for 'os alle' i fremtiden (ikke nær nær fremtid, den ældste generation kan vi udelade her, vores ældste borgere - de kan gå i døden uden at mærke konsekvenserne - men det bliver ikke gældende for min generation, vores børn og så videre). Lad os få debatten - og mer viden til os alle... Med venlig hilsen Lene Harbo

Karsten Nielsen

De fleste tænksomme mennesker ser vel klimaproblemer og a-våben som de største eksistentielle trusler. Klimaet skal vi tage os af. Men alle vi, som bor i lande uden a-våben, burde ikke finde os i, at andre hænger atom-Damoklessværdet over vores hoveder. Derfor er artiklens emne absolut velkomment – og ja, vi burde diskutere dette i valgkampen frem for alt muligt andet. Desværre er artiklens tendens til at rette skytset mod Rusland ikke fair. USA.s regering vidste allerede i 2008 (privat ganske vidst), at udvidelsen af NATO til Ukraine ville tvinde Rusland til at gribe ind, ligesom mange kloge amerikanere i 1990.erneog 00.erne betegnede NATO-udvidelsen som en politisk fejl af historiske dimensioner. Ruslands atomtrusler – om end forkastelige - skal ses i denne sammenhæng, ligesom det må være åbenbart, at Rusland ikke vil frasige sige a-våben med NATO.s massive, konventionelle trængen sig helt op til Ruslands grænser. Med vores støtte til militariseringen af hele Vesteuropa bidrager vi derfor til a-våbnenes fortsatte eksistens. Lad mig minde om, at det er USA, der trak sig INF-traktaten om mellemdistanceraketter og ABM-traktaten om anti-ballistiske missiler – endda med opsætning af missiler i Polen og Rumænien. Endvidere ved at trække sig af Open-Sky-traktaten, der nu er død. Putin ville genoplive den. Biden afslog. USA er verdensmagten – ikke Rusland. USA og det samlede NATO har en uhyre overvægt på det konventionelle område, fx for USA.s vedkommende med 1 million i hæren spredt over hele kloden og militærbudgetter, der langt overstiger både Ruslands og Kinas. Burde vi ikke lige se på os selv – og vores såkaldte allieredes medvirken til dette vanvid.

Flemming Berger, Jeppe Lyngsø Bundgaard, Carsten Munk og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Annette Munch

1. er der nogen, der kan nævne en krig, en invasion, et folkeovergreb eller en "militær specialoperation", hvor samtlige internationale aftale og love er blevet overholdt?

Per Lundbech, John Andersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Ja, jeg misforstod ganske enkelt emnet og kom til at svare på atomkraft i stedet for atomvåben. Min hjerne har givet tænkt, at det ville være lige så hamrende naivt at forbyde atomvåben, som det er hamrende naivt at bede Putin pænt om at trække sig ud af Ukraine.,

Og selvfølgelig skal vi bruge diplomatiets magt og afmagt til at forsøge at skabe enighed om, at alle atomvåben skal tages ned, men vi kan kun spørge pænt og be-be, og vi kan ikke være sikre på, at Putin ikke har gemt et arsenal til dårlige tider et eller andet sted.

Klaus Brusgaard

Som formuleret i artiklen "A Statistical Estimation of the Occurrence of Extraterrestrial Intelligence in the Milky Way Galaxy" af Xiang Cai et al. i tidsskriftet Astrophysics, 2020 "....we found the potential self-annihilation to be highly influential in the quantity of galactic intelligent life, suggesting another possible answer to the Fermi Paradox; if intelligent life is likely to destroy themselves, it is not surprising that there is little or no intelligent life elsewhere."